FREDERIK 6. OG NORGE I JANUAR 1814
Ole Feldbæk
Line
Artiklen er et dokumenterende forarbejde til forfatterens bind 4 (1997) om perioden 1720-1814 i det projekterede værk om Danmark og Norge i fællestiden. Den vurderer norske opfattelser af Frederik 6.s motiver i januar 1814 forat avstå Norge; og den forholder sig kritisk til teorien om kongens aktive støtte til Christian Frederiks norgesplaner. Tværtimod synes Frederik 6. at have taget alle midler i brug for at forhindre en norsk rejsning, fordi den kunne bringe Danmarks eksistens som stat i fare.

Adskillelsen mellem Norge og Danmark efter 434 års statsfællesskab var et drama, der kulminerede i januar 1814. Frederik 6. spillede hovedrollen i dette drama, både i ugerne op til freden i Kiel og i ugerne efter, hvor det store politiske spørgsmål var, hvorledes prins Christian Frederik og nordmændene ville reagere på afståelsen.
    Kongens handlinger og motiver har i den nyere forskning været set og tolket ret forskelligt. Artiklen vil søge at rekonstruere og analysere hans politik i dette tidsrum og konferere den med det hidtidige forskningsbillede, for dermed at bidrage til en bedre forståelse af et omdebatteret emne i Norges og Danmarks fælles historie.

VEJEN TIL KIEL
Kampen for Norges forbliven i helstaten tog sin begyndelse i august 1772, da Gustav 3. gennemførte sit statskup og derpå gav erhvervelsen af Norge højeste prioritet i svensk udenrigspolitik.(1) Danmark-Norge reagerede med at indgå Den evige Alliance med Rusland, hvori de to stater garanterede hinandens territoriale integritet over for svensk aggression. Længe ydede Den evige Alliance en effektiv territorial garanti for Danmark-Norge. Og formelt blev den aldrig opsagt. Reelt faldt den imidlertid bort i 1809. Ved freden i Fredrikshamn den 17. september 1809 afstod Sverige hele Finland til Rusland. Dermed mistede Danmark-Norge sin værdi som alliancepartner i St. Petersborg; og allerede i Fredrikshamn pegede russerne utilsløret på Norge som et naturligt mål for svensk ekspansion og kompensation.
    Ubundet af personlige følelser og politisk tradition satte den nye svenske tronfølger Carl Johan i 1810 erhvervelsen af Norge over generhvervelsen af Finland i sit politiske program.(2) På længere sigt blev hans norske propaganda og kontakter betydningsfulde. Men det var på den storpolitiske arena, Norge skulle vindes. Og de afgørende beslutninger blev truffet under Napoleons opmarch til felttoget mod Rusland i 1812, både af Frederik 6. og af Carl Johan. Den 7. marts 1812 fornyede Napoleon sin alliance fra 1807 med Frederik 6. og gentog sin garanti af helstatens territoriale integritet. Den 5. april lovede zaren at støtte et svensk angreb på Sjælland med henblik på at gennemtvinge en afståelse af Norge til Sverige.
    Frederik 6. og Carl Johan havde hermed truffet et skæbnevalg og var gået det første skridt på vejen til Kiel. Over for vicestatholderen, prins Frederik af Hessen, var kongen fuld af optimisme: "et Par Batailler vil afgjøre Ruslands Skæbne".(3) Udenrigsminister Niels Rosenkrantz forudså derimod, at kejseren ville lide nederlag, og at det svensk-russiske angreb på Sjælland ville gennemtvinge afståelsen af Norge. "Danmark skal udslettes af uafhængige Staters Tal", advarede han.(4) Og han bønfaldt kongen om at bryde med Napoleon og udsone sig med England. For så vidt var kongen og Rosenkrantz enige i deres syn på helstatens strategiske dilemma, og havde været det under hele krigen. Et brud med Napoleon ville medføre besættelsen af Holsten, Slesvig og Jylland; Norge ville blive sultet til at overgive sig til Sverige; og efter tabet af flåden i 1807 ville det ikke være muligt at forsvare Øerne mod en invasion. Det, der skilte dem i september 1812, var vurderingen af Napoleons fremtid. Udenrigsministeren var overbevist om, at han ville tabe krigen mod Rusland - og at risikoen for en overmægtig invasion sydfra dermed ville blive elimineret, i det mindste for en tid. Kongen derimod var overbevist om Napoleons uovervindelighed. Derfor stod han fast: "Jeg vedbliver følgelig mit System og er allieret med Frankrig, hvorefter De aldeles og uforandret har at rette Dem".(5) Hvilket Rosenkrantz så gjorde - til den bitre ende.
    Hvordan det ville være gået, hvis kongen havde fulgt sin udenrigsministers råd, kan vi ikke vide. Hvad vi ved, er, hvordan det gik.
    Samtidig med at kosakkerne forfulgte de flygtende rester af Den store Arme over Njemens is, blev Frederik 6. præsenteret for zarens og Sveriges krav om afståelse af hele Norge imod kompensationer i Nordtyskland. Kongen afviste kategorisk kravet. Og da Napoleon fra Paris i januar 1813 forespurgte, om kongen stadig var hans allierede, var svaret et ubetinget ja. Svaret var dikteret af helstatens strategiske dilemma. Kongen var ikke forstenet i sin politik.(6) I foråret 1813 var han faktisk villig til at bryde med Napoleon og slutte sig til hans motstandere, hvis det kunne redde Norge. Da han tolkede en russisk diplomatisk henvendelse som et tilbud om at garantere helstaten, lod han i nogle dage sine tropper i Nordtyskland kæmpe side om side med russerne imod franskmændene. Men da zaren insisterede på en øjeblikkelig afståelse af Trondheim stift og en senere afståelse af resten af Norge imod kompensationer i Nordtyskland, sluttede Frederik 6. sig endnu tættere til Napoleon. Det var zarens ubøjelighed, der i de sidste dage af april 1813 fik ham til at træffe beslutningen om at sende prins Christian Frederik til Norge som statholder for at styrke kongetroskaben og helstatsloyaliteten. Da tronfølgeren gik i land i Norge, havde England netop formelt bundet sig til at støtte Sveriges krav om Norge. Og i de sidste dage af maj fremsattes et svensk-engelsk krav om øjeblikkelig afståelse af Trondheim stift og senere forhandlinger om resten af Norges skæbne - et krav, som Frederik 6. Iigeledes afviste kategorisk.
    På den kontinentale krigsskueplads rustede Napoleon og hans modstandere sig i sommeren 1813 til den afgørende kamp. Og Frederik 6. Iænkede sig til Napoleon og forpligtede sig til at erklære Rusland, Sverige og Preussen krig. Afgørelsen faldt i det tre dage lange slag ved Leipzig i oktober, hvor kejserens nederlag beseglede helstatens skæbne. Præcis to måneder senere satte Carl Johan Frederik 6. militært skakmat. Som øverstkommanderende for de allieredes nordarme rykkede han op i Holsten, hvor han tvang det danske korps under prins Frederik af Hessen - som søgte at trække sig tilbage til en forsvarsposition nord for Ejderen - til at kaste sig ind i fæstningen Rendsborg, som derefter kun havde forsyninger til midten af januar. Og fra sit hovedkvarter i Kiel accepterede han den 15. december en våbenstilstand, som efter en forlængelse udløb den 5. januar 1814 ved midnat.
    Militært havde Frederik 6. dermed tabt kampen om Norge. Holsten og det meste af Slesvig blev besat; de første kosakker viste sig ved Ribe og Kolding; og Norges kornkammer: Jylland lå forsvarsløs for en invasion. I et krigsråd på Amalienborg den 30. december besluttede Frederik 6. at lade hærens hovedstyrke blive stående på Fyn. Og korpset i Rendsborg fik frie hænder til at holde ud længst muligt eller militært helt urealistisk - at bryde ud og kæmpe sig op i Jylland og over på Fyn.
    Generalernes tid var ovre. Nu tog diplomaterne over.

