Artiklen er et dokumenterende
forarbejde til forfatterens bind 4 (1997) om perioden 1720-1814 i det projekterede
værk om Danmark og Norge i fællestiden. Den vurderer norske
opfattelser af Frederik 6.s motiver i januar 1814 forat avstå Norge;
og den forholder sig kritisk til teorien om kongens aktive støtte
til Christian Frederiks norgesplaner. Tværtimod synes Frederik 6.
at have taget alle midler i brug for at forhindre en norsk rejsning, fordi
den kunne bringe Danmarks eksistens som stat i fare.
Adskillelsen mellem Norge
og Danmark efter 434 års statsfællesskab var et drama, der
kulminerede i januar 1814. Frederik 6. spillede hovedrollen i dette drama,
både i ugerne op til freden i Kiel og i ugerne efter, hvor det store
politiske spørgsmål var, hvorledes prins Christian Frederik
og nordmændene ville reagere på afståelsen.
Kongens
handlinger og motiver har i den nyere forskning været set og tolket
ret forskelligt. Artiklen vil søge at rekonstruere og analysere
hans politik i dette tidsrum og konferere den med det hidtidige forskningsbillede,
for dermed at bidrage til en bedre forståelse af et omdebatteret
emne i Norges og Danmarks fælles historie.
VEJEN TIL KIEL
Kampen for Norges forbliven
i helstaten tog sin begyndelse i august 1772, da Gustav 3. gennemførte
sit statskup og derpå gav erhvervelsen af Norge højeste prioritet
i svensk udenrigspolitik.(1) Danmark-Norge reagerede med at indgå
Den evige Alliance med Rusland, hvori de to stater garanterede hinandens
territoriale integritet over for svensk aggression. Længe ydede Den
evige Alliance en effektiv territorial garanti for Danmark-Norge. Og formelt
blev den aldrig opsagt. Reelt faldt den imidlertid bort i 1809. Ved freden
i Fredrikshamn den 17. september 1809 afstod Sverige hele Finland til Rusland.
Dermed mistede Danmark-Norge sin værdi som alliancepartner i St.
Petersborg; og allerede i Fredrikshamn pegede russerne utilsløret
på Norge som et naturligt mål for svensk ekspansion og kompensation.
Ubundet
af personlige følelser og politisk tradition satte den nye svenske
tronfølger Carl Johan i 1810 erhvervelsen af Norge over generhvervelsen
af Finland i sit politiske program.(2) På længere sigt blev
hans norske propaganda og kontakter betydningsfulde. Men det var på
den storpolitiske arena, Norge skulle vindes. Og de afgørende beslutninger
blev truffet under Napoleons opmarch til felttoget mod Rusland i 1812,
både af Frederik 6. og af Carl Johan. Den 7. marts 1812 fornyede
Napoleon sin alliance fra 1807 med Frederik 6. og gentog sin garanti af
helstatens territoriale integritet. Den 5. april lovede zaren at støtte
et svensk angreb på Sjælland med henblik på at gennemtvinge
en afståelse af Norge til Sverige.
Frederik
6. og Carl Johan havde hermed truffet et skæbnevalg og var gået
det første skridt på vejen til Kiel. Over for vicestatholderen,
prins Frederik af Hessen, var kongen fuld af optimisme: "et Par Batailler
vil afgjøre Ruslands Skæbne".(3) Udenrigsminister Niels Rosenkrantz
forudså derimod, at kejseren ville lide nederlag, og at det svensk-russiske
angreb på Sjælland ville gennemtvinge afståelsen af Norge.
"Danmark skal udslettes af uafhængige Staters Tal", advarede han.(4)
Og han bønfaldt kongen om at bryde med Napoleon og udsone sig med
England. For så vidt var kongen og Rosenkrantz enige i deres syn
på helstatens strategiske dilemma, og havde været det under
hele krigen. Et brud med Napoleon ville medføre besættelsen
af Holsten, Slesvig og Jylland; Norge ville blive sultet til at overgive
sig til Sverige; og efter tabet af flåden i 1807 ville det ikke være
muligt at forsvare Øerne mod en invasion. Det, der skilte dem i
september 1812, var vurderingen af Napoleons fremtid. Udenrigsministeren
var overbevist om, at han ville tabe krigen mod Rusland - og at risikoen
for en overmægtig invasion sydfra dermed ville blive elimineret,
i det mindste for en tid. Kongen derimod var overbevist om Napoleons uovervindelighed.
Derfor stod han fast: "Jeg vedbliver følgelig mit System og er allieret
med Frankrig, hvorefter De aldeles og uforandret har at rette Dem".(5)
Hvilket Rosenkrantz så gjorde - til den bitre ende.
Hvordan
det ville være gået, hvis kongen havde fulgt sin udenrigsministers
råd, kan vi ikke vide. Hvad vi ved, er, hvordan det gik.
Samtidig
med at kosakkerne forfulgte de flygtende rester af Den store Arme over
Njemens is, blev Frederik 6. præsenteret for zarens og Sveriges krav
om afståelse af hele Norge imod kompensationer i Nordtyskland. Kongen
afviste kategorisk kravet. Og da Napoleon fra Paris i januar 1813 forespurgte,
om kongen stadig var hans allierede, var svaret et ubetinget ja. Svaret
var dikteret af helstatens strategiske dilemma. Kongen var ikke forstenet
i sin politik.(6) I foråret 1813 var han faktisk villig til at bryde
med Napoleon og slutte sig til hans motstandere, hvis det kunne redde Norge.
Da han tolkede en russisk diplomatisk henvendelse som et tilbud om at garantere
helstaten, lod han i nogle dage sine tropper i Nordtyskland kæmpe
side om side med russerne imod franskmændene. Men da zaren insisterede
på en øjeblikkelig afståelse af Trondheim stift og en
senere afståelse af resten af Norge imod kompensationer i Nordtyskland,
sluttede Frederik 6. sig endnu tættere til Napoleon. Det var zarens
ubøjelighed, der i de sidste dage af april 1813 fik ham til at træffe
beslutningen om at sende prins Christian Frederik til Norge som statholder
for at styrke kongetroskaben og helstatsloyaliteten. Da tronfølgeren
gik i land i Norge, havde England netop formelt bundet sig til at støtte
Sveriges krav om Norge. Og i de sidste dage af maj fremsattes et svensk-engelsk
krav om øjeblikkelig afståelse af Trondheim stift og senere
forhandlinger om resten af Norges skæbne - et krav, som Frederik
6. Iigeledes afviste kategorisk.
På
den kontinentale krigsskueplads rustede Napoleon og hans modstandere sig
i sommeren 1813 til den afgørende kamp. Og Frederik 6. Iænkede
sig til Napoleon og forpligtede sig til at erklære Rusland, Sverige
og Preussen krig. Afgørelsen faldt i det tre dage lange slag ved
Leipzig i oktober, hvor kejserens nederlag beseglede helstatens skæbne.
Præcis to måneder senere satte Carl Johan Frederik 6. militært
skakmat. Som øverstkommanderende for de allieredes nordarme rykkede
han op i Holsten, hvor han tvang det danske korps under prins Frederik
af Hessen - som søgte at trække sig tilbage til en forsvarsposition
nord for Ejderen - til at kaste sig ind i fæstningen Rendsborg, som
derefter kun havde forsyninger til midten af januar. Og fra sit hovedkvarter
i Kiel accepterede han den 15. december en våbenstilstand, som efter
en forlængelse udløb den 5. januar 1814 ved midnat.
Militært
havde Frederik 6. dermed tabt kampen om Norge. Holsten og det meste af
Slesvig blev besat; de første kosakker viste sig ved Ribe og Kolding;
og Norges kornkammer: Jylland lå forsvarsløs for en invasion.
I et krigsråd på Amalienborg den 30. december besluttede Frederik
6. at lade hærens hovedstyrke blive stående på Fyn. Og
korpset i Rendsborg fik frie hænder til at holde ud længst
muligt eller militært helt urealistisk - at bryde ud og kæmpe
sig op i Jylland og over på Fyn.
Generalernes
tid var ovre. Nu tog diplomaterne over.
METTERNICHS MÆGLING
I København modtog
kongen nedslående rapporter fra Christian Frederik om Norges situation.
I et brev den 15. november gik statholderen så vidt som til at antyde
muligheden af, at Norge selv kunne "arrangere sig med England".(7) Frederik
6.s svar den 30. november havde været den sædvanlige afvisning:
"at udsondre Norge fra Danmark er altfor farligt og bør aldrig ske.
Disse Rigers Interesse er ens, og hvem der vil forebringe Dem sligt, fjærn
den fra Deres Side".(8) I samme brev meddelte kongen, at Østrig
havde tilbudt at mægle på basis af en afståelse af Trondheim
stift, men at han agtede at afvise denne "skammelige Deklaration".
Den 27.
november var en særlig udsending fra den østrigske udenrigsminister
fyrst Metternich den 33-årige grev Louis Philippe de Bombelles, kommet
til København. Metternichs begrundelse for at ønske Danmark
med i den store alliance mod Napoleon vil formentlig aldrig fyldestgørende
kunne påvises.(9) Men over for Rosenkrantz stillede Bombelles en
mulig redning af Norge i udsigt. Hvad han sagde, var, at kongen foreløbig
kunne nøjes med at afstå Trondheim stift - endda mod erstatning.
Hvad han antydede, var at de allierede var utilfredse med Carl Johan, at
en norsk opstand kunne forhindre en svensk erhvervelse af Norge, og at
en udskydelse af forhandlingerne om resten af Norge til den endelige fred
gav kongen mulighed for at redde helstaten. Frederik 6. afviste imidlertid
den 30. november sin udenrigsministers forelæggelse af Metternichs
mægling: "et saadant Folk kan jeg ikke forlade".(10)
Nu udviklede
begivenhederne sig imidlertid meget hurtigt. Carl Johan i spidsen for en
arme på mere end 60.000 mand rykkede den 5. december ind i Lybæk;
og den 7. december fandt den første træfning med den danske
hær sted i Holsten. I den situation besluttede Frederik 6. sig til
at Iytte til sine rådgivere.(11) Siden sin tronbestigelse havde han
konsekvent undladt at indkalde og høre Gehejmestatsrådet.
Og det undlod han fortsat at indkalde, så længe krigen varede.
Men den 3. december samledes de få tilbageværende gehejmestatsministre
og syv af de højeste civile embedsmænd for at Iytte til udenrigsministeren
og rådgive deres konge. Selv var Rosenkrantz ikke i tvivl. Han anbefalede
indtrængende en accept af Metternichs mægling. I modsat fald
vilde Holsten, Slesvig og Jylland øjeblikkelig blive besat; Norge
ville få hungersnød; og til foråret ville Øerne
blive angrebet. Trods advarslen om, at staten ville forsvinde fra Europakortet,
valgte kun Ernst Schimmelmann at følge udenrigsministerens rekommendation.
De øvrige vovede eller ville ikke råde kongen til at afstå
en del af sit norske arverige.
Indtil
da havde Rosenkrantz helt bevidst undgået at lade den østrigske
mægler stå ansigt til ansigt med kongen, af frygt for at Frederik
6. skulle sig et nej, som han siden ikke ville gå fra. Men nu insisterede
Bombelles på en audiens. Den fandt sted den 5. december. Og ved at
tale om en norsk opstand og om stormagternes sympati for Frederik 6. frem
for den svenske kronprins, fik han kongen til at overveje mæglingsforslaget.
Næste dag trådte "de tro mænd" atter sammen. Nu vidste
de, at det franske korps, som sammen med det danske skulle have forsvaret
den jyske halvø, havde forskanset sig i Hamborg, og at Carl Johan
på det tidspunkt måtte være rykket over grænsen
til Holsten. I den situation rådede de kongen til at antage den
strigske mægling.
Og kongen fulgte deres råd - fordi det gav ham en velkommen mulighed
for at kunne trække forhandlingerne i langdrag. Samme aften kunne
Rosenkrantz derfor meddele Bombelles, at kongen antog Østrigs mægling,
og at han accepterede afståelsen af Trondheims stift som forhandlingsgrundlag.
