1880; Nektelse av sanksjon i statsrådssaken
Line
Negtelse af Sanktion
Departements-Tidende
To og femtiende Aargang
 

Redigeret af C. Collett 
Otto Grundt
Nr. 25, 21de Juni 1880

Nedenstaaende underdanigste Indstilling fra den norske Regjering af 21de Mai 1880 angaaende Negtelse af Sanktion paa Storthingets Beslutning af 17de Marts 1880 til Grundlovsbestemmelse om Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger samt angaaende Fremsættelse af kongelig Proposition til Grundlovsbestemmelse angaaende Forandring i Grundlovens § 54 med flere Paragrafer er ved kongelig Resolution af 29de Mai sidstleden naadigst bifaldt:
    Chefen for Justits- og Politi-Departementet, Statsraad Bachke, har underdanigst foredraget Følgende:
    Overensstemmende med et paa 26de ordentlige Storthing fremsat Konstitutionsforslag har 29de ordentlige Storthing under 17de Marts sidstleden fattet følgende Beslutning til Grundlovsbestemmelse angaaende Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger:

    "Naar Storthingets Forhandlinger, overensstemmende med Grundlovens § 74
     ere aabnede, have Statsministrene og Statsraaderne Ret til at møde i Storthinget
     samt i begge dets Afdelinger, og lige med sammes Medlemmer, dog uden at afgive 
     Stemme, at deltage i de forefaldende Forhandlinger, forsaavidt disse holdes for
     aabne Døre, men de Sager, som behandledes for lukkede Døre, kun forsaavidt det 
     af vedkommende Thing maatte tilstedes."

