Negtelse af Sanktion
Departements-Tidende
To og femtiende Aargang
Redigeret af C. Collett
Otto Grundt
Nr. 25, 21de Juni 1880
Nedenstaaende underdanigste
Indstilling fra den norske Regjering af 21de Mai 1880 angaaende Negtelse
af Sanktion paa Storthingets Beslutning af 17de Marts 1880 til Grundlovsbestemmelse
om Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger samt angaaende
Fremsættelse af kongelig Proposition til Grundlovsbestemmelse angaaende
Forandring i Grundlovens § 54 med flere Paragrafer er ved kongelig
Resolution af 29de Mai sidstleden naadigst bifaldt:
Chefen
for Justits- og Politi-Departementet, Statsraad Bachke, har underdanigst
foredraget Følgende:
Overensstemmende
med et paa 26de ordentlige Storthing fremsat Konstitutionsforslag har 29de
ordentlige Storthing under 17de Marts sidstleden fattet følgende
Beslutning til Grundlovsbestemmelse angaaende Statsraadernes Deltagelse
i Storthingets Forhandlinger:
"Naar
Storthingets Forhandlinger, overensstemmende med Grundlovens § 74
ere aabnede, have Statsministrene og Statsraaderne Ret til at møde
i Storthinget
samt i begge dets Afdelinger, og lige med sammes Medlemmer, dog uden at
afgive
Stemme, at deltage i de forefaldende Forhandlinger, forsaavidt disse holdes
for
aabne Døre, men de Sager, som behandledes for lukkede Døre,
kun forsaavidt det
af vedkommende Thing maatte tilstedes."
Denne
Beslutning er paa sædvanlig Maade overbragt regjeringen og derefter
afgiven til Behandling af dette Departement, som herved tillader sig at
forelægge den for Deres Majestæt.
Beslutningen
er - med Undtagelse af en ved det i 1873 oprettede nye Statsministerembede
foranlediget Ombytning af det tidligere benyttede Ord "Statsministeren"
med det nu i Stedet indtagne: "Statsministrene - ordlydende med en under
9de Marts 1872 af det da forsamlede Storthing fattet Beslutning, der ved
kongelig Resolution av 7de Mai f. A. nægtedes Sanktion. I dette Departements
til Grund for Resolutionen liggende underdanigste Foredrag, der tilligemed
de af Statsraadets øvrige Medlemmer afgivne Vota er indtaget i Dept.Tid.
for 1872 Pag. 305 og følgende, er givet en Fremstilling af Sagens
tidligere Historie, hvortil man tillader sig at henvise. Overensstemmende
med Foredraget blev det derhos ved nævnte Resolution paalagt den
norske Regjering i betimelig Tid at indkomme med Betænkning om, hvorvidt,
under Forudsætning af at Statsraadets Medlemmer gjennem den dertil
fornødne Grundlovsforandring skulde gives Deltagelse i Storthingets
Forhandlinger, andre Grundlovsforandringer eller andre Foranstaltninger,
ved Siden deraf ansaaes nødvendige eller hensigtsmæssige,
samt i Forbindelse dermed at afgive Betænkning om Sagen i dens Helhed.
- Til Opfyldelse af dette Paalæg afgav den norske Regjering under
9de December 1873 en underdanigst Indstilling, der bifaldtes ved kongelig
Resolution af 22de December næstefter. I Henhold dertil fremsattes
der paa Storthinget i 1874 for at komme under Behandling i den paafølgende
Valgperiode naadigst Proposition (Sth. Prp. No. 21 for 1874, der i Aftryk
vedlægges) til Grundlovsbestemmelse angaaende Adgang for Statsraadets
Medlemmer til at deltage i Storthingets Forhandlinger samt angaaende de
Grundlovsforandringer, der samtidig dermed fandtes nødvendige, og
som i det Væsentlige gik ud paa,
at Kongen gaves Ret til
at opløse Storthinget og paabyde nye Valg,
at ordentligt Storthing,
saafremt Opløsning ikke fandt Sted, kunde uden Kongens Tilladelse
forblive samlet i 4 Maaneder, medens der samtidigt fastsattes en Begrændsning
af Repræsentanternes Diætgodtgjørelse,
at en afskediget Statsraads
Pension ikke af Storthinget kunde nedsættes til under det Halve af
den almindelige Statsraadsgage, samt
at kongelig Resolution angaaende
Stadfæstelse eller Forfattelse af Storthingets Beslutninger kunde
afgives ogsaa, efterat Storthinget var hævet, og indtil et nyt Storthing
sammentraadte.
For Storthinget
i 1874 forelaa imidlertid til Behandling et i 1871 fremsat privat Forslag
ordlydende med den nu af Storthinget fattede Beslutning, og dette Forslag
blev med 74 mod 35 Stemmer bifaldt ved Storthingets Beslutning af 27de
Marts 1874, der nægtedes Sanktion ved kongelig Resolution af 23de
Mai næstefter overensstemmende med den norske Regjerings i Aftryk
vedlagte underdanigste Indstilling.
I 1877
kom den førnævnte kongelige Proposition under Behandling paa
Storthinget, for hvilken der imidlertid ogsaa forelaa et i 1874 fremsat
privat Forslag ordlydende saavel med den i 1874 fattede, men ikke sanktionerede
Storthingsbeslutning angaaende nærværende Sag, som med den
nu derom foreliggende Beslutning. Dette private Forslag blev, efterat den
kongelige Proposition enstemmig var forfattet, med 82 mod 29 Stemmer bifaldt
ved Storthingets Beslutning af 10de April 1877, hvilken derpaa ved kongelig
Resolution af 26de Mai næstefter nægtedes Sanktion. Gjenpart
af den norske Regjerings til Grund for denne Resolution liggende Indstilling
vedlægges i Aftryk.
Den nu
foreliggende Beslutning er af Storthinget fattet med 93 mod 20 Stemmer
overensstemmende med den af vedkommende Komites Pluralitet (7 Stemmer mod
2) afgivne Indstilling.
Komiteens
Pluralitet anfører, at den Reform i Forretningsorden mellem Statsmagterne,
hvortil det foreliggende Forslag sigter, nu i 59 Aar med et Par kortere
Mellemrum har staaet paa Dagsordenen, og at det i den Skriftvexel, hvorfor
Sagen under dens Behandling af de tidligere Konstitutionskomiteer og fra
Regjeringens Side har været Gjenstand, gjennemgaaende har været
erkjendt, at Reformen vilde medføre saa store og væsentlige
praktiske Fordele, at den vilde indeholde et Fremskridt af overordentlig
Betydning for Udviklingen af og Lettelsen i Samarbeidet Statsmagterne imellem.
Det bemærkes i denne Henseende, at det allerede paa et meget tidligt
Stadium af Forhandlingerne i denne Sag er bleven fremhævet, at det
skriftlige System for Forretningsførelsen mellem Statsmagterne allerede
fra første Færd var tungvindt, besværligt og ubehjælpeligt,
og at det ingenlunde paa en tilfredsstillende Maade fyldestgjorde Kravet
til et gavnrigt Samarbeide, et nærmere Forhold og en bedre gjensidig
Forstaaelse mellem de 2de Statsmagter, af hvis Fællesvirken Fædrelandets
Velgang og Trivsel i saa høi Grad er afhængig, men at Manglerne
og Ulemperne ved den nu bestaaende Ordning, efterhvert som Forholdene have
udviklet sig, baarne fremad af en heldig Udfoldelse af Landets materielle
Hjælpekilder og en jevnsides dermed gaaende Udvikling af Folkets
intellektuelle Evner og Kræfter, Tid efter anden ere blevne mere
og mere følelige, og at den derved fremkaldte Tilstand i vort offentlige
Liv gradvis er bleven mere uholdbar. - Medens Komitepluraliteten ikke anser
det nødvendigt i det Enkelte at paapege disse allerede paa Sagens
tidligere Stadium med stor Udførlighed fremholdte Mangler og Ulemper,
finder den dog at burde i Korthed rekapitulere Klagerne over de stærkest
fremtrædende af disse, i hvilken Rekapitulation efter Komitepluralitetens
Anskuelse implicite vil ligge de væsentligste Grunde for denne Reform.
Det er, bemærkes det, aabenbart Grundlovens Tanke, at Initiativet
væsentlig skulde ligge hos den exekutive Statsmagt og af denne regelmæssig
blive bragt i Anvendelse saavel med Hensyn til nødvendige Forandringer
og hensigtsmæssige Forbedringer i Lovgivningen, som naar det gjælder
Beskatnings- og Bevillingssager, hvad ogsaa er skeet, om end ikke efter
Komitepluralitetens Mening altid i enhver paakrævet Retning og i
fornødent Omfang. Men under denne den exekutive Magts Funktion som
Initiativets Anvender, er det, tilføier Komitepluraliteten, at det
netop har vist sig, hvor yderst uheldig den ved Grundloven etablerede Forhandlingsmaade
- hvilken vistnok nærmest af den Grund har faaet sin Tilværelse,
at man i vort Aarhundredes Begyndelse i dette Forhold endnu neppe kjendte
nogen anden - har været og er i fast alle de Retninger, hvor Initiativet
af Regjeringen er blevet brugt eller kan tænkes anvendt. Som de væsentligste
Mangler og Ulemper ved Systemet ere, anføres det, under de tidligere
Forhandlinger i Sagen stadig fremholdt Følgende: Naar kongelige
Forslag fremsættes til nye Love eller Ændringer i ældre
Love, er det umuligt paa Forhaand skriftlig at begrunde disse Forslag paa
en saa udtømmende Maade, at der ikke under Forhandlingerne i Thinget
reises Spørgsmaal og Tvivl, til hvis Besvarelse eller løsning
ingen Veiledning findes i Forslagenes Præmisser. I ethvert Tilfælde
af denne Art, hvilke meget ofte forekomme, vilde den Statsraad, fra hvis
Departement det paagjældende Forslag er udgaaet, under sin Nærværelse
i Thinget kunne give authentiske Oplysninger til Besvarelse af de reiste
Spørgsmaal og Tvivl, Oplysninger, der maa forudsættes at ville
være af stor Betydning og at kunne have en væsentlig Indflydelse
paa Forslagets Afgjørelse i Thinget. Som Ordningen nu er, maa Kongens
Raad være et taust Vidne til, at dets Begrundelse for Forslaget imødegaaes
og dette forkastes, uden at der er levnet Raadet mindste Adgang til Forsvar
for samme under dets Behandling der, hvor forsvaret særlig kræves
og fortrinsvis kunde gjøre sin Virkning. Vistnok finder de kongelige
Propositioner i Regelen et Forsvar i Thinget, men da dette Forsvar efter
Pluralitetens Opfatning sjeldent kan forudsættes at være lagt
paa et indtrængende Kjendskab til Sagforhold, bærer det hyppig
Konjekturalbegrunndelsens Præg og vil derfor oftst være af
mindre Virkning, hvorfor ogsaa Antallet af de kongelige Forslag, der i
Tidernes Løb ere blevne fremsatte, men enten have fristet den Skjæbne
at blive ligefrem forkastede eller efter Behandlingen i Thinget ere fremkomne
som Lovbeslutning af et betydeligt forandret Indhold, har været temmelig
stort. At de kongelige Lovforslag hyppig have fristet denne Skjæbne,
og det endog aar det angik Sager af stor og landsvigtig Betydning, er en
fremtrædende Kjendsgjerning i vort offentlige Liv, hvortil den væsentligste
Aarsag maa søges i Bibeholdelsen af en Forhandlingsmaade mellem
statsmagterne, hvis Mangelfuldhed og Uhensigtsmæssighed er iøinefaldende,
og som derfor i alle europæiske statsforfatninger forlængst
er ombyttet med det System, for hvis Indførelse ogsaa i vort Land
der nu snart i 2de Menneskealdre har været kjæmpet. Endnu uheldigere
er, bemærker Pluraliteten, baade Regjeringen og Stothinget stillet
overfor Anvendelsen af det private Initiativ i Lovsager. Her har Regjeringen
ikke engang Anledning til en skriftlig Begrundelse for eller imod vedkommende
Lovforslag, men savner fuldstændig Adgang til at influere paa dets
Skjæbne under Behandlingen i Storthinget, saaat Kongens Raadgivere,
naar det tilsidst foreligger dem til Bedømmelse, kun have Valget
mellem enten at anbefale Sanktionsnægtelse, eller at tilraade Godkjendelse
af Lovbeslutningne, selv om den kun halvt eller delvis finder deres Bifald.