Straks
den næste dag - den 7. december - skrev kongen til Christian Frederik
og indviede ham i sin nye strategi. Og han spurgte nu direkte prinsen,
hvad han mente der ville ske, såfremt trønderne da sagde:
"vi vil blive hos vor Konge".(12)
Christian
Frederik modtog kongens spørgsmål den 23. december, og to
dage senere nedfældede han sit svar.(13) I mere end en måned
havde hans tanker kredset om en selvstændig norsk vej til fred. Hans
juledagsbrev strømmede over med loyalitetsforsikringer og med løfter
om, at nordmændene senere ville vende tilbage til deres konge. Men
først måtte Norge have mulighed for at handle uafhængigt
af det nederlagstruede Danmark. Han var overbevist om, at trønderne
ville modsætte sig en afståelse til Sverige. Og han anså
det for muligt, at nordmændene ville se afståelsen som "det
første Skridt til Norges Underkuelse af Sverig", og at de derfor
ville erklære: "vi staa og falde med Trønderne". Og så
kom omsider prinsens svar, i form af et spørgsmål: "skal jeg
stille mig i Spidsen for det norske Folk og handle uafhængig af Forbindelsen
med Danmark, eller skal jeg erklære de troeste af Deres Majestæts
Undersaatter for ulydige og forlade et Riges Styrelse, som jeg ikke mere
kan røgte i Deres Majestæts Navn?".
Dette
ledende spørgsmål var så tydeligt som noget direkte
svar. Og juledagsbrevet sendte prinsen med sin adjudant, major Ludvig Frederik
Brock, som havde hans fulde fortrolighed, og som fyldestgørende
kunne berette for kongen om tilstanden og stemningen i Norge.
I København
var blikket imidlertid på det tidspunkt rettet mod det besatte Holsten
og mod den svenske kronprins hovedkvarter i Kiel.
Ved at
meddele Carl Johan, at Metternichs mægler havde opnået Frederik
6.s tilsagn om afståelsen af Trondheim stift, imod at kronprinsen
lovede en våbenstilstand og en øjeblikkelig rømning
af Holsten, havde prins Frederik af Hessen den 15. december udvirket en
våbenstilstand frem til midnat den 29. december. Og dagen efter afrejste
den danske diplomat Edmund Bourke - en af Rosenkrantz diplomater, som var
udset til at føre forhandlingerne fra dansk side - til Kiel sammen
med Bombelles. Hans instruks omfattede dog udelukkende en forlængelse
af våbenstilstanden, idet selve freden skulle forhandles af den østrigske
mægler.
De to
diplomater ankom tidligt om morgenen den 24. december til slottet i Kiel.
Her udviklede Carl Johan for Bourke sine norske planer, der sigtede mod
en personalunion mellem de to riker, ikke en indlemmelse af Norge i Sverige.
Over for den østrigske mægler gjorde Carl Johan det klart,
at Sveriges krav i den ændrede militære situation ikke længere
var begrænsede til Trondheim stift, men at han nu krævede hele
Norge. Han var dog villig til at forlænge våbenstilstanden
til den 5. januar ved midnat. Men betingelsen var, at kongen accepterede
et af hans to vilkår for fred. Ifølge det ene skulle Frederik
6. afstå Trondheim stift straks - uden erstatning - samt fæstningerne
Frederikshald og Kongsvinger, og resten af Norge ved den almindelige fred,
hvor Sverige ville søge at skaffe Danmark en passende territorial
kompensation. Ifølge det andet skulle kongen straks afstå
hele Norge, imod Svensk Pommern og en million rigsdaler; og ved freden
ville Sverige søge at skaffe Danmark yderligere kompensation.
Bourke
havde ikke fuldmagt til at forhandle fred. Han tog derfor ophold i Slesvig
by, mens Bombelles rejste tilbage til København med de alternative
svenske fredstilbud.(14) Han ankom den 28. december om aftenen, og den
følgende dag havde han samtaler først med Rosenkrantz og
derpå med kongen. Den 30. december afholdtes klokken ni om morgenen
krigsrådet på Amalienborg, hvor kongen traf den endelige beslutning
om at lade hæren blive stående på Fyn.(15) Klokken tolv
mødtes derpå, efter Rosenkrantz anmodning, "de tro mænd".(16)
Rosenkrantz og flere med ham advarede stærkt imod at lade kravet
om de to søndenfjeldske fæstninger få fredsforhandlingerne
til at bryde sammen, idet det kunne føre til statens ødelæggelse
og dynastiets undergang. I et brev til kongen samme dag udviklede Rosenkrantz
nok en gang den håbløse situation: Slesvig og Jylland lå
åbne for besættelse; nordmændene ville af mangel på
korn blive nødsagede til at handle på egen hånd; og
Sjælland og Fyn ville senere blive besat.(17) Men endnu ville Frederik
6. ikke give efter. Den instruks, der nytarsnat med kurer blev sendt til
Bourke i Slesvig, gik ikke længere end til aftalerne med Bombelles.(18)
Frederik 6. ville under Østrigs mægling gå med til at
afstå Trondheim - men ikke de to søndenfjeldske fæstninger
- imod erstatning. Forhandlinger om en afståelse af resten af Norge
imod en for kongen acceptabel erstatning skulle derimod først finde
sted ved freden.
Det var
helt åbenbart, at kongen søgte Iy bag Østrigs mægling,
og at han frem for alt søgte at trække forhandlingerne i langdrag.
Bourkes mission blev derfor kort. Han ankom til kronprinsens hovedkvarter
den 4. januar om morgenen. Da Carl Johan blev orienteret om hans beføjelser,
som ikke gik ind på de svenske alternative fredsforslag, bad han
ham rejse. Og klokken et om morgenen den 5. januar - 23 timer før
krigshandlingerne ville blive genoptaget - forlod Bourke Kiel for at begive
sig til kongen på Fyn.
På
det tidspunkt havde den danske statsledelse forlagt residensen til Middelfart,
for at være tæt på begivenhederne. Kongen var rejst fra
København den 3 . januar om aftenen, og var natten til den 5. januar
ankommet til herregården Hindsgavl ved Lillebælt, hvor han
opslog sit hovedkvarter. Og til Hindsgavl ankom samme nat Christian Frederiks
adjudant, major Brock. Rosenkrantz ankom til Middelfart den 6. om morgenen,
og til ham ankom senere samme morgen Edmund Bourke fra Kiel. Med sig bragte
han Carl Johans afvisning af de danske fredsvilkår - og den rystende
nyhed, at Østrig af sine allierede var blevet tvunget til at opgive
sin mægling.
Dramaet
nærmede sig sin kulmination.
FORSKNINGEN
Om begivenhedsforløbet
og tolkningen af det frem til januar 1814 hersker der ikke på væsentlige
punkter uenighed. Forskningen har her kunnet bygge på omfattende
udgivelser af det relevante kildemateriale.(19) Selve fredsforhandlingernes
gang er indgående registreret af Georg Nørregaard; og Jørgen
Weibull har overbevisende klarlagt Carl Johans norske politik. Uoverensstemmelserne
inden for forskningen drejer sig om Frederik 6. og Norge i januar 1814.
Den afgørende forskningsindsats
er gjort af den danske rigsarkivar Axel Linvald, som fra 1930rne til sin
død i 1965 arbejdede på en levnedsskildring af Christian 8.
som kronprins og konge, hvor fremstillingen skulle ledsages af omfattende
udgivelser af hans breve og dagbøger. Linvald havde et enestående
kendskab til det danske og det norske kildemateriale. Ved hans død
var levnedsskildringen og udgivelserne dog kun nået til martslapril
1814.(20) Linvalds forskningsresultater af betydning for Frederik 6. og
Norge i januar 1814 er fremlagt dels i rydningsafhandlingen fra 1952 Omkring
Kielerfreden. Bidrag til Danmarks og Norges historie i de første
måneder af 1814, dels i bogen Kong Christian 8.Før Eidsvoldgrundloven
fra 1965, som også rummer stof fremdraget efter 1952.(21) På
de væsentlige punkter er der dog ikke uoverensstemmelser mellem de
to arbejder, når det gælder det her behandlede emne. Linvalds
hovedresultater er, at rømningen af Holsten var så vigtig,
at det var magtpåliggende at forhale virkeliggørelsen af Christian
Frederiks modstandsplaner. Det er Linvalds fortjeneste at have peget på
indre divergenser i statsledelsen i disse uger, og på at Frederik
6., samtidig med at insistere på prinsens opfyldelse af fredens betingelser
om Norges afståelse bag ryggen på sine officielle rådgivere,
udtrykte sin sympati for modstanden. Linvalds vægtning af disse to
modstridende hensyn i Frederik 6.s norske politik er dog mindre klar.
Et interessant
kildefund - Frederik 6.s gehejme ordrer af 14. januar 1814 om forcering
af de norske korntransporter, "medens der endnu er Tid" - har siden sporet
Knut Mykland ind på et nyt syn på Frederik 6.s norske politik
i januar 1814.22 lagttagelsen om korntransporterne er vigtig, og er siden
blevet yderligere dokumenteret af Sverre Meling.(23) Det centrale er dog
her, at Knut Mykland gør major Brocks sendelse til omdrejningspunktet
for Frederik 6.s norske politik. Dagen efter Brocks ankomst traf kongen
beslutningen om at afstå hele Norge straks og at gøre rømningen
af Holsten til et ufravigeligt krav: begge dele i den hensigt at lette
Christian Frederiks opstandsplaner. Dette nye syn på Frederik 6.s
norske politik i forbindelse med freden i Kiel har opnået en betydelig
spredning gennem Knut Myklands to bøger Kampen om Norge 1784-1814
fra 1978 og Norge i dansketiden fra 1987.
Hvor
Knut Mykland så at sige anlægger en norsk vinkel, anlægger
Kåre Lunden i en ekskurs i bogen Nasjon eller union? Refleksjonar
og røynsler fra 1993 en dansk og en europæisk vinkel. Han
afviser Knut Myklands kronologi og argumenterer for, at Frederik 6. traf
beslutningen om at afstå hele Norge på en senere dato og i
en anden kontekst: nemlig at Carl Johan afviste kongens fredsudspil og
genoptog krigshandlingerne, samtidig med at Østrig opgav sin mægling
og sluttede sig til kongens fjender. Ekskursen kan efterlade mindre sagkyndige
læsere med et indtryk af, at Frederik 6. solgte Norge for penge.
UNDER PRES
Ved ankomsten til Hindsgavl
natten mellem den 4. og 5. januar befandt Frederik 6. sig under et voldsomt
pres. Militært var han magtesløs over for Carl Johans overlegne
hær af krigsvante tropper, der ved midnat ville begynde deres fremrykning
op i Slesvig. Netop den situation, som Rosenkrantz i forbindelse med "de
tro mænds" møde den 30. december så indtrængende
havde advaret ham imod. Slesvig og Jylland ville blive besat og ødelagt;
senere ville også Fyn og Sjælland blive besat; Norges kornforsyning
ville blive stoppet; og "Nordmændene ville see sig nødsagede
til at rede for dem selv, som de finde det bedst timeligt i deres fortvivlede
Stilling".(24) Og Holsten led stærkt under besættelsen og rekvisitionerne
til Carl Johans hær.(25) Netop derfor havde Bourke ved forlængelsen
af våbenstilstanden haft rømningen af Holsten som sin hovedopgave.
Men Carl Johan havde afvist at rømme hertugdømmet. Og han
havde ydermere truet Bourke med helstatens forsvinden og det oldenborgske
dynastis undergang.(26) I forståelse med Rusland og England ville
han bemægtige sig Sjælland; en ny hersker over Holsten var
allerede fundet; og en hersker over Jylland ville let kunne findes.