    Denne Beslutning er paa sædvanlig Maade overbragt regjeringen og derefter afgiven til Behandling af dette Departement, som herved tillader sig at forelægge den for Deres Majestæt. 
    Beslutningen er - med Undtagelse af en ved det i 1873 oprettede nye Statsministerembede foranlediget Ombytning af det tidligere benyttede Ord "Statsministeren" med det nu i Stedet indtagne: "Statsministrene - ordlydende med en under 9de Marts 1872 af det da forsamlede Storthing fattet Beslutning, der ved kongelig Resolution av 7de Mai f. A. nægtedes Sanktion. I dette Departements til Grund for Resolutionen liggende underdanigste Foredrag, der tilligemed de af Statsraadets øvrige Medlemmer afgivne Vota er indtaget i Dept.Tid. for 1872 Pag. 305 og følgende, er givet en Fremstilling af Sagens tidligere Historie, hvortil man tillader sig at henvise. Overensstemmende med Foredraget blev det derhos ved nævnte Resolution paalagt den norske Regjering i betimelig Tid at indkomme med Betænkning om, hvorvidt, under Forudsætning af at Statsraadets Medlemmer gjennem den dertil fornødne Grundlovsforandring skulde gives Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, andre Grundlovsforandringer eller andre Foranstaltninger, ved Siden deraf ansaaes nødvendige eller hensigtsmæssige, samt i Forbindelse dermed at afgive Betænkning om Sagen i dens Helhed. - Til Opfyldelse af dette Paalæg afgav den norske Regjering under 9de December 1873 en underdanigst Indstilling, der bifaldtes ved kongelig Resolution af 22de December næstefter. I Henhold dertil fremsattes der paa Storthinget i 1874 for at komme under Behandling i den paafølgende Valgperiode naadigst Proposition (Sth. Prp. No. 21 for 1874, der i Aftryk vedlægges) til Grundlovsbestemmelse angaaende Adgang for Statsraadets Medlemmer til at deltage i Storthingets Forhandlinger samt angaaende de Grundlovsforandringer, der samtidig dermed fandtes nødvendige, og som i det Væsentlige gik ud paa, 
at Kongen gaves Ret til at opløse Storthinget og paabyde nye Valg,
at ordentligt Storthing, saafremt Opløsning ikke fandt Sted, kunde uden Kongens Tilladelse forblive samlet i 4 Maaneder, medens der samtidigt fastsattes en Begrændsning af Repræsentanternes Diætgodtgjørelse,
at en afskediget Statsraads Pension ikke af Storthinget kunde nedsættes til under det Halve af den almindelige Statsraadsgage, samt
at kongelig Resolution angaaende Stadfæstelse eller Forfattelse af Storthingets Beslutninger kunde afgives ogsaa, efterat Storthinget var hævet, og indtil et nyt Storthing sammentraadte.
    For Storthinget i 1874 forelaa imidlertid til Behandling et i 1871 fremsat privat Forslag ordlydende med den nu af Storthinget fattede Beslutning, og dette Forslag blev med 74 mod 35 Stemmer bifaldt ved Storthingets Beslutning af 27de Marts 1874, der nægtedes Sanktion ved kongelig Resolution af 23de Mai næstefter overensstemmende med den norske Regjerings i Aftryk vedlagte underdanigste Indstilling.
    I 1877 kom den førnævnte kongelige Proposition under Behandling paa Storthinget, for hvilken der imidlertid ogsaa forelaa et i 1874 fremsat privat Forslag ordlydende saavel med den i 1874 fattede, men ikke sanktionerede Storthingsbeslutning angaaende nærværende Sag, som med den nu derom foreliggende Beslutning. Dette private Forslag blev, efterat den kongelige Proposition enstemmig var forfattet, med 82 mod 29 Stemmer bifaldt ved Storthingets Beslutning af 10de April 1877, hvilken derpaa ved kongelig Resolution af 26de Mai næstefter nægtedes Sanktion. Gjenpart af den norske Regjerings til Grund for denne Resolution liggende Indstilling vedlægges i Aftryk.
    Den nu foreliggende Beslutning er af Storthinget fattet med 93 mod 20 Stemmer overensstemmende med den af vedkommende Komites Pluralitet (7 Stemmer mod 2) afgivne Indstilling.
    Komiteens Pluralitet anfører, at den Reform i Forretningsorden mellem Statsmagterne, hvortil det foreliggende Forslag sigter, nu i 59 Aar med et Par kortere Mellemrum har staaet paa Dagsordenen, og at det i den Skriftvexel, hvorfor Sagen under dens Behandling af de tidligere Konstitutionskomiteer og fra Regjeringens Side har været Gjenstand, gjennemgaaende har været erkjendt, at Reformen vilde medføre saa store og væsentlige praktiske Fordele, at den vilde indeholde et Fremskridt af overordentlig Betydning for Udviklingen af og Lettelsen i Samarbeidet Statsmagterne imellem. Det bemærkes i denne Henseende, at det allerede paa et meget tidligt Stadium af Forhandlingerne i denne Sag er bleven fremhævet, at det skriftlige System for Forretningsførelsen mellem Statsmagterne allerede fra første Færd var tungvindt, besværligt og ubehjælpeligt, og at det ingenlunde paa en tilfredsstillende Maade fyldestgjorde Kravet til et gavnrigt Samarbeide, et nærmere Forhold og en bedre gjensidig Forstaaelse mellem de 2de Statsmagter, af hvis Fællesvirken Fædrelandets Velgang og Trivsel i saa høi Grad er afhængig, men at Manglerne og Ulemperne ved den nu bestaaende Ordning, efterhvert som Forholdene have udviklet sig, baarne fremad af en heldig Udfoldelse af Landets materielle Hjælpekilder og en jevnsides dermed gaaende Udvikling af Folkets intellektuelle Evner og Kræfter, Tid efter anden ere blevne mere og mere følelige, og at den derved fremkaldte Tilstand i vort offentlige Liv gradvis er bleven mere uholdbar. - Medens Komitepluraliteten ikke anser det nødvendigt i det Enkelte at paapege disse allerede paa Sagens tidligere Stadium med stor Udførlighed fremholdte Mangler og Ulemper, finder den dog at burde i Korthed rekapitulere Klagerne over de stærkest fremtrædende af disse, i hvilken Rekapitulation efter Komitepluralitetens Anskuelse implicite vil ligge de væsentligste Grunde for denne Reform. Det er, bemærkes det, aabenbart Grundlovens Tanke, at Initiativet væsentlig skulde ligge hos den exekutive Statsmagt og af denne regelmæssig blive bragt i Anvendelse saavel med Hensyn til nødvendige Forandringer og hensigtsmæssige Forbedringer i Lovgivningen, som naar det gjælder Beskatnings- og Bevillingssager, hvad ogsaa er skeet, om end ikke efter Komitepluralitetens Mening altid i enhver paakrævet Retning og i fornødent Omfang. Men under denne den exekutive Magts Funktion som Initiativets Anvender, er det, tilføier Komitepluraliteten, at det netop har vist sig, hvor yderst uheldig den ved Grundloven etablerede Forhandlingsmaade - hvilken vistnok nærmest af den Grund har faaet sin Tilværelse, at man i vort Aarhundredes Begyndelse i dette Forhold endnu neppe kjendte nogen anden - har været og er i fast alle de Retninger, hvor Initiativet af Regjeringen er blevet brugt eller kan tænkes anvendt. Som de væsentligste Mangler og Ulemper ved Systemet ere, anføres det, under de tidligere Forhandlinger i Sagen stadig fremholdt Følgende: Naar kongelige Forslag fremsættes til nye Love eller Ændringer i ældre Love, er det umuligt paa Forhaand skriftlig at begrunde disse Forslag paa en saa udtømmende Maade, at der ikke under Forhandlingerne i Thinget reises Spørgsmaal og Tvivl, til hvis Besvarelse eller løsning ingen Veiledning findes i Forslagenes Præmisser. I ethvert Tilfælde af denne Art, hvilke meget ofte forekomme, vilde den Statsraad, fra hvis Departement det paagjældende Forslag er udgaaet, under sin Nærværelse i Thinget kunne give authentiske Oplysninger til Besvarelse af de reiste Spørgsmaal og Tvivl, Oplysninger, der maa forudsættes at ville være af stor Betydning og at kunne have en væsentlig Indflydelse paa Forslagets Afgjørelse i Thinget. Som Ordningen nu er, maa Kongens Raad være et taust Vidne til, at dets Begrundelse for Forslaget imødegaaes og dette forkastes, uden at der er levnet Raadet mindste Adgang til Forsvar for samme under dets Behandling der, hvor forsvaret særlig kræves og fortrinsvis kunde gjøre sin Virkning. Vistnok finder de kongelige Propositioner i Regelen et Forsvar i Thinget, men da dette Forsvar efter Pluralitetens Opfatning sjeldent kan forudsættes at være lagt paa et indtrængende Kjendskab til Sagforhold, bærer det hyppig Konjekturalbegrunndelsens Præg og vil derfor oftst være af mindre Virkning, hvorfor ogsaa Antallet af de kongelige Forslag, der i Tidernes Løb ere blevne fremsatte, men enten have fristet den Skjæbne at blive ligefrem forkastede eller efter Behandlingen i Thinget ere fremkomne som Lovbeslutning af et betydeligt forandret Indhold, har været temmelig stort. At de kongelige Lovforslag hyppig have fristet denne Skjæbne, og det endog aar det angik Sager af stor og landsvigtig Betydning, er en fremtrædende Kjendsgjerning i vort offentlige Liv, hvortil den væsentligste Aarsag maa søges i Bibeholdelsen af en Forhandlingsmaade mellem statsmagterne, hvis Mangelfuldhed og Uhensigtsmæssighed er iøinefaldende, og som derfor i alle europæiske statsforfatninger forlængst er ombyttet med det System, for hvis Indførelse ogsaa i vort Land der nu snart i 2de Menneskealdre har været kjæmpet. Endnu uheldigere er, bemærker Pluraliteten, baade Regjeringen og Stothinget stillet overfor Anvendelsen af det private Initiativ i Lovsager. Her har Regjeringen ikke engang Anledning til en skriftlig Begrundelse for eller imod vedkommende Lovforslag, men savner fuldstændig Adgang til at influere paa dets Skjæbne under Behandlingen i Storthinget, saaat Kongens Raadgivere, naar det tilsidst foreligger dem til Bedømmelse, kun have Valget mellem enten at anbefale Sanktionsnægtelse, eller at tilraade Godkjendelse af Lovbeslutningne, selv om den kun halvt eller delvis finder deres Bifald. At en Ordning, der ikke levner Regjeringen synderlig anden Indflydelse paa Udviklingen af Landets Lovgivning end den rent negative, der øves i den efterfølgende som oftest lidet frugtbar Kritik og i Paakaldelsen af det kongelige