At en Ordning, der ikke levner Regjeringen synderlig anden Indflydelse
paa Udviklingen af Landets Lovgivning end den rent negative, der øves
i den efterfølgende som oftest lidet frugtbar Kritik og i Paakaldelsen
af det kongelige Veto, er forfeilet i sit Anlæg og uheldig i sine
Følger, forstaar sig af sig selv. At den bundne og hjælpeløse
Stilling - fortsætter Pluratiteten - hvori Kongens Raad her i Landet
ved dets Udelukkelse fra enhver Deltagelse i Nationalforsamlingens Lovgivningsarbeider,
er sat, i flere Retninger kan have og har en uheldig Indflydelse paa Fremskridtet
i og Udviklingen af Landets Lovgivning er kun en af de flere mislige Følger
af den stedfindende uheldige Ordning. En anden er de økonomiske
Ulemper, der flyder af dette Forhold, idet deraf er bleven en mere eller
mindre direkte Følge, at Storthinget har faaet vidtløftige
Lovgivningsarbeider, der har kostet megen Anvendelse af Tid og Kræfter,
spildte gjennem Sanktionsnægtelse, saa at Arbeidet har maattet begynde
forfra, og at stundom stærkt paakrævede legislative Forføininger,
der ikke have kunnet fremmes paa Grund af manglende Oplysning, have maattet
oversendes Regjeringen til Betænkning og Indhentelse af de savnede
Oplysninger, hvilken Oversendelse stundom og ikke saa sjelden har havt
til Følge, at en kostbar kongelig Kommission er bleven nedsat. Hvad
her er sagt om Lovgivningsarbeiderne, gjælder efter Komitepluralitetens
Mening i ikke mindre Grad og til ikke ringere Skade og Ulempe Behandlingen
af de Storthinget nu aarligt foreliggende Beskatnings- og Bevillingssager.
Komitepluraliteten deler fuldkommen den Opfatning, som Statsraad Broch
i sin Votum af 1872 har udtalt om den iøinefaldende uheldige Maade,
hvorpaa disse for Samfundet saa betydningsfulde Anliggender maa behandles,
saalænge Statsraadet ikke har Adgang til Deltagelse i Storthingets
Forhandlinger, og paapeger at i samme Retning har ogsaa nu afdøde
Statsraad Riddervold i et andet dissenterede Votum fra samme Aar udtalt
sig.
Foruden
at Storthinget, fortsætter Komitepluraliteten videre, under den nuværende
Tingenes Tilstand som bevilgede Myndighed har seet sig nødsaget
til mere og mere at handle paa egen Haand, er ved Siden deraf og af samme
Grund en ligeartet Praxis indtraadt derved eller deri, at Storthinget mere
og mere har fundet det nødvendigt til sine Bevillinger at knytte
Betingelser og nærmere Bestemmelser for de Administrationen betroede
Midlers Anvendelse, med andre Ord, af den bevilgende Myndighet er, tvungen
af Omstændighederne, gaaet over til, mere end ønskeligt kan
være, tillige at blive den administrerende Myndighed. Om der end
ikke kan reises nogen Tvivl om, at Storthinget har grundlovmæssig
Ret til at meddele betingede og til nærmere Bestemmelser for Anvendelsen
bundne Bevillinger, kan det paa den anden Side dog ikke nægtes, at
en fortsat yderligere Udvikling av denne Praxis baade kan og tilsidst maa
lede til lidet ønskelige Følger. I denne Henseende fremhæves
det, at det ikke i saa Tilfælde vil skille sig vanskeligt for Storthinget,
saalænge det i Salen maa savne den Oplysning fra nærmeste og
paalideligste Kilde, og den Skjønsomme Veiledning, som kunde erholdes
fra Indehaveren af den øverste Administration for enhver Branche
af det offentlige arbeide, at træffe den bedste Anordning af de Midler,
der bevilges. Helt anderledes vilde efter Komitepluralitetens Mening Forholdet
stille sig, naar Statsraadets Medlemmer vare tilstede i Storthinget og
kunde afgive de Forklaringer og Oplysninger, som der var Anledning til
at begjære, i hvilket Fald mangen en vidtløftig Debat vilde
spares og forkortes, ligesom Komitepluralitetens finder det mere end sandsynligt,
at det da langt sjeldnere vilde blive fornødent, paa den Maade,
som nu sker, at indskrænke Regjeringens Frihed eller at binde dens
Myndighed under Gjennemførelsen af Storthingets Beslutninger.
Ogsaa
under Udøvelsen af Storthingets kontrollerende Myndighed har efter
Pluralitetens Opfatning Savnet af Statsraadernes Deltagelse i Præsentationens
Forhandlinger været følt, og ikke mindst derunder. Idet Erfaring
har vist - heder det, - at de skarpest præciserede grundlovsbestemte
Former for Udøvelsen af det konstitutionelle Ansvar ikke i Praxis
have aabenbaret deres Bekvemhed for Øiemedet, har Storthinget, under
Forbigaaelse af de tungvindte og ubehjælpelige Rigsretsapparat, forlængst
maattet ty til andre Midler, for at hævde og gjennemføre sin
kontrollerende Myndighed, hvor Regjeringens Handlemaade paakaldte dette.
Saaledes har baade Odelsthing og Storthing alt længe og i ikke faa
Tilfælde fundet det nødvendigt overfor Regjeringens Opfattelse
af dens Pligter og i Anledning af dens Handlemaade, i visse Retninger eller
i enkelt Sag, at udtale Misbilligelse eller fremføre Reservation,
og ligesom denne Form for Ansvar eller for en foreløbig Bebudelse
deraf under angiven Forudsætning ganske vist ligger indenfor Omraadet
af Storthingets Myndighed og er hævdet ved Praxis, har den desuden
mere end en Gang fra den anden Statsmagt modtaget det Gyldighedens Stempel,
som en Godkjendelse i Handling giver. Overfor denne Virksomhet fra Storthingets
Side, i den ene som i den anden Form, fremtræder efter Komitepluralitetens
Anskuelse maaske allerstærkest Kravet paa Statsraadernes Nærværelse
under Thingets Forhandlinger, thi her gjælder det for Kongens Raadgivere
ikke blot at begrunde sine Meninger eller belyse Rightigheden af sin Opfatning
i Almindelighed eller i enkelt Sag, men det gjælder, hvad der ikke
har mindre Betydning, at forsvare sig mod Anklage, at værge Statsraadet
eller den enkelte Statsraad mod Ansvar, at vogte Raadets eller det enkelte
Medlems Ære og Anseelse og maaske i enkelte Tilfælde tillige
den exekutive Statsmagts Myndighedssfære. Og ikke engang hermed -
tillægger Pluraliteten - er Kravet i fuld Omfang angivet. Det gjælder
tillige at sætte Storthinget istand til derigjennem, at den Anklagede
er aabnet fuld og fri Adgang til et udtømmende Forsvar, retfærdigt
og med fuld Tryghed og tilstrækkelig Omsigt at udøve sin grundlovsmæssige
Ret og Pligt som kontrollerende og ansvarliggjørende Statsmagt.
I den ved Forslaget tilsigtede Ordning ser saaledes Komitepluraliteten
paa den ene Side Garantien mod Misbrug af denne Storthingets Myndighed,
og paa den anden Side Betingelsen for, at samme, retfærdig anvendt,
faar al den Autoritet og Indflydelse, der retlig tilkommer den. At den
foreslaaede nye Ordning, antagen og bragt i Udøvelse, for begge
Statsmagter vil skjærpe Følelsen af det konstitutionelle Ansvar,
anser Komitepluraliteten for en naturlig og ligefrem paaregnelig Følge.
For Statsraaderne vil Adgangen til Deltagelse i Storthingets Forhandlinger
skjærpe Pligten til at dygtiggjøre sig for sin Gjerning og
navnlig til anderledes, end de nu i sin Stillings Medfør have Adgang
til, at sætte sig ind i de Sager, der foreligger Storthinget, og
til paa den Kampplads, der giver Karakteren og Personligheden sin Styrke,
og med de Vaaben, der skjænker Evnerne og Dygtigheden sin rette og
fulde Anvendelse, det mundtlige Ord, i Forsvar eller Angreb at beskytte
sin Stilling, værge sin Opfatning og sine Synsmaader og derved under
Kampen og Meningsbrydningerne, som Statsmagternes Fællesarbeide altid
fremkalder, at give et forøget Bidrag til Udbyttet af dette betydningsfulde
Samarbeide. Og den anden Statsmagt, hvis Virken og Arbeide under den nuværende
Arbeidsordning ogsaa, om end ikke i samme Grad, lider under Isolationens
Tryk og Tvang, vil ligeledes i den paatænkte forandrede Ordning erholde
en ny Spore for sin Pligtfølelse og en ny Løftestang for
Dygtighedens og Kræfternes Udvikling og Anvendelse. Heri ser Komitepluraliteten
imidlertid ikke det hele Fremskridt og den fulde Vinding ved den paatænkte
Ordning. Det kan ikke feile, at i dette, som i alle menneskelige Forhold
og Anliggender, den nærmere personlige Sammenkomst og den mundtlige
Udvexling af Synsmaader, Meninger og Følelser, under Forudsætningen
af en Loyalitet og Velvillie fra begge Sider, der ikke behøver at
være større end den, der er den almindelige mellem Menneskerne,
i mange og væsentlige Punkter maa føre til bedre Forstaaelse,
større Fred og mere Enighed, end den nuværende Ordning gjennem
snart tvende Menneskealdre af konstitutionel Virken har bragt os. Og i
denne sikre og i almidelig menneskelig Erfaring grundede Forventning om,
hvad der ogsaa i denne Henseende skal komme i Modsætning til hvad
der er, ser Komitepluraliteten en ny og ingenlunde den mindst vægtige
Grund til at skjænke det foreliggende Forslag sin Anbefaling. Komitepluraliteten
fremhæver her Udtalelser i Statsraad Brochs tidligere omhandlede
Votum om, at den Gjæring og Agitation, der fremtræder saa stærkt
i vor Tid, væsentlig er begrundet i materielle Krav, saaledes fortrinsvis
i Beskatnings- og Bevillingsspørgsmaal, og det fornemmelig er Hensynet
hertil, der nu nødvendiggjør den heromhandlede Reform. Komitepluraliteten
antager, at det ligemeget er enhver betydningsfuld Gren af Statsstyrelsen,
der stiller Kravet paa Reformen, og under denne Opfatning slutter den sig
fuldstændig til følgende Ytringer i det fornævnte Votum:
"Kun
ved selv at gribe handlende og ledende ind, kan Regjeringen fremkalde og
styrke det modererende og konservative Element, hvortil Spiren altid vil
findes i en Nationalforsamling sammensat som vor, og samtidig give Bevægelserne
den rigtige Retning uden selv at opslides i samme."
