ERNST SARS

   «Ham over Stjernerne velsigne vi,
     som paa vor Nød og os har sendt
     en Christian Fredrik til vort Lands           Regent»,

 - men ogsaa Mænd af et mere modernt Tænkesæt, endog saadanne, der regnedes for at høre til de «Ildesindede» ( d. e. det Wedel'ske Parti), som Sibbern, der siger i en under Opholdet ved Rigsforsamlingen affattet Erklæring: «Jeg anser det for en sand og uskatterlig Lykke, der muligens har reddet Landet fra Anarkiets Rædsler, at Hs. kgl. Høihed Prinds Kristian Fredrik i denne Farens Stund har været hos os.»
 Og, at det virkelig var en sand og uskatterlig Lykke, det vil vi heller ikke nu, - med det Overblik vi nu har over Tingenes Gang, - kunne drage i Tvil. Han kunde samle alle Reisningens Elementer om sig, han kunde være Fører, - han og ingen anden, - vi maa erkjende det. Man har talt om Wedel i denne Forbindelse; man har sagt, at, om Wedel havde været i Landet paa den Tid, da Kielerfreden blev bekjendt, skulde kanske han ha kunnet ta Ledelsen i sin Haand, og Landets Skjæbne vilde da være blevet en helt anden. Dette er et urimeligt Tankeexperiment. Wedel var ganske vist en meget betydeligere Begavelse og fremfor alt meget mere af en Mand, en Karakter end Kristian Frederik; men han var, trods sine Fortjenester af Landet, upopulær, mistænkt som den, der hyldede en, om ikke upatriotisk, saa dog unational Politik, og han savnede den vigtigste af alle Adkomster til at bli det norske Folks Fører, nemlig Fødselens. Den havde Kristian Frederik: han var den "Odelsbaarne" - «det rette Skud af den gamle Stamme» -, det var Hovedsagen. De gamle Aandsmagter hos Folket, - Loyaliteten, Hengivenheden for det nedarvede Kongehus, - havde endnu saameget at sige ved Siden af de nye, - Friheds  og Selvstændighedstendentserne, - at det var af yderste Vigtighed, at disse og hine kunde bringes til at gaa sammen i den afgjørende Krise. Saa dyb og almindelig end Harmen var over den skammelige Trafik, som var drevet med det norske Folk ved Kielertraktaten, - saa længe man havde stundet efter en Leilighed til at realisere Drømmen om et frit, selvstændigt Norge, - saa vel man i Stilhed havde forberedet sig til at nytte denne Leilighed, - det vilde altsammen neppe ha forslaaet til at reise Folket eller til at gi Reisningen den nødvendige Raskhed og Styrke, saafremt ikke «den Odelsbaarne» havde paatrykt den Legitimitetens Stempel ved at stille sig i dens Spidse. Intet Under, at han blev populær, da han gjorde dette.
 Han var det iøvrigt allerede forud; han var det fra første Stund han satte Foden paa norsk Grund; han kom, saa og vandt, som det heder, - han, som de andre Prinser, der blev sendt herop i Dansketiden; de blev alle populære, elskede, tilbedte. Det synes at ha været nok: at være Prins for at bli det. Om denne her gjælder det nu vistnok, at han eiede andre Betingelser for at opnaa Folkeyndest end Prinsetitelen og det kongelige Blod. Han havde et tiltrækkende Ydre, et behageligt vindende Væsen; han udtrykte sig med Lethed mundtlig og skriftlig, - var venlig, godmodig, livsglad. Han havde været svært feteret i det kjøbenhavnske Selskabsliv inden han blev sendt op til Norge; man talte om hans «Apollohoved» og sa om ham i den öhlenschlägersk oldnordiske Stil, at han var «skjøn som Baldur, veltalende som Brage». Han overstraalede aldeles Fætteren Fredrik den Sjette - det skulde der jo iøvrigt ikke meget til, - og kunde synes et rent Vidunder af Begavelse inden den Idet hele saa tarveligt udstyrede Oldenborger Æt.