Veto, er forfeilet i sit Anlæg og uheldig i sine Følger, forstaar sig af sig selv. At den bundne og hjælpeløse Stilling - fortsætter Pluratiteten - hvori Kongens Raad her i Landet ved dets Udelukkelse fra enhver Deltagelse i Nationalforsamlingens Lovgivningsarbeider, er sat, i flere Retninger kan have og har en uheldig Indflydelse paa Fremskridtet i og Udviklingen af Landets Lovgivning er kun en af de flere mislige Følger af den stedfindende uheldige Ordning. En anden er de økonomiske Ulemper, der flyder af dette Forhold, idet deraf er bleven en mere eller mindre direkte Følge, at Storthinget har faaet vidtløftige Lovgivningsarbeider, der har kostet megen Anvendelse af Tid og Kræfter, spildte gjennem Sanktionsnægtelse, saa at Arbeidet har maattet begynde forfra, og at stundom stærkt paakrævede legislative Forføininger, der ikke have kunnet fremmes paa Grund af manglende Oplysning, have maattet oversendes Regjeringen til Betænkning og Indhentelse af de savnede Oplysninger, hvilken Oversendelse stundom og ikke saa sjelden har havt til Følge, at en kostbar kongelig Kommission er bleven nedsat. Hvad her er sagt om Lovgivningsarbeiderne, gjælder efter Komitepluralitetens Mening i ikke mindre Grad og til ikke ringere Skade og Ulempe Behandlingen af de Storthinget nu aarligt foreliggende Beskatnings- og Bevillingssager. Komitepluraliteten deler fuldkommen den Opfatning, som Statsraad Broch i sin Votum af 1872 har udtalt om den iøinefaldende uheldige Maade, hvorpaa disse for Samfundet saa betydningsfulde Anliggender maa behandles, saalænge Statsraadet ikke har Adgang til Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, og paapeger at i samme Retning har ogsaa nu afdøde Statsraad Riddervold i et andet dissenterede Votum fra samme Aar udtalt sig. 
    Foruden at Storthinget, fortsætter Komitepluraliteten videre, under den nuværende Tingenes Tilstand som bevilgede Myndighed har seet sig nødsaget til mere og mere at handle paa egen Haand, er ved Siden deraf og af samme Grund en ligeartet Praxis indtraadt derved eller deri, at Storthinget mere og mere har fundet det nødvendigt til sine Bevillinger at knytte Betingelser og nærmere Bestemmelser for de Administrationen betroede Midlers Anvendelse, med andre Ord, af den bevilgende Myndighet er, tvungen af Omstændighederne, gaaet over til, mere end ønskeligt kan være, tillige at blive den administrerende Myndighed. Om der end ikke kan reises nogen Tvivl om, at Storthinget har grundlovmæssig Ret til at meddele betingede og til nærmere Bestemmelser for Anvendelsen bundne Bevillinger, kan det paa den anden Side dog ikke nægtes, at en fortsat yderligere Udvikling av denne Praxis baade kan og tilsidst maa lede til lidet ønskelige Følger. I denne Henseende fremhæves det, at det ikke i saa Tilfælde vil skille sig vanskeligt for Storthinget, saalænge det i Salen maa savne den Oplysning fra nærmeste og paalideligste Kilde, og den Skjønsomme Veiledning, som kunde erholdes fra Indehaveren af den øverste Administration for enhver Branche af det offentlige arbeide, at træffe den bedste Anordning af de Midler, der bevilges. Helt anderledes vilde efter Komitepluralitetens Mening Forholdet stille sig, naar Statsraadets Medlemmer vare tilstede i Storthinget og kunde afgive de Forklaringer og Oplysninger, som der var Anledning til at begjære, i hvilket Fald mangen en vidtløftig Debat vilde spares og forkortes, ligesom Komitepluralitetens finder det mere end sandsynligt, at det da langt sjeldnere vilde blive fornødent, paa den Maade, som nu sker, at indskrænke Regjeringens Frihed eller at binde dens Myndighed under Gjennemførelsen af Storthingets Beslutninger.
    Ogsaa under Udøvelsen af Storthingets kontrollerende Myndighed har efter Pluralitetens Opfatning Savnet af Statsraadernes Deltagelse i Præsentationens Forhandlinger været følt, og ikke mindst derunder. Idet Erfaring har vist - heder det, - at de skarpest præciserede grundlovsbestemte Former for Udøvelsen af det konstitutionelle Ansvar ikke i Praxis have aabenbaret deres Bekvemhed for Øiemedet, har Storthinget, under Forbigaaelse af de tungvindte og ubehjælpelige Rigsretsapparat, forlængst maattet ty til andre Midler, for at hævde og gjennemføre sin kontrollerende Myndighed, hvor Regjeringens Handlemaade paakaldte dette. Saaledes har baade Odelsthing og Storthing alt længe og i ikke faa Tilfælde fundet det nødvendigt overfor Regjeringens Opfattelse af dens Pligter og i Anledning af dens Handlemaade, i visse Retninger eller i enkelt Sag, at udtale Misbilligelse eller fremføre Reservation, og ligesom denne Form for Ansvar eller for en foreløbig Bebudelse deraf under angiven Forudsætning ganske vist ligger indenfor Omraadet af Storthingets Myndighed og er hævdet ved Praxis, har den desuden mere end en Gang fra den anden Statsmagt modtaget det Gyldighedens Stempel, som en Godkjendelse i Handling giver. Overfor denne Virksomhet fra Storthingets Side, i den ene som i den anden Form, fremtræder efter Komitepluralitetens Anskuelse maaske allerstærkest Kravet paa Statsraadernes Nærværelse under Thingets Forhandlinger, thi her gjælder det for Kongens Raadgivere ikke blot at begrunde sine Meninger eller belyse Rightigheden af sin Opfatning i Almindelighed eller i enkelt Sag, men det gjælder, hvad der ikke har mindre Betydning, at forsvare sig mod Anklage, at værge Statsraadet eller den enkelte Statsraad mod Ansvar, at vogte Raadets eller det enkelte Medlems Ære og Anseelse og maaske i enkelte Tilfælde tillige den exekutive Statsmagts Myndighedssfære. Og ikke engang hermed - tillægger Pluraliteten - er Kravet i fuld Omfang angivet. Det gjælder tillige at sætte Storthinget istand til derigjennem, at den Anklagede er aabnet fuld og fri Adgang til et udtømmende Forsvar, retfærdigt og med fuld Tryghed og tilstrækkelig Omsigt at udøve sin grundlovsmæssige Ret og Pligt som kontrollerende og ansvarliggjørende Statsmagt. I den ved Forslaget tilsigtede Ordning ser saaledes Komitepluraliteten paa den ene Side Garantien mod Misbrug af denne Storthingets Myndighed, og paa den anden Side Betingelsen for, at samme, retfærdig anvendt, faar al den Autoritet og Indflydelse, der retlig tilkommer den. At den foreslaaede nye Ordning, antagen og bragt i Udøvelse, for begge Statsmagter vil skjærpe Følelsen af det konstitutionelle Ansvar, anser Komitepluraliteten for en naturlig og ligefrem paaregnelig Følge. For Statsraaderne vil Adgangen til Deltagelse i Storthingets Forhandlinger skjærpe Pligten til at dygtiggjøre sig for sin Gjerning og navnlig til anderledes, end de nu i sin Stillings Medfør have Adgang til, at sætte sig ind i de Sager, der foreligger Storthinget, og til paa den Kampplads, der giver Karakteren og Personligheden sin Styrke, og med de Vaaben, der skjænker Evnerne og Dygtigheden sin rette og fulde Anvendelse, det mundtlige Ord, i Forsvar eller Angreb at beskytte sin Stilling, værge sin Opfatning og sine Synsmaader og derved under Kampen og Meningsbrydningerne, som Statsmagternes Fællesarbeide altid fremkalder, at give et forøget Bidrag til Udbyttet af dette betydningsfulde Samarbeide. Og den anden Statsmagt, hvis Virken og Arbeide under den nuværende Arbeidsordning ogsaa, om end ikke i samme Grad, lider under Isolationens Tryk og Tvang, vil ligeledes i den paatænkte forandrede Ordning erholde en ny Spore for sin Pligtfølelse og en ny Løftestang for Dygtighedens og Kræfternes Udvikling og Anvendelse. Heri ser Komitepluraliteten imidlertid ikke det hele Fremskridt og den fulde Vinding ved den paatænkte Ordning. Det kan ikke feile, at i dette, som i alle menneskelige Forhold og Anliggender, den nærmere personlige Sammenkomst og den mundtlige Udvexling af Synsmaader, Meninger og Følelser, under Forudsætningen af en Loyalitet og Velvillie fra begge Sider, der ikke behøver at være større end den, der er den almindelige mellem Menneskerne, i mange og væsentlige Punkter maa føre til bedre Forstaaelse, større Fred og mere Enighed, end den nuværende Ordning gjennem snart tvende Menneskealdre af konstitutionel Virken har bragt os. Og i denne sikre og i almidelig menneskelig Erfaring grundede Forventning om, hvad der ogsaa i denne Henseende skal komme i Modsætning til hvad der er, ser Komitepluraliteten en ny og ingenlunde den mindst vægtige Grund til at skjænke det foreliggende Forslag sin Anbefaling. Komitepluraliteten fremhæver her Udtalelser i Statsraad Brochs tidligere omhandlede Votum om, at den Gjæring og Agitation, der fremtræder saa stærkt i vor Tid, væsentlig er begrundet i materielle Krav, saaledes fortrinsvis i Beskatnings- og Bevillingsspørgsmaal, og det fornemmelig er Hensynet hertil, der nu nødvendiggjør den heromhandlede Reform. Komitepluraliteten antager, at det ligemeget er enhver betydningsfuld Gren af Statsstyrelsen, der stiller Kravet paa Reformen, og under denne Opfatning slutter den sig fuldstændig til følgende Ytringer i det fornævnte Votum:
    "Kun ved selv at gribe handlende og ledende ind, kan Regjeringen fremkalde og styrke det modererende og konservative Element, hvortil Spiren altid vil findes i en Nationalforsamling sammensat som vor, og samtidig give Bevægelserne den rigtige Retning uden selv at opslides i samme."
    Og videre: 
"Ved at antage Reformen vil den konstitutionelle Kongemagt erholde den ledende Indflydelse, som tilkommer samme, men som jeg stærkt befrygter ellers, endog hvad den ligefremme Administration angaar, mere og mere vil glippe den af Hænderne. Den vil give det klarende Element til den Gjæring, som Tidsaanden har fremkaldt, og bevirke, at denne ikke fremtræder som en ufrugtbar, Statsmagerne gjensidig opslidende Strid, men giver Samfundslivet det frugtbargjørende Nedslag, som Gjæringen indeholder" 
(Fortsættes).