Og videre:
"Ved at antage Reformen
vil den konstitutionelle Kongemagt erholde den ledende Indflydelse, som
tilkommer samme, men som jeg stærkt befrygter ellers, endog hvad
den ligefremme Administration angaar, mere og mere vil glippe den af Hænderne.
Den vil give det klarende Element til den Gjæring, som Tidsaanden
har fremkaldt, og bevirke, at denne ikke fremtræder som en ufrugtbar,
Statsmagerne gjensidig opslidende Strid, men giver Samfundslivet det frugtbargjørende
Nedslag, som Gjæringen indeholder"
(Fortsættes).
Sanksjonsnektelse på
beslutningen om statsrådenes deltagelse i Stortingets forhandlinger,
21. juni 1880, Departements-Tidende for 1880, Schibsted, Christiania, s.
385-395.
Negtelse af Sanktion
Departements-Tidende
To og femtiende Aargang
Redigeret af
C. Collett
Otto Grundt
Nr. 26, 28de Juni 1880
(Fortsættelse fra forrige
Numer).
Komitepluraliteten har -
bemærker den - i det Foregaaende i korte Træk paany fremstillet
de væsentligste Grunde, der tale mod at bibeholde den nuværende
Forhandlingsmaade mellem Statsmagterne, og i hvilken Fremstilling direkte
ligger udtalt de stærkeste Motiver til at indgaa paa den foreslaaede
Forandring. Under Forhandlingerne om denne Sag i 1874 og 1877, anfører
den videre, dreiede Undersøgelsen sig væsentlig om, hvorvidt
Reformen vilde fremkalde, hvad man kalder parliamentarisk Styrelse, og
om det under Forudsætning af, at dette kunde blive Tilfældet,
var fornødent eller hensigtsmæssigt at indgaa paa de Kautelbestemmelser,
som i den tidligere nævnte kongelige Proposition af 22de December
1873 var forelagt Storthinget til Antagelse. Da denne kongelige Proposition,
tillægges det, ved den endelige Prøvelse i 1877 ikke fra nogen
av Siderne i Storthinget vandt Tilslutning, har Regjeringen indtil videre
opgivet denne Bestræbelse, hvorfor Sagen atter foreligger som et
ublandet Spørgsmaal om, hvorvidt Statsraaderne bør aabnes
Adgang til Deltagelse i Storthingets Forhandlinger. Under disse Omstændigheder
finder Komitepluraliteten at burde indskrænke sig til i Korthed at
fremtholde de Grunde, der fra først af ere anførte til Støtte
for Forslaget i og for sig og som senere end Forslagets Vedtagelse af Storthinget
i 1872 ved Forholdenes Udvikling kun have vundet en forøget Vægt.
Komitepluraliteten udtaler, at den ikke deler den Frygt, som under Skriftvexlen
om denne Sag, navnlig fra Minoritetens, men tillige, om end ikke med samme
Bestemthed, fra Regjeringens Side har været udtalt for, at den foreslaaede
Forandring vil kunne lede til en Forrykkelse af Grændserne for det
ved Grundloven opstillede Magtforhold mellem Statsmagerne derved, at de
forandrede Forholde, som Reformen, vedtagen og bragt i Anvendelse, vilde
medføre, vilde kunne bevirke eller ialfald give Anledning til, at
der fra den lovgivende og bevilgende Statsmagt kunde blive gjort Forsøg
paa Indførelse af det saakaldte parliamentariske Styrelsessæt.
I dette Punkt slutter Pluraliteten sig i alt væsentligt til, hvad
de tidligere Komitepluraliteter desangaaende i Indstillingerne af 1872,
1874 og 1877 have udtalt. Pluraliteten er endog efter nærmere at
have overveiet denne Side af Sagen tilbøielig til endmere bestemt
at afvise den Tanke, som den foreslaaede, udelukkende tilsigter, skulde
kunne øve nogen mærkbar Indflydelse til at forrykke Grændserne
for selve Magtforholdet mellem de tvende Statsmagter. Komitepluraliteten
erkjender vistnok, at Spiren til en Udvikling i Retning af at tilføre
Folkerepræsentationen en fyldigere Indflydelse i Statsstyrelsen og
paa dens Ordning, ligger i vor som i enhver anden konstitutionel Statsforfatning,
hvorefter en overveiende Magt er bleven tillagt den lovgivende og bevilgende
Statsmyndighed, og medgiver tillige, at Udviklingen under vor 6-aarige
Virken under de Forfatningsformer, som Grundloven af 1814 har etableret,
allerede delvis har ført i den antydede Retning. Men, ligesom dette
efter Komitepluralitetens Mening kun er en Udvikling, der finder sin berettigede
Plads indefor eller i ligefrem Konsekventse af vore forfatningsmæssige
Bestemmelser for, hvor de tvende Statsmagters Myndighedssphære mødes,
eller i deres Evne til Udvidelse finder den legale Begrændsning,
saaledes maa det ogsaa erindres, at da vor Forfatning fik sin Tilblivelse,
fremtraadte den exekutive Myndighed som en ifølge sine Traditioner
stærkt udviklet historisk Magt, der vel endog førte Krav og
Forestillinger med sig fra Fortiden som strængt taget ikke hørte
ind under eller passede sammen med den konstitutionelle Statsordnings Natur
og Væsen, medens den Magt, der i Kraft af Forfatningen skulde tilhøre
den lovgivende og bevilgende Myndighed, dengang kun ufuldstændigt
var forstaaet, fordi den kun svagt og ubestemt fandt sin Forklaring i den
historiske Overlevelse, og derfor - særligt under vore konkrete Forhold
- var en Statsmyndighed i sin Vorden, der i meget og mangt skulde og maatte
gjennem vexlende Seire og Nederlag oparbeide den Magtstilling, som vistnok
forfatningsmæssig var den tilsagt, men som den de facto endda ikke
var kommen i Besiddelse af, og denne Repræsentantionens Kamp og Stræben
for Udfoldelsen af sin Magt har, formentlig endnu ikke naaet det Maal,
der er den stillet indenfor Forfatningens Omraade. - Paa samme Tid, fortsætter
Komitepluraliteten, viser vor konstitutionelle Historie, at Storthinget,
uanseet at Magtens Tyngdepunkt er lagt i dets Myndighedsgrene, som lovgivende,
bevilgende og kontrollerende Statsmagt, ikke har vist nogen Tilbøielighed
til at anvende disse Magtmidler til at forsøge at erhverve sig den
Indflydelse, der i prægnant Forstand betegnes som parliamentarisk
Styrelse, og Pluraliteten formaar ikke at indse, at en blot og bar Forandring
i Forretningsordenen skulde give Repræsentationen enten en stærkere
Spore eller udstyre den med forøgede Magtmidler til at forsøge
et Tilløb i den Retning. Det er, heder det vider, under den tidligere
Skriftvexel i denne Sag bemærket, at Lovregler og Forretningsformer
alene ingenlunde formaar at skabe den politiske Udvikling, der i europeisk
Forstand udgjør parliamentarisk Styrelse, men at Betingelserne for,
at en folkevalgt Forsamling opnaar en saadan Magt, ere af en anden Oprindelse
og væsentlig maa sees i nedarvede historiske og sociale Forholde
hos det Folk, hvis valgte Repræsentation erhverver denne Magtstilling.
Komitepluraliteten fremhæver endvidere, hvad der i denne Forbindelse
og efter dens Mening med nogen Føie er anmærket, at Forholdene
hos vort Folk mere end Formerne i vor Forfatning afgiver Borgen for, at
vi ialfald ikke i den nærmeste Fremtid, om nogensinde, i egentlig
Forstand vil faa parliamentarisk Styrelse. Og denne opfatning finder ogsaa
sin Støtte i Undersøgelse ad historisk Vei, idet folkevalgte
Repræsentationer i Stater med ligeartede Styrelsesformer dels have,
dels savne den parliamentariske Magtstilling. Men hvad man under alle Omstændigheder,
ytrer Komitepluraliteten, ved at undersøge Sagen paa historisk Vei
vinder fuld Bestyrkelse for, det er, at den mundtlige Forhandlingsmaade
mellem Statsmagterne som et nødvendigt Supplement til det skriftlige,
hverken i og for sig skaber parliamentarisk Styrelse eller kan antages
at give noget betragteligt Bidrag til at kalde saadan Styrelse tillive,
selv om baade de forfatningsmæssige Former ere gunstige, og de historiske
og sociale Forholde, der betinge Parliamentarismen, synes at maatte være
tilstede. Under alle europeiske Forfatninger, liberale eller ikke liberale,
med Tokammer- eller Ettkammer-System, med udvidet eller indskrænket
Stemmeret, kort under konstitutionelle Forfatninger af enhver Art, have
Statsraaderne paa den ene eller den anden Maade Adgang til Deltagelse i
Nationalforsamlingens Forhandlinger, uden at det kan paavises, at denne
Adgang i og for sig har øvet nogen bestemmende Indflydelse paa Udviklingen
af Parliamentarismen, der som bekjendt kun finder Sted i et Mindretal af
de europæiske Stater. Men hos os, tillægger Komitepluraliteten,
mener en Minoritet, at man alligevel ikke bør indlade sig paa den
angivelig her meget farefulde og betænkelige Ordning at tillade Statsraaderne
at komme sammen med Nationens Repræsentanter, uagtet Fordelene indrømmes
i fuldt Maal, Hensigtsmæssighedsgrundene derfor medgives uforbeholdent,
og uagtet Minoriteten erkjender, at det neppe kan ansees givet, men alene
sandsynligt, at Statsraadernes Deltagelse i Folkeforsamlingen vil bidrage
til, at Parliamentarismen vil komme. Regjeringen har, vedbliver Komitepluraliteten,
øiensynlig endmindre den bestemte Opfatning, at det foreliggende
Forslag, vedtaget og gjennemført, tør siges at ville føre
til parliamentarisk Styrelse. Den udtaler i sin Indstilling af 9de December
1873, at en saadan Styrelse maa ansees at være i Strid med vor Grundlov
og navnlig uforenlig med dens hele Opfatning og Ordning af Statsmatgternes
indbyrdes Stilling, og den antager derfor, at Forsøg paa at fremtvinge
Parliamentarismen ligemeget efter som før Reformens Indførelse
vil findes at stride mod Grundloven, og fortrøster sig til, at Erkjendelsen
heraf til enhver Tid vil være saa stærk og tillige saa udbredt,
at der vil blive gjort Modstand mod deslige Forsøg. I denne Opfatning
maa Regjeringen, tillægger Komitepluraliteten, yderligere finde sig
beroliget ved den Betragtning, som den i nysnævnte Indstilling anstiller,
nemlig at det parliamentariske Styrelsessystem forudsætter et ganske
andet historisk Grundlag og ganske andre sociale Forholde, end vort Samfund
tilbyder. Naar Regjeringen alligevel i nævnte Indstilling anbefalede
at forelægge for Storthinget Forslag til forskjellige Forandringer
i Grundloven, sigtende til at forebygge parliamentarisk Styrelse, saa skede
dette, fordi
"pligtmæssig forsigtighed
bød ved Spørgsmaalet om Reformens Indførelse at stille
sig vel for Øie Muligheden, ja endog Sandsynligheden af, at der
vilde blive gjort alvorlige Forsøg paa at benytte Reformen i Retning
af parliamentarisk Styrelse".