 Hans Fortrin og Egenskaber var imidlertid allesammen saadanne der skaber en Helt i en Balsal eller ved en Bordkonversation, men ikke paa den historiske Skueplads eller i Handlingens Verden. Selve den Skjønhed, som man var enig om at tillægge ham i Samtiden, synes, efter Portræterne at dømme, at ha været af den glatte, ukarakteristiske Art; «Apollohovedet» af den Slags, som man finder i Modejournaler. Hans Veltalenhed var en paa Overfladen glidende, uden virkelig Varme eller Rraft, - et banalt Blomstersprog. Han var, som det blev sagt om ham i en Tale for den norske Høiesterets Skranke, «deklamatorisk uden Kraft, pralende uden Mod, blændende uden Virkelighed». En Dilettant Natur, - forlystelsessyg til det yderste, - optat af Smaating og Forfængelighedens Lapperier midt under de alvorsfuldeste Omstændigheder (man huske t. Ex. hans Udnævnelse af den lange Række Kammerherrer og Kammerjunkere, den første Handling han foretog sig som Norges Konge, og hvilken han selv tilla saamegen Betydning, at han har noteret Navnene paa samtlige de Lykkelige i sine ellers saa knappe Dagbogsoptegnelser fra dette Tidspunkt), - bøielig, givende efter for sine Omgivelser, ubeslutsom, ræd for Ansvar, vigende tilbage for enhver Fare, enhver Vanskelighed, - saadan viste han sig i 1814, saadan efter 1839 som Danmarks Konge.
 Det er et mærkeligt Vidnesbyrd om det Trylleri, Rangen, Fødselens Glands endnu dengang øvede, at man kunde ta saa grundig Feil af ham, - at ikke blot Mænd som Pavels, men endog Georg Sverdrup Jonas Rein, Kr. M. Falsen kunde se i ham en Helt, en stor Mand, - «Europas første Konge» - «som skabt til at være Folkestyrer» - o s. v. -iat ikke Alverden sa med den gamle Dølekjerring: Vakkert Kjød og Blod, men for vek til at bli Norges Redningsmand. 
               Ved de første Skridt han foretog som den norske Folkereisnings Leder, traadte Defekterne i hans Karakter og Intelligents endnu ikke frem. At udfærdige Proklamationer, holde Taler o. desl., - derved strak han til. Hans Karaktersvaghed kunde endog, til en Begyndelse, ta sig ud som et Fortrin. Letheden, hvormed han opgav sine Arve Enevolds Prætensioner og gik med paa Sverdrups og de øvrige i Eidsvoldsmødet 16de Februar deltagende Mænds Tanke: at sammenkalde en Rigsforsamling, - man kunde se deri, - man saa deri et ophøiet Frisind, en storslagen Ædelmodighed. Kristian Frederiks Frisind var ganske vist af en meget overfladisk Art, som alle andre Træk ved denne Personlighed; - det var velléités liberales, saadanne som man kunde vente at finde dem hos en Datidens Modeherre, der havde omgaaes Kunstnere og Skjønaander; men ved denne Leilighed passede det overmaade vel og hjalp ham saa godt, at en sterk Overbevisning ikke vilde ha kunnet hjælpe ham bedre: naar han uden Modstand akcepterede Folkesuverænitetsideen og de deraf flydende praktiske Konsekventser, saa svarte det aldeles til hvad Klogskaben bød ham at gjøre; det var det bedste Middel til at vække og staalsætte Nationalaanden, hvori hans Politik først og fremst maatte søge sin Støtte.