Sanksjonsnektelse på beslutningen om statsrådenes deltagelse i Stortingets forhandlinger, 21. juni 1880, Departements-Tidende for 1880, Schibsted, Christiania, s. 385-395.
 
 

Negtelse af Sanktion
Departements-Tidende
To og femtiende Aargang
 

Redigeret af 
C. Collett
Otto Grundt
Nr. 26, 28de Juni 1880
 

(Fortsættelse fra forrige Numer).
Komitepluraliteten har - bemærker den - i det Foregaaende i korte Træk paany fremstillet de væsentligste Grunde, der tale mod at bibeholde den nuværende Forhandlingsmaade mellem Statsmagterne, og i hvilken Fremstilling direkte ligger udtalt de stærkeste Motiver til at indgaa paa den foreslaaede Forandring. Under Forhandlingerne om denne Sag i 1874 og 1877, anfører den videre, dreiede Undersøgelsen sig væsentlig om, hvorvidt Reformen vilde fremkalde, hvad man kalder parliamentarisk Styrelse, og om det under Forudsætning af, at dette kunde blive Tilfældet, var fornødent eller hensigtsmæssigt at indgaa paa de Kautelbestemmelser, som i den tidligere nævnte kongelige Proposition af 22de December 1873 var forelagt Storthinget til Antagelse. Da denne kongelige Proposition, tillægges det, ved den endelige Prøvelse i 1877 ikke fra nogen av Siderne i Storthinget vandt Tilslutning, har Regjeringen indtil videre opgivet denne Bestræbelse, hvorfor Sagen atter foreligger som et ublandet Spørgsmaal om, hvorvidt Statsraaderne bør aabnes Adgang til Deltagelse i Storthingets Forhandlinger. Under disse Omstændigheder finder Komitepluraliteten at burde indskrænke sig til i Korthed at fremtholde de Grunde, der fra først af ere anførte til Støtte for Forslaget i og for sig og som senere end Forslagets Vedtagelse af Storthinget i 1872 ved Forholdenes Udvikling kun have vundet en forøget Vægt. Komitepluraliteten udtaler, at den ikke deler den Frygt, som under Skriftvexlen om denne Sag, navnlig fra Minoritetens, men tillige, om end ikke med samme Bestemthed, fra Regjeringens Side har været udtalt for, at den foreslaaede Forandring vil kunne lede til en Forrykkelse af Grændserne for det ved Grundloven opstillede Magtforhold mellem Statsmagerne derved, at de forandrede Forholde, som Reformen, vedtagen og bragt i Anvendelse, vilde medføre, vilde kunne bevirke eller ialfald give Anledning til, at der fra den lovgivende og bevilgende Statsmagt kunde blive gjort Forsøg paa Indførelse af det saakaldte parliamentariske Styrelsessæt. I dette Punkt slutter Pluraliteten sig i alt væsentligt til, hvad de tidligere Komitepluraliteter desangaaende i Indstillingerne af 1872, 1874 og 1877 have udtalt. Pluraliteten er endog efter nærmere at have overveiet denne Side af Sagen tilbøielig til endmere bestemt at afvise den Tanke, som den foreslaaede, udelukkende tilsigter, skulde kunne øve nogen mærkbar Indflydelse til at forrykke Grændserne for selve Magtforholdet mellem de tvende Statsmagter. Komitepluraliteten erkjender vistnok, at Spiren til en Udvikling i Retning af at tilføre Folkerepræsentationen en fyldigere Indflydelse i Statsstyrelsen og paa dens Ordning, ligger i vor som i enhver anden konstitutionel Statsforfatning, hvorefter en overveiende Magt er bleven tillagt den lovgivende og bevilgende Statsmyndighed, og medgiver tillige, at Udviklingen under vor 6-aarige Virken under de Forfatningsformer, som Grundloven af 1814 har etableret, allerede delvis har ført i den antydede Retning. Men, ligesom dette efter Komitepluralitetens Mening kun er en Udvikling, der finder sin berettigede Plads indefor eller i ligefrem Konsekventse af vore forfatningsmæssige Bestemmelser for, hvor de tvende Statsmagters Myndighedssphære mødes, eller i deres Evne til Udvidelse finder den legale Begrændsning, saaledes maa det ogsaa erindres, at da vor Forfatning fik sin Tilblivelse, fremtraadte den exekutive Myndighed som en ifølge sine Traditioner stærkt udviklet historisk Magt, der vel endog førte Krav og Forestillinger med sig fra Fortiden som strængt taget ikke hørte ind under eller passede sammen med den konstitutionelle Statsordnings Natur og Væsen, medens den Magt, der i Kraft af Forfatningen skulde tilhøre den lovgivende og bevilgende Myndighed, dengang kun ufuldstændigt var forstaaet, fordi den kun svagt og ubestemt fandt sin Forklaring i den historiske Overlevelse, og derfor - særligt under vore konkrete Forhold - var en Statsmyndighed i sin Vorden, der i meget og mangt skulde og maatte gjennem vexlende Seire og Nederlag oparbeide den Magtstilling, som vistnok forfatningsmæssig var den tilsagt, men som den de facto endda ikke var kommen i Besiddelse af, og denne Repræsentantionens Kamp og Stræben for Udfoldelsen af sin Magt har, formentlig endnu ikke naaet det Maal, der er den stillet indenfor Forfatningens Omraade. - Paa samme Tid, fortsætter Komitepluraliteten, viser vor konstitutionelle Historie, at Storthinget, uanseet at Magtens Tyngdepunkt er lagt i dets Myndighedsgrene, som lovgivende, bevilgende og kontrollerende Statsmagt, ikke har vist nogen Tilbøielighed til at anvende disse Magtmidler til at forsøge at erhverve sig den Indflydelse, der i prægnant Forstand betegnes som parliamentarisk Styrelse, og Pluraliteten formaar ikke at indse, at en blot og bar Forandring i Forretningsordenen skulde give Repræsentationen enten en stærkere Spore eller udstyre den med forøgede Magtmidler til at forsøge et Tilløb i den Retning. Det er, heder det vider, under den tidligere Skriftvexel i denne Sag bemærket, at Lovregler og Forretningsformer alene ingenlunde formaar at skabe den politiske Udvikling, der i europeisk Forstand udgjør parliamentarisk Styrelse, men at Betingelserne for, at en folkevalgt Forsamling opnaar en saadan Magt, ere af en anden Oprindelse og væsentlig maa sees i nedarvede historiske og sociale Forholde hos det Folk, hvis valgte Repræsentation erhverver denne Magtstilling. Komitepluraliteten fremhæver endvidere, hvad der i denne Forbindelse og efter dens Mening med nogen Føie er anmærket, at Forholdene hos vort Folk mere end Formerne i vor Forfatning afgiver Borgen for, at vi ialfald ikke i den nærmeste Fremtid, om nogensinde, i egentlig Forstand vil faa parliamentarisk Styrelse. Og denne opfatning finder ogsaa sin Støtte i Undersøgelse ad historisk Vei, idet folkevalgte Repræsentationer i Stater med ligeartede Styrelsesformer dels have, dels savne den parliamentariske Magtstilling. Men hvad man under alle Omstændigheder, ytrer Komitepluraliteten, ved at undersøge Sagen paa historisk Vei vinder fuld Bestyrkelse for, det er, at den mundtlige Forhandlingsmaade mellem Statsmagterne som et nødvendigt Supplement til det skriftlige, hverken i og for sig skaber parliamentarisk Styrelse eller kan antages at give noget betragteligt Bidrag til at kalde saadan Styrelse tillive, selv om baade de forfatningsmæssige Former ere gunstige, og de historiske og sociale Forholde, der betinge Parliamentarismen, synes at maatte være tilstede. Under alle europeiske Forfatninger, liberale eller ikke liberale, med Tokammer- eller Ettkammer-System, med udvidet eller indskrænket Stemmeret, kort under konstitutionelle Forfatninger af enhver Art, have Statsraaderne paa den ene eller den anden Maade Adgang til Deltagelse i Nationalforsamlingens Forhandlinger, uden at det kan paavises, at denne Adgang i og for sig har øvet nogen bestemmende Indflydelse paa Udviklingen af Parliamentarismen, der som bekjendt kun finder Sted i et Mindretal af de europæiske Stater. Men hos os, tillægger Komitepluraliteten, mener en Minoritet, at man alligevel ikke bør indlade sig paa den angivelig her meget farefulde og betænkelige Ordning at tillade Statsraaderne at komme sammen med Nationens Repræsentanter, uagtet Fordelene indrømmes i fuldt Maal, Hensigtsmæssighedsgrundene derfor medgives uforbeholdent, og uagtet Minoriteten erkjender, at det neppe kan ansees givet, men alene sandsynligt, at Statsraadernes Deltagelse i Folkeforsamlingen vil bidrage til, at Parliamentarismen vil komme. Regjeringen har, vedbliver Komitepluraliteten, øiensynlig endmindre den bestemte Opfatning, at det foreliggende Forslag, vedtaget og gjennemført, tør siges at ville føre til parliamentarisk Styrelse. Den udtaler i sin Indstilling af 9de December 1873, at en saadan Styrelse maa ansees at være i Strid med vor Grundlov og navnlig uforenlig med dens hele Opfatning og Ordning af Statsmatgternes indbyrdes Stilling, og den antager derfor, at Forsøg paa at fremtvinge Parliamentarismen ligemeget efter som før Reformens Indførelse vil findes at stride mod Grundloven, og fortrøster sig til, at Erkjendelsen heraf til enhver Tid vil være saa stærk og tillige saa udbredt, at der vil blive gjort Modstand mod deslige Forsøg. I denne Opfatning maa Regjeringen, tillægger Komitepluraliteten, yderligere finde sig beroliget ved den Betragtning, som den i nysnævnte Indstilling anstiller, nemlig at det parliamentariske Styrelsessystem forudsætter et ganske andet historisk Grundlag og ganske andre sociale Forholde, end vort Samfund tilbyder. Naar Regjeringen alligevel i nævnte Indstilling anbefalede at forelægge for Storthinget Forslag til forskjellige Forandringer i Grundloven, sigtende til at forebygge parliamentarisk Styrelse, saa skede dette, fordi 