Minoriteten i Konstitutionskomiteen
fandt ikke denne Forsigtighed tilstrækkelig, men antog, da Regjeringspropositionen
ved Siden af det private Forslag i 1877 forelaa Storthinget til Behandling,
at man som Betingelse for Reformens Indførelse tillige burde fordre
Tokammersystemet indført, for derved at beskytte Regjeringens Magtstilling
og sikre Minoriteternes Ret. Med Hensyn til sidstnævnte Grundlovsforandring
udtaler Regjeringen i Propositionen af 1873, at denne ikke alene for Tiden
maa ansees uerholdelig, men at der ikke engang lader sig antyde nogen Fremtid,
hvori Kravet paa denne Forandring skulde kunne ventes fyldestgjort, og
at derfor Henvisningen af den foreliggende Reform til et Tidspunkt, da
Etkammersystemet hos os vil blive ombyttet med det System, Minoriteten
anbefaler, i Virkeligheden ikke kan betragtes anderledes end som en opgivelse
af Reformen. Sagen staar altsaa nu saaledes, bemærker Komitepluraliteten,
at Regjeringen indtil videre har opgivet Fordringen paa de i 1873 foreslaaede
Grundlovsforandringer, der skulde danne Kauteler for, at den foreliggende
Reform ikke skulde medføre Farer eller større Ulemper, og
at den, med Hensyn til det af Minoriteten opstillede Modkrav, nemlig Indførelse
af Tokammersystemet, har erklæret, at det vil være lidet rimeligt
at fastholde dette, hvis man overhovedet vil Reformen, medens derimod Minoriteten
mener, at Regjeringens Forslag af 1873 kun indeholder Anvisning paa utilstrækkelige
Sikkerhedsmidler og fastholder sin Fordring paa Tokammersystem. Imidlertid
har Regjeringen henlagt sit Forslag i dette Anliggende med Antydning om,
at den muligens vil optage det paany under gunstigere Tidsomstændigheder;
Minoriteten derimod har ingensinde benyttet Initiativet, ligesom det heller
ikke er Tegn til, at den har tænkt paa nogensinde at bringe det i
Anvendelse. Komitepluraliteten fremhæver derpaa, at det under de
tidligere skriftlige Forhandlinger i denne Sag er paapeget, at den Tro,
der her i Landet saa udpræget, om end kun undtagelsesvis, har fæstet
sig ved, at Statsmagernes mundtlige Forhandlinger skulde lede til en Forrykkelse
af Grændsen for den politiske Magtfordeling, ikke har aabenbaret
sig andetsteds, hvor Statsraadernes Deltagelse i Nationalforsamlingens
Sammenkomster og Arbeider overalt og forlængst er traditionel Forhandlingsmaade,
og hvor altsaa Virkningen i den berørte Henseende tilstrækkelig
har kunnet prøves. Komitepluraliteten nævner dette fordi den
ogsaa heri søger en Støtte for den Opfatning, at den Tro
eller Frygt, hvorfor Minoriteten hos os har gjort sig til Organ, er en
ubegrundet Antagelse, der ingen Hjemmel finder i Virkelighedens Forholde.
Det lader sig efter Komitepluralitetens Opfatning neppe med Bestemthed
forudsige, om vi i de kommende Dage, om kort eller lang Tid, vil faa parliamentarisk
Styrelse eller ikke, og, om vi faa den, i hvilken Udstrækning den
da vil passe med vore konkrete Forhold, men det tør nok, med den
Grad af Sikkerhed, som i Forhold af denne Art er en menneskelig Dom forbeholdt,
paastaaes, at kommer Parliamentarismen, vil den Reform, hvorom det her
handles, antagen og bragt i Virksomhed, hverken have frembragt den eller
i nogen Grad befordret dens Komme, saalidt som en Forebyggelse af, at denne
Reform kommer Samfundet tilgode, vil være noget Værn mod, at
den befrygtede parliamentariske Styrelse, om den ligger i vor politiske
Udviklings Medfør, naar Forholdene ere modne derfor, vil intræde.
Derimod mener Komitepluraliteten, at det maaske snarere tør være
at forudse, og lettere at forudsige, at en til det yderste fortsat Modstand
mod denne Reform som mod andre Fremskridt, hvorom Folkevillien stærkt
og bestemt har samlet sig, vil kunne give noget Bidrag til, at den Styrelsesform,
hvorfor en saa stærk Frygt næres, om den i vore Forhold har
Mulighed for sig, kan faa en kunstig Modning og en fortidlig Fremhjælp.
Under Forhandlingerne i 1872 og tildels ogsaa i 1874 - fortsætter
derpaa Pluraliteten - blev der fremført tvende Indvendinger mod
Sagen, der væsentlig vare af bilatorisk Indhold. Det anbragtes, at
denne blev gjenoptaget for hurtig ovenpaa Grundlovsforandringem, vorved
aarlige Storthing indførtes, idet man endda ikke havde faaet Tid
til at erfare Virkningen af bemeldte Reform, og at der endnu ikke var erhvervet
Sikkerhed for, at Folkeopinionen i det Hele taget havde tilegnet sig Erkjendelsen
af, at Tiden for den her foreliggende Teformes Indførelse var kommen.
Hvad den først af disse Indvendinger angaar, ytrer Komitepluraliteten,
har formentlig nu den siden dens Fremførelse fornødne Mellemtid
udslettet ethvert Indtryk af dens Betydning. Det er nu det 10de aarlige
Storthing, og under denne Række af Storthingsmøder tør
det vel ansees bragt tilstrækkeligt i Erfaring baade hos Repræsentationen
og hos Landets Vælgerbefolkning, at de under Forhandlingerne om aarlige
Storthing i 1866 og 1869 udtalte stærke Betænkeligheder og
Tvivl have vist sig ugrundede, og at alene de tilsigtede Fordele af Reformen
erfaringsmæssig ere fremtraadte. Komitepluraliteten tør heri
se et Omen for, at de under den nu foreliggende Sag, fra samme hold ligesaa
stærkt udtalte Betænkeligheder og Tvivl, hvilke i alt Væsentligt
gaa i samme Retning, skulle, naar Reformen er antagen og traadt i Virksomhed,
vise sig ikke mere holdbare. Ogsaa hin tidligere, nu indførte Reform
dreiede sig kun om en Forandring i Forretningsordenen, og ogsaa da blev
det fremført som den kardinale Indvending, at den vilde forrykke
Magtfordelingen og iøvrigt fremkalde de Farer og Ulemper for Exekutivmagtens
Stilling, hvilke nu paany og atter ad theoretisk Vei og som aprioriske
Slutninger og Formodninger ere samlede sammen og opstillede i Indvendingernes
Følgerække. Og ogsaa i en tredie Henseende, anfører
Komitepluraliteten, bliver Parallelen mellem disse Reformspørgsmaal
mærkbar: de vare og ere begge indtraadte som Led af den almindelige
europæiske Statsskik, og de frugtbare og gavnlige Virkninger deraf,
ja, det er neppe for stærkt at paastaa, deres Nødvendighed
havde vundet europæisk Anerkjendelse, før Regjeringen hos
os benyttede sit Initiativ til at opføre dem paa Dagsordenen. Komitepluraliteten
formener, at de her paapegede Kjendsgjerninger og Omstændigeder naturligen
lede til den Antagelse, at de heromhandlede Reformer paa ingen Maade gjensidig
udelukke eller overflødiggjøre hinanden, men at de meget
mere, som tidsmæssige fornødne og praktisk hensigtsmæssige
Forbedringer i Forretningsordenen Statsmagterne imellem, have en indre
Forbindelse og Sammenhæng, der medfører, at den fulde Nytte
og den sande Fordel af enhver især af disse Reformer opnaaes, forinden
de begge erhold og jevnsides i deres indbyrdes Forhold træde i Virksomhed.
Hvad
den anden af de tvende førnævnte Indvendinger mod at skride
til Reformens Antagelse betræffer, forekommer det Komitepluraliteten,
at den, om muligt, har endnu mindre Vægt. Efterat Reformen i 59 Aar,
kun med et Par kortere Afbrydelser, har staaet paa Dagsordenen, - efterat
den har været behandlet paa 14 Storthing, dels forelagt i kongelige
Propositioner, dels ved private forslag, - efterat den 4 Gange af Storthinget
er bleven vedtagen med mere end kvalificeret Majoritet, - efterat den i
over en Menneskealder af Pressen er bleven behandlet med en Udførlighed,
som intet andet Reformspørgsmaal hos os, - efterat Landets Vælgerbefolkning
i stor udstrækning har gjort dette Spørgsmaal til Gjenstand
for fortrinsvis Behandling under politiske Møder og Sammenkomster,
- efterat den store Majoritet af Storthingsrepræsentanter, der i
det sidste Decennium har stemt for Forslageets Antagelse, som Regel ere
blevne gjenvalgte, medens ikke faa Repræsentanter, der ikke har kunnet
forene det med sin Overbevisning at stemme for Forslaget, have maattet
gjøre Plads for Reformens Venner, - og efterat denne Sag ialfald
under det sidste Storthingsvalg jævnlig er bleven opstillet som det
kardinale Spørgsmaal, hvis Besvarelse betingede vedkommende Kandidats
Valg eller Forkastelse, - er det efter Pluralitetens opfatning ikke muligt
længer at nære Tvivl om, at nu Folkemeningen med Tryghed fæster
sig ved den Opfatning, at Tiden er kommen til denne Reforms Gjennemførelse.