Men også
fra Norge var Frederik 6. under pres. Derfor havde han reageret meget stærkt
på Carl Johans krav om overdragelse af fæstningerne Frederikssten
og Kongsvinger. Og over for Bombelles havde han afvist kravet med en henvisning
til, at det ville resultere i en opstand af hele det norske folk, som betragtede
Frederikssten som sit nationale symbol.(27)
I virkeligheden
havde en norsk opstand siden begyndelsen af december været forventet
i den danske politiske ledelse - og i Carl Johans hovedkvarter i Kiel.
Det var
kommet tydeligt frem ved "de tro mænds" første møde
den 3. december.(28) Tre af de ti var født i Norge, to havde tjent
som stiftamtmænd i Christiania og en i Kristiansand. Seks af rådgiverne
var overbevist om, at en afståelse af Trondheim stift ville føre
til opstand og før eller senere til tabet af hele Norge; og Ernst
Schimmelmann havde brugt udtrykket, at "Nationalfølelsen af de 620.000
Nordmænd, der forbliver under dansk Scepter, maa derved fornærmes".
To indfødte nordmænd - Christian Colbiørnsen og Ove
Ramel Sehested - havde endvidere hævdet, at Norge var kongens sidste
tilflugtssted. "Saa længe Norges Rige er heelt og ubeskaaret, har
Kongen, i de ulykkeligste Tilfælde, der kan tænkes, dog et
paalideligt Tilflugt Sted iblandt sit trofaste Norske Folk, indtil Europas
Skiebne bliver endelig bestemt". Og også på det følgende
møde den 6. december opererede flere af rådgiverne med en
norsk opstand, såfremt kongen afstod Trondheim stift. Både
Frederik Moltke og Ove Malling regnede med, at trønderne "paa mange
Maader vilde finde Hielp og Understøttelse hos deres sydligere Brødre".
Gennem
sin brevveksling med sin bror i Christiania var Niels Rosenkrantz særligt
velunderrettet om stemningerne i Norge. Den 31. december betroede han Bourke,
at Carl Johans krav om Frederikssten og Kongsvinger ikke lod sig opfylde.(29)
Ingen officer ville vove at kommandere de norske soldater til at udlevere
fæstningerne til svenskerne. Vedkommende ville blive skudt på
stedet; de ville nægte at adlyde kongens ordrer; og det norske folk
ville gøre opstand. Den 9. januar kunne han betro Ernst Schimmelmann,
at man i Norge allerede før nytår var begyndt at nære
mistanke om, at en del af riget skulle ofres, og at man skarpt vendte sig
mod enhver form for deling af Norge.(30) Og så sent som den 13. januar
udtrykte han over for kongen bekymring for, at "Opstand eller Uroligheder
i Norge" allerede var brudt ud.(31)
Da Frederik
6. ankom til Hindsgavl, var han således under pres ikke blot fra
Carl Johan, men også fra Holsten og fra Norge. Samme nat ankom Christian
Frederiks adjudant. Mange år senere huskede Brock den nat.(32) Han
havde tilbragt den i adjudanternes værelse, hvilende på sin
kappe og med sin vadsæk under hovedet. Klokken fire om morgenen fik
han foretræde for kongen, som virkede nedstemt og var stærkt
plaget af sin sædvanlige hoste. Og til ham afleverede Brock Christian
Frederiks juledagsbrev, med dets bøn om korn og dets appel om, at
kongen ikke udtrykkeligt afstod Trondheim stift til Sverige, men blot løste
trønderne fra deres troskabsed - og prinsens anmodning om et svar
fra kongen på, hvorvidt han skulle stille sig i spidsen for en norsk
rejsning.
Men noget
svar fik major Brock og prinsen ikke. Hverken den dag eller senere.
KONGEN KAPITULERER
Rosenkrantz var ankommet
til Middelfart tidligt om morgenen den 6. januar. Og nogle timer senere
nåede Bourke frem fra Kiel efter sin resultatløse sendelse.
Fra Slesvig havde han sendt en stafet til Rosenkrantz med en foreløbig
underretning; og om morgenen den 6. januar kunne han aflægge beretning
til udenrigsministeren, som samme dag redegjorde for den nye situation
for kongen.
Den 6.
januar blev dagen, hvor Frederik 6.s sidste forhåbninger om at bevare
Norge i helstaten blev tilintetgjort. Østrig havde nu stillet sig
bag sine allierede og deres støtte til Sveriges traktatbaserede
krav. Og den russiske general Schuvalow var på vej med deres vilkår,
som var hårdere end Carl Johans egne. Trondheim stift og de to søndenfjeldske
fæstninger skulle afstås straks, og uden vederlag; resten af
Norge skulle ligeledes afstås imod et vederlag, der skulle fastsættes
ved den endelige fredsslutning; og Holsten skulle forblive besat af allierede
tropper, indtil Norge var kommet i svensk besiddelse.
For Rosenkrantz
blev det nu af afgørende betydning, at kongen gjorde brug af et
af de to fredsvilkår, som Carl Johan havde fremsat den 25. december:(33)
Enten afståelse af Trondheim stift og de to fæstninger straks
og uden vederlag, samt løfte om afståelse af resten af Norge
ved freden imod en kompensation; eller afstaelse af hele Norge nu, imod
Svensk Pommern og løfte om yderligere kompensation ved freden.
Rosenkrantz
afstod fra at udtrykke en mening om, hvilket af de to vilkår kongen
burde vælge. Dog mente han at burde gøre kongen opmærksom
på, "at naar Trondheim og Fæstningerne nu strax aftrædes,
saa vil Tilstanden i Norge for alle Deres Majestæts Embedsmænd,
høje og lave, i de tre tilbageblivende Stifter, som dog skulle gives
Glip paa, og for alle Deres Undersaatter der blive end værre og ubehaligere,
end om det hele nu strax afstodes". Han forestillede derfor blot, at Bourke
blev forsynet med en fuldmagt til at antage et af de to svenske fredsvilkår,
under forudsætning af, at hertugdømmerne blev rømmet
straks ved traktatens indgåelse.
Holstens
hastige rømning havde som nævnt været et vigtigt punkt
allerede i Bourkes første instruks den 20. december;(34) og i hans
anden instruks af 31. december havde rømningen været en ufravigelig
betingelse for afståelsen af Trondheim stift.(35) I den instruks,
som Rosenkrantz den 7. januar udformede for Bourke, fremgik den høje
prioritering af hertugdømmernes rømning af det danske traktatudkast.(36)
Rækkefølgen var: indstilling af alle krigshandlinger; øjeblikkelig
rømning af hertugdømmerne; ophør af alle rekvisitioner;
og så først: afståelsen af Norge.
Da Rosenkrantz
i sit brev til kongen den 6. januar præciserede det andet svenske
fredsvilkår: hele Norge nu, imod Svenske Pommern og løfte
om yderligere kompensation ved freden, havde han indskudt: "Jeg gjør
ingen Melding om Tilbudet af en Sum Penge". Men både han og kongen
vidste, hvad det drejede sig om.
Gennem
mellemmænd havde Carl Johan den 17. december sendt et signal til
Rosenkrantz og kongen om, at han var villig til at betale en million rigsdaler
svensk banco, såfremt kongen afstod hele Norge nu.(37) Tilbudet blev
tydeliggjort af den svenske hofkansler Wetterstedt i de fredsvilkår,
som han den 20. december sendte til den danske udenrigsminister, og hvor
det i Rosenkrantz gengivelse hedder: "Dersom hele Kongeriget strax afstaas,
tilbydes en Million".(38) Det samme tilbud blev fremsat for Bourke i Kiel
den 25. december: hele Norge straks, imod Svensk Pommern og en million
rigsdaler.(39)
Det var
dette tilbud om en sum penge, som Rosenkrantz med tydeligt ubehag refererede
til over for kongen, og som han ikke ville kommentere. På det tidspunkt
vidste kongen ikke sine levende råd om, hvorfra han skulle hente
pengene til næste lønningsdag.(40) Men millionen optrådte
ikke i den instruks, som Bourke bragte med sig til Kiel på sin tredje
og sidste mission.
I sit brev til kongen den
6. januar bønfaldt Rosenkrantz ham om at træffe en beslutning,
og at træffe den nu, hvor han endnu havde mulighed for at vælge
mellem to onder. Men Frederik 6. traf ikke nogen beslutning den 6. januar.
Og det gjorde han heller ikke, efter at Bourke om morgenen den 7. januar
havde haft foretræde og aflagt beretning om sin resultatløse
sendelse, og om at Østrig havde opgivet sin mægling og nu
støttede de svenske krav.
Men kongen
var på nippet til at kapitulere. Og den, der fik ham til at kapitulere,
var Metternichs mægler.(41)
Om aftenen
den 7. januar ankom Bombelles og den østrigske gesandt ved det danske
hof, von Lutzow, til Middelfart. Her erfarede de til deres store forbavselse,
at Bourke var vendt tilbage fra Kiel med uforrettet sag, og at krigen var
blevet genoptaget. Bombelles gik sporenstregs til Rosenkrantz, som han
bebrejdede, at Bourkes instruks ikke havde været affattet i overensstemmelse
med deres aftale i København den 31. december. Derpå gik han
til kongen, og havde med ham en samtale i enrum. I de to timer, samtalen
varede, lagde han et stærkt pres på kongen for at acceptere
de svenske krav og afstå hele Norge nu mod Svensk Pommern.
Da han
forlod gemakket, havde Frederik 6. kapituleret og afstået sit fædrene
rige Norge. Hvad hverken Rosenkrantz eller Bourke - endsige major Brock
- havde formået, det formåede Bombelles. Det var Metternichs
mægler, der gennemtvang kongens kapitulation over for stormagternes
Europa-politik og opløsningen af 434 ars statsfællesskab mellem
Norge og Danmark.
VENTETID
Den 7. januar om aftenen
red ritmester Lillienskiold som kurer til Kiel med meddelelsen om, at kongen
accepterede det svenske fredsvilkår imod hertugdømmernes rømning,
og med anmodning om fri passage for Bourke gennem de allieredes linier.(42)
Og samme aften godkendte kongen den instruks for Bourke, som Rosenkrantz
satte op.(43)
Instruksens
ti punkter imødekom de svenske fredsvilkår. Men rækkefølgen
røbede Frederik 6.s præferencer. 1: Krigshandlingernes indstilling.
2: Øjeblikkelig rømning af hertugdømmerne. 3: Indstilling
af militære rekvisitioner. 4: Øjeblikkelig afståelse
af Norge til Sverige med kongens proklamation herom og hans løsning
af indbyggerne fra deres Iydighedspligt. 5: Den svenske konges tilsvarende
afståelse af Svensk Pommern og Rygen. 6: Svensk løfte om at
skaffe kongen yderligere territorial kompensation ved freden. 7: Kongens
deltagelse i de allieredes krig mod Frankrig. 8: Gensidig tilbagegivelse
af konfiskeret privat ejendom. 9: Gensidig udlevering af krigsfanger. 10:
Ældre traktaters ikrafttræden. Tilsvarende fik Bourke fuldmagt
til at slutte fred med England.
Mens
man på Hindsgavl afventede svaret fra Kiel, arbejdede Bourke og Rosenkrantz
videre med fuldmagten: hvorledes den danske forhandler skulle fastholde
kravene om hertugdømmernes rømning og afståelsen af
Pommern som ufravigelige, og hvordan han skulle forholde sig over for nye
svenske krav.(44) en 9. januar om morgenen indløb det positive svar
fra Kiel; og samme morgen begav Bourke sig for tredje gang til kronprinsens
hovedkvarter. Han ankom til Kiel om aftenen den 10. januar. Samme aften
havde han sin første samtale med den svenske forhandler, baron Wetterstedt.
Og herefter foregik forhandlingerne med Wetterstedt og med den engelske
diplomat Edward Thornton næsten uafbrudt frem til sent om aftenen
den 14. januar, hvor de to fredstraktater omsider var færdigforhandlede
og kunne overgives skriverne til renskrift.