"pligtmæssig forsigtighed bød ved Spørgsmaalet om Reformens Indførelse at stille sig vel for Øie Muligheden, ja endog Sandsynligheden af, at der vilde blive gjort alvorlige Forsøg paa at benytte Reformen i Retning af parliamentarisk Styrelse".

Minoriteten i Konstitutionskomiteen fandt ikke denne Forsigtighed tilstrækkelig, men antog, da Regjeringspropositionen ved Siden af det private Forslag i 1877 forelaa Storthinget til Behandling, at man som Betingelse for Reformens Indførelse tillige burde fordre Tokammersystemet indført, for derved at beskytte Regjeringens Magtstilling og sikre Minoriteternes Ret. Med Hensyn til sidstnævnte Grundlovsforandring udtaler Regjeringen i Propositionen af 1873, at denne ikke alene for Tiden maa ansees uerholdelig, men at der ikke engang lader sig antyde nogen Fremtid, hvori Kravet paa denne Forandring skulde kunne ventes fyldestgjort, og at derfor Henvisningen af den foreliggende Reform til et Tidspunkt, da Etkammersystemet hos os vil blive ombyttet med det System, Minoriteten anbefaler, i Virkeligheden ikke kan betragtes anderledes end som en opgivelse af Reformen. Sagen staar altsaa nu saaledes, bemærker Komitepluraliteten, at Regjeringen indtil videre har opgivet Fordringen paa de i 1873 foreslaaede Grundlovsforandringer, der skulde danne Kauteler for, at den foreliggende Reform ikke skulde medføre Farer eller større Ulemper, og at den, med Hensyn til det af Minoriteten opstillede Modkrav, nemlig Indførelse af Tokammersystemet, har erklæret, at det vil være lidet rimeligt at fastholde dette, hvis man overhovedet vil Reformen, medens derimod Minoriteten mener, at Regjeringens Forslag af 1873 kun indeholder Anvisning paa utilstrækkelige Sikkerhedsmidler og fastholder sin Fordring paa Tokammersystem. Imidlertid har Regjeringen henlagt sit Forslag i dette Anliggende med Antydning om, at den muligens vil optage det paany under gunstigere Tidsomstændigheder; Minoriteten derimod har ingensinde benyttet Initiativet, ligesom det heller ikke er Tegn til, at den har tænkt paa nogensinde at bringe det i Anvendelse. Komitepluraliteten fremhæver derpaa, at det under de tidligere skriftlige Forhandlinger i denne Sag er paapeget, at den Tro, der her i Landet saa udpræget, om end kun undtagelsesvis, har fæstet sig ved, at Statsmagernes mundtlige Forhandlinger skulde lede til en Forrykkelse af Grændsen for den politiske Magtfordeling, ikke har aabenbaret sig andetsteds, hvor Statsraadernes Deltagelse i Nationalforsamlingens Sammenkomster og Arbeider overalt og forlængst er traditionel Forhandlingsmaade, og hvor altsaa Virkningen i den berørte Henseende tilstrækkelig har kunnet prøves. Komitepluraliteten nævner dette fordi den ogsaa heri søger en Støtte for den Opfatning, at den Tro eller Frygt, hvorfor Minoriteten hos os har gjort sig til Organ, er en ubegrundet Antagelse, der ingen Hjemmel finder i Virkelighedens Forholde. Det lader sig efter Komitepluralitetens Opfatning neppe med Bestemthed forudsige, om vi i de kommende Dage, om kort eller lang Tid, vil faa parliamentarisk Styrelse eller ikke, og, om vi faa den, i hvilken Udstrækning den da vil passe med vore konkrete Forhold, men det tør nok, med den Grad af Sikkerhed, som i Forhold af denne Art er en menneskelig Dom forbeholdt, paastaaes, at kommer Parliamentarismen, vil den Reform, hvorom det her handles, antagen og bragt i Virksomhed, hverken have frembragt den eller i nogen Grad befordret dens Komme, saalidt som en Forebyggelse af, at denne Reform kommer Samfundet tilgode, vil være noget Værn mod, at den befrygtede parliamentariske Styrelse, om den ligger i vor politiske Udviklings Medfør, naar Forholdene ere modne derfor, vil intræde. Derimod mener Komitepluraliteten, at det maaske snarere tør være at forudse, og lettere at forudsige, at en til det yderste fortsat Modstand mod denne Reform som mod andre Fremskridt, hvorom Folkevillien stærkt og bestemt har samlet sig, vil kunne give noget Bidrag til, at den Styrelsesform, hvorfor en saa stærk Frygt næres, om den i vore Forhold har Mulighed for sig, kan faa en kunstig Modning og en fortidlig Fremhjælp.
     Under Forhandlingerne i 1872 og tildels ogsaa i 1874 - fortsætter derpaa Pluraliteten - blev der fremført tvende Indvendinger mod Sagen, der væsentlig vare af bilatorisk Indhold. Det anbragtes, at denne blev gjenoptaget for hurtig ovenpaa Grundlovsforandringem, vorved aarlige Storthing indførtes, idet man endda ikke havde faaet Tid til at erfare Virkningen af bemeldte Reform, og at der endnu ikke var erhvervet Sikkerhed for, at Folkeopinionen i det Hele taget havde tilegnet sig Erkjendelsen af, at Tiden for den her foreliggende Teformes Indførelse var kommen. Hvad den først af disse Indvendinger angaar, ytrer Komitepluraliteten, har formentlig nu den siden dens Fremførelse fornødne Mellemtid udslettet ethvert Indtryk af dens Betydning. Det er nu det 10de aarlige Storthing, og under denne Række af Storthingsmøder tør det vel ansees bragt tilstrækkeligt i Erfaring baade hos Repræsentationen og hos Landets Vælgerbefolkning, at de under Forhandlingerne om aarlige Storthing i 1866 og 1869 udtalte stærke Betænkeligheder og Tvivl have vist sig ugrundede, og at alene de tilsigtede Fordele af Reformen erfaringsmæssig ere fremtraadte. Komitepluraliteten tør heri se et Omen for, at de under den nu foreliggende Sag, fra samme hold ligesaa stærkt udtalte Betænkeligheder og Tvivl, hvilke i alt Væsentligt gaa i samme Retning, skulle, naar Reformen er antagen og traadt i Virksomhed, vise sig ikke mere holdbare. Ogsaa hin tidligere, nu indførte Reform dreiede sig kun om en Forandring i Forretningsordenen, og ogsaa da blev det fremført som den kardinale Indvending, at den vilde forrykke Magtfordelingen og iøvrigt fremkalde de Farer og Ulemper for Exekutivmagtens Stilling, hvilke nu paany og atter ad theoretisk Vei og som aprioriske Slutninger og Formodninger ere samlede sammen og opstillede i Indvendingernes Følgerække. Og ogsaa i en tredie Henseende, anfører Komitepluraliteten, bliver Parallelen mellem disse Reformspørgsmaal mærkbar: de vare og ere begge indtraadte som Led af den almindelige europæiske Statsskik, og de frugtbare og gavnlige Virkninger deraf, ja, det er neppe for stærkt at paastaa, deres Nødvendighed havde vundet europæisk Anerkjendelse, før Regjeringen hos os benyttede sit Initiativ til at opføre dem paa Dagsordenen. Komitepluraliteten formener, at de her paapegede Kjendsgjerninger og Omstændigeder naturligen lede til den Antagelse, at de heromhandlede Reformer paa ingen Maade gjensidig udelukke eller overflødiggjøre hinanden, men at de meget mere, som tidsmæssige fornødne og praktisk hensigtsmæssige Forbedringer i Forretningsordenen Statsmagterne imellem, have en indre Forbindelse og Sammenhæng, der medfører, at den fulde Nytte og den sande Fordel af enhver især af disse Reformer opnaaes, forinden de begge erhold og jevnsides i deres indbyrdes Forhold træde i Virksomhed. 
    Hvad den anden af de tvende førnævnte Indvendinger mod at skride til Reformens Antagelse betræffer, forekommer det Komitepluraliteten, at den, om muligt, har endnu mindre Vægt. Efterat Reformen i 59 Aar, kun med et Par kortere Afbrydelser, har staaet paa Dagsordenen, - efterat den har været behandlet paa 14 Storthing, dels forelagt i kongelige Propositioner, dels ved private forslag, - efterat den 4 Gange af Storthinget er bleven vedtagen med mere end kvalificeret Majoritet, - efterat den i over en Menneskealder af Pressen er bleven behandlet med en Udførlighed, som intet andet Reformspørgsmaal hos os, - efterat Landets Vælgerbefolkning i stor udstrækning har gjort dette Spørgsmaal til Gjenstand for fortrinsvis Behandling under politiske Møder og Sammenkomster, - efterat den store Majoritet af Storthingsrepræsentanter, der i det sidste Decennium har stemt for Forslageets Antagelse, som Regel ere blevne gjenvalgte, medens ikke faa Repræsentanter, der ikke har kunnet forene det med sin Overbevisning at stemme for Forslaget, have maattet gjøre Plads for Reformens Venner, - og efterat denne Sag ialfald under det sidste Storthingsvalg jævnlig er bleven opstillet som det kardinale Spørgsmaal, hvis Besvarelse betingede vedkommende Kandidats Valg eller Forkastelse, - er det efter Pluralitetens opfatning ikke muligt længer at nære Tvivl om, at nu Folkemeningen med Tryghed fæster sig ved den Opfatning, at Tiden er kommen til denne Reforms Gjennemførelse.
    Komiteens Minoritet holder i alt Væsentligt fast ved de Synsmaader, der under Komiteforhandlingerne i  1872, 1874 og 1877 ere udviklede i de Indstillingerne vedlagte dissenterende Vota og henviser til disse. I Anledning af, hvad Komiteens Flertal dennegang har ytret, anfører Minoriteten:
    Det er en Feiltagelse af Flertallet, naar det tror, at man i Aarhundredets Begyndelse neppe kjendte anden Forhandlingsform ellem Statsmagerne end den skriftlige, og at dette var Anledningen til, at Grundloven udelukkede Statsraaderne fra Storthinget. 
    I England var Ministrene dengang som nu regelmæssigt Medlemmer af Parliamentet, og den mundtlige Forhandling mellem Regjeringen og dette var benyttet i over et Aarhundrede, noget, hvorom vor Grundlovs Fofattere naturligvis vidste Beskjed. Naar de ikke destomidre omhyggeligen udelukkede Statsraaderne fra Thinget (se Grundlovens §§ 12 og 62), saaledes at Statsraaderne alene kunde indfinde sig der idet § 76 omhandlede Øiemed, saa var det aabenbart i Kraft af den Opfatning, der havde gjort sig gjældende saavel i Nordamerika som i Frankrig, nemlig at der maatte sondres skarpt mellem den lovgivende og udøvende Magt. Heller ikke, bemærker Minoriteten, forholder det sig saaledes, at man i alle andre Lande er enig om, at den mundtlige Forhandling mellem Statsmagterne er ubetinget at foretrække for den skriftlige. I Nordamerika holder man fremdeles fast ved det samme System, som vi have. Hverken den udøvende magts Chef eller hans Raadgivere have der Adgang til at deltage i Nationalrepræsentationens Forhandlinger, hvorimod al Forhandling mellem denne og hine er skriftlig. Dette gjælder ikke blot i Forholdet mellem Unionens Statsmagter, men ogsaa i alle de Fristater, som nu omsluttes af Unionen, medens den Udgang, som Unionens Finantsminister efter Lov har til at forhandle mundtlig med Kongressen, er gaaet ud af Brug. Minoriteten mener, at ifald Mislighederne ved den skriftlige Meddelelsesform i Virkeligheden vare saa store, som Komiteflertallet skildrer dem, vilde de være følte og paaklagede ogsaa i Amerika, et Samfund, hvor man dog sikkerlig har aabent Øie for Nytten af den mundtlige Diskussion. Men der har man hidtil holdt urokkelig fast ved det System, som nu hos os paastaaes at være aldeles uholdbart. Sagen er efter Minoritetens Anskuelse, at den skriftlige Meddelelsesform langtfra er saa utilfredsstillende, som Komiteflertallet anser den for. Naar Flertallet anfører, at der er et meget stort Antal af de kongelige Forslag, der i Tidernes Løb ere blevne fremsatte, man enten have fristet den Skjæbne at blive ligefrem forkastede eller efter Behandling i Thinget ere fremkomne som Lovbeslutning, men af et betydelig forandret Indhold, - naar Flertallet søger Grunden hertil i den Omstændighed, at en Detartementschef ikke paa Forhaand kan imødegaa enhver mulig Indvending mod det af ham udarbeidede Lovudkast og ved sin Fraværelse fra Thinget er udelukket fra at forsvare det mod ethvert Angreb, - naar Komitepluraliteten, idet den indrømmer, at Regjeringens Forslag vel i Regelen finder Forsvarere i Thinget, mener, at dette Forsvar sjelden kan forudsættes at være bygget paa et indtrængende Kjendskab til Sagforholde, og at det hyppigt bærer Konjekturalbegrundelsens Præg og derfor som oftest er af ringe Virkning, - naar Komitepluraliteten finder Regjeringen endnu uheldigere stillet ligeoverfor private Lovforslag, fordi den ikke kan deltage i deres Behandling i Thinget og derfor kun have Valget mellem at anbefale Sanktionsnægtelse eller at tilraade Godkjendelse af Lovbeslutningen, selv om den kun halvt eller delvis finder dens Bifald, - og naar Komiteflertallet paa disse Præmisser kommer til det Resultat, at vor nuværende Ordning ikke levner Regjeringen synderlig anden Indflydelse paa Udviklingen af Landets Lovgivning, end den rent negative, der øves i en efterfølgende som oftest unyttig Kritik og i Paakaldelse af det kongelige Veto, - da svarer denne Fremstilling af Regjeringens Forhold til Lovgivningen efter Minoritetens Anskuelse paa ingen Maade til Virkeligheden. Det sande Forhold er, bemærker Minoriteten, at ikke alene de fleste, men ogsaa de vigtigste Love komme istand efter Forslag fra Regjeringen, og uden at de i Storthinget udergaa større Forandringer, end man maa vente, naar denne Forsamling skal have en selvstændig Indflydelse paa Lovenes Indhold. Det er vistnok saa, at nogle af Regjeringens Lovforslag forkastes eller undergaa større Modifikationer i Storthinget, men Antallet er dog ikke betydeligt, og naar det sker, er det i Regelen paa Grund af en principiel Uoverensstemmelse i Synsmaader, der ikke lader sig fjerne blot ved Diskussion, men kun gjennem Kompromisser, der ikke alene kræve god Villie paa begge Sider, men Tid til modent Overlæg. Det forholder sig heller ikke saa, ytrer Minoriteten, at Ministrenes Deltagelse i Nationalrepræsentationens Forhandlinger betrygger Regjeringen mod, at dens Lovforslag strande. Træffer dette i Stater, hvor det kræves, at Ministrene altid skulle have Majoritet i Nationalrepræsentationens andet Kammer, og det er dette Kammer, som forkaster deres Forslag, maa de gaa af; men er det i Nationalrepræsentationens første Kammer, Lovforslaget forkastes, har Regjeringen, og det undertiden i længere Tid, maattet finde sig deri. I Lande, hvor Ministeriet ikke finder sig forpligtet til at gaa af; medmindre det taber Understøttelsen fra begge Kamre, er det endnu sædvanligere, at Ministeriet i længere Tider maa se mange endog af sine vigstigere Lovudkast støtde paa uovervindelig Modstand i det ene af Kamrene. Det er derfor efter Minoritetens Mening en i alle Henseender uberettiget Paastand, at de hos os stedfindende Former for Forhandlingerne mellem Statsmagterne gjør det Regjeringen umuligt eller sammenlignelsesvis for besværligt at gjennemføre Forbedringer i Lovgivningen. Heller ikke finder Minoriteten, at Erfaring viser, at Statsraadernes Fraværelse fra Storthinget betager det private Initiativ sin Nytte. Er der ingen principiel Uoverensstemmelse mellem Storthingets Lovbeslutning og Regjeringens Opfatning, men vel Meningsforskjel om Enkeltheder, saa bliver Følgen deraf som oftest, at Regjeringen vil formaa Kongen til første Gang at negte Sanktion, men saa udarbeides et nyt Forslag, som forelægges et kommende Storthing og da gjerne antages af dette uden væsentlige Forandringer. Paa denne Maade er, oplyser Minoriteten, ikke faa af vore Love blevne til. Minoriteten indrømmer, at, om Regjeringen kom i Storthinget, kunde det være muligt, at Overensstemmelsen allerede strax tilveiebragtes, men den finder, at Skaden ved, at Afgjørelsen udsættes, i Almindelighed ikke er stor, da det er meget vigtigere, at Lovspørgsmaal afgjøres efter moden og alsidig Overveielse end i en Fart. At Storthinget undertiden føler sig ude af Stand til at fatte Beslutning angaaende private Forslag, hvis Grundtanke det bifalder eller anser værdig til nærmere Overveielse, og som det derfor oversender til Regjeringen, er en Fremgangsmaade, hvis Nødvendighed efter minoritetens Mening neppe i væsentlig Grad vilde blive indskrænket ved Statsraadernes Nærværelse i Storthinget, da det, der i saadanne Tilfælde hindrer Storthinget i at danne sig en Mening om Sagen, gjerne vil være, at der maa indhentes statistiske Oplysninger eller anstilles andre Undersøgelser om faktiske eller tekniske Forhold, som Statsraaderne i Almindelighed ikke strax vilde kunne meddele. Og naar Grunden til Oversendelsen ligger deri, at Sagen staar i Sammenhæng med andre Spørgsmaal, som allerede ere Gjenstand for en endnu ikke afsluttet Undersøgelse enten umiddlebart af vedkommende Departement, eller gjennem en kongelig Kommmission, vilde Oversendelsen heller ikke kunne undgaaes, om Statsraaderne vare i Storhtinget. 
(Fortsættes).  
 

Sanksjonsnektelse på beslutningen om statsrådenes deltagelse i Stortingets forhandlinger, 21. juni 1880, Departements-Tidende for 1880, Schibsted, Christiania, s. 401-413.