METTERNICHS MÆGLING
I København modtog kongen nedslående rapporter fra Christian Frederik om Norges situation. I et brev den 15. november gik statholderen så vidt som til at antyde muligheden af, at Norge selv kunne "arrangere sig med England".(7) Frederik 6.s svar den 30. november havde været den sædvanlige afvisning: "at udsondre Norge fra Danmark er altfor farligt og bør aldrig ske. Disse Rigers Interesse er ens, og hvem der vil forebringe Dem sligt, fjærn den fra Deres Side".(8) I samme brev meddelte kongen, at Østrig havde tilbudt at mægle på basis af en afståelse af Trondheim stift, men at han agtede at afvise denne "skammelige Deklaration".
    Den 27. november var en særlig udsending fra den østrigske udenrigsminister fyrst Metternich den 33-årige grev Louis Philippe de Bombelles, kommet til København. Metternichs begrundelse for at ønske Danmark med i den store alliance mod Napoleon vil formentlig aldrig fyldestgørende kunne påvises.(9) Men over for Rosenkrantz stillede Bombelles en mulig redning af Norge i udsigt. Hvad han sagde, var, at kongen foreløbig kunne nøjes med at afstå Trondheim stift - endda mod erstatning. Hvad han antydede, var at de allierede var utilfredse med Carl Johan, at en norsk opstand kunne forhindre en svensk erhvervelse af Norge, og at en udskydelse af forhandlingerne om resten af Norge til den endelige fred gav kongen mulighed for at redde helstaten. Frederik 6. afviste imidlertid den 30. november sin udenrigsministers forelæggelse af Metternichs mægling: "et saadant Folk kan jeg ikke forlade".(10)
    Nu udviklede begivenhederne sig imidlertid meget hurtigt. Carl Johan i spidsen for en arme på mere end 60.000 mand rykkede den 5. december ind i Lybæk; og den 7. december fandt den første træfning med den danske hær sted i Holsten. I den situation besluttede Frederik 6. sig til at Iytte til sine rådgivere.(11) Siden sin tronbestigelse havde han konsekvent undladt at indkalde og høre Gehejmestatsrådet. Og det undlod han fortsat at indkalde, så længe krigen varede. Men den 3. december samledes de få tilbageværende gehejmestatsministre og syv af de højeste civile embedsmænd for at Iytte til udenrigsministeren og rådgive deres konge. Selv var Rosenkrantz ikke i tvivl. Han anbefalede indtrængende en accept af Metternichs mægling. I modsat fald vilde Holsten, Slesvig og Jylland øjeblikkelig blive besat; Norge ville få hungersnød; og til foråret ville Øerne blive angrebet. Trods advarslen om, at staten ville forsvinde fra Europakortet, valgte kun Ernst Schimmelmann at følge udenrigsministerens rekommendation. De øvrige vovede eller ville ikke råde kongen til at afstå en del af sit norske arverige.
    Indtil da havde Rosenkrantz helt bevidst undgået at lade den østrigske mægler stå ansigt til ansigt med kongen, af frygt for at Frederik 6. skulle sig et nej, som han siden ikke ville gå fra. Men nu insisterede Bombelles på en audiens. Den fandt sted den 5. december. Og ved at tale om en norsk opstand og om stormagternes sympati for Frederik 6. frem for den svenske kronprins, fik han kongen til at overveje mæglingsforslaget. Næste dag trådte "de tro mænd" atter sammen. Nu vidste de, at det franske korps, som sammen med det danske skulle have forsvaret den jyske halvø, havde forskanset sig i Hamborg, og at Carl Johan på det tidspunkt måtte være rykket over grænsen til Holsten. I den situation rådede de kongen til at antage den
strigske mægling. Og kongen fulgte deres råd - fordi det gav ham en velkommen mulighed for at kunne trække forhandlingerne i langdrag. Samme aften kunne Rosenkrantz derfor meddele Bombelles, at kongen antog Østrigs mægling, og at han accepterede afståelsen af Trondheims stift som forhandlingsgrundlag.
    Straks den næste dag - den 7. december - skrev kongen til Christian Frederik og indviede ham i sin nye strategi. Og han spurgte nu direkte prinsen, hvad han mente der ville ske, såfremt trønderne da sagde: "vi vil blive hos vor Konge".(12)
    Christian Frederik modtog kongens spørgsmål den 23. december, og to dage senere nedfældede han sit svar.(13) I mere end en måned havde hans tanker kredset om en selvstændig norsk vej til fred. Hans juledagsbrev strømmede over med loyalitetsforsikringer og med løfter om, at nordmændene senere ville vende tilbage til deres konge. Men først måtte Norge have mulighed for at handle uafhængigt af det nederlagstruede Danmark. Han var overbevist om, at trønderne ville modsætte sig en afståelse til Sverige. Og han anså det for muligt, at nordmændene ville se afståelsen som "det første Skridt til Norges Underkuelse af Sverig", og at de derfor ville erklære: "vi staa og falde med Trønderne". Og så kom omsider prinsens svar, i form af et spørgsmål: "skal jeg stille mig i Spidsen for det norske Folk og handle uafhængig af Forbindelsen med Danmark, eller skal jeg erklære de troeste af Deres Majestæts Undersaatter for ulydige og forlade et Riges Styrelse, som jeg ikke mere kan røgte i Deres Majestæts Navn?".
    Dette ledende spørgsmål var så tydeligt som noget direkte svar. Og juledagsbrevet sendte prinsen med sin adjudant, major Ludvig Frederik Brock, som havde hans fulde fortrolighed, og som fyldestgørende kunne berette for kongen om tilstanden og stemningen i Norge.
    I København var blikket imidlertid på det tidspunkt rettet mod det besatte Holsten og mod den svenske kronprins hovedkvarter i Kiel.
    Ved at meddele Carl Johan, at Metternichs mægler havde opnået Frederik 6.s tilsagn om afståelsen af Trondheim stift, imod at kronprinsen lovede en våbenstilstand og en øjeblikkelig rømning af Holsten, havde prins Frederik af Hessen den 15. december udvirket en våbenstilstand frem til midnat den 29. december. Og dagen efter afrejste den danske diplomat Edmund Bourke - en af Rosenkrantz diplomater, som var udset til at føre forhandlingerne fra dansk side - til Kiel sammen med Bombelles. Hans instruks omfattede dog udelukkende en forlængelse af våbenstilstanden, idet selve freden skulle forhandles af den østrigske mægler.
    De to diplomater ankom tidligt om morgenen den 24. december til slottet i Kiel. Her udviklede Carl Johan for Bourke sine norske planer, der sigtede mod en personalunion mellem de to riker, ikke en indlemmelse af Norge i Sverige. Over for den østrigske mægler gjorde Carl Johan det klart, at Sveriges krav i den ændrede militære situation ikke længere var begrænsede til Trondheim stift, men at han nu krævede hele Norge. Han var dog villig til at forlænge våbenstilstanden til den 5. januar ved midnat. Men betingelsen var, at kongen accepterede et af hans to vilkår for fred. Ifølge det ene skulle Frederik 6. afstå Trondheim stift straks - uden erstatning - samt fæstningerne Frederikshald og Kongsvinger, og resten af Norge ved den almindelige fred, hvor Sverige ville søge at skaffe Danmark en passende territorial kompensation. Ifølge det andet skulle kongen straks afstå hele Norge, imod Svensk Pommern og en million rigsdaler; og ved freden ville Sverige søge at skaffe Danmark yderligere kompensation.
    Bourke havde ikke fuldmagt til at forhandle fred. Han tog derfor ophold i Slesvig by, mens Bombelles rejste tilbage til København med de alternative svenske fredstilbud.(14) Han ankom den 28. december om aftenen, og den følgende dag havde han samtaler først med Rosenkrantz og derpå med kongen. Den 30. december afholdtes klokken ni om morgenen krigsrådet på Amalienborg, hvor kongen traf den endelige beslutning om at lade hæren blive stående på Fyn.(15) Klokken tolv mødtes derpå, efter Rosenkrantz anmodning, "de tro mænd".(16) Rosenkrantz og flere med ham advarede stærkt imod at lade kravet om de to søndenfjeldske fæstninger få fredsforhandlingerne til at bryde sammen, idet det kunne føre til statens ødelæggelse og dynastiets undergang. I et brev til kongen samme dag udviklede Rosenkrantz nok en gang den håbløse situation: Slesvig og Jylland lå åbne for besættelse; nordmændene ville af mangel på korn blive nødsagede til at handle på egen hånd; og Sjælland og Fyn ville senere blive besat.(17) Men endnu ville Frederik 6. ikke give efter. Den instruks, der nytarsnat med kurer blev sendt til Bourke i Slesvig, gik ikke længere end til aftalerne med Bombelles.(18) Frederik 6. ville under Østrigs mægling gå med til at afstå Trondheim - men ikke de to søndenfjeldske fæstninger - imod erstatning. Forhandlinger om en afståelse af resten af Norge imod en for kongen acceptabel erstatning skulle derimod først finde sted ved freden.
    Det var helt åbenbart, at kongen søgte Iy bag Østrigs mægling, og at han frem for alt søgte at trække forhandlingerne i langdrag. Bourkes mission blev derfor kort. Han ankom til kronprinsens hovedkvarter den 4. januar om morgenen. Da Carl Johan blev orienteret om hans beføjelser, som ikke gik ind på de svenske alternative fredsforslag, bad han ham rejse. Og klokken et om morgenen den 5. januar - 23 timer før krigshandlingerne ville blive genoptaget - forlod Bourke Kiel for at begive sig til kongen på Fyn.
    På det tidspunkt havde den danske statsledelse forlagt residensen til Middelfart, for at være tæt på begivenhederne. Kongen var rejst fra København den 3 . januar om aftenen, og var natten til den 5. januar ankommet til herregården Hindsgavl ved Lillebælt, hvor han opslog sit hovedkvarter. Og til Hindsgavl ankom samme nat Christian Frederiks adjudant, major Brock. Rosenkrantz ankom til Middelfart den 6. om morgenen, og til ham ankom senere samme morgen Edmund Bourke fra Kiel. Med sig bragte han Carl Johans afvisning af de danske fredsvilkår - og den rystende nyhed, at Østrig af sine allierede var blevet tvunget til at opgive sin mægling.
    Dramaet nærmede sig sin kulmination.

FORSKNINGEN
Om begivenhedsforløbet og tolkningen af det frem til januar 1814 hersker der ikke på væsentlige punkter uenighed. Forskningen har her kunnet bygge på omfattende udgivelser af det relevante kildemateriale.(19) Selve fredsforhandlingernes gang er indgående registreret af Georg Nørregaard; og Jørgen Weibull har overbevisende klarlagt Carl Johans norske politik. Uoverensstemmelserne inden for forskningen drejer sig om Frederik 6. og Norge i januar 1814.
Den afgørende forskningsindsats er gjort af den danske rigsarkivar Axel Linvald, som fra 1930rne til sin død i 1965 arbejdede på en levnedsskildring af Christian 8. som kronprins og konge, hvor fremstillingen skulle ledsages af omfattende udgivelser af hans breve og dagbøger. Linvald havde et enestående kendskab til det danske og det norske kildemateriale. Ved hans død var levnedsskildringen og udgivelserne dog kun nået til martslapril 1814.(20) Linvalds forskningsresultater af betydning for Frederik 6. og Norge i januar 1814 er fremlagt dels i rydningsafhandlingen fra 1952 Omkring Kielerfreden. Bidrag til Danmarks og Norges historie i de første måneder af 1814, dels i bogen Kong Christian 8.Før Eidsvoldgrundloven fra 1965, som også rummer stof fremdraget efter 1952.(21) På de væsentlige punkter er der dog ikke uoverensstemmelser mellem de to arbejder, når det gælder det her behandlede emne. Linvalds hovedresultater er, at rømningen af Holsten var så vigtig, at det var magtpåliggende at forhale virkeliggørelsen af Christian Frederiks modstandsplaner. Det er Linvalds fortjeneste at have peget på indre divergenser i statsledelsen i disse uger, og på at Frederik 6., samtidig med at insistere på prinsens opfyldelse af fredens betingelser om Norges afståelse bag ryggen på sine officielle rådgivere, udtrykte sin sympati for modstanden. Linvalds vægtning af disse to modstridende hensyn i Frederik 6.s norske politik er dog mindre klar.
    Et interessant kildefund - Frederik 6.s gehejme ordrer af 14. januar 1814 om forcering af de norske korntransporter, "medens der endnu er Tid" - har siden sporet Knut Mykland ind på et nyt syn på Frederik 6.s norske politik i januar 1814.22 lagttagelsen om korntransporterne er vigtig, og er siden blevet yderligere dokumenteret af Sverre Meling.(23) Det centrale er dog her, at Knut Mykland gør major Brocks sendelse til omdrejningspunktet for Frederik 6.s norske politik. Dagen efter Brocks ankomst traf kongen beslutningen om at afstå hele Norge straks og at gøre rømningen af Holsten til et ufravigeligt krav: begge dele i den hensigt at lette Christian Frederiks opstandsplaner. Dette nye syn på Frederik 6.s norske politik i forbindelse med freden i Kiel har opnået en betydelig spredning gennem Knut Myklands to bøger Kampen om Norge 1784-1814 fra 1978 og Norge i dansketiden fra 1987.
    Hvor Knut Mykland så at sige anlægger en norsk vinkel, anlægger Kåre Lunden i en ekskurs i bogen Nasjon eller union? Refleksjonar og røynsler fra 1993 en dansk og en europæisk vinkel. Han afviser Knut Myklands kronologi og argumenterer for, at Frederik 6. traf beslutningen om at afstå hele Norge på en senere dato og i en anden kontekst: nemlig at Carl Johan afviste kongens fredsudspil og genoptog krigshandlingerne, samtidig med at Østrig opgav sin mægling og sluttede sig til kongens fjender. Ekskursen kan efterlade mindre sagkyndige læsere med et indtryk af, at Frederik 6. solgte Norge for penge.