I det
danske hovedkvarter afløstes aktiviteten og spændingen af
en tvungen passivitet; og ventetiden føltes uendelig. Træt
betroede Rosenkrantz Ernst Schimmelmann i København, at han i lang
tid havde ofret sin personlige anseelse i kongens tjeneste og adlydt hans
vilje.(45) Nu var det hans ære, der var sat på spil. Og med
en hentydning til officererne og de mange andre tapre rådgivere omkring
kongen sukkede han over, hvor meget lettere det var at vove livet for fædrelandets
frelse end at skulle redde det gennem forhandlinger og rådslagninger.
Netop
den 7. januar, da ritmester Lillienskiold red fra Hindsgavl, skrev den
norske søofficer, premierløjtnant J. C. Falsen, fra Middelfart
til Christian Frederik, at krigshandlingerne var genoptaget, at hæren
var overført til Fyn, og at fjenden var i anmarch.(46) Og han fortsatte:
Ponto Corvo fordrer hele
Norge og Fæstningerne strax indrømmet. Jeg troer, alting indvilliges
ham, og at Norge ganske bliver ham indrømmet og overladt, blot for
at faae Holsteen og Jylland igjen.
Kammerherre
Burke afgaaer i dette Øjeblik med Forslag til Ponto Corvo. Jeg troer
sikkert, han har Fuldmagt til ganske at skienke Norge bort, om Fienden
dermed kan skaffes bort. Kongen er mere død end levende, den smærteligste
Sorg staaer malet paa hans blege Kinder.
Gud forlade
de Adjutanter, som raader ham fra at slaaes.
Norges
Skiebne staaer i Deres Højheds Haand.
I et hovedkvarter, der summede
af rygter, og hvor det føg med beskyldninger om personlig fejhed
og politisk naivitet, var den unge norske søofficer i stand til
at opfange og tolke det væsentlige. Christian Frederik modtog brevet
den 16. januar.(47) Samme dag begyndte han at føre en politisk dagbog
- på fransk. Og samme dag tog han det første skridt på
vejen til Eidsvoll.
For major
Brock må ventetiden have været særligt frustrerende.
Men han brugte sine øjne og sine ører så godt, han
kunne. Hvad han hørte af rygter, var han ikke altid i stand til
at håndtere.(48) Men hvor han selv var nærværende, var
han en pålidelig iagttager for Christian Frederik. Med kongen havde
han talt flere gange efter deres første møde om morgenen
den 5. januar. Frederik 6. havde hver gang Iyttet positivt til ham; men
han havde været uvis om måden, hvorpå der skulle handles
med hensyn til Norge. General Bülow, som havde stor indflydelse på
kongen, havde ligesom denne oprindelig været positiv over for forslaget
om, at Christian Frederik i yderste fald stillede sig i spidsen for den
norske nation som dens fører eller konge. Udenrigsminister Rosenkrantz
havde derimod efter Brocks mening vendt sig mod tanken om en norsk opstand
straks fra starten. Brock oplevede kongen som stærkt udmattet, naget
af bekymring, og konstant svingende mellem aktivisterne blandt of ficererne,
som ville kæmpe, og mænd som Rosenkrantz - og snart også
Bülow der ville afstå Norge for at frelse Danmark. Derfor holdt
Bülow også bevidst mænd som Brock og Falsen borte fra
kontakt med kongen, som for hver dag, der gik, viste sig mere bekymret
ved tanken om en norsk opstand. Dog havde hans sidste ord til Christian
Frederik ved Brocks afrejse fra Hindsgavl været: "Nu har jeg givet
ham hele landet, nu faaer han see, hvad han kan gjøre med det".
På
det tidspunkt vidste Frederik 6, at Norge definitivt var afstået.
FREDEN I KIEL
Ved tretiden om morgenen
den 15. januar kom Bourke og Thornton til Wetterstedts kvarter i Kiel for
at underskrive de to fredstraktater.(49)
Indholdet
af fredstraktaten med Sverige er velkendt. Her skal blot refereres de centrale
artikler i forbindelse med afståelsen af Norge. Den 14. januar kunne
Bourke skrive til Rosenkrantz, at freden var færdigforhandlet. Det
havde været en sej kamp: sætning for sætning og ord for
ord; og alt var blevet refereret tilbage til kronprinsen for hans godkendelse.
Norge var afstået. Det var imidlertid ikke afstået til Sverige,
men til den svenske konge, for som et eget rige at blive forenet med Sverige
under en fælles konge. Denne formulering skyldtes Carl Johans ønske
om at komme nordmændene i møde og at indfri sine tidligere
løfter til dem; og den ses ikke at have været anfægtet
af Bourke, eller senere kritiseret af Rosenkrantz eller kongen. De var
til gengæld begge yderst tilfredse med, at Bourke havde fået
Wetterstedt til udtrykkeligt at indføje i traktatteksten, at afståelsen
af Norge ikke indbefattede Island, Færøerne og Grønland.(50)
Og Bourke havde med held insisteret på, at den svenske konge overtog
Norges andel af den dansk-norske statsgæld.
Den svenske
konge afstod tilsvarende Svensk Pommern og Rygen og lovede at søge
at skaffe Frederik 6. yderligere kompensation ved den almindelige fred.
Krigshandlingerne indstilledes øjeblikkeligt, og det samme gjaldt
de svenske kontributionskrav. Bourke havde ligeledes med held insisteret
på en øjeblikkelig rømning af Slesvig og en påfølgende
rømning af Holsten, som skulle være tilendebragt, når
ratifikationerne blev udvekslet. Men fra svensk side blev denne artikel
15 kædet sammen med et krav om øjeblikkelig svensk indmarch
i Norge og besættelse af de norske fæstninger; og Svensk Pommern
og Rygen ville først blive overdraget, når fæstningerne
Frederikssten, Frederikstad, Kongsvinger og Akershus var blevet besat af
svenske tropper. Endelig forpligtede de to konger sig til at udstede proklamationer,
der bekendtgjorde overdragelserne og løste indbyggerne fra deres
troskabsed, opfordrede befolkningerne og de civile og militære embedsmænd
til at udvise ro og orden, samt hjemkaldte deres generalguvernører.
De danske orlogsfartøjer, der lå i Norge, kunne afgå
til Danmark, når vejret tillod det.
I en
separat artikel lovede Frederik 6. at indstille krigshandlingerne mod Rusland
og Preussen, i tillid til Svertges og Englands løfter om at mægle
fred mellem Danmark og de to magter. Og i to separate og hemmelige artikler
fastsloges Frederik 6.s ejendoms- og dispositionsret til grevskabet Laurvig,
og Sveriges betaling af en million rigsdaler svensk banco for at stille
det danske korps mod Frankrig på marchfod.
Grevskabet
Laurvig var ikke nævnt i Bourkes instruks; men den danske diplomat
havde taget emnet op på sit første møde med Wetterstedt.(51)
Millionen var heller ikke nævnt i instruksen. Men Bourke bragte den
selv på bane tidligt under forhandlingerne.(52) Han erindrede her
om, at Frederik 6. af finfølelse havde afvist at modtage pengene
som kompensation for afståelsen af Norge; men kongen var villig til
at modtage millionen som betaling for at sætte det danske korps på
marchfod. Bourke havde dog insisteret på, at enhver sammenhæng
mellem millionen og Norges afståelse blev slettet, og at bestemmelsen
blev optaget i en separat og hemmelig artikel.(53) Frederik 6. måtte
aldrig kunne bebrejdes, at han havde solgt Norge for penge. Carl Johan
var fuldt bevidst om millionens propagandaværdi over for nordmændene.
Men han måtte modstræbende bøje sig for Bourke.
Allerede
før forhandlingernes start havde Carl Johan opereret med muligheden
af, at Frederik 6. spillede dobbeltspil, og at prins Christian Frederik
ville lade sig udråbe til konge, når Norge blev afstået.
Derfor var det magtpåliggende for ham at forhindre, at freden blev
udnyttet til at forsyne Norge med korn. Umiddelbart efter traktatens underskrivelse
bad han derfor den engelske regering opretholde blokaden, indtil det stod
klart, hvordan de svenske tropper blev modtaget.(54)
Spillede
Frederik 6. dobbeltspil i forbindelse med afståelsen af Norge? Svaret
afhænger især af, hvordan hans dispositioner efter freden skal
tolkes. Men Carl Johan var langt fra den eneste, der nærede mistanke
herom. Og Bourke og Rosenkrantz frygtede direkte, at kongen gjorde det.
Denne
frygt kom frem i Bourkes beretning den 14. januar til Rosenkrantz om, at
fredstraktaterne var færdigforhandlede.(55) I Kiel sagde man højt
- endog på gaderne - at prins Christian Frederik ville gøre
sig til konge i Norge. I et medfølgende privatbrev, der var formuleret,
så det kunne læses af andre, understregede Bourke over for
sin udenrigsminister, hvor utænkeligt det var, at kongen af Danmark
skulle spille dobbeltspil; hvor meget man end havde søgt at overtale
ham til det. Tonen var ikke uden ironi. Ske hvad der vil, skrev Bourke;
jeg er sikker på, at vor gode og beundringsværdige herre aldrig
ville gå med til at kompromittere sit høje navn.
I et
privat brev i samme stil svarede Rosenkrantz, at Bourke ikke behøvede
at gøre sig bekymringer.(56) I et gennemskueligt kodesprog skrev
han, at han overhovedet ikke tænkte på at ville forsøge
igen at komme i besiddelse af sin afståede ejendom. Rosenkrantz fortsatte:
Vi to er begge ærlige og loyale, og vi bør glæde os
over, at andre også er det. Og han sluttede: Der vil altså
ikke blive givet en skilling ud på det foretagende.
Det skulle
vise sig at være en sandhed med modifikationer.
FREDERIK 6. FORKLARER SIG
Den selvsamme 14. januar,
hvor Bourke gav udtryk for sin frygt for, at kongen drev dobbeltspil, afgik
der to skrivelser fra hovedkvarteret på Hindsgavl. Den ene var Frederik
6.s sidste skrivelse som Norges konge, hvori han meddelte sit allerhøjeste
bifald til oprettelsen af Laanekassen på bankmødet i Christiania
den 5. januar.(57) Den anden var hans første skrivelse i sin Norgespolitikk:
en hemmelig ordre til amtmændene i Sorø, Holbæk og Aarhus
og til provideringsadministrationen i Aalborg om at forcere kornudskibningerne
til Norge, "medens der endnu er Tid".(58)
Og samtidig
begyndte Frederik 6. at forklare sig og forsvare sin politik over for den
politiske inderkreds, og over for offentligheden i Danmark og i Norge.
I sit
brev den 17. januar til Christian Frederik forklarede Frederik 6. freden
og afståelsen af Norge med den håbløse militære
situation.(59) Med en hær på 18.000 mand stod han over for
en allieret styrke på mellem 60.000 og 65.000 mand. Da Østrig
derpå insisterede på, at kongen sluttede fred, da Frankrig
ikke kunne hjælpe, og da kongen var "ofte i den Forlegenhed, at jeg
ej vidste fra en Lønningsdag til den anden, hvor Pengene vare at
erholde", var krigen definitivt tabt. "Freden blev altsaa det eneste Middel,
der blev tilovers, for ej aldeles at opløses".
Mens
kongen i Nyborg ventede på at komme over det isblokerede Storebælt,
skrev han to breve til det eneste menneske, der politisk var hans fortrolige:
søsteren Louise Augusta på Augustenborg.(60) I det første
- fra 21. januar - understregede han, at det var "en stor Lykke, at Hertugdømmene
ere bleven af med disse ubudne Gjæster". Og han fortsatte: "Enten
vil dette gjøre, dette frembringe, at alle 3 Riger snart blive forenede,
ellers bliver vor Stilling engang endnu værre, end den er" - en hentydning
til Carl Johans planer om en politisk karriere i Frankrig, som kunne skabe
en helt ny politisk situation i Norden, noget som i januar 1814 indgik
i alle regeringers overvejelser. Og i det følgende brev - fra 30.
januar - forklarede Frederik 6. i sammentrængt form freden og afståelsen
af Norge. Den
blev nu en uomgjængelig
Fornødenhed: thi med 16.000 Mand kunde jeg let have kastet, hvad
der stod i Hertugdømmet Slesvig; men 69.000 Mand foruden Reserve
vare alt der. Urimeligt vilde det da være ei at iile med Freden,
som dog havde blevet værre, naar Foraaret var kommet, og Engelland
havde angrebet Oerne. Hertil kommer, at 7 Aars Krig for Danmark, som skal
leve af Handel og Skiibsfart... Norge kunde ikke mere udholde at fødes
af Haanden, deels for Penge Mangel, deels fordi at Skiibe mangle; thi den
1/3 Deel tabes hvert Aar af Provisionen og Kornskibe, som anvendes for
at forsyne Norge i Krigstiider.