 Idethele maa det erkjendes, at den Rolle han spilte i de første Maaneder af 1814, - indtil Rigsamlingen traadte sammen, var en smuk og vellykket. Hans Mod, hans Kraft, hans Frisind, hans Kjærlighed til Norge blev ikke stillet paa nogen streng Prøve, og han fik alligevel Leilighed til at yde det norske Folk Tjenester, som maa sikre ham en varig Plads i vor Erindring. Man kunde sige om ham, - han kunde sige til sig selv, - at han fulgte et Kald, der var udgaaet til ham fra det hele Folk, idet han stillede sig i Spidsen for dets Reisning mod Kielertraktatens Forføininger; han kunde sige til sig selv, at han derved tjente en retfærdig, hellig Sag og tjente den paa bedste Maade. Han valgte den Vei, som maatte vælges for at føre Reisningen til Seir, idet han sammenkaldte en Rigsforsamling og nyttede sin Myndighed loyalt ved at gi saadanne Valgregler, at Forsamlingen blev en virkelig repræsentativ for Folket.
 Man har bebreidet ham, at han allerede i disse Maaneder drev et falsk Spil ligeoverfor det norske Folk ved at lægge Skjul paa eller gjengi i forvansket Form Efterretninger og Aktstykker, som kunde ha faaet Indflydelse paa den raadende Stemning eller Opfatning. Det er en i visse Maader fuldt beføiet Anke. I en af sine Kundgjørelser af 19de Februar 1814 fortalte han, at Norge havde faaet Fred med England, hvilket var en ligefrem Usandhed; han publicerede til en Begyndelse Kielertraktaten i en ufuldstændig Form og lod der gaa lang Tid hen, inden han meddelte Nordmændene Karl XIII's Proklamation til dem af 8de Februar 1814. Dette var ganske Vist urigtigt, men det har vistnok ikke havt nogensomhelst betydning. Kielertraktatens hele Indhold blev, trods Forsøgene paa at fordølge det, meget snart bekjendt for det norske Publikum, ligesaa Karl XIII's Proklamation, og der er al mulig Grund til at tro, at Kjendskabet til disse to Aktstykker ikke har havt eller kunnet ha en anden Virkning end netop den Kristian Frederik maatte ønske nemlig at opirre Stemningen og styrke Modstandsaanden.
 Hans Motiv til at stille sig i Spidsen for den norske Folkereisning var ganske vist for en meget væsentlig Del et egennyttigt; han tilstaar det selv i sine Dagbogsoptegnelser; han haabede at bevare Norge ad denne Vei for sit Hus eller sin Æt. Han førte altsaa Nationen bag Lyset, idet han fremstillede sig for den som den norske Selvstændighedssags Forkjæmper, medens hans Tanke gik ud paa at føre Landet tilbage i den gamle Forbindelse med Danmark, om hvilken han maatte vide, at den var blevet en forhadt Ting for de fleste norske Patrioter. Men det er tillige umiskjendeligt, at han følte oprlgtig Kjærlighed for Norge og det norske Folk, og at denne Kjærlighed har været med paa at bestemme hans Holdning - at Norges Selvstændighed for ham ikke bare var en Talemaade som han betjente sig af for at opnaa andre Hensigter, men en Sag for hvilken han nærede en varm, endog enthusiastisk Sympathi Norge var i Tiden nærmest før 1814 sterkt paa Moden inden Kjøbenhavns literære og kunstneriske Kredse, og Kristian Frederik var i det som i andet en Modeherre comme il faut; han havde, før han overtog sin Mission til Norge, havt megen Omgang med norske Patrioter; hans Sind var blødt, let paavirkeligt, og han er øiensynlig bleven sterkt grebet af den nyvakte norske Nationalaand, som med sin Pathos og sine vide Fortids  og Fremtidssyn maatte tiltale hans æsthetiske Natur mere end den noget spidsborgerlig jevne Danskhed. Norge var for ham, - som han udtrykte sig, - «den bedre Halvdel» af det danske Monarki. Han skriver i sin Dagbog under 11te Oktober 1814, - altsaa efterat han havde gjennemgaaet store Lidelser for Norges Skyld og paa en Tid, da ingen personlig Ærg]errighed længer knyttede ham til Landet: «Mit Hjerte hænger endnu bestandig ved dette gjæve Folk»