UNDER PRES
Ved ankomsten til Hindsgavl natten mellem den 4. og 5. januar befandt Frederik 6. sig under et voldsomt pres. Militært var han magtesløs over for Carl Johans overlegne hær af krigsvante tropper, der ved midnat ville begynde deres fremrykning op i Slesvig. Netop den situation, som Rosenkrantz i forbindelse med "de tro mænds" møde den 30. december så indtrængende havde advaret ham imod. Slesvig og Jylland ville blive besat og ødelagt; senere ville også Fyn og Sjælland blive besat; Norges kornforsyning ville blive stoppet; og "Nordmændene ville see sig nødsagede til at rede for dem selv, som de finde det bedst timeligt i deres fortvivlede Stilling".(24) Og Holsten led stærkt under besættelsen og rekvisitionerne til Carl Johans hær.(25) Netop derfor havde Bourke ved forlængelsen af våbenstilstanden haft rømningen af Holsten som sin hovedopgave. Men Carl Johan havde afvist at rømme hertugdømmet. Og han havde ydermere truet Bourke med helstatens forsvinden og det oldenborgske dynastis undergang.(26) I forståelse med Rusland og England ville han bemægtige sig Sjælland; en ny hersker over Holsten var allerede fundet; og en hersker over Jylland ville let kunne findes.
    Men også fra Norge var Frederik 6. under pres. Derfor havde han reageret meget stærkt på Carl Johans krav om overdragelse af fæstningerne Frederikssten og Kongsvinger. Og over for Bombelles havde han afvist kravet med en henvisning til, at det ville resultere i en opstand af hele det norske folk, som betragtede Frederikssten som sit nationale symbol.(27)
    I virkeligheden havde en norsk opstand siden begyndelsen af december været forventet i den danske politiske ledelse - og i Carl Johans hovedkvarter i Kiel.
    Det var kommet tydeligt frem ved "de tro mænds" første møde den 3. december.(28) Tre af de ti var født i Norge, to havde tjent som stiftamtmænd i Christiania og en i Kristiansand. Seks af rådgiverne var overbevist om, at en afståelse af Trondheim stift ville føre til opstand og før eller senere til tabet af hele Norge; og Ernst Schimmelmann havde brugt udtrykket, at "Nationalfølelsen af de 620.000 Nordmænd, der forbliver under dansk Scepter, maa derved fornærmes". To indfødte nordmænd - Christian Colbiørnsen og Ove Ramel Sehested - havde endvidere hævdet, at Norge var kongens sidste tilflugtssted. "Saa længe Norges Rige er heelt og ubeskaaret, har Kongen, i de ulykkeligste Tilfælde, der kan tænkes, dog et paalideligt Tilflugt Sted iblandt sit trofaste Norske Folk, indtil Europas Skiebne bliver endelig bestemt". Og også på det følgende møde den 6. december opererede flere af rådgiverne med en norsk opstand, såfremt kongen afstod Trondheim stift. Både Frederik Moltke og Ove Malling regnede med, at trønderne "paa mange Maader vilde finde Hielp og Understøttelse hos deres sydligere Brødre".
    Gennem sin brevveksling med sin bror i Christiania var Niels Rosenkrantz særligt velunderrettet om stemningerne i Norge. Den 31. december betroede han Bourke, at Carl Johans krav om Frederikssten og Kongsvinger ikke lod sig opfylde.(29) Ingen officer ville vove at kommandere de norske soldater til at udlevere fæstningerne til svenskerne. Vedkommende ville blive skudt på stedet; de ville nægte at adlyde kongens ordrer; og det norske folk ville gøre opstand. Den 9. januar kunne han betro Ernst Schimmelmann, at man i Norge allerede før nytår var begyndt at nære mistanke om, at en del af riget skulle ofres, og at man skarpt vendte sig mod enhver form for deling af Norge.(30) Og så sent som den 13. januar udtrykte han over for kongen bekymring for, at "Opstand eller Uroligheder i Norge" allerede var brudt ud.(31)
    Da Frederik 6. ankom til Hindsgavl, var han således under pres ikke blot fra Carl Johan, men også fra Holsten og fra Norge. Samme nat ankom Christian Frederiks adjudant. Mange år senere huskede Brock den nat.(32) Han havde tilbragt den i adjudanternes værelse, hvilende på sin kappe og med sin vadsæk under hovedet. Klokken fire om morgenen fik han foretræde for kongen, som virkede nedstemt og var stærkt plaget af sin sædvanlige hoste. Og til ham afleverede Brock Christian Frederiks juledagsbrev, med dets bøn om korn og dets appel om, at kongen ikke udtrykkeligt afstod Trondheim stift til Sverige, men blot løste trønderne fra deres troskabsed - og prinsens anmodning om et svar fra kongen på, hvorvidt han skulle stille sig i spidsen for en norsk rejsning.
    Men noget svar fik major Brock og prinsen ikke. Hverken den dag eller senere.

KONGEN KAPITULERER
Rosenkrantz var ankommet til Middelfart tidligt om morgenen den 6. januar. Og nogle timer senere nåede Bourke frem fra Kiel efter sin resultatløse sendelse. Fra Slesvig havde han sendt en stafet til Rosenkrantz med en foreløbig underretning; og om morgenen den 6. januar kunne han aflægge beretning til udenrigsministeren, som samme dag redegjorde for den nye situation for kongen.
    Den 6. januar blev dagen, hvor Frederik 6.s sidste forhåbninger om at bevare Norge i helstaten blev tilintetgjort. Østrig havde nu stillet sig bag sine allierede og deres støtte til Sveriges traktatbaserede krav. Og den russiske general Schuvalow var på vej med deres vilkår, som var hårdere end Carl Johans egne. Trondheim stift og de to søndenfjeldske fæstninger skulle afstås straks, og uden vederlag; resten af Norge skulle ligeledes afstås imod et vederlag, der skulle fastsættes ved den endelige fredsslutning; og Holsten skulle forblive besat af allierede tropper, indtil Norge var kommet i svensk besiddelse.
    For Rosenkrantz blev det nu af afgørende betydning, at kongen gjorde brug af et af de to fredsvilkår, som Carl Johan havde fremsat den 25. december:(33) Enten afståelse af Trondheim stift og de to fæstninger straks og uden vederlag, samt løfte om afståelse af resten af Norge ved freden imod en kompensation; eller afstaelse af hele Norge nu, imod Svensk Pommern og løfte om yderligere kompensation ved freden.
    Rosenkrantz afstod fra at udtrykke en mening om, hvilket af de to vilkår kongen burde vælge. Dog mente han at burde gøre kongen opmærksom på, "at naar Trondheim og Fæstningerne nu strax aftrædes, saa vil Tilstanden i Norge for alle Deres Majestæts Embedsmænd, høje og lave, i de tre tilbageblivende Stifter, som dog skulle gives Glip paa, og for alle Deres Undersaatter der blive end værre og ubehaligere, end om det hele nu strax afstodes". Han forestillede derfor blot, at Bourke blev forsynet med en fuldmagt til at antage et af de to svenske fredsvilkår, under forudsætning af, at hertugdømmerne blev rømmet straks ved traktatens indgåelse.
    Holstens hastige rømning havde som nævnt været et vigtigt punkt allerede i Bourkes første instruks den 20. december;(34) og i hans anden instruks af 31. december havde rømningen været en ufravigelig betingelse for afståelsen af Trondheim stift.(35) I den instruks, som Rosenkrantz den 7. januar udformede for Bourke, fremgik den høje prioritering af hertugdømmernes rømning af det danske traktatudkast.(36) Rækkefølgen var: indstilling af alle krigshandlinger; øjeblikkelig rømning af hertugdømmerne; ophør af alle rekvisitioner; og så først: afståelsen af Norge.
    Da Rosenkrantz i sit brev til kongen den 6. januar præciserede det andet svenske fredsvilkår: hele Norge nu, imod Svenske Pommern og løfte om yderligere kompensation ved freden, havde han indskudt: "Jeg gjør ingen Melding om Tilbudet af en Sum Penge". Men både han og kongen vidste, hvad det drejede sig om.
    Gennem mellemmænd havde Carl Johan den 17. december sendt et signal til Rosenkrantz og kongen om, at han var villig til at betale en million rigsdaler svensk banco, såfremt kongen afstod hele Norge nu.(37) Tilbudet blev tydeliggjort af den svenske hofkansler Wetterstedt i de fredsvilkår, som han den 20. december sendte til den danske udenrigsminister, og hvor det i Rosenkrantz gengivelse hedder: "Dersom hele Kongeriget strax afstaas, tilbydes en Million".(38) Det samme tilbud blev fremsat for Bourke i Kiel den 25. december: hele Norge straks, imod Svensk Pommern og en million rigsdaler.(39)
    Det var dette tilbud om en sum penge, som Rosenkrantz med tydeligt ubehag refererede til over for kongen, og som han ikke ville kommentere. På det tidspunkt vidste kongen ikke sine levende råd om, hvorfra han skulle hente pengene til næste lønningsdag.(40) Men millionen optrådte ikke i den instruks, som Bourke bragte med sig til Kiel på sin tredje og sidste mission.
I sit brev til kongen den 6. januar bønfaldt Rosenkrantz ham om at træffe en beslutning, og at træffe den nu, hvor han endnu havde mulighed for at vælge mellem to onder. Men Frederik 6. traf ikke nogen beslutning den 6. januar. Og det gjorde han heller ikke, efter at Bourke om morgenen den 7. januar havde haft foretræde og aflagt beretning om sin resultatløse sendelse, og om at Østrig havde opgivet sin mægling og nu støttede de svenske krav.
    Men kongen var på nippet til at kapitulere. Og den, der fik ham til at kapitulere, var Metternichs mægler.(41)
    Om aftenen den 7. januar ankom Bombelles og den østrigske gesandt ved det danske hof, von Lutzow, til Middelfart. Her erfarede de til deres store forbavselse, at Bourke var vendt tilbage fra Kiel med uforrettet sag, og at krigen var blevet genoptaget. Bombelles gik sporenstregs til Rosenkrantz, som han bebrejdede, at Bourkes instruks ikke havde været affattet i overensstemmelse med deres aftale i København den 31. december. Derpå gik han til kongen, og havde med ham en samtale i enrum. I de to timer, samtalen varede, lagde han et stærkt pres på kongen for at acceptere de svenske krav og afstå hele Norge nu mod Svensk Pommern.
    Da han forlod gemakket, havde Frederik 6. kapituleret og afstået sit fædrene rige Norge. Hvad hverken Rosenkrantz eller Bourke - endsige major Brock - havde formået, det formåede Bombelles. Det var Metternichs mægler, der gennemtvang kongens kapitulation over for stormagternes Europa-politik og opløsningen af 434 ars statsfællesskab mellem Norge og Danmark.

VENTETID
Den 7. januar om aftenen red ritmester Lillienskiold som kurer til Kiel med meddelelsen om, at kongen accepterede det svenske fredsvilkår imod hertugdømmernes rømning, og med anmodning om fri passage for Bourke gennem de allieredes linier.(42) Og samme aften godkendte kongen den instruks for Bourke, som Rosenkrantz satte op.(43)
    Instruksens ti punkter imødekom de svenske fredsvilkår. Men rækkefølgen røbede Frederik 6.s præferencer. 1: Krigshandlingernes indstilling. 2: Øjeblikkelig rømning af hertugdømmerne. 3: Indstilling af militære rekvisitioner. 4: Øjeblikkelig afståelse af Norge til Sverige med kongens proklamation herom og hans løsning af indbyggerne fra deres Iydighedspligt. 5: Den svenske konges tilsvarende afståelse af Svensk Pommern og Rygen. 6: Svensk løfte om at skaffe kongen yderligere territorial kompensation ved freden. 7: Kongens deltagelse i de allieredes krig mod Frankrig. 8: Gensidig tilbagegivelse af konfiskeret privat ejendom. 9: Gensidig udlevering af krigsfanger. 10: Ældre traktaters ikrafttræden. Tilsvarende fik Bourke fuldmagt til at slutte fred med England.
    Mens man på Hindsgavl afventede svaret fra Kiel, arbejdede Bourke og Rosenkrantz videre med fuldmagten: hvorledes den danske forhandler skulle fastholde kravene om hertugdømmernes rømning og afståelsen af Pommern som ufravigelige, og hvordan han skulle forholde sig over for nye svenske krav.(44) en 9. januar om morgenen indløb det positive svar fra Kiel; og samme morgen begav Bourke sig for tredje gang til kronprinsens hovedkvarter. Han ankom til Kiel om aftenen den 10. januar. Samme aften havde han sin første samtale med den svenske forhandler, baron Wetterstedt. Og herefter foregik forhandlingerne med Wetterstedt og med den engelske diplomat Edward Thornton næsten uafbrudt frem til sent om aftenen den 14. januar, hvor de to fredstraktater omsider var færdigforhandlede og kunne overgives skriverne til renskrift.
    I det danske hovedkvarter afløstes aktiviteten og spændingen af en tvungen passivitet; og ventetiden føltes uendelig. Træt betroede Rosenkrantz Ernst Schimmelmann i København, at han i lang tid havde ofret sin personlige anseelse i kongens tjeneste og adlydt hans vilje.(45) Nu var det hans ære, der var sat på spil. Og med en hentydning til officererne og de mange andre tapre rådgivere omkring kongen sukkede han over, hvor meget lettere det var at vove livet for fædrelandets frelse end at skulle redde det gennem forhandlinger og rådslagninger.
    Netop den 7. januar, da ritmester Lillienskiold red fra Hindsgavl, skrev den norske søofficer, premierløjtnant J. C. Falsen, fra Middelfart til Christian Frederik, at krigshandlingerne var genoptaget, at hæren var overført til Fyn, og at fjenden var i anmarch.(46) Og han fortsatte:

Ponto Corvo fordrer hele Norge og Fæstningerne strax indrømmet. Jeg troer, alting indvilliges ham, og at Norge ganske bliver ham indrømmet og overladt, blot for at faae Holsteen og Jylland igjen.
    Kammerherre Burke afgaaer i dette Øjeblik med Forslag til Ponto Corvo. Jeg troer sikkert, han har Fuldmagt til ganske at skienke Norge bort, om Fienden dermed kan skaffes bort. Kongen er mere død end levende, den smærteligste Sorg staaer malet paa hans blege Kinder.
    Gud forlade de Adjutanter, som raader ham fra at slaaes.
    Norges Skiebne staaer i Deres Højheds Haand.