Negtelse af Sanktion
Departements-Tidende
To og femtiende Aargang
 

Redigeret af
C.  Collett
Otto Grundt
Nr. 27. 5te Juli 1880

(Fortsættelse fra forrige No.)
Naar Flertallet har paastaaet, at Storthinget i den senere Tid under Mangelen af den Veiledning, Statsraadernes Deltagelse i Forhandlingerne vilde give, har seet sig nødt til under Udøvelsen af sin bevilgende Myndighed at handle mere og mere paa egen Haand og ved Siden deraf at indskrænke Administrationens Handlefrihed ved at knytte Betingelser til sine Bevillinger, kan Minoriteten ikke finde denne Paastand beføiet, forsaavidt Flertallet dermed har villet sige, at Storthinget i den seneste Tid oftere end før bevilger Penge, som ikke af Regjeringen have været forlangte, da nye Bevilgninger nu som før regelmæssigen sker efter Regjeringens Forslag. Af og til forekommer der vel Bevilgninger udenfor de af Regjeringen forlangte, men dette er, siges det, i Forhold til Bevilgningernes Totalsum, nu neppe mere Tilfældet end før. Det eneste Tilfælde af denne Art, som efter Minoritetens Anskuelse har noget iøinefaldende Særpræg, ere Bevilgningerne til Jernbanerne mellem Bergen og Voss samt mellem Drammen og Skien; men med Hensyn til disse Bevilgninger savnede Storthinget ikke Veiledning fra Regjeringen, da denne havde i begrunde Forestilling erklæret ikke at ville bringe Bevilgningen i Forslag. Derimod indrømmer Minoriteten, at Regjeringens Raadighed over Udgifterne i den senere Tid efterhaanden er bleven indskrænket ved en stedse videregaaende Specialisering af Udgiftsbudgettet; men dette hænger, efter Minoritetens Mening, neppe sammen med den Omstændighed, at Statsraaderne ikke deltage i Storthingets Forhandlinger. Af dem, der fortrinsvis have forsvaret en saadan Specialisering af Udgiftsbudgettet, har det altid været paaberaabt, at man hverved kun følger Exemplet fra andre konstitutionelle Lande, det vil sige fra Stater, hvis Ministre have Sæde i Nationalrepræsentationen. Heller ikke kan Minoriteten erkjende Rigtigheden af den Paastand, at Regjeringens Indflydelse paa Beskatnings- og Bevilgningssagers Afgjørelse ubetinget skulde forøges ved Statsraadernes Nærværelse i Storthinget. Dersom den Departementschef, under hvis Ressort Sagen hører, eller endog det hele Statsraad, af Storthingets Majoritet betragtes som dens politiske Modstandere, maa det efter Forholdenes Natur og Erfaring fra andre Lande ventes, at Ministrenes personlige Nærværelse og Deltagelse i Repræsentationens Forhandlinger snarere vil friste Majoriteten til  at gaa yderligere, end den nu gjør, i at nægte Bevilgninger, eller hvor dette ikke kan ske uden altfor stor Skade for Landet, til at binde Administrationens Hænder i Anvendelsen af de bevilgede Midler. Rundeligere Bevilgninger og større Frihed i Udførelsen af de dermed tilsigtede offentlige Foretagender vilde der efter Minoritetens Mening ikke kunne ventes, medmindre statsraadet blev besat med Mænd, som delte Storthingsmajoritetens politiske Anskuelser eller dog gav efter for og handlede i Overensstemmelse med den. Men heri finder Minoriteten ingen ubetinget Anbefaling for den Forandring, man nu vil indføre i vort konstitutionelle System. Det kan ikke blive nogen Garanti for sand Sparsomhed i Bevilgninger og hensigtsmæssig Omgang med Statens Midler, at man faar en Regjering, som er knyttet til Stortingets Majoritet ved politiske og personlige Sympathiers Baand. Ligesom Storthinget allerede gjennem sin bevilgende Myndighed vil blive sat i Stand til at udøve større Tryk paa Regjeringen, hvis dennes Medlemmer deltage i dets Forhandlinger, saaledes vil dette end mere blive Tilfældet gjennem dets kontrollerende Myndighed. At denne ved Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger vil voxe i Styrke, ser Minoriteten uforbeholdent erkjende af Komitepluraliteten, der endog synes at antage, at det især er paa dette Punkt, at Statsraadenes Fraværelse fra Storthinget føles som et Savn. Pluralitetens Tankegang i dette Punkt er i Korthed Følgende: Det af Grundloven selv anordnede Kontrolmiddel, Anklage for Rigsretten, har i Praxis vist sig tungvindt og ubehjælpeligt og er derfor opgivet. Storthinget har i Stedet forsøgt et andet Kontrolmiddel, nemlig ved formelig Beslutning at udtale Misbilligelse af Regjeringens eller en enkelt Statsraads Handlemaade. Regjeringen har vistnok undertiden i Gjerningen taget Hensyn til saadanne Misbilligelser; men disse have ikke altid faaet den Vægt, der efter Komiteflertallets Mening tilkommer dem. Dette vilde derimod blive Tilfældet, hvis Statsraaderne deltage i Storthingets Forhandlinger. Mindretallet er enigt med Flertallet i, at man her er kommen ind paa Sagens Kjærnepunkt. Mindretallet er endvidere ganske enigt i, at Beslutninger, hvorved Storthinget udtalte Misbilligelse med en eller flere eller alle Statsraaders Handlemaade, hvis disse havde Sæde i Storthinget, maatte faa afgjørende Vægt, det vil sige medføre, at vedkommende Statsraader blev tvungne til at gaa af, de man vel ligesaalidt vilde forlange, at de skulde gjøre Afbigt, som man vilde indgaa paa, at de skulde slippe dermed. Derimod er Mindretallet uenigt med Flertallet i, at dette baade skulde være en konsekvent Udevikling af vor Forfatnings sande Tanke og i sig selv en Fordel. Naar vor nuværende Grundlov for at sætte Storthinget istand til at forebygge og hæmme Lovbrud eller for Riget øiensynlig skadelige Handlinger fra Regjeringens Side kun har anvist Storthinget det ene Middel at anlægge Rigsretsag mod de Skyldige, saa ligger deri, at den ikke har villet stille Statsraaderne i et stærkere Afhængighedsforhold til Nationalrepræsentationen end herved betinget. Dette fremgaar med fuld Klarhed af Rigsforsamlingens Forhandlinger om Istandbringelse af Grundlovens § 30 samt ved en Sammenligning af denne Paragraf og Grundlovens § 86 med den svenske Regjeringsform, hvis Forskrifter om Ministeransvarligheden Grundlovens Forfattere sees at have havt for Øie, og for hvilken de have hentet selve Benævnelsen Rigsret. Den svenske Regjeringsform, heder det, kjender ikke blot det ene Middel, Rigsret, til at gjøre Rigsdagens Kontrol effektiv, men giver desuden i § 107 Rigsdagen udtrykkelig Bemyndigelse til, naar nogen Statsraad ikke har iagttaget Rigets sande Tarv eller ikke røgtet sit Embede med Upartiskhed, Iver, Dygtighed og Fremfærd, at anholde hos Kongen om, at han vil afskedige den Raadgiver, som saaledes har forgaaet sig. Noget Sidestykke til denne Bestemmelse optog imidlertid vor Grundlov ikke. Denne Udtalelse kan, tilføier Minoriteten, vistnok ikke hindre Storthinget fra at fatte Beslutninger, hvori det udtaler Misnøie eller Mistillid til Kongens Raadgivere, da Adgangen dertil flyder af den Ytringsfrihed, der tilkommer Storthinget ligesaavel som enhver anden Korporation. Men en saadan Udtalelse er ikke Udøvelse af nogen Storthinget ved Grundloven hjemlet Myndighed, og dens Virkning kan derfor kun bero paa dens indre Berettigelse. Er Dadelen beføiet, saa bliver det selvfølgelig en Sag af største Betydning, at den udtalt af Folkets Repræsentation. Men er Dadelen i sig selv ubeføiet, saa bliver den det ligefuldt, hvem der end udtaler den. Grundloven har kun tillagt Odelsthinget anklagende Myndighed og at omdanne Regjeringens Stilling til dette eller til det samlede Storthing, saaledes at de Meninger, den ene eller den anden af disse Forsamlinger i formelig Beslutning maatte udtale om en Statsraads Handlemaade, middelbart skulde faa en Afsættelsesdoms Virkninger, bliver efter Minoritetens Opfatning en meget væsentlig Forandring baade i vor Grundlov og vor Statsskik. En saadan Forandring finder heller ikke Minoriteten at ville være en Forbedring. Odelsthing og Storthing have gjennem formelige Beslutninger udtalt Misbilligelse af Regjeringshandlinger, ikke blot hvor disse have indeholdt virkelige eller formentlige administrative Feilgreb, men ogsaa hvor Regjeringen kun har hævdet Kongen en Myndighed, som efter Regjeringens Opfatning af Grundloven tilkommer ham. Men selv bortseet herfra antager Minoriteten, at det vilde have sine Betænkeligheder at bringe Kongens Raadgivere i et saadant Afhængighedsforhold til Storthinget, som det, der ved den foreslaaede Grundlovsforandring tilsigtes. Den Paastand, at man herved skulde faa dygtigere Mænd ind i Statsraadet, tror Komiteminoriteten neppe vil vise sig begrundet. Man vilde selvfølgelig faa Mænd med større parlamentarisk Øvelse, men da man vilde faa hyppigere Ombytte, vilde Statsraadet sandsynligvis jevnlig være besat med Mænd af mindre administrativ Indsigt og Erfaring. Hvad der er sikkert, er, at det vilde blive besat med Mænd af samme politiske Anskuelser som Storthingsmajoritetens, og det er - ytrer Minoriteten - nu mere end nogensinde øiensynligt, at det just er dette, som giver Forslaget dets store Tiltrækningskraft. Naar Pluraliteten har paastaaet, at det Mindretal, som hidtil har modsat sig Reformen, har erkjendt, at det ikke er givet, men alene sandsynligt, at den vil have parliamentarisk Regjering til Følge, er dette en feilagtig Gjengivelse af Mindretallets Standpunkt. Hvad der for dette stiller sig tvivlsomt, er alene, hvor hurtigt, ikke hvorvidt det parliamentariske Styrelsessæt vilde komme. Paa samme Tid, som Pluraliteten nægter, at Statsraadernes Deltagelse vil skaffe os det Majoritetsherredømme i prægnant Forstand, der betegnes som parliamentarisk Styrelse, udtaler det dog, at "Spiren til en Udvikling i Retning af at tilføre Folkeretræsentationen en fyldigere Indflydelse i Statsstyrelsen og paa dens Ordning ligger i vor som i enhver anden konstitutionel Statsforfatning, hvorefter en overveiende Magt er bleven tillagt den lovgivende og bevilgende Statsmyndighed", -   fremdeles, "at Udviklingen hos os delvis har ført i den antydede Retning", - og endvidere, "at Repræsentationens Kamp og Stræben for Udfoldelsen af sin Magt tilvisse endnu ikke har naaet det Maal, der er den stillet indenfor Forfatningens Omraade." Flertallet