Komiteens
Minoritet holder i alt Væsentligt fast ved de Synsmaader, der under
Komiteforhandlingerne i 1872, 1874 og 1877 ere udviklede i de Indstillingerne
vedlagte dissenterende Vota og henviser til disse. I Anledning af, hvad
Komiteens Flertal dennegang har ytret, anfører Minoriteten:
Det er
en Feiltagelse af Flertallet, naar det tror, at man i Aarhundredets Begyndelse
neppe kjendte anden Forhandlingsform ellem Statsmagerne end den skriftlige,
og at dette var Anledningen til, at Grundloven udelukkede Statsraaderne
fra Storthinget.
I England
var Ministrene dengang som nu regelmæssigt Medlemmer af Parliamentet,
og den mundtlige Forhandling mellem Regjeringen og dette var benyttet i
over et Aarhundrede, noget, hvorom vor Grundlovs Fofattere naturligvis
vidste Beskjed. Naar de ikke destomidre omhyggeligen udelukkede Statsraaderne
fra Thinget (se Grundlovens §§ 12 og 62), saaledes at Statsraaderne
alene kunde indfinde sig der idet § 76 omhandlede Øiemed, saa
var det aabenbart i Kraft af den Opfatning, der havde gjort sig gjældende
saavel i Nordamerika som i Frankrig, nemlig at der maatte sondres skarpt
mellem den lovgivende og udøvende Magt. Heller ikke, bemærker
Minoriteten, forholder det sig saaledes, at man i alle andre Lande er enig
om, at den mundtlige Forhandling mellem Statsmagterne er ubetinget at foretrække
for den skriftlige. I Nordamerika holder man fremdeles fast ved det samme
System, som vi have. Hverken den udøvende magts Chef eller hans
Raadgivere have der Adgang til at deltage i Nationalrepræsentationens
Forhandlinger, hvorimod al Forhandling mellem denne og hine er skriftlig.
Dette gjælder ikke blot i Forholdet mellem Unionens Statsmagter,
men ogsaa i alle de Fristater, som nu omsluttes af Unionen, medens den
Udgang, som Unionens Finantsminister efter Lov har til at forhandle mundtlig
med Kongressen, er gaaet ud af Brug. Minoriteten mener, at ifald Mislighederne
ved den skriftlige Meddelelsesform i Virkeligheden vare saa store, som
Komiteflertallet skildrer dem, vilde de være følte og paaklagede
ogsaa i Amerika, et Samfund, hvor man dog sikkerlig har aabent Øie
for Nytten af den mundtlige Diskussion. Men der har man hidtil holdt urokkelig
fast ved det System, som nu hos os paastaaes at være aldeles uholdbart.
Sagen er efter Minoritetens Anskuelse, at den skriftlige Meddelelsesform
langtfra er saa utilfredsstillende, som Komiteflertallet anser den for.
Naar Flertallet anfører, at der er et meget stort Antal af de kongelige
Forslag, der i Tidernes Løb ere blevne fremsatte, man enten have
fristet den Skjæbne at blive ligefrem forkastede eller efter Behandling
i Thinget ere fremkomne som Lovbeslutning, men af et betydelig forandret
Indhold, - naar Flertallet søger Grunden hertil i den Omstændighed,
at en Detartementschef ikke paa Forhaand kan imødegaa enhver mulig
Indvending mod det af ham udarbeidede Lovudkast og ved sin Fraværelse
fra Thinget er udelukket fra at forsvare det mod ethvert Angreb, - naar
Komitepluraliteten, idet den indrømmer, at Regjeringens Forslag
vel i Regelen finder Forsvarere i Thinget, mener, at dette Forsvar sjelden
kan forudsættes at være bygget paa et indtrængende Kjendskab
til Sagforholde, og at det hyppigt bærer Konjekturalbegrundelsens
Præg og derfor som oftest er af ringe Virkning, - naar Komitepluraliteten
finder Regjeringen endnu uheldigere stillet ligeoverfor private Lovforslag,
fordi den ikke kan deltage i deres Behandling i Thinget og derfor kun have
Valget mellem at anbefale Sanktionsnægtelse eller at tilraade Godkjendelse
af Lovbeslutningen, selv om den kun halvt eller delvis finder dens Bifald,
- og naar Komiteflertallet paa disse Præmisser kommer til det Resultat,
at vor nuværende Ordning ikke levner Regjeringen synderlig anden
Indflydelse paa Udviklingen af Landets Lovgivning, end den rent negative,
der øves i en efterfølgende som oftest unyttig Kritik og
i Paakaldelse af det kongelige Veto, - da svarer denne Fremstilling af
Regjeringens Forhold til Lovgivningen efter Minoritetens Anskuelse paa
ingen Maade til Virkeligheden. Det sande Forhold er, bemærker Minoriteten,
at ikke alene de fleste, men ogsaa de vigtigste Love komme istand efter
Forslag fra Regjeringen, og uden at de i Storthinget udergaa større
Forandringer, end man maa vente, naar denne Forsamling skal have en selvstændig
Indflydelse paa Lovenes Indhold. Det er vistnok saa, at nogle af Regjeringens
Lovforslag forkastes eller undergaa større Modifikationer i Storthinget,
men Antallet er dog ikke betydeligt, og naar det sker, er det i Regelen
paa Grund af en principiel Uoverensstemmelse i Synsmaader, der ikke lader
sig fjerne blot ved Diskussion, men kun gjennem Kompromisser, der ikke
alene kræve god Villie paa begge Sider, men Tid til modent Overlæg.
Det forholder sig heller ikke saa, ytrer Minoriteten, at Ministrenes Deltagelse
i Nationalrepræsentationens Forhandlinger betrygger Regjeringen mod,
at dens Lovforslag strande. Træffer dette i Stater, hvor det kræves,
at Ministrene altid skulle have Majoritet i Nationalrepræsentationens
andet Kammer, og det er dette Kammer, som forkaster deres Forslag, maa
de gaa af; men er det i Nationalrepræsentationens første Kammer,
Lovforslaget forkastes, har Regjeringen, og det undertiden i længere
Tid, maattet finde sig deri. I Lande, hvor Ministeriet ikke finder sig
forpligtet til at gaa af; medmindre det taber Understøttelsen fra
begge Kamre, er det endnu sædvanligere, at Ministeriet i længere
Tider maa se mange endog af sine vigstigere Lovudkast støtde paa
uovervindelig Modstand i det ene af Kamrene. Det er derfor efter Minoritetens
Mening en i alle Henseender uberettiget Paastand, at de hos os stedfindende
Former for Forhandlingerne mellem Statsmagterne gjør det Regjeringen
umuligt eller sammenlignelsesvis for besværligt at gjennemføre
Forbedringer i Lovgivningen. Heller ikke finder Minoriteten, at Erfaring
viser, at Statsraadernes Fraværelse fra Storthinget betager det private
Initiativ sin Nytte. Er der ingen principiel Uoverensstemmelse mellem Storthingets
Lovbeslutning og Regjeringens Opfatning, men vel Meningsforskjel om Enkeltheder,
saa bliver Følgen deraf som oftest, at Regjeringen vil formaa Kongen
til første Gang at negte Sanktion, men saa udarbeides et nyt Forslag,
som forelægges et kommende Storthing og da gjerne antages af dette
uden væsentlige Forandringer. Paa denne Maade er, oplyser Minoriteten,
ikke faa af vore Love blevne til. Minoriteten indrømmer, at, om
Regjeringen kom i Storthinget, kunde det være muligt, at Overensstemmelsen
allerede strax tilveiebragtes, men den finder, at Skaden ved, at Afgjørelsen
udsættes, i Almindelighed ikke er stor, da det er meget vigtigere,
at Lovspørgsmaal afgjøres efter moden og alsidig Overveielse
end i en Fart. At Storthinget undertiden føler sig ude af Stand
til at fatte Beslutning angaaende private Forslag, hvis Grundtanke det
bifalder eller anser værdig til nærmere Overveielse, og som
det derfor oversender til Regjeringen, er en Fremgangsmaade, hvis Nødvendighed
efter minoritetens Mening neppe i væsentlig Grad vilde blive indskrænket
ved Statsraadernes Nærværelse i Storthinget, da det, der i
saadanne Tilfælde hindrer Storthinget i at danne sig en Mening om
Sagen, gjerne vil være, at der maa indhentes statistiske Oplysninger
eller anstilles andre Undersøgelser om faktiske eller tekniske Forhold,
som Statsraaderne i Almindelighed ikke strax vilde kunne meddele. Og naar
Grunden til Oversendelsen ligger deri, at Sagen staar i Sammenhæng
med andre Spørgsmaal, som allerede ere Gjenstand for en endnu ikke
afsluttet Undersøgelse enten umiddlebart af vedkommende Departement,
eller gjennem en kongelig Kommmission, vilde Oversendelsen heller ikke
kunne undgaaes, om Statsraaderne vare i Storhtinget.
(Fortsættes).
Sanksjonsnektelse på
beslutningen om statsrådenes deltagelse i Stortingets forhandlinger,
21. juni 1880, Departements-Tidende for 1880, Schibsted, Christiania, s.
401-413.
Negtelse af Sanktion
Departements-Tidende
To og femtiende Aargang
Redigeret af
C. Collett
Otto Grundt
Nr. 27. 5te Juli 1880
(Fortsættelse fra forrige
No.)
Naar Flertallet har paastaaet,
at Storthinget i den senere Tid under Mangelen af den Veiledning, Statsraadernes
Deltagelse i Forhandlingerne vilde give, har seet sig nødt til under
Udøvelsen af sin bevilgende Myndighed at handle mere og mere paa
egen Haand og ved Siden deraf at indskrænke Administrationens Handlefrihed
ved at knytte Betingelser til sine Bevillinger, kan Minoriteten ikke finde
denne Paastand beføiet, forsaavidt Flertallet dermed har villet
sige, at Storthinget i den seneste Tid oftere end før bevilger Penge,
som ikke af Regjeringen have været forlangte, da nye Bevilgninger
nu som før regelmæssigen sker efter Regjeringens Forslag.