I et hovedkvarter, der summede af rygter, og hvor det føg med beskyldninger om personlig fejhed og politisk naivitet, var den unge norske søofficer i stand til at opfange og tolke det væsentlige. Christian Frederik modtog brevet den 16. januar.(47) Samme dag begyndte han at føre en politisk dagbog - på fransk. Og samme dag tog han det første skridt på vejen til Eidsvoll.
    For major Brock må ventetiden have været særligt frustrerende. Men han brugte sine øjne og sine ører så godt, han kunne. Hvad han hørte af rygter, var han ikke altid i stand til at håndtere.(48) Men hvor han selv var nærværende, var han en pålidelig iagttager for Christian Frederik. Med kongen havde han talt flere gange efter deres første møde om morgenen den 5. januar. Frederik 6. havde hver gang Iyttet positivt til ham; men han havde været uvis om måden, hvorpå der skulle handles med hensyn til Norge. General Bülow, som havde stor indflydelse på kongen, havde ligesom denne oprindelig været positiv over for forslaget om, at Christian Frederik i yderste fald stillede sig i spidsen for den norske nation som dens fører eller konge. Udenrigsminister Rosenkrantz havde derimod efter Brocks mening vendt sig mod tanken om en norsk opstand straks fra starten. Brock oplevede kongen som stærkt udmattet, naget af bekymring, og konstant svingende mellem aktivisterne blandt of ficererne, som ville kæmpe, og mænd som Rosenkrantz - og snart også Bülow der ville afstå Norge for at frelse Danmark. Derfor holdt Bülow også bevidst mænd som Brock og Falsen borte fra kontakt med kongen, som for hver dag, der gik, viste sig mere bekymret ved tanken om en norsk opstand. Dog havde hans sidste ord til Christian Frederik ved Brocks afrejse fra Hindsgavl været: "Nu har jeg givet ham hele landet, nu faaer han see, hvad han kan gjøre med det".
    På det tidspunkt vidste Frederik 6, at Norge definitivt var afstået.

FREDEN I KIEL
Ved tretiden om morgenen den 15. januar kom Bourke og Thornton til Wetterstedts kvarter i Kiel for at underskrive de to fredstraktater.(49)
    Indholdet af fredstraktaten med Sverige er velkendt. Her skal blot refereres de centrale artikler i forbindelse med afståelsen af Norge. Den 14. januar kunne Bourke skrive til Rosenkrantz, at freden var færdigforhandlet. Det havde været en sej kamp: sætning for sætning og ord for ord; og alt var blevet refereret tilbage til kronprinsen for hans godkendelse. Norge var afstået. Det var imidlertid ikke afstået til Sverige, men til den svenske konge, for som et eget rige at blive forenet med Sverige under en fælles konge. Denne formulering skyldtes Carl Johans ønske om at komme nordmændene i møde og at indfri sine tidligere løfter til dem; og den ses ikke at have været anfægtet af Bourke, eller senere kritiseret af Rosenkrantz eller kongen. De var til gengæld begge yderst tilfredse med, at Bourke havde fået Wetterstedt til udtrykkeligt at indføje i traktatteksten, at afståelsen af Norge ikke indbefattede Island, Færøerne og Grønland.(50) Og Bourke havde med held insisteret på, at den svenske konge overtog Norges andel af den dansk-norske statsgæld.
    Den svenske konge afstod tilsvarende Svensk Pommern og Rygen og lovede at søge at skaffe Frederik 6. yderligere kompensation ved den almindelige fred. Krigshandlingerne indstilledes øjeblikkeligt, og det samme gjaldt de svenske kontributionskrav. Bourke havde ligeledes med held insisteret på en øjeblikkelig rømning af Slesvig og en påfølgende rømning af Holsten, som skulle være tilendebragt, når ratifikationerne blev udvekslet. Men fra svensk side blev denne artikel 15 kædet sammen med et krav om øjeblikkelig svensk indmarch i Norge og besættelse af de norske fæstninger; og Svensk Pommern og Rygen ville først blive overdraget, når fæstningerne Frederikssten, Frederikstad, Kongsvinger og Akershus var blevet besat af svenske tropper. Endelig forpligtede de to konger sig til at udstede proklamationer, der bekendtgjorde overdragelserne og løste indbyggerne fra deres troskabsed, opfordrede befolkningerne og de civile og militære embedsmænd til at udvise ro og orden, samt hjemkaldte deres generalguvernører. De danske orlogsfartøjer, der lå i Norge, kunne afgå til Danmark, når vejret tillod det.
    I en separat artikel lovede Frederik 6. at indstille krigshandlingerne mod Rusland og Preussen, i tillid til Svertges og Englands løfter om at mægle fred mellem Danmark og de to magter. Og i to separate og hemmelige artikler fastsloges Frederik 6.s ejendoms- og dispositionsret til grevskabet Laurvig, og Sveriges betaling af en million rigsdaler svensk banco for at stille det danske korps mod Frankrig på marchfod.
    Grevskabet Laurvig var ikke nævnt i Bourkes instruks; men den danske diplomat havde taget emnet op på sit første møde med Wetterstedt.(51) Millionen var heller ikke nævnt i instruksen. Men Bourke bragte den selv på bane tidligt under forhandlingerne.(52) Han erindrede her om, at Frederik 6. af finfølelse havde afvist at modtage pengene som kompensation for afståelsen af Norge; men kongen var villig til at modtage millionen som betaling for at sætte det danske korps på marchfod. Bourke havde dog insisteret på, at enhver sammenhæng mellem millionen og Norges afståelse blev slettet, og at bestemmelsen blev optaget i en separat og hemmelig artikel.(53) Frederik 6. måtte aldrig kunne bebrejdes, at han havde solgt Norge for penge. Carl Johan var fuldt bevidst om millionens propagandaværdi over for nordmændene. Men han måtte modstræbende bøje sig for Bourke.
    Allerede før forhandlingernes start havde Carl Johan opereret med muligheden af, at Frederik 6. spillede dobbeltspil, og at prins Christian Frederik ville lade sig udråbe til konge, når Norge blev afstået. Derfor var det magtpåliggende for ham at forhindre, at freden blev udnyttet til at forsyne Norge med korn. Umiddelbart efter traktatens underskrivelse bad han derfor den engelske regering opretholde blokaden, indtil det stod klart, hvordan de svenske tropper blev modtaget.(54)
    Spillede Frederik 6. dobbeltspil i forbindelse med afståelsen af Norge? Svaret afhænger især af, hvordan hans dispositioner efter freden skal tolkes. Men Carl Johan var langt fra den eneste, der nærede mistanke herom. Og Bourke og Rosenkrantz frygtede direkte, at kongen gjorde det.
    Denne frygt kom frem i Bourkes beretning den 14. januar til Rosenkrantz om, at fredstraktaterne var færdigforhandlede.(55) I Kiel sagde man højt - endog på gaderne - at prins Christian Frederik ville gøre sig til konge i Norge. I et medfølgende privatbrev, der var formuleret, så det kunne læses af andre, understregede Bourke over for sin udenrigsminister, hvor utænkeligt det var, at kongen af Danmark skulle spille dobbeltspil; hvor meget man end havde søgt at overtale ham til det. Tonen var ikke uden ironi. Ske hvad der vil, skrev Bourke; jeg er sikker på, at vor gode og beundringsværdige herre aldrig ville gå med til at kompromittere sit høje navn.
    I et privat brev i samme stil svarede Rosenkrantz, at Bourke ikke behøvede at gøre sig bekymringer.(56) I et gennemskueligt kodesprog skrev han, at han overhovedet ikke tænkte på at ville forsøge igen at komme i besiddelse af sin afståede ejendom. Rosenkrantz fortsatte: Vi to er begge ærlige og loyale, og vi bør glæde os over, at andre også er det. Og han sluttede: Der vil altså ikke blive givet en skilling ud på det foretagende.
    Det skulle vise sig at være en sandhed med modifikationer.

FREDERIK 6. FORKLARER SIG
Den selvsamme 14. januar, hvor Bourke gav udtryk for sin frygt for, at kongen drev dobbeltspil, afgik der to skrivelser fra hovedkvarteret på Hindsgavl. Den ene var Frederik 6.s sidste skrivelse som Norges konge, hvori han meddelte sit allerhøjeste bifald til oprettelsen af Laanekassen på bankmødet i Christiania den 5. januar.(57) Den anden var hans første skrivelse i sin Norgespolitikk: en hemmelig ordre til amtmændene i Sorø, Holbæk og Aarhus og til provideringsadministrationen i Aalborg om at forcere kornudskibningerne til Norge, "medens der endnu er Tid".(58)
    Og samtidig begyndte Frederik 6. at forklare sig og forsvare sin politik over for den politiske inderkreds, og over for offentligheden i Danmark og i Norge.
    I sit brev den 17. januar til Christian Frederik forklarede Frederik 6. freden og afståelsen af Norge med den håbløse militære situation.(59) Med en hær på 18.000 mand stod han over for en allieret styrke på mellem 60.000 og 65.000 mand. Da Østrig derpå insisterede på, at kongen sluttede fred, da Frankrig ikke kunne hjælpe, og da kongen var "ofte i den Forlegenhed, at jeg ej vidste fra en Lønningsdag til den anden, hvor Pengene vare at erholde", var krigen definitivt tabt. "Freden blev altsaa det eneste Middel, der blev tilovers, for ej aldeles at opløses".
    Mens kongen i Nyborg ventede på at komme over det isblokerede Storebælt, skrev han to breve til det eneste menneske, der politisk var hans fortrolige: søsteren Louise Augusta på Augustenborg.(60) I det første - fra 21. januar - understregede han, at det var "en stor Lykke, at Hertugdømmene ere bleven af med disse ubudne Gjæster". Og han fortsatte: "Enten vil dette gjøre, dette frembringe, at alle 3 Riger snart blive forenede, ellers bliver vor Stilling engang endnu værre, end den er" - en hentydning til Carl Johans planer om en politisk karriere i Frankrig, som kunne skabe en helt ny politisk situation i Norden, noget som i januar 1814 indgik i alle regeringers overvejelser. Og i det følgende brev - fra 30. januar - forklarede Frederik 6. i sammentrængt form freden og afståelsen af Norge. Den

blev nu en uomgjængelig Fornødenhed: thi med 16.000 Mand kunde jeg let have kastet, hvad der stod i Hertugdømmet Slesvig; men 69.000 Mand foruden Reserve vare alt der. Urimeligt vilde det da være ei at iile med Freden, som dog havde blevet værre, naar Foraaret var kommet, og Engelland havde angrebet Oerne. Hertil kommer, at 7 Aars Krig for Danmark, som skal leve af Handel og Skiibsfart... Norge kunde ikke mere udholde at fødes af Haanden, deels for Penge Mangel, deels fordi at Skiibe mangle; thi den 1/3 Deel tabes hvert Aar af Provisionen og Kornskibe, som anvendes for at forsyne Norge i Krigstiider.