mener, "at det neppe med Bestemthed lader sig forudsige, om vi i de kommende Dage, om kort eller lang Tid vil faa parliamentarisk Styrelse, og om vi faa den, i hvilken Udstrækning den da vil passe med vore konkrete Forhold." Flertallet antager imidlertid, at om Parliamentarismen kommer, saa vil Statsraadernes Nærværelse i Storthinget hverken have frembragt den eller i nogen Grad befordret dens Komme. Disse Ytringer finder Minoriteten ikke vel kunne forstaaes anderledes, end at der efter Flertallets Mening tilkommer Storthinget en Indflydelse paa Statsstyrelsen, som stadig skal voxe, det vil sige tilsidst blive den ene gjældende, - at denne Indflydelse skal strække sig ikke blot til Statsstyrelsen, men ogsaa til dennes Ordning, det vil sige, til Regjeringens Sammensætning, og at det bør være og vil blive - Storthingets Maal at stræbe efter denne Indflydelse. Heri ser Minoriteten en aabenbar Fornægtelse af Magtdelingens Princip. Og naar det erindres, at den Indflydelse, som man hævder for Storthinget, i Virkeligheden tilfalder dettes Majoritet, saa skjønnes ikke rettere end, at det just er et Majoritetsherredømme, som Komiteflertallet skulle faa parliamentarisk Regjering; det sees tvertimod at at tænke sig det muligt, at vi faa den meget snart. Kun paastaar den, at Statsraadernes Deltagelse ikke engang i nogen Grad vil fremme den. Flertallet har imidlertid selv udtalt, at Statsraaderenes Deltagelse i Storthinget er "Betingelsen for, at dettes kontrollerende Myndighed retfærdigen anvendt faar al den Autoritet og Indflydelse, som retlig tilkommer den." Men er altsaa Statsraadernes Fraværelse fra Thinget i Virkeligheden en Skranke endog for Storthingets kontrollerende Myndighed, saamaa den dog saameget mere være en Bom for Indførelsen af parliamentarisk Regjering. Den af Flertallet i hin Sætning udtalte Tanke fører imidlertid efter Minoritetens Mening videre. Naar Flertallet, udentvivl med Rette antager, at Storthingets dadlende Beslutninger vilde faa en ganske anden Virkning mod ministre, som have været tilstede og have havt Adgang til at forsvare sig, end mod Ministre, som ere udelukkede fra Storthinget, saa kommer dette alene deraf, at Beslutningen i første Fald vilde faa Karakter af et Nederlag, medens den nu som oftest kun konstaterer en Meningsforskjel. Men det vilde ikke blot blive udtrykkelige Daddelsbeslutninger, som fik denne Karakter af parliamentariske Nederlag. Som saadanne vilde Almenheden, Storthinget og Statsraaderne selv betragte envher Beslutning, hvorved Storthinget i nogen vigtig sag nægtede dem den Medvirkning, de forlangte. Statsraadernes Nærværelse i Storthinget vilde derfor efter Minoritetens Opfatning nødvendigen lede til, at Regjeringen alene kan føres af Mænd, som dele Storthingsmajoritetens Anskuelse, og det er blot en Strid om Ord, enten man vil kalde dette parliamentarisk Regjering eller ikke. Men det er just den heri liggende Forandring i vor Statsskik, Mindretallet er utilbøielig til at indgaa paa. En Majoritetsregjering har selv i Lande, hvis Repræsentation er anderledes sammensat end vor, sine store Ulemper. De hyppige Ministerskifter, der gribe forstyrrende ind i en fast og planmæssig Ledelse af Administrationen, er ikke den eneste af disse Ulemper, heller ikke den værste, skjønt den i et lidet samfund med faa fuldt udviklede Kræfter kan blive følelig nok. Et Ministerium, som ved Partibaand er knyttet til Repræsentationens Majoritet, bliver i det længste opretholdt af denne. Selv om Majoriteten er i Tvivl om dens Forslag, bliver den som oftest nødt til at indgaa paa dem. En saadan Regjering kunde heller ikke ventes af ville blive skarpt kontrolleret af Storthinget. Dettes Minoritet vilde vistnok kritisere dets Handlinger, men af Majoriteten vilde de regelmæssigen blive forsvarede eller dog undskyldte. Man har en ganske anden Garanti for streng Lovmæssighed i Styrelsen og for det offentlige Livs Renhed der, hvor intet Partibaand holder Repræsentationens Majoritet og Regjeringen sammen. For at man skulde give Statsraaderne Adgang til Storthinget og derved samle al virkelig Statsmagt i dets Majoritets Hænder, anser Minoriteten det ganske nødvendigt, at selve Storthinget omdannes saaledes, at Laghtinget valgtes ikke som nu af det samlede Storhting, man paa en anden Maade, der skaffede tilstrækkelig Garanti for, at det erholdt den Modstandsevne mod uoverlagte, ensidige eller uretfærdige Beslutninger, som Regjeringen vilde tabe, samt at Kongen fik Ret til at opløse Storthinget og paabyde Afholdelse af nye Valg ligesom vel ogsaa, at Statsraaderne bleve valgbare til Storthinget. Mindretallet anser det dessuden ønskeligt, at Grundloven undergik de øvrige i den kongelige Proposition af 22de December 1873 foreslaaede Forandringer. Pepræsenteres Folket af et eneste Forsamling, saa bliver denne uundgaaelig ensidig sammensat. Dette gjælder ogsaa om Storthinget, da to Trediedele af dets Medlemmer vælges af Kredse, hvor de mindre Gaardbrugere have en afgjort Overbvægt. Den Modvægt, byrepræsentanterne danne derimod, bliver utilstrækkelig, hvis Storthingets Majoritet kommer til at øve afgjørende Indflydelse ogsaa paa Regjeringens Sammensætning. Faar Storthinget denne Indflydelse, uden at Kongen erholder Opløsningsret, kan det hænde, og vil efter andre Landes Erfaring af og til komme til at hænde, at Storthinget nøder Kongen til at afskedige et Ministerium, som nyder baade hans og Landets Tillid. Blive Statsraaderne ikke valgbare, ville de ved at afskediges, udelukkes ikke blot fra Regjeringen, men ogsaa fra Storthinget, og altsaa indtil næste Valg fra al Deltagelse i det offentlige Liv. Naar Mindretallet, støttende sig til disse Betragtninger, fraraader at give Statsraaderne Adgang til Storthinget, medmindre Lagthinget omdannes til en særskilt valgt Forsamling, Kongen tillægges Opløsningsret og Statsraaderne gjøres valgbare, forlanger det kun, at man skal følge, hvad saagodtsom alle andre civiliserede Lande have fundet nødvendigt. Opløsningsretten er uden Undtagelse i ethvert andet monarkisk Land forbeholdt Monarken. At Ministrene kunne vælges til Medlemmer af Nationalrepræsentationen, er den almindelige Regel i alle monarkiske Stater. Undtagelse vides alene at være gjort i to smaa tydske Fyrstendømmer, nemlig Brunsvig og Sachsen-Altenburg. Tokammersystemet bestaar nu i alle selvstændige konstitutionelle Monarkier undtagen Grækenland. Af de Stater, som tilhøre det tydske Rige og have monarkisk Forfatning, have Preussen, Baiern, Sachsen, Würtenberg, Baden og Hessen-Darmstadt tvende Kammere. De endnu bestaaende mindre tydske Fyrstendømmer med konstitutionel Forfatning have vistnok kun et Kammer, men i alt Fald i flere af dem vælge de forskjellige Samfundsklasser særskilte Repræsentanter. Repræsenationernes Myndighed er dessuden i disse Lande paa mange Maader begrændset, og intet af dem har en Folkemængde, der naar op til 350 000 Mennesker. De ere mere at betragte som store Kommuner end som virkelige Stater. Det tydske Rige har ved Siden af sin Rigsdag et Forbundsraad, hvis Medlemmer udnævnes af Fyrsterne, og hvis Magt er meget større end et Førstekammer. Schweitz’s Forbundsrepræsentation bestaar af to Kammere, ligeledes den nordamerikanske Kongres og alle nordamerikanske Fristaters lovgivende Forsamlinger. - Ligeoverfor Komitepluralitetens Udtalelse om, at Mindretallet ingensinde er fremkommet med noget Forslag til Omdannelse af Lagthinget, og da der heller ikke er Tegn til, at det nogensinde har tænkt at gjøre det, oplyser Komiteminoriteten, at Grunden til, at intet saadant Forslag er fremkommet fra Mindretallets Side, ligger - som i et tidligere dissenterende Votum udtalt - deri, at Udarbeidelsen af et saadant Forslag, naar det skulde blive brugbart, vilde kræve Undersøgelser, som kun Regjeringen kan anstille. Rigtigheden heraf maa være indlysende for enhver. Den lettest iværksættelige Maade var maaske at lade de nuværende Valgkredse ved direkte Valg og med udvidet Stemmeret vælge et Antal Repræsentanter lig det nuværende Storthings, hvilke skulde danne Odelsthinget, samt at lade Lagthingsrepræsentanterne vælges skiftsvis gjennem inddirekte Valg efter Stemmeretsregler, som sikrede den Del af de stemmeberettigede, der erlægger den største Del af de direkte Skatter, tilstrækkelig Indflydelse paa Valgene. 
    Hvordedes dette skulde ordnes i Enkelthederne, er imidlertid øiensynlig en Opgave, som kun en Regjering kan løse. Minoriteten erklærer, at den meget gjerne vilde deltage i at stille en Anmodning til Regjeringen om at tage det her omhandlede Spørgsmaal under Overveielse og forelægge Storthinget et herpaa bygget Grundlovsforslag. Og naar den ikke har foreslaaet nogen saadan Anmodning, saa er det alene af den Grund, at Flertallet aldeles ikke har vist noget Tegn til at vilde indgaa paa Tokammersystemets Princip. Det er saalangt derfra, at Flertallet har vist sig aldeles utilgjængeligt for enhver Tanke om et Kompromis, idet det ei engang har villet indgaa paa det i den Kongelige Proposition af 22de December 1873 opstillede Forslag til Løsning af dette saa længe omtvistede Spørgsmaal. Den her paapegede Omstændighed viser ogsaa efter Minoritetens Mening tilstrækkeligt, at den virkelige Interesse for at skaffe Statsraaderne Adgang til Storthinget ikke er saa stor som paastaaet. Det vil ikke blive glemt, at det nylig har staaet i Storthingets Magt at faa denne Grundlovsforandring indført ved at indgaa paa nogle Tillægsbestemmelser, af hvilke den vigtigste, om Kongens Ret til at opløse Storthinget, sikkerlig alene stødte paa Modstand, fordi den var Flertallet en temmelig fremmed Tanke, og af hvilke de øvrige dog i alt Fald ikke kunde gjøre nogen Skade, medens den ene af dem, nemlig om Storthingsdiætens Begrændsning tidligere havde fundet stærke Sympathier i selve Storthinget. Desuagtet vilde man dengang ikke gaa ind paa den Kongelige Proposition. At Minoriteten ikke vilde dette, var en ligefrem Følge af, at den ansaa de ved disse Bestemmelser opstillede Garantier for utilstrækkelige. Men at Flertallet ikke gik ind paa dette Kompromis, afgiver efter Minoritetens Mening for Enhver, som dømmer efter Handlinger og ikke efter Ord, Bevis for, at Ønsket om at faa Statsraaderne ind i Storthinget ikke kan have været synderlig stærkt. 