 Disse to Motiver: hans dynastiske og personlige Egennytte og hans norske Enthusiasme, - gik til en Begyndelse Haand i Haand. Naar han opfordede det norske Folk til enig Modstand mod Kielertraktatens Vanære, naar han paatog sig Landets midlertidige Styrelse, sammenkaldte en konstituerende Nationalforsamling o. s. v., saa maatte det synes at være det rette og rigtige baade fra Oldenborgerens dynastiske og fra det norsk patriotiske Synspunkt. Men under Rigsforsamlingens Samvær indtraadte en Kollision mellem de to Motiver; Veiene, hvorpaa de viste ind, divergerede saa vidt meget, at han fik bestemme sig mellem dem, og han bestemte sig da ogsaa, men, som man ser, uden Kraft eller klar Bevidsthed. Naar han arbeidede for sit Valg til Konge, - direkte og indirekte, - ved at opmuntre sine Tilhængere inden Rigsforsamlingen («Prinsianerne») og ved at lægge Skjul paa hvad han vidste om Norges diplomatiske Stilling og Udsigter, - og naar han tilsidst modtog det paa ham faldne Kongevalg: da handlede han ud af sin personlige eller dynastiske Egennytte, med Tilsidesættelse af Hensynet til det Folk, i hvis Spidse han stod, og den Sag, han udgav sig for at tjene. Det fremgaar af hans Dagbogsoptegnelser, at han ikke har villet se denne Kollision lige i Øinene, - at han, efter svage Menneskers Manér, har søgt at døve sin Samvittighed ved klingende Talemaader.  Han skriver i sin Dagbog under 19de Mai, efterat ha fortalt om Modtagelsen af Kongevalget: «Strax efter var der Cour hos mig; jeg sagde kun faa Ord, da jeg var meget bevæget. Gud skal vide, at det er en stor, stor Beslutning; men hvad gjør man ikke for et Folks Lykke og med Tro til Gud!»
 Han har altsaa villet indbilde sig selv, at hans Valg til Konge var et Skridt, der skete ikke blot i hans, men ogsaa i den norske Friheds  og Selvstændighedssags Interesse, - medens han burde kunne vide, - han bedre end nogen anden - om han havde villet gjøre sig alvorlig Rede for Sagernes Stilling, - at dette ikke var Tilfælde, - at nogetnær det modsatte var Tilfælde.
 Spør man, hvilket af de to Partier inden Rigsforsamlingen paa Eidsvold har staaet sig bedst for Historiens Dom, maa Svaret bli, at det er Selvstændighedspartiet. Forsaavidt dette Parti gik ud fra Troen paa Norges Evne til at bestaa for sig som særskilt Stat, forsaavidt det ubetinget vægrede sig ved at forhandle paa Basis af Kielertraktaten og krævede Norges Suverænitet opretholdt i uafkortet Stand: maa vi, - med den følgende Tids Udvikling og Erfaringer for Øie, - gi det fuldtud Medhold. Men Selvstændighedspartiets Mænd gik over Stregen og kompromitterede sin egen Sag, idet de, ved at vælge Kristian Frederik til Konge, afbrød Adgangen til enhver Forhandling med Sverige, ogsaa en med Norges Ære og Selvstændighed helt stemmende, - en Forhandling, ikke paa Basis af Kielertraktaten, men paa Basis af det norske Folks selvgivne frie Forfatning. Om Rigsforsamlingen paa Eidsvold havde undladt sit Kongevalg og istedet derfor havde henvendt sig til den svenske Konge med Grundloven i Haanden og tilbudt ham at bli Norges Konge paa Vilkaar af, at han anerkjendte denne Grundlov, d. v. s. anerkjendte Norges ubeskaarne Suverænitet, saa at Foreningen mellem Rigerne vilde bli en blot og bar dynastisk Union, - og om den svenske Konge (d. v. s. Karl Johan) havde nægtet at modta dette Tilbud og begyndt Krig for at tvinge Nordmændene til Underkastelse: - hvor langt klarere og friere vilde deres Sag da ikke ha staaet ligeoverfor Europa og i deres egen Bevidsthed, - hvor langt bedre Chancer vilde de ikke havt for at gaa seirende ud af en Krig, hvorved ingen vilde ha kunnet tvile om, at de havde Retten paa sin Side, eller at de kjæmpede for sin Friheds  eller Selvstændighedssag og for den alene! Saameget er ialfald sikkert, at Norge ved en saadan Krig ikke vilde havt England mod sig.