Prinsesse Louise Augusta
fungerede som kongens informationskanal til toneangivende kredse i hertugdømmerne.
I sit brev til Ernst Schimmelmann den 15. januar brugte Rosenkrantz sin
mangearige ven til at orientere opinionen i hovedstaden om den ulykkelige
fred, og til at forklare og forsvare den.(61) Schimmelmann skulle gøre
det klart, hvor meget Norges kornforsyning havde kostet Danmark. Med besættelsen
af hertugdømmerne ville de danske provinser have været ude
af stand til at forsyne Norge med sædekorn - og Norge ville ikke
have kunnet betale det. Og til foråret ville Øerne være
blevet besat. I Middelfart havde udenrigsministeren måttet lægge
øre til mange heroiske deklamationer om kamp til sidste mand. Han
frarådede sarkastisk lignende militære fantasterier i hovedstaden.
Muligvis havde man allerede gjort for megen modstand. Yderligere modstand
ville ihvertfald have medført, at staten var blevet opslugt og forsvundet
for stedse.
Men Frederik 6. måtte også personligt forklare sig over for
sine undersåtter og over for nordmændene. Det insisterede Rosenkrantz
på så tidligt som den 13. januar.(62) Det kunne og ville han
ikke selv påtage sig. Og det skulle vise sig, at "de tro mænd"
i København heller ikke ville tage ansvaret for deres konge.(63)
Offentliggørelsen af freden og dens baggrund blev meddelt dels i
en kongelig kundgørelse, dels i kongens åbne brev. Begge var
baseret på udenrigsministerens udkast, som kongen havde godkendt.
Og i København foretog "de tro mænd" under dronning Maries
forsæde enkelte konkrete og stilistiske ændringer. Af politiske
grunde var det magtpåliggende for Rosenkrantz, at de to aktstykker
blev udstedt før ratifikationen af fredstraktaten den 19. januar.
De kom derfor til at bære datoen den 18. januar; men de forelå
først færdige fra bogtrykkeren den 8. februar.
Den kongelige
kundgørelse var en politisk nydannelse. Frederik 3. havde ikke i
1658 forklaret sit nederlag og sine landafståelser for sine undersåtter.
Men det gjorde Frederik 6. Han gav en nøgtern - og sand - fremstilling
af den førte politik, med vægten lagt på Norges kornforsyning,
fredsforsøget over for England i 1813, og de allieredes ufravigelige
krav om Norges afståelse til Sverige. Og kongen forklarede, hvorfor
videre militær modstand mod overmagten var meningsløs, og
at Norge ville blive ramt af en altomfattende hungersnød i 1814,
fordi sædekorn ikke kunne skaffes tilveje. På den baggrund
tog Frederik 6. en bevæget, men værdig afsked med Norge, som
"Vi og vore Forfædre have stedse faderligen regjeret".
Kongens
åbne brev om Norges afstaelse indledtes med den nye kongetitulatur:
"Vi Frederik den Sjette, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og
Gothers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Oldenborg
og Pommern, Fyrste til Rygen, gjøre vitterligt". I modsætning
til den kongelige kundgørelse var det åbne brev en statsakt,
der skulle opfylde fredstraktatens bestemmelser. I kort form løste
Frederik 6. nordmændene fra deres hyldningsed og de norske embedsmænd
fra deres troskabsed; og han manede "dem alle til med Orden og Rolighed
at gaae over til den nye Regjering", som havde garanteret deres friheder
og rettigheder.
KONGENS KURER
Da Christian Frederiks adjudant
ankom til Hindsgavl, havde Frederik 6. i begyndelsen vist sig positiv over
for tanken om en norsk opstand. Men gradvist var han blevet skeptisk og
negativ, af frygt for stormagternes reaktion over for hertugdømmerne
og Danmark,såfremt prinsen rejste opstandslanen; en frygt, som Rosenkrantz
gjorde sit til at bestyrke ham i. Til Louise Augusta skrev kongen: "At
de Norske skulde modsætte sig, der er mueligt; for mig vilde det
ikke være got; thi da havde vi vist mange Uleiligheder deraf".(64)
Men Rosenkrantz frygtede, at kongen havde indladt sig på et dobbeltspil,
hvori han officielt tog afstand fra en norsk opstand, som han reelt støttede.
Over for Ernst Schimmelmann gav han i forblommede vendinger udtryk for,
at kongen spillede et norsk dobbeltspil, som truede statens eksistens.(65)
Og Rosenkrantz havde ret. Endnu før freden var sluttet, havde kongen
i hemmelighed beordret de norske korntransporter forcerede.
Frederik
6.s norske politik i de første uger efter freden fremstår
dog klarest i de fire sendelser til Christian Frederik med oberstløjtnant
Rømer, major Brock, kabinetskurer Glass og kaptajn Haffner - og
i den femte med grev Wedel.
Den 17.
januar modtog Rosenkrantz meddelelse om, at danske kurerer nu atter kunne
passere gennem Sverige til Norge. Over for kongen understregede han det
vigtige i, at Christian Frederik så hurtigt som muligt fik breve
og informationer fra kongen; og han adlød beredvilligt Frederik
6.s ordre om at forsinke den svenske kurer i Nyborg.(66) Men Carl Johans
kurer var ikke den eneste, der skulle forsinkes. Det skulle Christian Frederiks
adjudant også. Den, der skulle overbringe prinsen den første
information og de første ordrer i forbindelse med freden, var en
af kongens betroede "røde fjer", oberstløjtnant Rømer.
Rømer
afrejste fra Hindsgavl tidligt om morgenen den 17. januar; og han havde
held til at slippe over det isfyldte Storebælt endnu samme dag.(67)
I København afleverede han kongens udkast til kundgørelsen
og det åbne brev til den ældste af gehejmestatsministrene,
Joachim Godske Moltke. Og fra hovedstaden hastede han videre - dag og nat,
og i kærre og i slæde - op gennem Halland, Bohuslen og Østfold.
Det var bidende koldt; hans portvin frøs til is; og selv fik han
frost i den ene fod, og hans oppasser i begge fødder. Klokken otte
om aftenen den 24. januar nåede han frem til Palæet i Christiania.
Oppasseren blev straks lagt til sengs. Og Frederik 6.s adjudant overrakte
prinsen sine medbragte breve og papirer - og meddelte ham en mundtlig ordre
fra kongen.
"Med
inderlig Bedrøvelse tilmeldes Dem den uheldige Fred, Jeg har set
mig nødsaget til at slutte", indledte kongen sit brev af 17. januar.(68)
Dets faktiske indhold var en detaljeret redegørelse for de militære
styrkeforhold, der i forbindelse med den politiske isolation og den katastrofale
pengemangel havde ført til, at en fredsslutning var blevet den eneste
udvej for at undgå statens fuldstændige opløsning. Prinsen
blev instrueret om at borttage eller brænde brevchifre og følsomme
papirer. Og kongens instruktioner sluttede kort og koncist: "Naar De har
udnævnt Kommissærerne til Aflevering af Fæstningerne,
da anser De Deres Embede som endt og rejser snarest mulig her til Danmark,
hvor De vil finde den Modtagelse, en saa værdig Prins fortjener,
som har of ret sig for det Almindelige". Et svar på prinsens spørgsmål
i juledagsbrevet om, hvorvidt han skulle stille sig i spidsen for det norske
folk, gav Frederik 6. ikke.
Med sig
bragte Rømer også et reskript af 17. januar til prinsen om
at beordre kontreadmiral Lutken til straks at begive sig til dansk havn
med alle orlogsfartøjerne i Norge.(69)
I sit
brev til prinsen havde kongen skrevet: "De Artikler, der særdeles
ere vigtige for Dem at vide af Traktaten, følger hermed, lige som
den hemmelige Artikel om Laurvig bør kjendes af den Embedsmand,
der bestyrer Grevskabet". Denne del af kongens information til Christian
Frederik har med rette undret samtiden og eftertiden; og der kan ikke herske
tvivl om, at selektionen og redaktionen af de artikler, Frederik 6. valgte
at sende med oberstløjtnant Rømer, havde et ganske bestemt
formål, nemlig at få prinsen til at afstå fra sine modstandsplaner.
Teksten
var en oversættelse til dansk - på et tidspunkt, hvor Christian
Frederik af forsigtighedsgrunde netop var gået over til at føre
sin dagbog på fransk.(70) Den centrale artikel 4 om Norges afståelse
var slet ikke medtaget - kun nævnt i et randnotat. Og freden med
England - og indstillingen af krigshandlingerne mod Rusland og Preussen
- var ikke berørt med et ord.
De medsendte
artikler med tilføjede randbemærkninger var - foruden den
hemmelige artikel om kongens ejendoms- og dispositionsret til grevskabet
Laurvig nummer 14, 15, 16 og 24. Artikel 14 omhandlede indstillingen af
krigshandlingerne. Artikel 15 præciserede den gensidige udlevering
af lande og fæstninger. Bestemmelserne om hertugdømmernes
rømning var de mest indgående og detaljerede. Men her stod
også bestemmelserne om de svenske troppers indrykning i Norge og
deres besættelse af de norske fæstninger. Lige som der stod,
at Svensk Pommern og Rygen først skulle overgives til de danske
tropper, "naar de Norske Fæstninger, Fredrikshald, Kongsvinger, Fredriksstad
og Aggershuus ere blevne besatte af de Svenske Tropper". De her citerede
ord var understreget af afsenderen. I randen var noteret: "De Norske Fæstningers
Afstaaelse gaaer altsaa forud", og ligeledes: "Er altsaa nødvendig,
at med Befalningens Udstædelse iiles, da ellers der kan reise sig
Vanskeligheder. Afsendelsen kan nu finde sted til Vands". Og det var ligeledes
gennem et randnotat til Artikel 15, at Christian Fredrik underettedes om
"heele Norges Afstaaelse med Undtagelse af Island, Grønland og Færøerne"
imod Pommern og Rygen. Artikel 16 bestemte, at overdragelserne skulle ske
i orden og rolighed, og at proklamationer herom skulle udgå. I randnotat
var tilføjet: "Disse Proclamationer maae udstædes strax uden
at oppebie Ratificationerne, hvorimod Slesvig strax rømmes og Holsteen
begyndes at rømmes". Og ud for bestemmelsen om hjemkaldelse af generalguvernørerne
var forklarende noteret: "Statholderens Tilbagekaldelse". Ydermere var
et afgørende vigtigt punkt i artikel 16 fejlciteret. I stedet for
traktatens forpligtelse til straks at udstede proklamationer, der løste
indbyggerne fra deres troskabsed - netop hvad Christian Frederik udtrykkeligt
havde bedt om i sit juledagsbrev - stod der nu blot, at kongerne "lade
udgaae Proclamationer til Indbyggerne af de paa begge Sider aftraadte Lande".
Endelig rummede artikel 24 bestemmelsen om, at "de i de afstaaende Lande
forhaanden værende Krigsfartøier og Paquetbaade tilbagetages
fra begge Sider, som det behages".
Den konsekvente
selektion og misinformation havde et klart sigte: at overdragelsen af Norge
skete hurtigst muligt, for ikke at bringe den tiloversblevne del af staten
i fare, eventuelt gav stødet til dens fuldstændige udslettelse.