Prinsesse Louise Augusta fungerede som kongens informationskanal til toneangivende kredse i hertugdømmerne. I sit brev til Ernst Schimmelmann den 15. januar brugte Rosenkrantz sin mangearige ven til at orientere opinionen i hovedstaden om den ulykkelige fred, og til at forklare og forsvare den.(61) Schimmelmann skulle gøre det klart, hvor meget Norges kornforsyning havde kostet Danmark. Med besættelsen af hertugdømmerne ville de danske provinser have været ude af stand til at forsyne Norge med sædekorn - og Norge ville ikke have kunnet betale det. Og til foråret ville Øerne være blevet besat. I Middelfart havde udenrigsministeren måttet lægge øre til mange heroiske deklamationer om kamp til sidste mand. Han frarådede sarkastisk lignende militære fantasterier i hovedstaden. Muligvis havde man allerede gjort for megen modstand. Yderligere modstand ville ihvertfald have medført, at staten var blevet opslugt og forsvundet for stedse.
     Men Frederik 6. måtte også personligt forklare sig over for sine undersåtter og over for nordmændene. Det insisterede Rosenkrantz på så tidligt som den 13. januar.(62) Det kunne og ville han ikke selv påtage sig. Og det skulle vise sig, at "de tro mænd" i København heller ikke ville tage ansvaret for deres konge.(63) Offentliggørelsen af freden og dens baggrund blev meddelt dels i en kongelig kundgørelse, dels i kongens åbne brev. Begge var baseret på udenrigsministerens udkast, som kongen havde godkendt. Og i København foretog "de tro mænd" under dronning Maries forsæde enkelte konkrete og stilistiske ændringer. Af politiske grunde var det magtpåliggende for Rosenkrantz, at de to aktstykker blev udstedt før ratifikationen af fredstraktaten den 19. januar. De kom derfor til at bære datoen den 18. januar; men de forelå først færdige fra bogtrykkeren den 8. februar.
    Den kongelige kundgørelse var en politisk nydannelse. Frederik 3. havde ikke i 1658 forklaret sit nederlag og sine landafståelser for sine undersåtter. Men det gjorde Frederik 6. Han gav en nøgtern - og sand - fremstilling af den førte politik, med vægten lagt på Norges kornforsyning, fredsforsøget over for England i 1813, og de allieredes ufravigelige krav om Norges afståelse til Sverige. Og kongen forklarede, hvorfor videre militær modstand mod overmagten var meningsløs, og at Norge ville blive ramt af en altomfattende hungersnød i 1814, fordi sædekorn ikke kunne skaffes tilveje. På den baggrund tog Frederik 6. en bevæget, men værdig afsked med Norge, som "Vi og vore Forfædre have stedse faderligen regjeret".
    Kongens åbne brev om Norges afstaelse indledtes med den nye kongetitulatur: "Vi Frederik den Sjette, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Oldenborg og Pommern, Fyrste til Rygen, gjøre vitterligt". I modsætning til den kongelige kundgørelse var det åbne brev en statsakt, der skulle opfylde fredstraktatens bestemmelser. I kort form løste Frederik 6. nordmændene fra deres hyldningsed og de norske embedsmænd fra deres troskabsed; og han manede "dem alle til med Orden og Rolighed at gaae over til den nye Regjering", som havde garanteret deres friheder og rettigheder.