 Naar vi erkjender, at Selvstændighedspartiets Mænd gjorde sig skyldig i en stor og skjæbnesvanger Feil ved at vælge Kristian Frederlk til Konge, maa vi ikke glemme de mange og sterke Grunde, der taler til deres Undskyldning: - den saa høist naturlige Taknemmellghedsfølelse ligeoverfor Kristian Frederik og Ønsket om at vise den i Gjerningen, - Hengivenheden for den gamle Kongeæt, - ogsaa en høist naturlig og endnu i de Tider høist agtværdig Følelse, - de endnu dengang saa dybt rodfæstede, alment raadende Forestillinger om Monarken eller Fyrstehuset som Nationalselvstændighedens uundværlige Repræsentant, saa Norges Gjenreisning som særskilt Stat kunde synes at være bare halvgjort Gjerning, indtil man fik sig sin egen Konge, og saa det at vælge Sveriges Konge til ogsaa at være Norges kunde synes enstydigt med at undergi sig svensk Overhøihed, - endelig, og ikke mindst, den inden Rigsforsamlingen herskende Mangel paa Kjendskab til europæiske Forhold og Opfatninger, saa man kunde være blind for Sandsynligheden af at den norske Selvstændighedssag vilde bli paa det alvorligste kompromitteret ved at knyttes til Kristian Frederiks Person paa en saa uløselig og øinefallende Maade, som det skete ved hans Valg til Konge.
 Disse Undskyldningsgrunde gjælder nu, som man ser, «Prinsipanerne», ikke Prinsen selv. Han havde særskilt faaet fuld Besked om hvorledes man i England ræsonnerede om den «danske Prins» - hvorledes hans Nærværelse i Norge virkede til at gjøre den norske Folkereisning mistænkt i Engelskmændenes Øine; han maatte altsaa kunne forudse, at Udsigterne til at opnaa for den norske Selvstændighedssag Englands Sympathi og Støtte eller idetringeste dets Neutralitet, - hvilket man i Samtiden opfattede og med Rette opfattede som et Hovedvilkaar for Sagens Seir, - vilde bli formindsket eller endog rent forspildt ved hans Valg til Konge. Naar han alligevel modtog dette Valg, ja endog arbeidede for at sætte det igjennem, maa det vel kaldes et Udslag af en forfærdelig Egenkjærlighed, der offrer Hensynet til et helt Folks Velfærd for at tilfredsstille et rent personligt Magtbegjær eller endog bare en personlig Glimresyge.