Af og til forekommer der vel Bevilgninger udenfor de af Regjeringen forlangte,
men dette er, siges det, i Forhold til Bevilgningernes Totalsum, nu neppe
mere Tilfældet end før. Det eneste Tilfælde af denne
Art, som efter Minoritetens Anskuelse har noget iøinefaldende Særpræg,
ere Bevilgningerne til Jernbanerne mellem Bergen og Voss samt mellem Drammen
og Skien; men med Hensyn til disse Bevilgninger savnede Storthinget ikke
Veiledning fra Regjeringen, da denne havde i begrunde Forestilling erklæret
ikke at ville bringe Bevilgningen i Forslag. Derimod indrømmer Minoriteten,
at Regjeringens Raadighed over Udgifterne i den senere Tid efterhaanden
er bleven indskrænket ved en stedse videregaaende Specialisering
af Udgiftsbudgettet; men dette hænger, efter Minoritetens Mening,
neppe sammen med den Omstændighed, at Statsraaderne ikke deltage
i Storthingets Forhandlinger. Af dem, der fortrinsvis have forsvaret en
saadan Specialisering af Udgiftsbudgettet, har det altid været paaberaabt,
at man hverved kun følger Exemplet fra andre konstitutionelle Lande,
det vil sige fra Stater, hvis Ministre have Sæde i Nationalrepræsentationen.
Heller ikke kan Minoriteten erkjende Rigtigheden af den Paastand, at Regjeringens
Indflydelse paa Beskatnings- og Bevilgningssagers Afgjørelse ubetinget
skulde forøges ved Statsraadernes Nærværelse i Storthinget.
Dersom den Departementschef, under hvis Ressort Sagen hører, eller
endog det hele Statsraad, af Storthingets Majoritet betragtes som dens
politiske Modstandere, maa det efter Forholdenes Natur og Erfaring fra
andre Lande ventes, at Ministrenes personlige Nærværelse og
Deltagelse i Repræsentationens Forhandlinger snarere vil friste Majoriteten
til at gaa yderligere, end den nu gjør, i at nægte Bevilgninger,
eller hvor dette ikke kan ske uden altfor stor Skade for Landet, til at
binde Administrationens Hænder i Anvendelsen af de bevilgede Midler.
Rundeligere Bevilgninger og større Frihed i Udførelsen af
de dermed tilsigtede offentlige Foretagender vilde der efter Minoritetens
Mening ikke kunne ventes, medmindre statsraadet blev besat med Mænd,
som delte Storthingsmajoritetens politiske Anskuelser eller dog gav efter
for og handlede i Overensstemmelse med den. Men heri finder Minoriteten
ingen ubetinget Anbefaling for den Forandring, man nu vil indføre
i vort konstitutionelle System. Det kan ikke blive nogen Garanti for sand
Sparsomhed i Bevilgninger og hensigtsmæssig Omgang med Statens Midler,
at man faar en Regjering, som er knyttet til Stortingets Majoritet ved
politiske og personlige Sympathiers Baand. Ligesom Storthinget allerede
gjennem sin bevilgende Myndighed vil blive sat i Stand til at udøve
større Tryk paa Regjeringen, hvis dennes Medlemmer deltage i dets
Forhandlinger, saaledes vil dette end mere blive Tilfældet gjennem
dets kontrollerende Myndighed. At denne ved Statsraadernes Deltagelse i
Storthingets Forhandlinger vil voxe i Styrke, ser Minoriteten uforbeholdent
erkjende af Komitepluraliteten, der endog synes at antage, at det især
er paa dette Punkt, at Statsraadenes Fraværelse fra Storthinget føles
som et Savn. Pluralitetens Tankegang i dette Punkt er i Korthed Følgende:
Det af Grundloven selv anordnede Kontrolmiddel, Anklage for Rigsretten,
har i Praxis vist sig tungvindt og ubehjælpeligt og er derfor opgivet.
Storthinget har i Stedet forsøgt et andet Kontrolmiddel, nemlig
ved formelig Beslutning at udtale Misbilligelse af Regjeringens eller en
enkelt Statsraads Handlemaade. Regjeringen har vistnok undertiden i Gjerningen
taget Hensyn til saadanne Misbilligelser; men disse have ikke altid faaet
den Vægt, der efter Komiteflertallets Mening tilkommer dem. Dette
vilde derimod blive Tilfældet, hvis Statsraaderne deltage i Storthingets
Forhandlinger. Mindretallet er enigt med Flertallet i, at man her er kommen
ind paa Sagens Kjærnepunkt. Mindretallet er endvidere ganske enigt
i, at Beslutninger, hvorved Storthinget udtalte Misbilligelse med en eller
flere eller alle Statsraaders Handlemaade, hvis disse havde Sæde
i Storthinget, maatte faa afgjørende Vægt, det vil sige medføre,
at vedkommende Statsraader blev tvungne til at gaa af, de man vel ligesaalidt
vilde forlange, at de skulde gjøre Afbigt, som man vilde indgaa
paa, at de skulde slippe dermed. Derimod er Mindretallet uenigt med Flertallet
i, at dette baade skulde være en konsekvent Udevikling af vor Forfatnings
sande Tanke og i sig selv en Fordel. Naar vor nuværende Grundlov
for at sætte Storthinget istand til at forebygge og hæmme Lovbrud
eller for Riget øiensynlig skadelige Handlinger fra Regjeringens
Side kun har anvist Storthinget det ene Middel at anlægge Rigsretsag
mod de Skyldige, saa ligger deri, at den ikke har villet stille Statsraaderne
i et stærkere Afhængighedsforhold til Nationalrepræsentationen
end herved betinget. Dette fremgaar med fuld Klarhed af Rigsforsamlingens
Forhandlinger om Istandbringelse af Grundlovens § 30 samt ved en Sammenligning
af denne Paragraf og Grundlovens § 86 med den svenske Regjeringsform,
hvis Forskrifter om Ministeransvarligheden Grundlovens Forfattere sees
at have havt for Øie, og for hvilken de have hentet selve Benævnelsen
Rigsret. Den svenske Regjeringsform, heder det, kjender ikke blot det ene
Middel, Rigsret, til at gjøre Rigsdagens Kontrol effektiv, men giver
desuden i § 107 Rigsdagen udtrykkelig Bemyndigelse til, naar nogen
Statsraad ikke har iagttaget Rigets sande Tarv eller ikke røgtet
sit Embede med Upartiskhed, Iver, Dygtighed og Fremfærd, at anholde
hos Kongen om, at han vil afskedige den Raadgiver, som saaledes har forgaaet
sig. Noget Sidestykke til denne Bestemmelse optog imidlertid vor Grundlov
ikke. Denne Udtalelse kan, tilføier Minoriteten, vistnok ikke hindre
Storthinget fra at fatte Beslutninger, hvori det udtaler Misnøie
eller Mistillid til Kongens Raadgivere, da Adgangen dertil flyder af den
Ytringsfrihed, der tilkommer Storthinget ligesaavel som enhver anden Korporation.
Men en saadan Udtalelse er ikke Udøvelse af nogen Storthinget ved
Grundloven hjemlet Myndighed, og dens Virkning kan derfor kun bero paa
dens indre Berettigelse. Er Dadelen beføiet, saa bliver det selvfølgelig
en Sag af største Betydning, at den udtalt af Folkets Repræsentation.
Men er Dadelen i sig selv ubeføiet, saa bliver den det ligefuldt,
hvem der end udtaler den. Grundloven har kun tillagt Odelsthinget anklagende
Myndighed og at omdanne Regjeringens Stilling til dette eller til det samlede
Storthing, saaledes at de Meninger, den ene eller den anden af disse Forsamlinger
i formelig Beslutning maatte udtale om en Statsraads Handlemaade, middelbart
skulde faa en Afsættelsesdoms Virkninger, bliver efter Minoritetens
Opfatning en meget væsentlig Forandring baade i vor Grundlov og vor
Statsskik. En saadan Forandring finder heller ikke Minoriteten at ville
være en Forbedring. Odelsthing og Storthing have gjennem formelige
Beslutninger udtalt Misbilligelse af Regjeringshandlinger, ikke blot hvor
disse have indeholdt virkelige eller formentlige administrative Feilgreb,
men ogsaa hvor Regjeringen kun har hævdet Kongen en Myndighed, som
efter Regjeringens Opfatning af Grundloven tilkommer ham. Men selv bortseet
herfra antager Minoriteten, at det vilde have sine Betænkeligheder
at bringe Kongens Raadgivere i et saadant Afhængighedsforhold til
Storthinget, som det, der ved den foreslaaede Grundlovsforandring tilsigtes.
Den Paastand, at man herved skulde faa dygtigere Mænd ind i Statsraadet,
tror Komiteminoriteten neppe vil vise sig begrundet. Man vilde selvfølgelig
faa Mænd med større parlamentarisk Øvelse, men da man
vilde faa hyppigere Ombytte, vilde Statsraadet sandsynligvis jevnlig være
besat med Mænd af mindre administrativ Indsigt og Erfaring. Hvad
der er sikkert, er, at det vilde blive besat med Mænd af samme politiske
Anskuelser som Storthingsmajoritetens, og det er - ytrer Minoriteten -
nu mere end nogensinde øiensynligt, at det just er dette, som giver
Forslaget dets store Tiltrækningskraft. Naar Pluraliteten har paastaaet,
at det Mindretal, som hidtil har modsat sig Reformen, har erkjendt, at
det ikke er givet, men alene sandsynligt, at den vil have parliamentarisk
Regjering til Følge, er dette en feilagtig Gjengivelse af Mindretallets
Standpunkt. Hvad der for dette stiller sig tvivlsomt, er alene, hvor hurtigt,
ikke hvorvidt det parliamentariske Styrelsessæt vilde komme. Paa
samme Tid, som Pluraliteten nægter, at Statsraadernes Deltagelse
vil skaffe os det Majoritetsherredømme i prægnant Forstand,
der betegnes som parliamentarisk Styrelse, udtaler det dog, at "Spiren
til en Udvikling i Retning af at tilføre Folkeretræsentationen
en fyldigere Indflydelse i Statsstyrelsen og paa dens Ordning ligger i
vor som i enhver anden konstitutionel Statsforfatning, hvorefter en overveiende
Magt er bleven tillagt den lovgivende og bevilgende Statsmyndighed", -
fremdeles, "at Udviklingen hos os delvis har ført i den antydede
Retning", - og endvidere, "at Repræsentationens Kamp og Stræben
for Udfoldelsen af sin Magt tilvisse endnu ikke har naaet det Maal, der
er den stillet indenfor Forfatningens Omraade." Flertallet mener, "at det
neppe med Bestemthed lader sig forudsige, om vi i de kommende Dage, om
kort eller lang Tid vil faa parliamentarisk Styrelse, og om vi faa den,
i hvilken Udstrækning den da vil passe med vore konkrete Forhold."