    Et af Minoritetens Medlemmer har sluttelig tilføiet, at han lægger mindre Vægt paa Opløsningsretten og Statsraadernes Valgbarhed, og han vilde finde sig tilstrækkelig betrygget ved en Omdannelse af Lagthinget omtrent paa den ovenfor antydede Maade.
    De Debatter, som fandt Sted ved Sagens Behandling i Storthinget, ansees det mindre fornnødent her at gjengive, idet forsaavidt henvises til vedkommende Nummere af Storthingstidenden, som vedlægges. 
    Ved underdanigst at foredrage denne Sag skal Departementet, næst at bemærke, at det anser det ophøiet over Tvivl, at der tilkommer Kongen absolut Veto med Hensyn til Grundlovsforandringer, tillade sig at at anføre, at Hovedspørgsmaalet nu som før er, hvilken Indflydelse Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger kan antages at ville faa paa deres Evne til at opretholde Kongemagtens Stilling som Forfatningens konservative Element. Thi medens det paa den ene Side paastaaes, at den foreliggende Beslutning kun influerer paa Formen for Regjeringens og Repræsentationens samvirken, gjøres det paa den anden Side gjældende, og det ikke blot af Modstandere af Beslutningen som en afgjørende Indvending mod samme, men ogsaa af enkelte af dens Forsvarere som en Anbefaling, at den har meget videre gaaende Konsekventser, og navnlig at den vil lede til parliamentarisk Styrelse.
    I denne Henseende har Departementet i dets underdanigste Indstilling af 9de December 1873 og ved senere Anledninger anført, at der maa findes en Magt i Statsorganismen, hvem det særligt paahviler, at vaage over Bevarelsen af de dybere liggende og blivende Interesser i deres mulige Strid med dem, som Øieblikkets Bevægelser bringe op i Dagen, og at yde en Minoritets gjenholdende Anskuelser og Minoriteterns Tarv i det Hele en tilbørlig Opmærksomhed ligeoverfor en seierrig Majoritet, samt at denne Magt, der under den i det øvrige Europa almindeligvis brugelige konstitutionelle Organisme væsentlig er lagt hos et Førstekammer, hos os alene er søgt tilveiebragt ved en Kongemagt, der indenfor sine konstitutionelle Attributioner er tænkt at skulle optræde med en fyldestgjørende Selvstændighed. Ligesom derfor Kongemagten ogsaa gjennem Grundlovens Bestemmelser om Vetoet tydelig er betegnet som den Magt, der paa dette Punkt skal yde den forfatningsmæssige garanti, saaledes er ogsaa Kongens Raad hidtil stedse blevet sammensat under Hensyn til denne Opgave. Skulde nu Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger lede til, at Ministeriets Sammensætning blev saa væsentlig afhængig af Folkerepræsentationene Majoritet, at den ophørte at være Gjenstand for Kongens selvstændige Afgjørelse, formentes det klart, at den tilsigtede Grundlovsforandring, endog bortseet fra, at vort Samfund favner Betingelserne for, at det parliamentariske Styrelsessystem skulde kunne virke med Held, maatte fraraades som ganske uforenelig med Grundlovens hele Opfattelse og Ordning af Statsmagternes indbyrdes Forhold. Men Spørgsmaalet var, om denne Forudsætning kunde ansees berettiget. Og i denne Henseende er det i Indstillingen af 9de Decbr. 1873 som Resultatet af de forskjellige hinanden krydsende Betragtninger fremholdt, at man vel ikke kunde tillægge den anførte Forudsætning en saa absolut Gyldighed, at Statsraadernes Indførelse i Storthinget ubetinget maatte afvises, men at man paa den anden Side heller ikke turde se bort fra Faren for, at denne Foranstaltning kunde lede til en betænkelig Forandring i selve de politiske Institutioners Væsen og Betydning. I ethvert Fald maatte man være forberedt paa, at Grundlovsforandringen, naar den engang var skeet, vilde blive Udgangspunktet for alvorlige Forsøg paa at fremtvinge en parliamentarisk eller dermed analog Styrelse, medens det var aabenbart, ikke blot at Statsraadshvervet vilde blive vanskeligere og mere anstrængende og Omskiften af Statsraader allerede som en Følge heraf hyppigere, men ogsaa at det til Statsraadernes Fasthed og Selvfornægtelse i at taale Modgang til sine Tider endog vilde stille større Fordringer end i andre Lande, hvor Samfundets konservative Interesser støttes af et særskilt Kammer inden selve Repræsentationen. Departementet har derfor i Indstillingen af 9de Decebr. 1873 og ved senere Anledninger som sit Standpunkt hævdet, at Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger uden nærmere Vilkaar frembød overveiende Betænkeligheder og at en hertil sigtende Grundlovsforandring alene kunde anbefales under Forudsætning af, at der til samme blev knyttet andre Grundlovsbestemmelser, der ialfald kunde formindske Faren for Misbrug, fjerne den nærmest liggende Anledning til Rivning mellem Statsmagterne og hindre, at Institutionerne satte Menneskerne paa en større Prøve, end den kunde udholde. Den kongelige Proposition, som overensstemmende hermed blev fremsat paa Storthinget i 1874 til Imødegaaelse af Ønsket om Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, og hvis Hovedindhold i det Foregaaende er refereret, fandt vistnok ikke Tilslutning fra nogen Side, da den kom til Afgjørelse paa Storthinget i 1877. Men, forsaavidt angaar Konstitutionskomiteen, er herved at mærke, at dette for dens Minoritets Vedkommende ikke beroede derpaa, at de nærmere Vilkaar, hvortil Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger i Propositionen var foreslaaet knyttet, fandtes enten overflødige eller hensigtsmæssige, men derpaa, at de ikke antoges at afgive tilstrækkelige Garantier, medmindre tillige Nationalforsamlingen omdannedes i Overensstemmelse med Tokammersystemets Grundsætninger. Og forsaavidt angaar samme Komites Majoritet, der bestred disse Vilkaars Nødvendighed og tildels ogsaa deres Tjenlighed for Øiemedet, medgav den, ikke blot, at den i Propositionen udviklede Opfattelse af Regjeringens Magtstilling ligeoverfor Repræsentationen i væsentlig Grad maatte erkjendes at have Medhold i Grundlovens Ord og Aand, men ogsaa at Betænkelighederne ved den her omhandlede Grundlovsforandring, om saadanne overhovedet kunde paavises, laa i den antydede Retning, og at det vilde være ønskeligt, om der kunde paapeges Midler, hvorigjennem enhversomhelst Fare for den ensidige Udvikling, som ikke Faa inden Almenheden syntes at frygte, kunde paa Forhaand forebygges.
    De Forhandlinger, som nu have fundet Sted i Anledning af denne Sag, have ikke frembragt nye Synspunkter, hvorunder den i konstitutionel Henseende skulde kunne betragtes, eller stille de tidligere fremholdte synspunkter under nogen væsentlig ny Belysning. Navnlig have de Ytringer, hvori det parliamentære Styrelsessystem eller al Myndigheds mere eller mindre fuldstændige Koncentration hos Nationalforsamlingen eller dens Majoritet fra den ene Side betegnes som en Konsekventse af Statsraadernes Indførelse i Storthinget og fra den anden Side antydes som Maalet for denne Foranstaltning, ikke tabt i Skarphed og Betydning. Idet Departementet saaledes forsaavidt vil kunne henvise til Udtalelserne i Regjeringens Indstillinger af 9de December 1873, 8de Mai 1874, og 22de Mai 1877, vil det her indskrænke sig til noget næræmere at omhandle en Omstændighed, der først har traadt frem i de sidste Aar. 
    Det siger sig selv, at Spørgsmaalet om, hvorvidt Samfundets dybere liggende og blivende Interesser under de parliamentære Kampe ville kunne tilstrækkelig hævdes, i væsentlig Grad beror paa Nationalforsamlingens Sammensætning, der igjen betinges af Vilkaarene for den konstitutionelle Stemmeret. Grundloven har i § 50 b og c som Stemmeberettigede betegnet de selvstændige Udøvere af Landets to Hovednæringsveie, Landbonæringen og Kjøbstadnæringen, de første ved Udtrykkene: "paa Landet eie eller paa længere Tid end fem Aar have bygslet matrikuleret Jord", og de sidste ved udtrykkene: "ere Kjøbstadborgere" eller med andre Ord: drive Næring i Kraft af Kjøbstadborgerskab. Ved Siden af disse to Kategorier, der omfatter det allerstørste Antal af de aktive Borgere, er stillet en tredie af lidet Omfang, nemlig Embedsmændene, hvorhos der i Slutningen af § 50 c ogsaa er aabnet Andre Adgang til Stemmeret, forsaavidt de ved Erhvervelse af Hus og Grund vække Præsumtion for den Selvhjulpenhed og Interesse i regelmæssige Samfundsforholde, som er funden tilstrækkelig til at begrunde Optagelse i de aktive Borgeres Række. Det, som karakteriserer disse Regler, er, at de faktisk udelukke den besiddelsesløse eller næsten besiddelsesløse Mængde og, bortseet fra Slutningsbestemmelsen i Grundlovens § 50 c, uden videre Forskjel mellem Fattige og Rige lægge Hovedvægten paa den Plads, Vedkommende indtager i de tre Hovedgrene af Folkets Arbeider, Landbonæringen, Kjøbstadnæringen og Statstjenesten. Den overveidende Indflydelse i Landets offentlige Anliggender tilfalder følgelig dem, der som Gaardbrugere eller Kjøbstadborgere staa i Spidsen for en særskilt Bedrift, og som altsaa kunne formodes baade at kunne have en selvstændig Mening om, hva der hører til en Styrelse eller ialfald til en i Henseende til Maal, Midler og Følger beregnet særskilt Virksomhed. Og dette er det, som i Forbindelse med Udelukkelsen af det parliamentariske Regjeringssystem efter Departementets Formening har gjort Mangelen af Repræsentationens Organisation i to særskilte og selvstændige Kamre lidet følelig og hidtil har ydet Garantien for, at konservative Samfundsindtresser ikke tilsidesættes, og at maadeholdne Meninger kunne gjøre sig gjældende. 
(Fortsættes).

Sanksjonsnektelse på beslutningen om statsrådenes deltagelse i Stortingets forhandlinger, 21. juni 1880, Departements-Tidende for 1880, Schibsted, Christiania, s. 417-431.
 

Line
13.08.1999 Tilrettelagt av Frode Ulvund