 Hvad der taler til hans Undskyldning, er, at han var opdraget i den gjængse Fyrstemoral og Fyrsteopfatning, hvorefter Folkene næsten bare synes at være til for Fyrsternes Skyld. Folkene har været saa vant til at se denne Opfatning gjort gjældende i den praktiske Politik, at den Slags «store Beslutninger», som Kristian Frederiks, da han modtog Kongevalget, endog fordetmeste blir Gjenstand for almindelig Beundring, naar de bare blir nogenledes konsekvent gjennemførte. Havde Kristian Frederik ræsonneret saaledes: Loddet er kastet; nu faar det være slut med alle Tvil og alle Samvittighedsskrupler; nu gjælder det en Kamp paa Liv og Død, -og handlet i Overensstemmelse hermed, saa vilde man kanske, - endog om det endelige Udfald var blevet baade hans og Landets Ruin, - ha glemt hans Egenkjærlighed og bare havt Øie for hans Mod og Kraft. Hans Ulykke, - ligeoverfor Samtidens Dom, - var, at han veg tilbage for Konsekventserne af sin «store Beslutning». Idet han arbeidede for sit Valg til Konge og modtog Valget, slog han ind paa en Vei, der uundgaaelig førte til Krig, - han udfordrede Krigen og gjorde det til en Æressag for sig og Folket at føre den med alle de Kræfter, der stod til hans Disposition. Alligevel forsømte han de allernødtørftigste militære Forberedelser. Han udfordrede Krigen og tænkte alligevel bare paa at slippe fra den. Og, da den saa tilsidst kom, trods alle Forsøg paa at faa den afvendt, førte han den paa en Maade, som viste, at hans Maal var, ikke at vinde Seir, men bare at hindre saavidt muligt, at der flød Blod.
 Det lar sig nu ikke negte, at hans Forhold herved vidner om en holdningsløs Blødagtighed, en afgjort Mangel paa personligt Mod, saa det var med fuld Ret han blev Gjenstand for almindelig Ringeagt. Paa den anden Side var det udentvil ikke Hykleri, naar han for sine Omgivelser klagede over det Blod, der skulde flyde for hans Skyld. En Følelse af at Indsatsen, hvorom der skulde kjæmpes, ikke var saameget det norske Folks Frihed og Lykke som snarere hans personlige Fordel, har virket til at overvælde ham og lamslaa det lidet af Mod og Handlekraft, hvorover han raadede. Det var ikke bare Mangel paa Mod, som bestemte hans Forhold under Krigen, men ogsaa en Samvittighedens Ømskindethed, en Hensynsfuldhed og Tanke paa andres Lidelser, som er sjelden hos Mennesker i hans Stilling og som bør opføres paa hans Kreditside.
 I et Brev til sin Ven Carsten Anker af 27de Marts 1815 siger han efterat ha omtalt, at en kraftig Krigførsel vilde ha været «overensstemmende med Almuens Aand og med den Forventning man efter de første Skridt at dømme havde gjort sig om Nordmændene og mig»: «Men her sander jeg, hvad Lord Grey i et brev i et Brev til Dem yttrer i den Anledning, at jeg ikke besad Kraft nok; her gjaldt det at være døv for den lidende Menneskelighed, ophøiet over den Svaghed, der i mange Henseender omgav mig, og at handle efter den blinde Grundsætning: Norge bør ei blive svensk, uden i ringeste Maade at tage Fornuften paa Raad: - kald mig for fornuftig eller for svag: hertil havde jeg ikke Kraft. Jeg indsaa, hvad der under disse fortvivlede Omstændigheder vandtes ved at sikkre Riget sin Constitution, og jeg bragte det største Offer, men ikke uden at mit rystede Sind led uendeligt meget derved, og dette spores kun altformeget i de i Moss indgaaede Betingelser. Dog herved lider kun jeg; Hovedsagen opnaaedes: Betryggelse for Norges Grundlov under den mere end sandsynlige Forening med Sverige. At jeg ei har feilet i mit Omdømme, viser Udfaldet; med aldeles Rolighed er Foreningen paa denne Maade optaget af Folket som en Nødvendighed.»