Flertallet antager imidlertid, at om Parliamentarismen kommer, saa vil
Statsraadernes Nærværelse i Storthinget hverken have frembragt
den eller i nogen Grad befordret dens Komme. Disse Ytringer finder Minoriteten
ikke vel kunne forstaaes anderledes, end at der efter Flertallets Mening
tilkommer Storthinget en Indflydelse paa Statsstyrelsen, som stadig skal
voxe, det vil sige tilsidst blive den ene gjældende, - at denne Indflydelse
skal strække sig ikke blot til Statsstyrelsen, men ogsaa til dennes
Ordning, det vil sige, til Regjeringens Sammensætning, og at det
bør være og vil blive - Storthingets Maal at stræbe
efter denne Indflydelse. Heri ser Minoriteten en aabenbar Fornægtelse
af Magtdelingens Princip. Og naar det erindres, at den Indflydelse, som
man hævder for Storthinget, i Virkeligheden tilfalder dettes Majoritet,
saa skjønnes ikke rettere end, at det just er et Majoritetsherredømme,
som Komiteflertallet skulle faa parliamentarisk Regjering; det sees tvertimod
at at tænke sig det muligt, at vi faa den meget snart. Kun paastaar
den, at Statsraadernes Deltagelse ikke engang i nogen Grad vil fremme den.
Flertallet har imidlertid selv udtalt, at Statsraaderenes Deltagelse i
Storthinget er "Betingelsen for, at dettes kontrollerende Myndighed retfærdigen
anvendt faar al den Autoritet og Indflydelse, som retlig tilkommer den."
Men er altsaa Statsraadernes Fraværelse fra Thinget i Virkeligheden
en Skranke endog for Storthingets kontrollerende Myndighed, saamaa den
dog saameget mere være en Bom for Indførelsen af parliamentarisk
Regjering. Den af Flertallet i hin Sætning udtalte Tanke fører
imidlertid efter Minoritetens Mening videre. Naar Flertallet, udentvivl
med Rette antager, at Storthingets dadlende Beslutninger vilde faa en ganske
anden Virkning mod ministre, som have været tilstede og have havt
Adgang til at forsvare sig, end mod Ministre, som ere udelukkede fra Storthinget,
saa kommer dette alene deraf, at Beslutningen i første Fald vilde
faa Karakter af et Nederlag, medens den nu som oftest kun konstaterer en
Meningsforskjel. Men det vilde ikke blot blive udtrykkelige Daddelsbeslutninger,
som fik denne Karakter af parliamentariske Nederlag. Som saadanne vilde
Almenheden, Storthinget og Statsraaderne selv betragte envher Beslutning,
hvorved Storthinget i nogen vigtig sag nægtede dem den Medvirkning,
de forlangte. Statsraadernes Nærværelse i Storthinget vilde
derfor efter Minoritetens Opfatning nødvendigen lede til, at Regjeringen
alene kan føres af Mænd, som dele Storthingsmajoritetens Anskuelse,
og det er blot en Strid om Ord, enten man vil kalde dette parliamentarisk
Regjering eller ikke. Men det er just den heri liggende Forandring i vor
Statsskik, Mindretallet er utilbøielig til at indgaa paa. En Majoritetsregjering
har selv i Lande, hvis Repræsentation er anderledes sammensat end
vor, sine store Ulemper. De hyppige Ministerskifter, der gribe forstyrrende
ind i en fast og planmæssig Ledelse af Administrationen, er ikke
den eneste af disse Ulemper, heller ikke den værste, skjønt
den i et lidet samfund med faa fuldt udviklede Kræfter kan blive
følelig nok. Et Ministerium, som ved Partibaand er knyttet til Repræsentationens
Majoritet, bliver i det længste opretholdt af denne. Selv om Majoriteten
er i Tvivl om dens Forslag, bliver den som oftest nødt til at indgaa
paa dem. En saadan Regjering kunde heller ikke ventes af ville blive skarpt
kontrolleret af Storthinget. Dettes Minoritet vilde vistnok kritisere dets
Handlinger, men af Majoriteten vilde de regelmæssigen blive forsvarede
eller dog undskyldte. Man har en ganske anden Garanti for streng Lovmæssighed
i Styrelsen og for det offentlige Livs Renhed der, hvor intet Partibaand
holder Repræsentationens Majoritet og Regjeringen sammen. For at
man skulde give Statsraaderne Adgang til Storthinget og derved samle al
virkelig Statsmagt i dets Majoritets Hænder, anser Minoriteten det
ganske nødvendigt, at selve Storthinget omdannes saaledes, at Laghtinget
valgtes ikke som nu af det samlede Storhting, man paa en anden Maade, der
skaffede tilstrækkelig Garanti for, at det erholdt den Modstandsevne
mod uoverlagte, ensidige eller uretfærdige Beslutninger, som Regjeringen
vilde tabe, samt at Kongen fik Ret til at opløse Storthinget og
paabyde Afholdelse af nye Valg ligesom vel ogsaa, at Statsraaderne bleve
valgbare til Storthinget. Mindretallet anser det dessuden ønskeligt,
at Grundloven undergik de øvrige i den kongelige Proposition af
22de December 1873 foreslaaede Forandringer. Pepræsenteres Folket
af et eneste Forsamling, saa bliver denne uundgaaelig ensidig sammensat.
Dette gjælder ogsaa om Storthinget, da to Trediedele af dets Medlemmer
vælges af Kredse, hvor de mindre Gaardbrugere have en afgjort Overbvægt.
Den Modvægt, byrepræsentanterne danne derimod, bliver utilstrækkelig,
hvis Storthingets Majoritet kommer til at øve afgjørende
Indflydelse ogsaa paa Regjeringens Sammensætning. Faar Storthinget
denne Indflydelse, uden at Kongen erholder Opløsningsret, kan det
hænde, og vil efter andre Landes Erfaring af og til komme til at
hænde, at Storthinget nøder Kongen til at afskedige et Ministerium,
som nyder baade hans og Landets Tillid. Blive Statsraaderne ikke valgbare,
ville de ved at afskediges, udelukkes ikke blot fra Regjeringen, men ogsaa
fra Storthinget, og altsaa indtil næste Valg fra al Deltagelse i
det offentlige Liv. Naar Mindretallet, støttende sig til disse Betragtninger,
fraraader at give Statsraaderne Adgang til Storthinget, medmindre Lagthinget
omdannes til en særskilt valgt Forsamling, Kongen tillægges
Opløsningsret og Statsraaderne gjøres valgbare, forlanger
det kun, at man skal følge, hvad saagodtsom alle andre civiliserede
Lande have fundet nødvendigt. Opløsningsretten er uden Undtagelse
i ethvert andet monarkisk Land forbeholdt Monarken. At Ministrene kunne
vælges til Medlemmer af Nationalrepræsentationen, er den almindelige
Regel i alle monarkiske Stater. Undtagelse vides alene at være gjort
i to smaa tydske Fyrstendømmer, nemlig Brunsvig og Sachsen-Altenburg.
Tokammersystemet bestaar nu i alle selvstændige konstitutionelle
Monarkier undtagen Grækenland. Af de Stater, som tilhøre det
tydske Rige og have monarkisk Forfatning, have Preussen, Baiern, Sachsen,
Würtenberg, Baden og Hessen-Darmstadt tvende Kammere. De endnu bestaaende
mindre tydske Fyrstendømmer med konstitutionel Forfatning have vistnok
kun et Kammer, men i alt Fald i flere af dem vælge de forskjellige
Samfundsklasser særskilte Repræsentanter. Repræsenationernes
Myndighed er dessuden i disse Lande paa mange Maader begrændset,
og intet af dem har en Folkemængde, der naar op til 350 000 Mennesker.
De ere mere at betragte som store Kommuner end som virkelige Stater. Det
tydske Rige har ved Siden af sin Rigsdag et Forbundsraad, hvis Medlemmer
udnævnes af Fyrsterne, og hvis Magt er meget større end et
Førstekammer. Schweitz’s Forbundsrepræsentation bestaar af
to Kammere, ligeledes den nordamerikanske Kongres og alle nordamerikanske
Fristaters lovgivende Forsamlinger. - Ligeoverfor Komitepluralitetens Udtalelse
om, at Mindretallet ingensinde er fremkommet med noget Forslag til Omdannelse
af Lagthinget, og da der heller ikke er Tegn til, at det nogensinde har
tænkt at gjøre det, oplyser Komiteminoriteten, at Grunden
til, at intet saadant Forslag er fremkommet fra Mindretallets Side, ligger
- som i et tidligere dissenterende Votum udtalt - deri, at Udarbeidelsen
af et saadant Forslag, naar det skulde blive brugbart, vilde kræve
Undersøgelser, som kun Regjeringen kan anstille. Rigtigheden heraf
maa være indlysende for enhver. Den lettest iværksættelige
Maade var maaske at lade de nuværende Valgkredse ved direkte Valg
og med udvidet Stemmeret vælge et Antal Repræsentanter lig
det nuværende Storthings, hvilke skulde danne Odelsthinget, samt
at lade Lagthingsrepræsentanterne vælges skiftsvis gjennem
inddirekte Valg efter Stemmeretsregler, som sikrede den Del af de stemmeberettigede,
der erlægger den største Del af de direkte Skatter, tilstrækkelig
Indflydelse paa Valgene.
Hvordedes
dette skulde ordnes i Enkelthederne, er imidlertid øiensynlig en
Opgave, som kun en Regjering kan løse. Minoriteten erklærer,
at den meget gjerne vilde deltage i at stille en Anmodning til Regjeringen
om at tage det her omhandlede Spørgsmaal under Overveielse og forelægge
Storthinget et herpaa bygget Grundlovsforslag. Og naar den ikke har foreslaaet
nogen saadan Anmodning, saa er det alene af den Grund, at Flertallet aldeles
ikke har vist noget Tegn til at vilde indgaa paa Tokammersystemets Princip.
Det er saalangt derfra, at Flertallet har vist sig aldeles utilgjængeligt
for enhver Tanke om et Kompromis, idet det ei engang har villet indgaa
paa det i den Kongelige Proposition af 22de December 1873 opstillede Forslag
til Løsning af dette saa længe omtvistede Spørgsmaal.
Den her paapegede Omstændighed viser ogsaa efter Minoritetens Mening
tilstrækkeligt, at den virkelige Interesse for at skaffe Statsraaderne
Adgang til Storthinget ikke er saa stor som paastaaet. Det vil ikke blive
glemt, at det nylig har staaet i Storthingets Magt at faa denne Grundlovsforandring
indført ved at indgaa paa nogle Tillægsbestemmelser, af hvilke
den vigtigste, om Kongens Ret til at opløse Storthinget, sikkerlig
alene stødte paa Modstand, fordi den var Flertallet en temmelig
fremmed Tanke, og af hvilke de øvrige dog i alt Fald ikke kunde
gjøre nogen Skade, medens den ene af dem, nemlig om Storthingsdiætens
Begrændsning tidligere havde fundet stærke Sympathier i selve
Storthinget. Desuagtet vilde man dengang ikke gaa ind paa den Kongelige
Proposition. At Minoriteten ikke vilde dette, var en ligefrem Følge
af, at den ansaa de ved disse Bestemmelser opstillede Garantier for utilstrækkelige.
Men at Flertallet ikke gik ind paa dette Kompromis, afgiver efter Minoritetens
Mening for Enhver, som dømmer efter Handlinger og ikke efter Ord,
Bevis for, at Ønsket om at faa Statsraaderne ind i Storthinget ikke
kan have været synderlig stærkt.