Intet under, derfor, at det var magtpåliggende for Rosenkrantz, at
kongens befaling kunne "endnu naa Christiania, inden nogen Efterretning
der er indløbet fra den svenske Regering"(71) i form af en fuldstændig
og sand traktattekst, der ville sætte Christian Frederik i stand
til straks at rejse nordmændene til modstand.
Med sig
bragte Rømer ogsa fra kongen et mundtligt budskab, der lå
i naturligforlængelse af misinformationerne og de medfølgende
ordrer.(72) Frederik 6. frarådede udtrykkeligt prinsen at søge
at forsvare Norge. Kongen og Rosenkrantz fandt, at de allierede - og især
England - støttede Sverige så stærkt, at Norge ville
blive udsat for de største ulykker, såfremt det kastede sig
ud i en hårdnakket og udsigtsløs modstand.
Og de
følgende sendelser fra kongen havde samme sigte.
CHRISTIAN FREDERIKS NEJ
Christian Frederik reagerede
følelsesmæssigt stærkt på Rømers sendelse
og kongens appel.(73) For kongen var Norge for bestandig tabt. Selv ville
prinsen stille sig i spidsen for en norsk opstand. Og orlogsfartøjerne
ville han ikke lade sejle. Han behøvede kongens proklamation, hvori
han løste nordmændene fra deres ed. Men han var fast besluttet
på at vove forsøget. I sin dagbog afsluttede han dagen den
24. januar med en bøn om Den Almægtiges velsignelse og en
tillid til, at Gud ville støtte så retfærdig en sag.
En tankevækkende formulering. For: "Gud og den retfærdige Sag"
var det valgsprog, Frederik 6. havde taget ved sin tronbestigelse i 1808
- og det havde været hans feltråb som øverstkommanderende
under Slaget på Rheden den 2. april 1801.
Allerede
den 25. januar begyndte prinsen derfor at bryde broerne bag sig. Han satte
grænsefæstningerne i alarmberedskab. Og han gik i gang med
det brev til Frederik 6, som oberstløjtnant Rømer afrejste
med den 26. januar klokken ti om aftenen.74 Heri protesterede han mod,
at kongen havde berøvet ham og hans familie arveretten til Norge.
Derfor ville han stille sig i spidsen for nordmændene for at gøre
modstand og forhale en svensk besættelse længst muligt. Han
bad om kongens uofficielle - forståelse for sin handling. Og han
bad om korn.
Christian
Frederik havde sagt sit første nej.
Kongens
anden sendelse til Christian Frederik skete med prinsens adjudant, major
Brock.(75)
Brock
forlod Hindsgavl den 16. januar ved 23-tiden og nåede Nyborg den
17. januar ved ti-tiden. Han var imidlertid nær ved at sætte
livet til i det isfyldte farvand; og først den 21. januar nåede
han over til Sjælland. Udover depecher til Christian Frederik medbragte
han vigtige breve til København, herunder et brev fra kongen til
dronningen.(76) Som gammel mand huskede Brock, at han den 28. januar i
København modtog et budskab fra kongen - ikke en depeche, men en
håndskrivelse hvori kongen tillod ham at rejse til Norge, "men lægger
mig paa Hjertet at betænke, hvorlunde hvad vi i Norge foretog mulig
kunde falde tilbage paa Danmark, som havde Fordring paa vor Taknemmelighed".(77)
En appel, hvis egentlige adressat var Christian Frederik.
Den 31.
januar var Brock i audiens hos dronningen. Og her rettedes endnu en appel
til Christian Frederik - utvivlsomt fra Frederik 6. Dronning Marie forsikrede
Christian Frederik, at hendes gode ønsker ville følge ham
i alle hans liv forhold, og at hun vel så den fare, som Danmark løb
i tilfælde af Norges modstand, men at hun ikke desto mindre var den
samme: også hvis de allierede heri ville finde et motiv til at ofre
monarkiet.(78)
Først
den 7. februar nåede Brock frem til Christian Frederik i Trondheim.
Med sig bragte han kongens fuldmagt in blanco til udnævnelse af de
kommissærer, der skulle effektuere fredstraktatens bestemmelser.
Og til prinsens oplysning medsendte kongen i fuldstændig afskrift
traktatens artikler 4, 7, 15 og 21. Artikel 4 omhandlede afståelsen
af Norge og procedurerne i forbindelse hermed, og artikel 7 tilsvarende
afståelsen af Pommern og Rygen. Artikel 15 - som prinsen allerede
havde modtaget med Rømer den 24. januar - drejede sig ligeledes
om overdragelsesprocedurer, og det samme gjorde artikel 21.(79)
Først
den 7. februar fik Christian Frederik således et reelt kendskab til
Norges afståelse: at Frederik 6. havde lovet at løse nordmændene
fra deres hyldningsed og deres troskabsed, og at Norge ikke skulle indlemmes
i Sverige, men udgøre et eget kongerige forenet med Sverige under
den svenske konge. Og samtidig modtog han gennem Brock kongens og dronningens
appeller om at effektuere fredstraktatens bestemmelser.
Men prinsen
svarede nej . På det tidspunkt havde han truffet sit valg. Sit svar
på de to appeller formulerede han i et brev til dronningen, som han
konciperede før mødet på Eidsvoll den 16. februar,
men som han først daterede den 22. Februar.(80) Heri gjorde han
det klart, at han havde afvejet sin pligt over for kongen med sin pligt
over for det norske folk. Og han formulerede sit nej med ordene: at han
havde besluttet at tjene kongens og Danmarks interesser imod kongens vilje.(81)
Som grund angav han, at var Norge først blevet svensk, ville grunden
vakle under Danmark, hvorimod et uafhængigt Norge ville styrke Danmark
- medmindre de europæiske storrnagter agtede at ødelægge
det. I så fald var der ingen redning.
Svaret
var reelt hans andet nej til at opfylde de fredsbestemmelser, som Frederik
6. havde undertegnet.
Den tredje
sendelse til Christian Frederik var med kabinetskurer Glass.(82) Og den
kom denne gang ikke fra kongen, men fra den stærkeste og mest konstante
modstander af en norsk opstand: udenrigsminister Niels Rosenkrantz.
Rosenkrantz
var efter alt at dømme blevet bekymret for, at Christian Frederik
kunne gøre brug af de manglende informationer til at trække
overdragelsen af Norge i langdrag. Den 19. januar sikrede han sig derfor
kongens tilladelse til straks at sende en dansk oversættelse af fredstraktaten
- dog ikke de hemmelige artikler til Norge.(83) Den kanal, han valgte at
bruge, var Ernst Schimmelmann, der i København varetog Udenrigsdepartementets
forretninger i hans fravær, og som stod på venskabelig fod
både med ham selv og med prinsen. Hensigten var at advare Christian
Frederik endnu en gang mod at forhale eller forhindre afståelsen.
I sit
brev til Schimmelmann den 15. januar havde Rosenkrantz detaljeret gjort
rede for Danmarks ødelagte forfatning og peget på, at opsendelse
af sædekorn til Norge ikke ville være mulig.(84) Dagen efter
fulgte et brev, hvor han pegede på den fare, der efter hans mening
truede staten.(85) Og i forblommede vendinger betroede han Schimmelmann,
at faren kom fra kongen selv; underforstået: fordi Frederik 6. nærede
sympati for tanken om en norsk opstand. Det er - som De ved, hr.greve -
op til kongens vilje at afvende følgerne for sine folk. Selv udfører
jeg med flid og troskab de ordrer, som Hans Majestæt er så
nådig at give mig. Resultaterne af kongens vise planer afhænger
af det guddommelige forsyn.(86)
Tydeligere
turde udenrigsministeren ikke betro sine tanker til papiret - og til kongens
postvæsen.
Kort
efter - den 30. januar - modtog Schimmelmann så gennem Rosenkrantz
kongens ordre om at lade traktaten trykke og opsende til Norge i et passende
antal eksemplarer. Schimmelmann havde opfattet udenrigsministerens signaler.
Og den 1. februar skrev han to breve til Christian Frederik. Det ene var
en rent tjenstlig skrivelse, hvori han meddelte, at det ville tage fem-seks
dage at trykke traktatteksten. "Da det i alle Henseender maa være
magtpaaliggende snarest at skaffe den til Norge", havde han set det som
sin pligt uden tidsspilde at sende prinsen en håndskreven kopi. Han
tilføjede, at det syntes "at svare til Hans Majestets Hensigt, atTractatens
Publication ikke opsættes".(87) Og med den tjenstlige skrivelse fulgte
en kopi af udenrigsministerens brev af 19. januar, hvori han meddelte kongens
instruks om snarest at sende et antal eksemplarer af traktaten til Christian
Frederik. Prinsen kunne således ikke være i tvivl om, hvorfra
initiativet var kommet.
Det andet
brev var en personlig appel fra Schimmelmann til prinsen om at afholde
sig fra modstand mod Norges afståelse.(88) Der var dem - skrev han
- der troede, at en del af det norske folk ville søge at gøre
modstand. Men byggede det ikke på en falsk forhåbning om kornforsyninger
og på en indirekte støtte fra England? Og hvem kunne forudse
følgerne af denne modstand for Norge - og også for Danmark?
Den svenske kronprins - forsikrede han - havde til hensigt at udvise alle
mulige hensyn og imødekommenhed over for nordmændene. En norsk
modstand ville på den anden side betage Danmark muligheden for at
opnå de af Sverige lovede yderligere territoriale kompensationer
nu eller ved fredskongressen.
Kabinetskurér
Glass afrejste fra København den 2. februar; og den 11. februar
nåede han prinsen i Røros og afleverede sine brevskaber.
Appellen
fra Rosenkrantz og Schimmelmann lod prinsen kold. Tværtimod udnyttede
han Frederik 6.s forhalingstaktik til sine egne formål - netop som
Rosenkrantz havde frygtet, at han ville gøre.(89) Den 1. februar
havde Christian Frederik modtaget to breve fra den designerede svenske
generalguvernør over Norge. Heri havde feltmarskal von Essen meddelt,
at den svenske konge den 25. januar havde ratificeret fredstraktaten; og
han udbad sig følgelig oplysning om prinsens ordrer om overdragelsen
af Norge til Sverige. For prinsen var det afgørende at vinde tid;
og han havde derfor svaret, at han ikke kunne handle, før han havde
modtaget Frederik 6.s ratifikation og hans proklamation til nordmændene.
Den 11. februar kunne Christian Frederik nu give von Essen endnu et henholdende
svar, idet han meddelte, at han havde modtaget traktaten samt kongens fuldmagt
til at udnævne kommissærer til overdragelsen. Men han måtte
beklage, at han endnu manglede den nødvendige kongelige proklamation,
der løste nordmændene fra deres troskabsed.
Den fjerde
sendelse til Christian Frederik skete med kaptajn Haffner.(90) Han afrejste
fra København den 8. februar og nåede prinsen på Eidsvoll
natten til den 14. februar. Med sig bragte han trykte eksemplarer af kongens
åbne brev og hans kundgørelse om Norges afståelse samt
fredstraktaten med England. Og med sig bragte han også Frederik 6.s
brev af 8. februar til Christian Frederik, hvori han pålagde prinsen
så hurtigt, som det overhovedet var muligt, at udnævne kommissærer
til fæstningernes overlevering og at distribuere de to aktstykker,
for mest muligt at lette overdragelsen af Norge til Sverige. Hvorpå
prinsen uopholdelig skulle begive sig ned til Danmark.(91)
Prinsens
øjeblikkelige reaktion på modtagelsen af de to proklamationer,
der løste nordmændene fra deres ed, var lettelse,(92) fordi
de satte ham i stand til at handle, i overensstemmelse med nationens ønske
og sine egne på forhånd lagte planer. Den 15. februar udgik
indbydelserne til mødet på Eidsvoll den 16. og 17. februar,
hvor prinsen frafaldt sit krav om arveret og accepterede, at suveræniteten
ved Frederik 6. afståelse af Norge var gået tilbage til det
norske folk. Og den 19. februar brød Christian Frederik den sidste
bro bag sig. Han trådte frem som Norges regent, forordnede edsaflæggelse
i alle kirker og indkaldte til den rigsforsamling på Eidsvoll den
10. april, som skulle give Norge en fri forfatning.