KONGENS KURER
Da Christian Frederiks adjudant ankom til Hindsgavl, havde Frederik 6. i begyndelsen vist sig positiv over for tanken om en norsk opstand. Men gradvist var han blevet skeptisk og negativ, af frygt for stormagternes reaktion over for hertugdømmerne og Danmark,såfremt prinsen rejste opstandslanen; en frygt, som Rosenkrantz gjorde sit til at bestyrke ham i. Til Louise Augusta skrev kongen: "At de Norske skulde modsætte sig, der er mueligt; for mig vilde det ikke være got; thi da havde vi vist mange Uleiligheder deraf".(64) Men Rosenkrantz frygtede, at kongen havde indladt sig på et dobbeltspil, hvori han officielt tog afstand fra en norsk opstand, som han reelt støttede. Over for Ernst Schimmelmann gav han i forblommede vendinger udtryk for, at kongen spillede et norsk dobbeltspil, som truede statens eksistens.(65) Og Rosenkrantz havde ret. Endnu før freden var sluttet, havde kongen i hemmelighed beordret de norske korntransporter forcerede.
    Frederik 6.s norske politik i de første uger efter freden fremstår dog klarest i de fire sendelser til Christian Frederik med oberstløjtnant Rømer, major Brock, kabinetskurer Glass og kaptajn Haffner - og i den femte med grev Wedel.
    Den 17. januar modtog Rosenkrantz meddelelse om, at danske kurerer nu atter kunne passere gennem Sverige til Norge. Over for kongen understregede han det vigtige i, at Christian Frederik så hurtigt som muligt fik breve og informationer fra kongen; og han adlød beredvilligt Frederik 6.s ordre om at forsinke den svenske kurer i Nyborg.(66) Men Carl Johans kurer var ikke den eneste, der skulle forsinkes. Det skulle Christian Frederiks adjudant også. Den, der skulle overbringe prinsen den første information og de første ordrer i forbindelse med freden, var en af kongens betroede "røde fjer", oberstløjtnant Rømer.
    Rømer afrejste fra Hindsgavl tidligt om morgenen den 17. januar; og han havde held til at slippe over det isfyldte Storebælt endnu samme dag.(67) I København afleverede han kongens udkast til kundgørelsen og det åbne brev til den ældste af gehejmestatsministrene, Joachim Godske Moltke. Og fra hovedstaden hastede han videre - dag og nat, og i kærre og i slæde - op gennem Halland, Bohuslen og Østfold. Det var bidende koldt; hans portvin frøs til is; og selv fik han frost i den ene fod, og hans oppasser i begge fødder. Klokken otte om aftenen den 24. januar nåede han frem til Palæet i Christiania. Oppasseren blev straks lagt til sengs. Og Frederik 6.s adjudant overrakte prinsen sine medbragte breve og papirer - og meddelte ham en mundtlig ordre fra kongen.
    "Med inderlig Bedrøvelse tilmeldes Dem den uheldige Fred, Jeg har set mig nødsaget til at slutte", indledte kongen sit brev af 17. januar.(68) Dets faktiske indhold var en detaljeret redegørelse for de militære styrkeforhold, der i forbindelse med den politiske isolation og den katastrofale pengemangel havde ført til, at en fredsslutning var blevet den eneste udvej for at undgå statens fuldstændige opløsning. Prinsen blev instrueret om at borttage eller brænde brevchifre og følsomme papirer. Og kongens instruktioner sluttede kort og koncist: "Naar De har udnævnt Kommissærerne til Aflevering af Fæstningerne, da anser De Deres Embede som endt og rejser snarest mulig her til Danmark, hvor De vil finde den Modtagelse, en saa værdig Prins fortjener, som har of ret sig for det Almindelige". Et svar på prinsens spørgsmål i juledagsbrevet om, hvorvidt han skulle stille sig i spidsen for det norske folk, gav Frederik 6. ikke.
    Med sig bragte Rømer også et reskript af 17. januar til prinsen om at beordre kontreadmiral Lutken til straks at begive sig til dansk havn med alle orlogsfartøjerne i Norge.(69)
    I sit brev til prinsen havde kongen skrevet: "De Artikler, der særdeles ere vigtige for Dem at vide af Traktaten, følger hermed, lige som den hemmelige Artikel om Laurvig bør kjendes af den Embedsmand, der bestyrer Grevskabet". Denne del af kongens information til Christian Frederik har med rette undret samtiden og eftertiden; og der kan ikke herske tvivl om, at selektionen og redaktionen af de artikler, Frederik 6. valgte at sende med oberstløjtnant Rømer, havde et ganske bestemt formål, nemlig at få prinsen til at afstå fra sine modstandsplaner.
    Teksten var en oversættelse til dansk - på et tidspunkt, hvor Christian Frederik af forsigtighedsgrunde netop var gået over til at føre sin dagbog på fransk.(70) Den centrale artikel 4 om Norges afståelse var slet ikke medtaget - kun nævnt i et randnotat. Og freden med England - og indstillingen af krigshandlingerne mod Rusland og Preussen - var ikke berørt med et ord.
    De medsendte artikler med tilføjede randbemærkninger var - foruden den hemmelige artikel om kongens ejendoms- og dispositionsret til grevskabet Laurvig nummer 14, 15, 16 og 24. Artikel 14 omhandlede indstillingen af krigshandlingerne. Artikel 15 præciserede den gensidige udlevering af lande og fæstninger. Bestemmelserne om hertugdømmernes rømning var de mest indgående og detaljerede. Men her stod også bestemmelserne om de svenske troppers indrykning i Norge og deres besættelse af de norske fæstninger. Lige som der stod, at Svensk Pommern og Rygen først skulle overgives til de danske tropper, "naar de Norske Fæstninger, Fredrikshald, Kongsvinger, Fredriksstad og Aggershuus ere blevne besatte af de Svenske Tropper". De her citerede ord var understreget af afsenderen. I randen var noteret: "De Norske Fæstningers Afstaaelse gaaer altsaa forud", og ligeledes: "Er altsaa nødvendig, at med Befalningens Udstædelse iiles, da ellers der kan reise sig Vanskeligheder. Afsendelsen kan nu finde sted til Vands". Og det var ligeledes gennem et randnotat til Artikel 15, at Christian Fredrik underettedes om "heele Norges Afstaaelse med Undtagelse af Island, Grønland og Færøerne" imod Pommern og Rygen. Artikel 16 bestemte, at overdragelserne skulle ske i orden og rolighed, og at proklamationer herom skulle udgå. I randnotat var tilføjet: "Disse Proclamationer maae udstædes strax uden at oppebie Ratificationerne, hvorimod Slesvig strax rømmes og Holsteen begyndes at rømmes". Og ud for bestemmelsen om hjemkaldelse af generalguvernørerne var forklarende noteret: "Statholderens Tilbagekaldelse". Ydermere var et afgørende vigtigt punkt i artikel 16 fejlciteret. I stedet for traktatens forpligtelse til straks at udstede proklamationer, der løste indbyggerne fra deres troskabsed - netop hvad Christian Frederik udtrykkeligt havde bedt om i sit juledagsbrev - stod der nu blot, at kongerne "lade udgaae Proclamationer til Indbyggerne af de paa begge Sider aftraadte Lande". Endelig rummede artikel 24 bestemmelsen om, at "de i de afstaaende Lande forhaanden værende Krigsfartøier og Paquetbaade tilbagetages fra begge Sider, som det behages".
    Den konsekvente selektion og misinformation havde et klart sigte: at overdragelsen af Norge skete hurtigst muligt, for ikke at bringe den tiloversblevne del af staten i fare, eventuelt gav stødet til dens fuldstændige udslettelse. Intet under, derfor, at det var magtpåliggende for Rosenkrantz, at kongens befaling kunne "endnu naa Christiania, inden nogen Efterretning der er indløbet fra den svenske Regering"(71) i form af en fuldstændig og sand traktattekst, der ville sætte Christian Frederik i stand til straks at rejse nordmændene til modstand.
    Med sig bragte Rømer ogsa fra kongen et mundtligt budskab, der lå i naturligforlængelse af misinformationerne og de medfølgende ordrer.(72) Frederik 6. frarådede udtrykkeligt prinsen at søge at forsvare Norge. Kongen og Rosenkrantz fandt, at de allierede - og især England - støttede Sverige så stærkt, at Norge ville blive udsat for de største ulykker, såfremt det kastede sig ud i en hårdnakket og udsigtsløs modstand.
    Og de følgende sendelser fra kongen havde samme sigte.
CHRISTIAN FREDERIKS NEJ
Christian Frederik reagerede følelsesmæssigt stærkt på Rømers sendelse og kongens appel.(73) For kongen var Norge for bestandig tabt. Selv ville prinsen stille sig i spidsen for en norsk opstand. Og orlogsfartøjerne ville han ikke lade sejle. Han behøvede kongens proklamation, hvori han løste nordmændene fra deres ed. Men han var fast besluttet på at vove forsøget. I sin dagbog afsluttede han dagen den 24. januar med en bøn om Den Almægtiges velsignelse og en tillid til, at Gud ville støtte så retfærdig en sag. En tankevækkende formulering. For: "Gud og den retfærdige Sag" var det valgsprog, Frederik 6. havde taget ved sin tronbestigelse i 1808 - og det havde været hans feltråb som øverstkommanderende under Slaget på Rheden den 2. april 1801.
    Allerede den 25. januar begyndte prinsen derfor at bryde broerne bag sig. Han satte grænsefæstningerne i alarmberedskab. Og han gik i gang med det brev til Frederik 6, som oberstløjtnant Rømer afrejste med den 26. januar klokken ti om aftenen.74 Heri protesterede han mod, at kongen havde berøvet ham og hans familie arveretten til Norge. Derfor ville han stille sig i spidsen for nordmændene for at gøre modstand og forhale en svensk besættelse længst muligt. Han bad om kongens uofficielle - forståelse for sin handling. Og han bad om korn.
    Christian Frederik havde sagt sit første nej.
    Kongens anden sendelse til Christian Frederik skete med prinsens adjudant, major Brock.(75)
    Brock forlod Hindsgavl den 16. januar ved 23-tiden og nåede Nyborg den 17. januar ved ti-tiden. Han var imidlertid nær ved at sætte livet til i det isfyldte farvand; og først den 21. januar nåede han over til Sjælland. Udover depecher til Christian Frederik medbragte han vigtige breve til København, herunder et brev fra kongen til dronningen.(76) Som gammel mand huskede Brock, at han den 28. januar i København modtog et budskab fra kongen - ikke en depeche, men en håndskrivelse hvori kongen tillod ham at rejse til Norge, "men lægger mig paa Hjertet at betænke, hvorlunde hvad vi i Norge foretog mulig kunde falde tilbage paa Danmark, som havde Fordring paa vor Taknemmelighed".(77) En appel, hvis egentlige adressat var Christian Frederik.
    Den 31. januar var Brock i audiens hos dronningen. Og her rettedes endnu en appel til Christian Frederik - utvivlsomt fra Frederik 6. Dronning Marie forsikrede Christian Frederik, at hendes gode ønsker ville følge ham i alle hans liv forhold, og at hun vel så den fare, som Danmark løb i tilfælde af Norges modstand, men at hun ikke desto mindre var den samme: også hvis de allierede heri ville finde et motiv til at ofre monarkiet.(78)
    Først den 7. februar nåede Brock frem til Christian Frederik i Trondheim. Med sig bragte han kongens fuldmagt in blanco til udnævnelse af de kommissærer, der skulle effektuere fredstraktatens bestemmelser. Og til prinsens oplysning medsendte kongen i fuldstændig afskrift traktatens artikler 4, 7, 15 og 21. Artikel 4 omhandlede afståelsen af Norge og procedurerne i forbindelse hermed, og artikel 7 tilsvarende afståelsen af Pommern og Rygen. Artikel 15 - som prinsen allerede havde modtaget med Rømer den 24. januar - drejede sig ligeledes om overdragelsesprocedurer, og det samme gjorde artikel 21.(79)
    Først den 7. februar fik Christian Frederik således et reelt kendskab til Norges afståelse: at Frederik 6. havde lovet at løse nordmændene fra deres hyldningsed og deres troskabsed, og at Norge ikke skulle indlemmes i Sverige, men udgøre et eget kongerige forenet med Sverige under den svenske konge. Og samtidig modtog han gennem Brock kongens og dronningens appeller om at effektuere fredstraktatens bestemmelser.
    Men prinsen svarede nej . På det tidspunkt havde han truffet sit valg. Sit svar på de to appeller formulerede han i et brev til dronningen, som han konciperede før mødet på Eidsvoll den 16. februar, men som han først daterede den 22. Februar.(80) Heri gjorde han det klart, at han havde afvejet sin pligt over for kongen med sin pligt over for det norske folk. Og han formulerede sit nej med ordene: at han havde besluttet at tjene kongens og Danmarks interesser imod kongens vilje.(81) Som grund angav han, at var Norge først blevet svensk, ville grunden vakle under Danmark, hvorimod et uafhængigt Norge ville styrke Danmark - medmindre de europæiske storrnagter agtede at ødelægge det. I så fald var der ingen redning.
    Svaret var reelt hans andet nej til at opfylde de fredsbestemmelser, som Frederik 6. havde undertegnet.
    Den tredje sendelse til Christian Frederik var med kabinetskurer Glass.(82) Og den kom denne gang ikke fra kongen, men fra den stærkeste og mest konstante modstander af en norsk opstand: udenrigsminister Niels Rosenkrantz.
    Rosenkrantz var efter alt at dømme blevet bekymret for, at Christian Frederik kunne gøre brug af de manglende informationer til at trække overdragelsen af Norge i langdrag. Den 19. januar sikrede han sig derfor kongens tilladelse til straks at sende en dansk oversættelse af fredstraktaten - dog ikke de hemmelige artikler til Norge.(83) Den kanal, han valgte at bruge, var Ernst Schimmelmann, der i København varetog Udenrigsdepartementets forretninger i hans fravær, og som stod på venskabelig fod både med ham selv og med prinsen. Hensigten var at advare Christian Frederik endnu en gang mod at forhale eller forhindre afståelsen.
    I sit brev til Schimmelmann den 15. januar havde Rosenkrantz detaljeret gjort rede for Danmarks ødelagte forfatning og peget på, at opsendelse af sædekorn til Norge ikke ville være mulig.(84) Dagen efter fulgte et brev, hvor han pegede på den fare, der efter hans mening truede staten.(85) Og i forblommede vendinger betroede han Schimmelmann, at faren kom fra kongen selv; underforstået: fordi Frederik 6. nærede sympati for tanken om en norsk opstand. Det er - som De ved, hr.greve - op til kongens vilje at afvende følgerne for sine folk. Selv udfører jeg med flid og troskab de ordrer, som Hans Majestæt er så nådig at give mig. Resultaterne af kongens vise planer afhænger af det guddommelige forsyn.(86)
    Tydeligere turde udenrigsministeren ikke betro sine tanker til papiret - og til kongens postvæsen.
    Kort efter - den 30. januar - modtog Schimmelmann så gennem Rosenkrantz kongens ordre om at lade traktaten trykke og opsende til Norge i et passende antal eksemplarer. Schimmelmann havde opfattet udenrigsministerens signaler. Og den 1. februar skrev han to breve til Christian Frederik. Det ene var en rent tjenstlig skrivelse, hvori han meddelte, at det ville tage fem-seks dage at trykke traktatteksten. "Da det i alle Henseender maa være magtpaaliggende snarest at skaffe den til Norge", havde han set det som sin pligt uden tidsspilde at sende prinsen en håndskreven kopi. Han tilføjede, at det syntes "at svare til Hans Majestets Hensigt, atTractatens Publication ikke opsættes".(87) Og med den tjenstlige skrivelse fulgte en kopi af udenrigsministerens brev af 19. januar, hvori han meddelte kongens instruks om snarest at sende et antal eksemplarer af traktaten til Christian Frederik. Prinsen kunne således ikke være i tvivl om, hvorfra initiativet var kommet.
    Det andet brev var en personlig appel fra Schimmelmann til prinsen om at afholde sig fra modstand mod Norges afståelse.(88) Der var dem - skrev han - der troede, at en del af det norske folk ville søge at gøre modstand. Men byggede det ikke på en falsk forhåbning om kornforsyninger og på en indirekte støtte fra England? Og hvem kunne forudse følgerne af denne modstand for Norge - og også for Danmark? Den svenske kronprins - forsikrede han - havde til hensigt at udvise alle mulige hensyn og imødekommenhed over for nordmændene. En norsk modstand ville på den anden side betage Danmark muligheden for at opnå de af Sverige lovede yderligere territoriale kompensationer nu eller ved fredskongressen.
    Kabinetskurér Glass afrejste fra København den 2. februar; og den 11. februar nåede han prinsen i Røros og afleverede sine brevskaber.
    Appellen fra Rosenkrantz og Schimmelmann lod prinsen kold. Tværtimod udnyttede han Frederik 6.s forhalingstaktik til sine egne formål - netop som Rosenkrantz havde frygtet, at han ville gøre.(89) Den 1. februar havde Christian Frederik modtaget to breve fra den designerede svenske generalguvernør over Norge. Heri havde feltmarskal von Essen meddelt, at den svenske konge den 25. januar havde ratificeret fredstraktaten; og han udbad sig følgelig oplysning om prinsens ordrer om overdragelsen af Norge til Sverige. For prinsen var det afgørende at vinde tid; og han havde derfor svaret, at han ikke kunne handle, før han havde modtaget Frederik 6.s ratifikation og hans proklamation til nordmændene. Den 11. februar kunne Christian Frederik nu give von Essen endnu et henholdende svar, idet han meddelte, at han havde modtaget traktaten samt kongens fuldmagt til at udnævne kommissærer til overdragelsen. Men han måtte beklage, at han endnu manglede den nødvendige kongelige proklamation, der løste nordmændene fra deres troskabsed.
    Den fjerde sendelse til Christian Frederik skete med kaptajn Haffner.(90) Han afrejste fra København den 8. februar og nåede prinsen på Eidsvoll natten til den 14. februar. Med sig bragte han trykte eksemplarer af kongens åbne brev og hans kundgørelse om Norges afståelse samt fredstraktaten med England. Og med sig bragte han også Frederik 6.s brev af 8. februar til Christian Frederik, hvori han pålagde prinsen så hurtigt, som det overhovedet var muligt, at udnævne kommissærer til fæstningernes overlevering og at distribuere de to aktstykker, for mest muligt at lette overdragelsen af Norge til Sverige. Hvorpå prinsen uopholdelig skulle begive sig ned til Danmark.(91)
    Prinsens øjeblikkelige reaktion på modtagelsen af de to proklamationer, der løste nordmændene fra deres ed, var lettelse,(92) fordi de satte ham i stand til at handle, i overensstemmelse med nationens ønske og sine egne på forhånd lagte planer. Den 15. februar udgik indbydelserne til mødet på Eidsvoll den 16. og 17. februar, hvor prinsen frafaldt sit krav om arveret og accepterede, at suveræniteten ved Frederik 6. afståelse af Norge var gået tilbage til det norske folk. Og den 19. februar brød Christian Frederik den sidste bro bag sig. Han trådte frem som Norges regent, forordnede edsaflæggelse i alle kirker og indkaldte til den rigsforsamling på Eidsvoll den 10. april, som skulle give Norge en fri forfatning.
    Samme dag - den 19. februar - skrev han til Frederik 6. og meddelte ham i sin egenskab af Norges regent, at han efter forsynets bestemmelse "følger det høje Kald at redde et frit Folk fra Undertrykkelse".(93) De følgende dage indsendte de første norske officerer deres anmodning til kongen om at måtte blive løst fra deres ed.(94) Orlogsbriggernes norske besætninger nægtede som ventet at afsejle til Danmark kontreadmiral Lutken havde selv deltaget i mødet på Eidsvoll. Og den 22. februar skrev Christian Frederik et stærkt personligt brev til Frederik 6, hvori han appellerede om hans forståelse for, hvad der var sket, og overdrog sin femårige søn i kongens varetægt.(95)
    Først den 23. februar kunne kaptajn Haffner derfor begive sig på hjemrejsen fra Eidsvoll til København.
    Frederik 6. svarede ganske kort på Christian Frederiks personlige brev.(96) Kongens svar lød:

Jeg har modtaget Dine Proklamationer: vær forvisset paa Mit Venskab, og at Jeg aldrig skal svigte Dig.
    Betænk, at det Defensive er en farlig Stilling for Norge; Englands Venskab er Du ej sikker paa, og hvorledes kan Norge da sikres for Sult?
    Hvad Du har paalagt Mig betræffende Din Søn og Dit Hus, skal følges nøjagtig: Jeg skal staa Din Søn i Faders Sted.
    Mine Handlinger vil Du kandske finde ej at være overensstemmende med, hvad Jeg har lovet Dig, men mit Hjærte er uforanderligt, og Følgen af mine Handlinger skal svare til mit Hjærtes Følelser.