 Nu ja - Regningen er endel mere kompliceret end saadan som den her opgjøres. Det var ikke bare ham, som blev den lidende ved Maaden, hvorpaa et under saa store Forventninger begyndt Felttog blev afsluttet. Det staar fast, at Kristian Frederik forsyndede sig grovelig mod det norske Folk ved at føre det op i en Krig uden at sørge for de nødvendige Forberedelser, - ved at udfordre Krigen paa Folkets Vegne og engagere dets Ære i, at den blev ført saa alvorligt som mueligt og saa bagefter føre den, som om det hele bare var en Komedie. Men det bør bringes i Afregning paa hans Skyld og virke til at forsone os med hans Brøde, at han selv flk bøde saa haardt for den, og at han bar sin Skjæbne med saamegen Resignation. Og saa bør det endelig ikke glemmes, at han, efterat han havde opgit sin egen Sag, vedblev at arbeide med megen iver, for Norges Sag, og at han indla sig virkelige Fortjenester af Landet ved de Underhandlinger, der førte til Mosskonventionen, og ved at forblive i Landet, indtil Stortinget havde antaget hans Thronfrasigelse, saa pinligt end Opholdet her maatte være for ham.
 Summen er, at vi, efter alle Afdrag, skylder ham stor Tak. Han var et Vigtigt, et uundværligt Redskab til at fremme Norges Friheds  og Selvstændighedssag i 1814. Vi har ikke Ret til at negte dette, men vi maa vel ha Ret til at beklage det. Det er et Vidnesbyrd om en stor Bundethed og Bornerthed hos Nationen, at den skulde være henvist til en slig Fører i en slig Stund. Det er noget ydmygende for os, at vi skal staa i en saa stor Taknemmelighedsgjæld til en saa liden Mand, - at Folket, til Løsning af en af sine største Opgaver, samlede sig om denne Balkavaller, denne ubetydelige belesprit og Levemand. Og at han blev med og det som en af de første ved Opgavens Løsning, har da ogsaa havt tilfølge, at Opgaven ikke blev løst paa rette Maade, - at der faldt en Mistankens Skygge over Folkereisningen, som om det hele bare var Anstaltmageri, - at Leiligheden, som var budt Folket til at hævde sig selv, ikke blev nyttet saadan som den kunde og burde været nyttet.
 Rigsforsamlingen paa Eidsvold frembyder et af de smukkeste, mest tiltalende Billeder i Historien, - et Billede af sjelden Uegennyttighed og Frihed for Klasseaand, en sjelden modig og enthusiastisk Fædrelandskjærlighed. Men et skjæmmende Træk er indbragt i dette Billede ved enkelte Medlemmers altfor ivrige , ved den megen Kabalering og Intrigering til Fordel for Prinsens Kongevalg. Hvad vi læser om Tarveligheden af de ydre Forhold, hvorunder Forsamlingen levede og virked, - Logis'erne, hvor flere maatte dele Værelse eller endog Seng, Forsamlingslokalet med de upanelede, uhøvlede Vægge, den daarlige Kost, de evige Spædkalvestege, den sure Vin etc. etc., - tjener fordetmeste alene til at forhøie Respekten, der staar af disse Mænd, som under saamange kuende og knugende Indflydelser bevarede en saa høi Stemning. Men naar den prinselige Høihed eller Kongeværdigheden stikker sig frem og søger inden disse tarvelige Forhold at tilveiebringe det tilante Apparat af Stads og Fjas, slaar Billedet ustridig over fra det sublime til det ridikule; - man huske den forgyldte Lænestol, der slæbtes ind i Forsamlingslokalet, naar Prinsregenten skulde indfinde sig der, og som tilhørte en gammel Theatergarderobe; - det Damastes Sengetæppe, der ved de samme Leiligheder spilte en Rolle som Omhæng,- uden at kunne skjule Armoden, for at tale med Grøgaard; - Kammerherrerne og Kammerjunkerne, hvis Udnævnelse var Kristian Frederiks første Kongegjerning, og som maatte la sig nøie med en gylden Knap paa det Sted, hvor den gyldne Nøgle pleier at anbringes o. s. v.
 Jeg gjentar: vi skylder Kristian Frederik stor Tak; - denne fremmede Prins var os en nødvendig Mand, - men Jammerskade, at han var det!»

Frå:
E.Sars: "Kristian Fredrik", Samtiden 1897, s.212-224.
Her henta frå K.Mykland (red.) Omkring 1814, Oslo 1967, s.151-161