Samme
dag - den 19. februar - skrev han til Frederik 6. og meddelte ham i sin
egenskab af Norges regent, at han efter forsynets bestemmelse "følger
det høje Kald at redde et frit Folk fra Undertrykkelse".(93) De
følgende dage indsendte de første norske officerer deres
anmodning til kongen om at måtte blive løst fra deres ed.(94)
Orlogsbriggernes norske besætninger nægtede som ventet at afsejle
til Danmark kontreadmiral Lutken havde selv deltaget i mødet på
Eidsvoll. Og den 22. februar skrev Christian Frederik et stærkt personligt
brev til Frederik 6, hvori han appellerede om hans forståelse for,
hvad der var sket, og overdrog sin femårige søn i kongens
varetægt.(95)
Først
den 23. februar kunne kaptajn Haffner derfor begive sig på hjemrejsen
fra Eidsvoll til København.
Frederik
6. svarede ganske kort på Christian Frederiks personlige brev.(96)
Kongens svar lød:
Jeg har modtaget Dine Proklamationer:
vær forvisset paa Mit Venskab, og at Jeg aldrig skal svigte Dig.
Betænk,
at det Defensive er en farlig Stilling for Norge; Englands Venskab er Du
ej sikker paa, og hvorledes kan Norge da sikres for Sult?
Hvad
Du har paalagt Mig betræffende Din Søn og Dit Hus, skal følges
nøjagtig: Jeg skal staa Din Søn i Faders Sted.
Mine
Handlinger vil Du kandske finde ej at være overensstemmende med,
hvad Jeg har lovet Dig, men mit Hjærte er uforanderligt, og Følgen
af mine Handlinger skal svare til mit Hjærtes Følelser.
Kongens brev til Norges regent
var i chifre. Uden dato. Og uden underskrift.
Men kaptajn
Haffners sendelse blev ikke den sidste. Det blev det mundtlige budskab,
som prinsens politiske modstander - og fjende - grev Wedel overbragte på
sin første audiens hos prinsen i Palæet i Christiania den
3. marts.
Wedel
havde været i Jylland for at forcere kornudskibningen, da freden
blev sluttet. Og vejrforholdene tvang ham til at vende tilbage til Norge
over København. Ved afskedsaudiensen havde kongens sidste ord til
ham været: Hvis prins Christian nærer den mindste kærlighed
til sit fædreland, så sig ham, at han ikke må driste
sig til at rejse sig mod traktatens bestemmelser.(97) Og udenrigsministeren
og Ernst Schimmelmann havde sagt det samme.
I sit
næste brev til kongen den 8. marts refererede Christian Frederik
grev Wedels mundtlige budskab fra kongen: "at naar jeg havde mindste Kierlighed
for Dig og for Danmark, maatte jeg betænke det vovelige Skridt, jeg
vilde foretage".(98) Og kendeligt foruroliget spurgte prinsen: "Har Du
virkeligen sagt det?".
Men da
var der ikke længere nogen vej tilbage.
"NORGE, MIT KIÆRE NORGE"
"Gid Jeg aldrig havde oplevet
den sørgelige Dag, da Jeg maatte afgive den Tilstaaelse, at Norge,
Mit kiære Norge, maatte være det Offer, som maatte gives, for
ikke aldeles at opløse Alt!".(99)
Det var
Frederik 6.s stærkt bevægede ord i brevet den 17. januar 1814
til sine ministre og øverste civile og militære embedsmænd,
hvori enevoldskongen forlangte deres skriftlige tilkendegivelse af, at
han havde gjort, hvad der havde været muligt, for at frelse staten,
med den helstatspolitik, han så konsekvent havde ført, og
som nu var endt med helstatens opløsning.
Hvilket
billede af Frederik 6. og Norge i januar 1814 har så rekonstruktionen
og analysen af hændelsesforløbet givet?
På
forskningssiden må det nok erkendes, at Knut Myklands kobling af
major Brocks sendelse med kongens omslag til en politik, der gennem afståelsen
af hele Norge skulle fremme Christian Frederiks planer om en norsk opstand,
af flere grunde ikke lader sig opretholde.
Tanken
om en norsk opstand var således ikke ny, da Brock ankom til Hindsgavl.
Den havde været drøftet i den politiske inderkreds siden de
første dage af december 1813. Kongens krav om rømning af
Holsten opstod heller ikke den morgen, da han stod over for prinsens udsending.
Kravet var konsekvent blevet fremført siden Bourkes første
instruks den 20. december. At hertugdømmernes rømning og
Carl Johans forfølgelse af Napoleon ville lette en dansk støtte
til en norsk opstand, er naturligvis rigtig. Men kravet om hertugdømmernes
rømning lader sig tilstrækkeligt forklare med befolkningens
klager og med det pres, besættelsen udøvede, på en i
forvejen ikke for solidt funderet helstatsloyalitet.(100) Og endelig lader
hypotesen om kongens øjeblikkelige politiske kursændring sig
ikke opretholde. Det trykte kildemateriale - og også litteraturen,
således som Kåre Lunden har vist - daterer kongens kursændring
til fordel for en øjeblikkelig afståelse af hele Norge til
en senere dato: den 7. januar, og indplacerer den i en anden: en dansk
og en kontinental kontekst.
Kåre
Lundens innuendo om salget af Norge lader sig i sagens natur vanskeligere
kommentere konkret, så meget mere som det bygger på en ufuldstændig
citering og på en forveksling af territorial og økonomisk
erstatning. Men det er ubestrideligt og velkendt - at Frederik 6. sagde
ja til millionen. Hvormed han uundgåeligt kastede et odiøst
skær over afståelsen af Norge. Den egentlige modydelse - så
ringe den var - for en øjeblikkelig afståelse af hele Norge
var dog hertugdømmet Pommern og fyrstendømmet Rygen; ud fra
den gamle erfaring, at en fugl i hånden er bedre end ti på
taget.
Axel
Linvalds påvisning af, at Frederik 6. efter freden engagerede sig
i en forhaling og en forhindring af Christian Frederiks opstandsplaner,
har vist sig bæredygtig. Derimod har hans argumentation for, at kongen
spillede dobbeltspil, været mindre frugtbar. I 1965 konkluderede
Linvald, "at kongen over den hidtidige fællesstat, sålænge
han ikke mente, at det medførte nogen fare for Danmarks fortsatte
beståen som selvstændig stat, har næret fuld sympati
for Christian Frederiks oprør mod Kieltraktaten".(101) Ja, naturligvis
har Frederik 6. kunnet nære en politisk gratis sympati for Christian
Frederiks forehavende, som kunne sikre Danmark imod et overmægtigt
Sverige. Men sagen var jo, at denne sympati netop ikke var - og ikke kunne
være - politisk ufarlig i januar 1814. Kildematerialet i form af
kongens egne udtalelser, hans udtrykkelige befalinger, hans sendelser til
statholderen og hans gentagne mundtlige appeller til prinsen godtgør,
at han klart og konsekvent var imod en norsk opstand. Netop fordi den truede
resten af statens eksistens og dynastiets overleven. Frederik 6. havde
personligt sympati for Christian Frederik. Men sympatien var uden politisk
substans. Kun på et enkelt punkt: korntransporterne formåede
Frederik 6. aktivt at støtte en norsk opstand. Og det gjorde han,
indtil stormagternes reaktion i foråret 1814 truede staten og dynastiet.
I samme øjeblik blev støtten indstillet.
Effekten
af Frederik 6.s forhalings- og forhindringspolitik falder uden for artiklens
rammer. En stillingtagen forudsætter et kontrafaktisk spørgsmål:
hvad ville der være sket, hvis kongen havde ført en anden
politik? Christian Frederiks bevidste brug af kongens forhalingspolitik
i sin egen forhalingstaktiks tjeneste indicerer dog, at effekten var beskeden.
Frederik
6.s afsked med Norge blev således ikke et ædelt, endsige heroisk
farvel. Mange både i Norge og i Danmark mente den gang, at kongen
burde have udkæmpet en sidste håbløs kamp. Og mange
har ment det siden. Selv så sober en historiker som Edvard Holm afsluttede
sit livsværk: Danmark-Norges Historie med at hævde, at Frederik
6. burde have kæmpet, og at rigernes adskillelse skulle være
sket som ved Dybbøl i 1864.(102) "Hvilket Baand vilde der ikke derved
være blevet knyttet imellem Danskes og Nordmænds Hjærter?".
Frederik
6. var dybt fortvivlet og på sammenbrudets rand over at skulle afstå
sit norske arverige. Trods alt var det også ham, der en dag skulle
stå ansigt til ansigt med sine forfædre og svare for sin forvaltning
af deres arv. Men han var vokset op i det forstandsklare og realistiske
ancien régime, hvor den kølige statsræson rådede.
Og hans udenrigsminister var en fornem repræsentant for den gamle
tids politiske tænkemåde. Ethvert hensyn - personligt savel
som moralsk - måtte i sidste instans vige for den højeste
lov: statens frelse.(103) Det var den gamle visdom, som kancellipræsident
Kaas - en gang stiftamtmand i Christiania - citerede for "de tro mænd"
den 3. december 1813, da de skulle rådgive deres konge om en hel
eller delvis afståelse af Norge: "Salus publica Suprema lex".
Noter:
1. Se temanummeret The Peace
Treaty of Kiel 1814, i Scandinavian Journal of History 15:4, 1990
2. Om freden i Kiel og dens
forhistorie henvises generelt til G. Nørregaard, Freden i Kiel 1814.
København 1954; (herefter Nørregaard) og J. Weibull, Carl
Johan och Norge 1810-1814. Unionsplanerna och dens forverkligande. Lund
1957.
3. Frederik 6. 21. juli
1812 til prins Frederik af Hessen, i C.Th. Sørensen (udg.), Meddelelser
fra Krigsarkiverne. 1-9. København 1883-1902, bind 5: 332. Herefter
Meddelelser.
4. Rosenkrantz 19. sept.
1812 til Frederik 6. Meddelelser 5: 261.
5. Fredenk 6. 20. sept.
1812 til Rosenkrantz. Ibid: 353.
6. P. Hertel Rasmussen,
Dansk udenrigspolitik 1812-1813, i (dansk) Historisk Tidsskrift 13:4, 1977.
7. Christian Frederik 15.
nov. 1813 til Frederik 6. Meddelelser 7: 454.
8. Frederik 6. 30. nov.
1813 til Christian Frederik. Ibid: 462 63. Metternichs instruks 15. nov.
1813 for sombelles er aftrykt i Y. Nielsen, Aktmessige Bidrag til de nordiske
Rigers Historie 1813 og 1814. Christiania 1877: 45 47.
9. Om den komplicerede storpolitiske
situation i efteråret 1813, se P. W. Schroeder, The Transformation
of European Politics 1763-1848, Oxtord 1994: 459-76.
10 Frederik 6. 30. nov.
1813 til Rosenkrantz. Meddelelser 7: 419 note 2.
11 Betænkningerne
fra møderne den 3. og 6. december 1813 er aftrykt i Nye aktstykker
vedrørende de politiske forhandlinger i København i december
1813 og Kielerfreden i januar 1814. Ved Aage Friis. Danske Magazin 5:4.
1898-1901: 13-42 og 47-59. Herefter Da.MaR.
12. Frederik 6. 7. dec.
1813 til Christian Frederik. Meddelelser 9: 132.
13. Ibid:137-42
14. O. Alin, Den svensk-norska
unionen. Uppsatser och aktstycken. 1. Stockholm 1899. Bilagor: 6-8. Herefter
Alin.
15. E.O.A.Hedegaard, Frederik
den Sjette og "de røde fjer". Studier i Danmarks militaere og politiske
historie under Napoleonskrigene. 1-2. København 1975: 324-37.