Kongens brev til Norges regent var i chifre. Uden dato. Og uden underskrift.
    Men kaptajn Haffners sendelse blev ikke den sidste. Det blev det mundtlige budskab, som prinsens politiske modstander - og fjende - grev Wedel overbragte på sin første audiens hos prinsen i Palæet i Christiania den 3. marts.
    Wedel havde været i Jylland for at forcere kornudskibningen, da freden blev sluttet. Og vejrforholdene tvang ham til at vende tilbage til Norge over København. Ved afskedsaudiensen havde kongens sidste ord til ham været: Hvis prins Christian nærer den mindste kærlighed til sit fædreland, så sig ham, at han ikke må driste sig til at rejse sig mod traktatens bestemmelser.(97) Og udenrigsministeren og Ernst Schimmelmann havde sagt det samme.
    I sit næste brev til kongen den 8. marts refererede Christian Frederik grev Wedels mundtlige budskab fra kongen: "at naar jeg havde mindste Kierlighed for Dig og for Danmark, maatte jeg betænke det vovelige Skridt, jeg vilde foretage".(98) Og kendeligt foruroliget spurgte prinsen: "Har Du virkeligen sagt det?".
    Men da var der ikke længere nogen vej tilbage.

"NORGE, MIT KIÆRE NORGE"
"Gid Jeg aldrig havde oplevet den sørgelige Dag, da Jeg maatte afgive den Tilstaaelse, at Norge, Mit kiære Norge, maatte være det Offer, som maatte gives, for ikke aldeles at opløse Alt!".(99)
    Det var Frederik 6.s stærkt bevægede ord i brevet den 17. januar 1814 til sine ministre og øverste civile og militære embedsmænd, hvori enevoldskongen forlangte deres skriftlige tilkendegivelse af, at han havde gjort, hvad der havde været muligt, for at frelse staten, med den helstatspolitik, han så konsekvent havde ført, og som nu var endt med helstatens opløsning.
    Hvilket billede af Frederik 6. og Norge i januar 1814 har så rekonstruktionen og analysen af hændelsesforløbet givet?
    På forskningssiden må det nok erkendes, at Knut Myklands kobling af major Brocks sendelse med kongens omslag til en politik, der gennem afståelsen af hele Norge skulle fremme Christian Frederiks planer om en norsk opstand, af flere grunde ikke lader sig opretholde.
    Tanken om en norsk opstand var således ikke ny, da Brock ankom til Hindsgavl. Den havde været drøftet i den politiske inderkreds siden de første dage af december 1813. Kongens krav om rømning af Holsten opstod heller ikke den morgen, da han stod over for prinsens udsending. Kravet var konsekvent blevet fremført siden Bourkes første instruks den 20. december. At hertugdømmernes rømning og Carl Johans forfølgelse af Napoleon ville lette en dansk støtte til en norsk opstand, er naturligvis rigtig. Men kravet om hertugdømmernes rømning lader sig tilstrækkeligt forklare med befolkningens klager og med det pres, besættelsen udøvede, på en i forvejen ikke for solidt funderet helstatsloyalitet.(100) Og endelig lader hypotesen om kongens øjeblikkelige politiske kursændring sig ikke opretholde. Det trykte kildemateriale - og også litteraturen, således som Kåre Lunden har vist - daterer kongens kursændring til fordel for en øjeblikkelig afståelse af hele Norge til en senere dato: den 7. januar, og indplacerer den i en anden: en dansk og en kontinental kontekst.
    Kåre Lundens innuendo om salget af Norge lader sig i sagens natur vanskeligere kommentere konkret, så meget mere som det bygger på en ufuldstændig citering og på en forveksling af territorial og økonomisk erstatning. Men det er ubestrideligt og velkendt - at Frederik 6. sagde ja til millionen. Hvormed han uundgåeligt kastede et odiøst skær over afståelsen af Norge. Den egentlige modydelse - så ringe den var - for en øjeblikkelig afståelse af hele Norge var dog hertugdømmet Pommern og fyrstendømmet Rygen; ud fra den gamle erfaring, at en fugl i hånden er bedre end ti på taget.
    Axel Linvalds påvisning af, at Frederik 6. efter freden engagerede sig i en forhaling og en forhindring af Christian Frederiks opstandsplaner, har vist sig bæredygtig. Derimod har hans argumentation for, at kongen spillede dobbeltspil, været mindre frugtbar. I 1965 konkluderede Linvald, "at kongen over den hidtidige fællesstat, sålænge han ikke mente, at det medførte nogen fare for Danmarks fortsatte beståen som selvstændig stat, har næret fuld sympati for Christian Frederiks oprør mod Kieltraktaten".(101) Ja, naturligvis har Frederik 6. kunnet nære en politisk gratis sympati for Christian Frederiks forehavende, som kunne sikre Danmark imod et overmægtigt Sverige. Men sagen var jo, at denne sympati netop ikke var - og ikke kunne være - politisk ufarlig i januar 1814. Kildematerialet i form af kongens egne udtalelser, hans udtrykkelige befalinger, hans sendelser til statholderen og hans gentagne mundtlige appeller til prinsen godtgør, at han klart og konsekvent var imod en norsk opstand. Netop fordi den truede resten af statens eksistens og dynastiets overleven. Frederik 6. havde personligt sympati for Christian Frederik. Men sympatien var uden politisk substans. Kun på et enkelt punkt: korntransporterne formåede Frederik 6. aktivt at støtte en norsk opstand. Og det gjorde han, indtil stormagternes reaktion i foråret 1814 truede staten og dynastiet. I samme øjeblik blev støtten indstillet.
    Effekten af Frederik 6.s forhalings- og forhindringspolitik falder uden for artiklens rammer. En stillingtagen forudsætter et kontrafaktisk spørgsmål: hvad ville der være sket, hvis kongen havde ført en anden politik? Christian Frederiks bevidste brug af kongens forhalingspolitik i sin egen forhalingstaktiks tjeneste indicerer dog, at effekten var beskeden.
    Frederik 6.s afsked med Norge blev således ikke et ædelt, endsige heroisk farvel. Mange både i Norge og i Danmark mente den gang, at kongen burde have udkæmpet en sidste håbløs kamp. Og mange har ment det siden. Selv så sober en historiker som Edvard Holm afsluttede sit livsværk: Danmark-Norges Historie med at hævde, at Frederik 6. burde have kæmpet, og at rigernes adskillelse skulle være sket som ved Dybbøl i 1864.(102) "Hvilket Baand vilde der ikke derved være blevet knyttet imellem Danskes og Nordmænds Hjærter?".
    Frederik 6. var dybt fortvivlet og på sammenbrudets rand over at skulle afstå sit norske arverige. Trods alt var det også ham, der en dag skulle stå ansigt til ansigt med sine forfædre og svare for sin forvaltning af deres arv. Men han var vokset op i det forstandsklare og realistiske ancien régime, hvor den kølige statsræson rådede. Og hans udenrigsminister var en fornem repræsentant for den gamle tids politiske tænkemåde. Ethvert hensyn - personligt savel som moralsk - måtte i sidste instans vige for den højeste lov: statens frelse.(103) Det var den gamle visdom, som kancellipræsident Kaas - en gang stiftamtmand i Christiania - citerede for "de tro mænd" den 3. december 1813, da de skulle rådgive deres konge om en hel eller delvis afståelse af Norge: "Salus publica Suprema lex".

Noter:

1. Se temanummeret The Peace Treaty of Kiel 1814, i Scandinavian Journal of History 15:4, 1990
2. Om freden i Kiel og dens forhistorie henvises generelt til G. Nørregaard, Freden i Kiel 1814. København 1954; (herefter Nørregaard) og J. Weibull, Carl Johan och Norge 1810-1814. Unionsplanerna och dens forverkligande. Lund 1957.
3. Frederik 6. 21. juli 1812 til prins Frederik af Hessen, i C.Th. Sørensen (udg.), Meddelelser fra Krigsarkiverne. 1-9. København 1883-1902, bind 5: 332. Herefter Meddelelser.
4. Rosenkrantz 19. sept. 1812 til Frederik 6. Meddelelser 5: 261.
5. Fredenk 6. 20. sept. 1812 til Rosenkrantz. Ibid: 353.
6. P. Hertel Rasmussen, Dansk udenrigspolitik 1812-1813, i (dansk) Historisk Tidsskrift 13:4, 1977.
7. Christian Frederik 15. nov. 1813 til Frederik 6. Meddelelser 7: 454.
8. Frederik 6. 30. nov. 1813 til Christian Frederik. Ibid: 462 63. Metternichs instruks 15. nov. 1813 for sombelles er aftrykt i Y. Nielsen, Aktmessige Bidrag til de nordiske Rigers Historie 1813 og 1814. Christiania 1877: 45 47.
9. Om den komplicerede storpolitiske situation i efteråret 1813, se P. W. Schroeder, The Transformation of European Politics 1763-1848, Oxtord 1994: 459-76.
10 Frederik 6. 30. nov. 1813 til Rosenkrantz. Meddelelser 7: 419 note 2.
11 Betænkningerne fra møderne den 3. og 6. december 1813 er aftrykt i Nye aktstykker vedrørende de politiske forhandlinger i København i december 1813 og Kielerfreden i januar 1814. Ved Aage Friis. Danske Magazin 5:4. 1898-1901: 13-42 og 47-59. Herefter Da.MaR.
12. Frederik 6. 7. dec. 1813 til Christian Frederik. Meddelelser 9: 132. 
13. Ibid:137-42
14. O. Alin, Den svensk-norska unionen. Uppsatser och aktstycken. 1. Stockholm 1899. Bilagor: 6-8. Herefter Alin.
15. E.O.A.Hedegaard, Frederik den Sjette og "de røde fjer". Studier i Danmarks militaere og politiske historie under Napoleonskrigene. 1-2. København 1975: 324-37.
16 Nørregaard: 129.
17 Da.Mag:  133-35.
18 Trykt i Y. Nielsen, Kielerfreden. Christiania 1886: 34-39. Herefter Y. Nielsen.
19. Især Y. Nielsen, Alin, Meddelelser og Da.Mag.
20. A. Linvald  (udg.), Kong Christian 8.s dagbøger og optegnelser. I. 1799-1814. København 1943; A. Linvald og A. Fabritius (udg.), Christian 8.s breve. 1-2. 1796-1813. København 1965; og (dansk) Historisk Tidsskrift 11:4. 1954.
21. De første kapitler af denne publiceret på Halvdan Kohts initiativ som A. Linvald, Christian Frederik og Norge 1814. De store beslutninger mellem Kielfreden og Eidsvoldmødet januar-februar. Oslo 1962.
22. K. Mykland, Medens der endu er tid, i (norsk) Historisk Tidsskrift 41. 1961-62.
23. Korn og gjenforening. En undersøkelse av Fredrik 6.s forhold til den norske reisningen i 1814. Hovedfagsoppgave i historie. Bergen 1986.
24. Som note 17.
25. Carl Wendt 18. dec. 1813 til Rosenkrantz, og H. F. Baudissin 25. dec. 1813 til Bourke. Da.Mag.: 108-09 og 122-23.
26. Bourke 25. dec. 1813 til Rosenkrantz. Ibid: 116-22.
27. Y. Nielsen: 16. 28 Som note 11. 
29. Da.Mag.: 136. 
30. Ibid: 143. 
31. Meddelelser 9: 28. 
32. K. Mykland, Kampen om Norge: s 301.
33. Rosenkrantz 6. jan. 1814 til Frederik 6. Meddelelser 9: 24-25. 
34. Da.Mag.: 110-12. 
35. Y. Nielsen 34-39
36 Ibid: 41 43.
37. Carl Wendt 18. dec. 1813 til Rosenkrantz. Da.Mag.: 108. Tilbudet om en million rigsdaler i tilfaelde af en øjeblikkelig afstaelse af hele Norge ses først formelt fremsat i apostillen 17. dec. 1813 til instruksen af samme dato for baron Tawast. Alin: 5-6.
38. Rosenkrantz 25. dec. 1813 til Frederik 6. Meddelelser 9: 15.
39. Bourke 26. dec. 1813 til Rosenkrantz. Da.Mag.: 123.
40. Frederik 6. 17. jan. 1814 til Christian Frederik. Meddelelser 9: 154.
41. Hændelsesforløbet fremgår klart af Y. Nielsen: 17-18 og af Nørregaard: 152.1 sit brev 8.jan. 1814 til Ernst Schimmelmann undlader Rosenkrantz at omtale Bombelles rolle den 7. januar (Da.Mag.: 142). Oberst Bombelles - en bror - fungerede de dage som kurer for den østrigskediplomat, jvfr.Rosenkrantz 9. Jan. 1814 til Schimmelmann. lbid: 143. 0m samtalen med Frederik 6., se Bombelles 11. jan. l 814 til Metternich. Aftrvkt i Y. Nielsen, Aktmæssige Bidrag: 76-77. Depechen er affotograferet i Rigsarkivets Danica-samling fra Haus-, Hofund Staatsarchiv i Wien. Bombelles undlader desværre udtrykkeligt at referere samtalen med kongen, idet han vil aflaegge mundtlig beretning efter sin hjemkomst.
42. Rosenkrantz 7. jan. 1814 til Wetterstedt. Alin: 8-9 
43. Y. Nielsen: 41 43.
44. Bourkes optegnelser om en konference med Rosenkrantz 8. jan. 1814. Da.Mag.: 140.
45. Rosenkrantz 9. jan. 1814 til Schimmelmann. Ibid: 143.
46. A. Linvald, Christian 8. Norges statholder. København 1952: 189-90
47. A. Linvald (udg.), Kong Christian 8.s dagbøger og optegnelser. I. 1799-1814. København 1943: 317-19. 16. jan. 1814. Herefter Dagbog.
48. A. Linvald, Omkring Kielerfreden. Bidrag til Danmarks og Norges historie i de første månederaf 1814.(Dansk) Historisk Tidsskrift 11:4.1954: 195; (herefter Omkring Kielerfreden) og Dagbog 7. febr.1814: 336-38. Fra adjudanternes kontor kunne major Brock dog ikke opfange og gennemskue alt, hvad der skete i kongens hovedkvarter. Hans beretning gengivet af Christian Frederik i Dagbog 7. febr. 1814: 336 - om, at prinsens juledagsbrev medførte en ny instruks til Bourke om eventuelt at afstå hele Norge, lader sig således ikke forlige med det bevarede originale kildemateriale.
49. De respektive traktatudkast og den endelige traktat er aftrykt i Alin: 12-33.
50. O. Feldbæk, De nordatlantiske øer og freden i Kiel 1814. (Dansk) Historisk Tidsskrift 1995:1.
51. Bourke 14. jan. 1814 til Rosenkrantz. Da.Mag.: 147; jvfr. Også Rosenkrantz 8. jan. 1814 til J. S. Møsting. Ibid: 141.
52. Bourke 11. og 13. jan. 1814 til Wetterstedt. Alin: 10-11.
53. Bourke 14. jan. 1814 til Rosenkrantz. Da.Mag.: 147 48; og Wetterstedt 16. jan 1814 til Engeström. Y. Nielsen: 51.
54. Wetterstedt 16. jan. 1814 til Engeström. Y. Nielsen: 53-54 
55. Bourke 14. jan. 1814 til Rosenkrantz. Da.Mag.: 148-49.
56. Rosenkrantz 16. jan. 1814 til Bourke. Ibid: 152. 
57. K. Mykland, Kampen om Norge: 284.
58. K. Mykland, Medens der endnu er tid: 27-29. 59 Meddelelser 9: 154-55.
60. Omkring Kielerfreden: 189-90; jvfr. også Louise Augusta 26. jan. 1814 til oberstløjtnant Eilert Tscherning, i H. Schulz (udg.), Briefwechsel des Herzogs Friedrich Christian zu Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg mit König Friedrich Vl. von Dänemark. Leipzig 1908: 430.
61. Omkring Kielerfreden: 205.
62. Ibid: 211 og Meddelelser 9: 28-29.
63. Omkring Kielerfreden: 210-30. De to aktstykker er aftrykt i T. Algreen-Ussing (udg.), Kongelige reskripter og resolutioner, 6:5, 1826: 21-28 (hvor kundgørelsen kaldes Deklaration om Norges Afstaaelse) og ligeledes i Collegialtidende 1814: 97-107.
64. Omkring Kielerfreden: 190, 30. jan. 1814. 
65. Rosenkrantz 16. jan. 1814 til Ernst Schimmelmann. Ibid: 205-06. 
66. To breve 17. jan. 1814 fra Rosenkrantz til Frederik 6. Meddelelser 9: 34.
67. Omkring Kielerfreden s 169 og 213; og A. Linvald, Christian 8. Før Eidsvoldgrundloven. København 1965: 27. Herefter Før Eidsvoldgrundloven.
68. Meddelelser 9: 154-55.
69. Ibid: 154.
70. Omkring Kielerfreden: 169-84 findes Linvalds detailanalyse af de opsendte akter.
71 Rosenkrantz 17. jan. 1814 til Frederik 6. Meddelelser 9: 34
72. "Le Roi m'a fait deconseille verbalement d'essayer de defendre la Norwegue. Lui et Rosencrantz croyait les alliés et surtout l'Angleterre trop portés pour les interets de la Suede et par consequant la Norwege susceptible à de plus grands malheurs suite d'une ressistance opiniatre et sans succes". Dagbog 24 jan. 1814: 323.
73. Ibid: 322-23.
74. Chrislian Frederik 25. jan. 1814 til Frederik 6. Før Eidsvoldgrundloven: 39-43. 
75. Om Brocks sendelse generelt, se Omkring Kielerfreden: 184-200.
76. Generalmajor Bülow 19. jan. 1814 til major srock Meddelelser 9: 158.
77. Omkring Kielerfreden: 200.
78 "La Reine à assurée a srock que ses bons voeux me suivroit dans toutes les circonstances de la vie et quelle voyait bien le Danger qu'elle Dannemarc courait par la resistance de la Norwege, mais quelle etoit la mème sans cela et si les puissances alliées voulait trouver un motif pour sacrifier cette monarchie." Dagbog 7. febr. 1814: 377.
79. Frederik 6. 18. jan. 1814 til Christian Frederik. Meddelelser 9: 155. Om dateringen af akterne, se Rosenkrantz 19. jan. 1814 til Frederik 6. (ibid: 36), Omkring Kielerfreden: 187, og Før Eidsvoldgrundloven: 136.
80. Før Eidsvoldgrundloven: 171-75.
81. "Je me suis decidé à servir les interets du Roi et du Dannemarc malgré lui". Ibid: 174.
82. Generelt om sendelsen med Glass, se Omkring Kielerfreden: 200-09.
83. Rosenkrantz 19. jan. 1814 til Frederik 6. Meddelelser 9: 36-37; og kongens udaterede svar. Da.Mag.: 156.
84. Omkring Kielerfreden: 205. 
85 Ibid: 205-06.
86. "Il seroit plus que présomtueux à moi de vouloir donner à Votre Excellence des assurances propres à la tranquiliser à l'égard des dangers dont l'Etat est menacé. Il est, comme Vous le savès bien, Monsieur le Comte, dans la volonté du Roi d'en detourner les effets de ses Peuples. J'execute avec zèle et fidelité les ordres que Sa Mté daigne me donner. Les resultats des sages combinaisons du Roi dependent de la Providence Divine. Ibid: 205-06.
87. Ibid: 203.
88. Ibid: 206-08.
89. Dagbog 1. og 12. febr. 1814: 340 og 329.
90. Generelt om Haffners sendelse, se Omkring Kielerfreden: 229-30.
91. Frederik 6.8. febr. 1814 til Christian Frederik. Ibid: 229-30 og Meddelelser 9: 158-59.
92. Dagbog 14. febr. 1814: 341.
93. Christian Frederik 19. febr. 1814 til Frederik 6. Meddelelser 9: 159 61. Prinsen konciperede brevet før mødet på Eidsvold den 16. februar, jvfr. Før Eidsvoldgrundloven: 165. 
94. Meddelelser 9: 161-66.
95. Ibid: 166-68. Se også det indtil 1965 utrykte brev fra prinsen til kongen 23. februar med politiske informationer, i Før Eidsvoldgrundloven: 176-78.
96. Frederik 6. 7. marts 1814 til Christian Frederik. Meddelelser 9: 172.
97. "Si les Prince Chretien a le moindre amour pour sa patrie dite lui qu'il ne risque pas de se soulever contre les stipulations du traité". Dagbog 3. marts 1814: 355-56. Jvfr. også Y. Nielsen, Lensgreve Johan Caspar Herman Wedel Jarlsberg. 2. Christiania 1901: 36 og 69-72.
98. Før Eidsvoldgrundloven: 181-83. 
99. Meddelelser 9: 30.
100. Om holstenske klager omkring 1814, se M. Rubin, Frederik 6.s tid. Fra Kielerfreden til kongens død. København 1895: 42-54. Om Holstens uafklarede statsretlige stilling, se Rosenkrantz 20. jan. 1814 til Bourke. Da.Mag.: 156.
101. Før Eidsvoldgrundloven: 138.
102. E.Holm, Danmark-Norges historie fra Den store nordiske Krigs slutning til rigernes adskillelse. 1720-1814, 7:2. København 1912: 473-74
103. Da.Mag.:21.
 

Ole Feldbæk: Fredrik 6. og Norge i januar 1814, Historisk Tidsskrift 3/1995 (bind 74), s.283-310
 

Line
05.01.2001 Tilrettelagt av Frode Ulvund