Wulfstan sagde, at han rejste fra Hedeby, at han var i Truso på syv dage og nætter, at skibet hele vejen gik under sejl. Vendland var på hans styrbords side, og til bagbord havde han Langeland, Lolland, Falster og Skåne; disse lande hører alle til Danmark. Så havde vi Bornholm til bagbord, og de har deres egen konge. Så efter Bornholm havde vi de lande, som hedder først Blekinge, Møre, Øland og Gotland til bagbord, og disse lande tilhører sveerne. Og vi havde Vendland til styrbord hele vejen til Wislas munding. Wisla er en meget stor flod, som adskiller Witland fra Vendland. Witland tilhører esterne. Wisla flyder fra Vendland ud i Estmere, som er mindst femten mil bredt. Elbing flyder østfra ud i Estmere fra den sø, ved hvis bred Truso ligger, og de flyder begge ind i Estmere, Elbing østfra fra Estland og Wisla sydfra fra Vendland. Så berøver Wisla Elbing dens navn og flyder fra Estmere mod nordvest ud i havet. Af denne grund kalder man mundingen Wislas munding.

Estland er meget stort og har mange borge, og der er en konge på hver af disse. Der findes meget honning og fiskeri. Kongen og de mægtigste mænd drikker hoppemælk, de fattige og slaverne drikker mjød. Der er megen strid blandt dem. Der brygges ikke øl blandt esterne, men der er masser af mjød. Esterne har den skik, at når en af dem er død, ligger han ubrændt inden døre blandt slægtninge og venner i en måned, somme tider to. Kongerne og andre mægtige mænd ligger længere over jorden i deres huse jo rigere de er; de forbliver sommetider ubrændte i et halvt år. Og al den tid liget ligger indendøre, er det skik, at der skal være drikkelag og spil indtil den dag de brænder det. På den dag, hvor de har til hensigt at bære den døde mand til bålet, deler de hans ejendomme, det der måtte være tilovers efter drikkelaget og spillet, i fem eller seks dele, aflhængig af hvor meget der er. De anbringer den største lod omkring en mil fra landsbyen, så den næststørste, så den trediestørste, indtil det altsammen er fordelt inden for denne mil, således at den mindste lod er nærmest landsbyen, hvor den døde mand ligger. Alle de mænd, som har de hurtigste heste i landet, samles på et punkt fem eller seks mil fra ejendelene, og så rider de om kap hen imod det. Den mand, som har den hurtigste hest, kommer til den første lod, og til den største, og således den ene efter den anden indtil alt er taget. Den, der ved sit ridt når den lod, der ligger nærmest landsbyen, får den mindste. Så rider hver af dem sin vej med godset og har lov at beholde det hele. Af den grund er hurtige heste urimeligt dyre der. Når alle mandens rigdomme er brugt på denne måde, bæres han ud og brændes med sine vaben og sine klæder. Det meste af den døde mands rigdom solder de op i løbet af den lange tid, hvor han ligger hen i huset, og ved at lægge det i vejkanten, hvor fremmede så rider hen og tager det. Det er skik blandt esterne, at hver stammes mænd brændes, og hvis der findes blot et ben, som ikke er fuldstændig brændt, må der betales en svær bøde derfor.
    Blandt esterne findes en stamme, som ved, hvorledes man skaber kulde, og grunden til, at deres døde mænd kan ligge sålænge uden at rådne, er, at de holder dem kolde. Og hvis man sætter to fade ud fulde af øl eller vand, kan de få det ene af dem til at fryse til, hvadenten det er sommer eller vinter.

Nils Lund m.fl.: Ottar og Wulfstan. To rejesebeskrivelser fra vikingtiden. Roskilde 1983, s.18-27.