16 Nørregaard: 129.
17 Da.Mag: 133-35.
18 Trykt i Y. Nielsen, Kielerfreden.
Christiania 1886: 34-39. Herefter Y. Nielsen.
19. Især Y. Nielsen,
Alin, Meddelelser og Da.Mag.
20. A. Linvald (udg.),
Kong Christian 8.s dagbøger og optegnelser. I. 1799-1814. København
1943; A. Linvald og A. Fabritius (udg.), Christian 8.s breve. 1-2. 1796-1813.
København 1965; og (dansk) Historisk Tidsskrift 11:4. 1954.
21. De første kapitler
af denne publiceret på Halvdan Kohts initiativ som A. Linvald, Christian
Frederik og Norge 1814. De store beslutninger mellem Kielfreden og Eidsvoldmødet
januar-februar. Oslo 1962.
22. K. Mykland, Medens der
endu er tid, i (norsk) Historisk Tidsskrift 41. 1961-62.
23. Korn og gjenforening.
En undersøkelse av Fredrik 6.s forhold til den norske reisningen
i 1814. Hovedfagsoppgave i historie. Bergen 1986.
24. Som note 17.
25. Carl Wendt 18. dec.
1813 til Rosenkrantz, og H. F. Baudissin 25. dec. 1813 til Bourke. Da.Mag.:
108-09 og 122-23.
26. Bourke 25. dec. 1813
til Rosenkrantz. Ibid: 116-22.
27. Y. Nielsen: 16. 28 Som
note 11.
29. Da.Mag.: 136.
30. Ibid: 143.
31. Meddelelser 9: 28.
32. K. Mykland, Kampen om
Norge: s 301.
33. Rosenkrantz 6. jan.
1814 til Frederik 6. Meddelelser 9: 24-25.
34. Da.Mag.: 110-12.
35. Y. Nielsen 34-39
36 Ibid: 41 43.
37. Carl Wendt 18. dec.
1813 til Rosenkrantz. Da.Mag.: 108. Tilbudet om en million rigsdaler i
tilfaelde af en øjeblikkelig afstaelse af hele Norge ses først
formelt fremsat i apostillen 17. dec. 1813 til instruksen af samme dato
for baron Tawast. Alin: 5-6.
38. Rosenkrantz 25. dec.
1813 til Frederik 6. Meddelelser 9: 15.
39. Bourke 26. dec. 1813
til Rosenkrantz. Da.Mag.: 123.
40. Frederik 6. 17. jan.
1814 til Christian Frederik. Meddelelser 9: 154.
41. Hændelsesforløbet
fremgår klart af Y. Nielsen: 17-18 og af Nørregaard: 152.1
sit brev 8.jan. 1814 til Ernst Schimmelmann undlader Rosenkrantz at omtale
Bombelles rolle den 7. januar (Da.Mag.: 142). Oberst Bombelles - en bror
- fungerede de dage som kurer for den østrigskediplomat, jvfr.Rosenkrantz
9. Jan. 1814 til Schimmelmann. lbid: 143. 0m samtalen med Frederik 6.,
se Bombelles 11. jan. l 814 til Metternich. Aftrvkt i Y. Nielsen, Aktmæssige
Bidrag: 76-77. Depechen er affotograferet i Rigsarkivets Danica-samling
fra Haus-, Hofund Staatsarchiv i Wien. Bombelles undlader desværre
udtrykkeligt at referere samtalen med kongen, idet han vil aflaegge mundtlig
beretning efter sin hjemkomst.
42. Rosenkrantz 7. jan.
1814 til Wetterstedt. Alin: 8-9
43. Y. Nielsen: 41 43.
44. Bourkes optegnelser
om en konference med Rosenkrantz 8. jan. 1814. Da.Mag.: 140.
45. Rosenkrantz 9. jan.
1814 til Schimmelmann. Ibid: 143.
46. A. Linvald, Christian
8. Norges statholder. København 1952: 189-90
47. A. Linvald (udg.), Kong
Christian 8.s dagbøger og optegnelser. I. 1799-1814. København
1943: 317-19. 16. jan. 1814. Herefter Dagbog.
48. A. Linvald, Omkring
Kielerfreden. Bidrag til Danmarks og Norges historie i de første
månederaf 1814.(Dansk) Historisk Tidsskrift 11:4.1954: 195; (herefter
Omkring Kielerfreden) og Dagbog 7. febr.1814: 336-38. Fra adjudanternes
kontor kunne major Brock dog ikke opfange og gennemskue alt, hvad der skete
i kongens hovedkvarter. Hans beretning gengivet af Christian Frederik i
Dagbog 7. febr. 1814: 336 - om, at prinsens juledagsbrev medførte
en ny instruks til Bourke om eventuelt at afstå hele Norge, lader
sig således ikke forlige med det bevarede originale kildemateriale.
49. De respektive traktatudkast
og den endelige traktat er aftrykt i Alin: 12-33.
50. O. Feldbæk, De
nordatlantiske øer og freden i Kiel 1814. (Dansk) Historisk Tidsskrift
1995:1.
51. Bourke 14. jan. 1814
til Rosenkrantz. Da.Mag.: 147; jvfr. Også Rosenkrantz 8. jan. 1814
til J. S. Møsting. Ibid: 141.
52. Bourke 11. og 13. jan.
1814 til Wetterstedt. Alin: 10-11.
53. Bourke 14. jan. 1814
til Rosenkrantz. Da.Mag.: 147 48; og Wetterstedt 16. jan 1814 til Engeström.
Y. Nielsen: 51.
54. Wetterstedt 16. jan.
1814 til Engeström. Y. Nielsen: 53-54
55. Bourke 14. jan. 1814
til Rosenkrantz. Da.Mag.: 148-49.
56. Rosenkrantz 16. jan.
1814 til Bourke. Ibid: 152.
57. K. Mykland, Kampen om
Norge: 284.
58. K. Mykland, Medens der
endnu er tid: 27-29. 59 Meddelelser 9: 154-55.
60. Omkring Kielerfreden:
189-90; jvfr. også Louise Augusta 26. jan. 1814 til oberstløjtnant
Eilert Tscherning, i H. Schulz (udg.), Briefwechsel des Herzogs Friedrich
Christian zu Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg mit König
Friedrich Vl. von Dänemark. Leipzig 1908: 430.
61. Omkring Kielerfreden:
205.
62. Ibid: 211 og Meddelelser
9: 28-29.
63. Omkring Kielerfreden:
210-30. De to aktstykker er aftrykt i T. Algreen-Ussing (udg.), Kongelige
reskripter og resolutioner, 6:5, 1826: 21-28 (hvor kundgørelsen
kaldes Deklaration om Norges Afstaaelse) og ligeledes i Collegialtidende
1814: 97-107.
64. Omkring Kielerfreden:
190, 30. jan. 1814.
65. Rosenkrantz 16. jan.
1814 til Ernst Schimmelmann. Ibid: 205-06.
66. To breve 17. jan. 1814
fra Rosenkrantz til Frederik 6. Meddelelser 9: 34.
67. Omkring Kielerfreden
s 169 og 213; og A. Linvald, Christian 8. Før Eidsvoldgrundloven.
København 1965: 27. Herefter Før Eidsvoldgrundloven.
68. Meddelelser 9: 154-55.
69. Ibid: 154.
70. Omkring Kielerfreden:
169-84 findes Linvalds detailanalyse af de opsendte akter.
71 Rosenkrantz 17. jan.
1814 til Frederik 6. Meddelelser 9: 34
72. "Le Roi m'a fait deconseille
verbalement d'essayer de defendre la Norwegue. Lui et Rosencrantz croyait
les alliés et surtout l'Angleterre trop portés pour les interets
de la Suede et par consequant la Norwege susceptible à de plus grands
malheurs suite d'une ressistance opiniatre et sans succes". Dagbog 24 jan.
1814: 323.
73. Ibid: 322-23.
74. Chrislian Frederik 25.
jan. 1814 til Frederik 6. Før Eidsvoldgrundloven: 39-43.
75. Om Brocks sendelse generelt,
se Omkring Kielerfreden: 184-200.
76. Generalmajor Bülow
19. jan. 1814 til major srock Meddelelser 9: 158.
77. Omkring Kielerfreden:
200.
78 "La Reine à assurée
a srock que ses bons voeux me suivroit dans toutes les circonstances de
la vie et quelle voyait bien le Danger qu'elle Dannemarc courait par la
resistance de la Norwege, mais quelle etoit la mème sans cela et
si les puissances alliées voulait trouver un motif pour sacrifier
cette monarchie." Dagbog 7. febr. 1814: 377.
79. Frederik 6. 18. jan.
1814 til Christian Frederik. Meddelelser 9: 155. Om dateringen af akterne,
se Rosenkrantz 19. jan. 1814 til Frederik 6. (ibid: 36), Omkring Kielerfreden:
187, og Før Eidsvoldgrundloven: 136.
80. Før Eidsvoldgrundloven:
171-75.
81. "Je me suis decidé
à servir les interets du Roi et du Dannemarc malgré lui".
Ibid: 174.
82. Generelt om sendelsen
med Glass, se Omkring Kielerfreden: 200-09.
83. Rosenkrantz 19. jan.
1814 til Frederik 6. Meddelelser 9: 36-37; og kongens udaterede svar. Da.Mag.:
156.
84. Omkring Kielerfreden:
205.
85 Ibid: 205-06.
86. "Il seroit plus que
présomtueux à moi de vouloir donner à Votre Excellence
des assurances propres à la tranquiliser à l'égard
des dangers dont l'Etat est menacé. Il est, comme Vous le savès
bien, Monsieur le Comte, dans la volonté du Roi d'en detourner les
effets de ses Peuples. J'execute avec zèle et fidelité les
ordres que Sa Mté daigne me donner. Les resultats des sages combinaisons
du Roi dependent de la Providence Divine. Ibid: 205-06.
87. Ibid: 203.
88. Ibid: 206-08.
89. Dagbog 1. og 12. febr.
1814: 340 og 329.
90. Generelt om Haffners
sendelse, se Omkring Kielerfreden: 229-30.
91. Frederik 6.8. febr.
1814 til Christian Frederik. Ibid: 229-30 og Meddelelser 9: 158-59.
92. Dagbog 14. febr. 1814:
341.
93. Christian Frederik 19.
febr. 1814 til Frederik 6. Meddelelser 9: 159 61. Prinsen konciperede brevet
før mødet på Eidsvold den 16. februar, jvfr. Før
Eidsvoldgrundloven: 165.
94. Meddelelser 9: 161-66.
95. Ibid: 166-68. Se også
det indtil 1965 utrykte brev fra prinsen til kongen 23. februar med politiske
informationer, i Før Eidsvoldgrundloven: 176-78.
96. Frederik 6. 7. marts
1814 til Christian Frederik. Meddelelser 9: 172.
97. "Si les Prince Chretien
a le moindre amour pour sa patrie dite lui qu'il ne risque pas de se soulever
contre les stipulations du traité". Dagbog 3. marts 1814: 355-56.
Jvfr. også Y. Nielsen, Lensgreve Johan Caspar Herman Wedel Jarlsberg.
2. Christiania 1901: 36 og 69-72.
98. Før Eidsvoldgrundloven:
181-83.
99. Meddelelser 9: 30.
100. Om holstenske klager
omkring 1814, se M. Rubin, Frederik 6.s tid. Fra Kielerfreden til kongens
død. København 1895: 42-54. Om Holstens uafklarede statsretlige
stilling, se Rosenkrantz 20. jan. 1814 til Bourke. Da.Mag.: 156.
101. Før Eidsvoldgrundloven:
138.
102. E.Holm, Danmark-Norges
historie fra Den store nordiske Krigs slutning til rigernes adskillelse.
1720-1814, 7:2. København 1912: 473-74
103. Da.Mag.:21.
Ole Feldbæk: Fredrik
6. og Norge i januar 1814, Historisk Tidsskrift 3/1995 (bind 74), s.283-310
|