Et af
Minoritetens Medlemmer har sluttelig tilføiet, at han lægger
mindre Vægt paa Opløsningsretten og Statsraadernes Valgbarhed,
og han vilde finde sig tilstrækkelig betrygget ved en Omdannelse
af Lagthinget omtrent paa den ovenfor antydede Maade.
De Debatter,
som fandt Sted ved Sagens Behandling i Storthinget, ansees det mindre fornnødent
her at gjengive, idet forsaavidt henvises til vedkommende Nummere af Storthingstidenden,
som vedlægges.
Ved underdanigst
at foredrage denne Sag skal Departementet, næst at bemærke,
at det anser det ophøiet over Tvivl, at der tilkommer Kongen absolut
Veto med Hensyn til Grundlovsforandringer, tillade sig at at anføre,
at Hovedspørgsmaalet nu som før er, hvilken Indflydelse Statsraadernes
Deltagelse i Storthingets Forhandlinger kan antages at ville faa paa deres
Evne til at opretholde Kongemagtens Stilling som Forfatningens konservative
Element. Thi medens det paa den ene Side paastaaes, at den foreliggende
Beslutning kun influerer paa Formen for Regjeringens og Repræsentationens
samvirken, gjøres det paa den anden Side gjældende, og det
ikke blot af Modstandere af Beslutningen som en afgjørende Indvending
mod samme, men ogsaa af enkelte af dens Forsvarere som en Anbefaling, at
den har meget videre gaaende Konsekventser, og navnlig at den vil lede
til parliamentarisk Styrelse.
I denne
Henseende har Departementet i dets underdanigste Indstilling af 9de December
1873 og ved senere Anledninger anført, at der maa findes en Magt
i Statsorganismen, hvem det særligt paahviler, at vaage over Bevarelsen
af de dybere liggende og blivende Interesser i deres mulige Strid med dem,
som Øieblikkets Bevægelser bringe op i Dagen, og at yde en
Minoritets gjenholdende Anskuelser og Minoriteterns Tarv i det Hele en
tilbørlig Opmærksomhed ligeoverfor en seierrig Majoritet,
samt at denne Magt, der under den i det øvrige Europa almindeligvis
brugelige konstitutionelle Organisme væsentlig er lagt hos et Førstekammer,
hos os alene er søgt tilveiebragt ved en Kongemagt, der indenfor
sine konstitutionelle Attributioner er tænkt at skulle optræde
med en fyldestgjørende Selvstændighed. Ligesom derfor Kongemagten
ogsaa gjennem Grundlovens Bestemmelser om Vetoet tydelig er betegnet som
den Magt, der paa dette Punkt skal yde den forfatningsmæssige garanti,
saaledes er ogsaa Kongens Raad hidtil stedse blevet sammensat under Hensyn
til denne Opgave. Skulde nu Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger
lede til, at Ministeriets Sammensætning blev saa væsentlig
afhængig af Folkerepræsentationene Majoritet, at den ophørte
at være Gjenstand for Kongens selvstændige Afgjørelse,
formentes det klart, at den tilsigtede Grundlovsforandring, endog bortseet
fra, at vort Samfund favner Betingelserne for, at det parliamentariske
Styrelsessystem skulde kunne virke med Held, maatte fraraades som ganske
uforenelig med Grundlovens hele Opfattelse og Ordning af Statsmagternes
indbyrdes Forhold. Men Spørgsmaalet var, om denne Forudsætning
kunde ansees berettiget. Og i denne Henseende er det i Indstillingen af
9de Decbr. 1873 som Resultatet af de forskjellige hinanden krydsende Betragtninger
fremholdt, at man vel ikke kunde tillægge den anførte Forudsætning
en saa absolut Gyldighed, at Statsraadernes Indførelse i Storthinget
ubetinget maatte afvises, men at man paa den anden Side heller ikke turde
se bort fra Faren for, at denne Foranstaltning kunde lede til en betænkelig
Forandring i selve de politiske Institutioners Væsen og Betydning.
I ethvert Fald maatte man være forberedt paa, at Grundlovsforandringen,
naar den engang var skeet, vilde blive Udgangspunktet for alvorlige Forsøg
paa at fremtvinge en parliamentarisk eller dermed analog Styrelse, medens
det var aabenbart, ikke blot at Statsraadshvervet vilde blive vanskeligere
og mere anstrængende og Omskiften af Statsraader allerede som en
Følge heraf hyppigere, men ogsaa at det til Statsraadernes Fasthed
og Selvfornægtelse i at taale Modgang til sine Tider endog vilde
stille større Fordringer end i andre Lande, hvor Samfundets konservative
Interesser støttes af et særskilt Kammer inden selve Repræsentationen.
Departementet har derfor i Indstillingen af 9de Decebr. 1873 og ved senere
Anledninger som sit Standpunkt hævdet, at Statsraadernes Deltagelse
i Storthingets Forhandlinger uden nærmere Vilkaar frembød
overveiende Betænkeligheder og at en hertil sigtende Grundlovsforandring
alene kunde anbefales under Forudsætning af, at der til samme blev
knyttet andre Grundlovsbestemmelser, der ialfald kunde formindske Faren
for Misbrug, fjerne den nærmest liggende Anledning til Rivning mellem
Statsmagterne og hindre, at Institutionerne satte Menneskerne paa en større
Prøve, end den kunde udholde. Den kongelige Proposition, som overensstemmende
hermed blev fremsat paa Storthinget i 1874 til Imødegaaelse af Ønsket
om Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, og hvis Hovedindhold
i det Foregaaende er refereret, fandt vistnok ikke Tilslutning fra nogen
Side, da den kom til Afgjørelse paa Storthinget i 1877. Men, forsaavidt
angaar Konstitutionskomiteen, er herved at mærke, at dette for dens
Minoritets Vedkommende ikke beroede derpaa, at de nærmere Vilkaar,
hvortil Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger i Propositionen
var foreslaaet knyttet, fandtes enten overflødige eller hensigtsmæssige,
men derpaa, at de ikke antoges at afgive tilstrækkelige Garantier,
medmindre tillige Nationalforsamlingen omdannedes i Overensstemmelse med
Tokammersystemets Grundsætninger. Og forsaavidt angaar samme Komites
Majoritet, der bestred disse Vilkaars Nødvendighed og tildels ogsaa
deres Tjenlighed for Øiemedet, medgav den, ikke blot, at den i Propositionen
udviklede Opfattelse af Regjeringens Magtstilling ligeoverfor Repræsentationen
i væsentlig Grad maatte erkjendes at have Medhold i Grundlovens Ord
og Aand, men ogsaa at Betænkelighederne ved den her omhandlede Grundlovsforandring,
om saadanne overhovedet kunde paavises, laa i den antydede Retning, og
at det vilde være ønskeligt, om der kunde paapeges Midler,
hvorigjennem enhversomhelst Fare for den ensidige Udvikling, som ikke Faa
inden Almenheden syntes at frygte, kunde paa Forhaand forebygges.
De Forhandlinger,
som nu have fundet Sted i Anledning af denne Sag, have ikke frembragt nye
Synspunkter, hvorunder den i konstitutionel Henseende skulde kunne betragtes,
eller stille de tidligere fremholdte synspunkter under nogen væsentlig
ny Belysning. Navnlig have de Ytringer, hvori det parliamentære Styrelsessystem
eller al Myndigheds mere eller mindre fuldstændige Koncentration
hos Nationalforsamlingen eller dens Majoritet fra den ene Side betegnes
som en Konsekventse af Statsraadernes Indførelse i Storthinget og
fra den anden Side antydes som Maalet for denne Foranstaltning, ikke tabt
i Skarphed og Betydning. Idet Departementet saaledes forsaavidt vil kunne
henvise til Udtalelserne i Regjeringens Indstillinger af 9de December 1873,
8de Mai 1874, og 22de Mai 1877, vil det her indskrænke sig til noget
næræmere at omhandle en Omstændighed, der først
har traadt frem i de sidste Aar.
Det siger
sig selv, at Spørgsmaalet om, hvorvidt Samfundets dybere liggende
og blivende Interesser under de parliamentære Kampe ville kunne tilstrækkelig
hævdes, i væsentlig Grad beror paa Nationalforsamlingens Sammensætning,
der igjen betinges af Vilkaarene for den konstitutionelle Stemmeret. Grundloven
har i § 50 b og c som Stemmeberettigede betegnet de selvstændige
Udøvere af Landets to Hovednæringsveie, Landbonæringen
og Kjøbstadnæringen, de første ved Udtrykkene: "paa
Landet eie eller paa længere Tid end fem Aar have bygslet matrikuleret
Jord", og de sidste ved udtrykkene: "ere Kjøbstadborgere" eller
med andre Ord: drive Næring i Kraft af Kjøbstadborgerskab.
Ved Siden af disse to Kategorier, der omfatter det allerstørste
Antal af de aktive Borgere, er stillet en tredie af lidet Omfang, nemlig
Embedsmændene, hvorhos der i Slutningen af § 50 c ogsaa er aabnet
Andre Adgang til Stemmeret, forsaavidt de ved Erhvervelse af Hus og Grund
vække Præsumtion for den Selvhjulpenhed og Interesse i regelmæssige
Samfundsforholde, som er funden tilstrækkelig til at begrunde Optagelse
i de aktive Borgeres Række. Det, som karakteriserer disse Regler,
er, at de faktisk udelukke den besiddelsesløse eller næsten
besiddelsesløse Mængde og, bortseet fra Slutningsbestemmelsen
i Grundlovens § 50 c, uden videre Forskjel mellem Fattige og Rige
lægge Hovedvægten paa den Plads, Vedkommende indtager i de
tre Hovedgrene af Folkets Arbeider, Landbonæringen, Kjøbstadnæringen
og Statstjenesten. Den overveidende Indflydelse i Landets offentlige Anliggender
tilfalder følgelig dem, der som Gaardbrugere eller Kjøbstadborgere
staa i Spidsen for en særskilt Bedrift, og som altsaa kunne formodes
baade at kunne have en selvstændig Mening om, hva der hører
til en Styrelse eller ialfald til en i Henseende til Maal, Midler og Følger
beregnet særskilt Virksomhed. Og dette er det, som i Forbindelse
med Udelukkelsen af det parliamentariske Regjeringssystem efter Departementets
Formening har gjort Mangelen af Repræsentationens Organisation i
to særskilte og selvstændige Kamre lidet følelig og
hidtil har ydet Garantien for, at konservative Samfundsindtresser ikke
tilsidesættes, og at maadeholdne Meninger kunne gjøre sig
gjældende.
(Fortsættes).
Sanksjonsnektelse på
beslutningen om statsrådenes deltagelse i Stortingets forhandlinger,
21. juni 1880, Departements-Tidende for 1880, Schibsted, Christiania, s.
417-431.
|