Om statsrådenes deltagelse i Stortingets forhandlinger

At den foreslaaede nye Ordning, antagen og bragt i Udøvelse, for begge Statsmagter vil skjærpe Følelsen af det konstitutionelle Ansvar, anser Komite-Pluraliteten for en naturlig og ligefrem paaregnelig Følge. For Statsraaderne vil Adgangen til Deltagelse i Storthingets Forhandlinger skjærpe Pligten til at dygtiggjøre sig for sin Gjerning og navnlig til anderledes, end de nu i sin Stillings Medfør have Adgang til, at sætte sig ind i de Sager, der foreligger Storthinget, og til paa den Kampplads, der giver Karakteren og Personligheden sin Styrke, og med det Vaaben, der skjænker Ævnerne og Dygtigheden sin rette og fulde Anvendelse, det mundtlige Ord, i Forsvar eller Angreb at beskytte sin Stilling, værge sin Opfatning og sine Synsmaader, og derved, under Kampen og Meningsbrydningerne, som Statsmagternes Fællesarbeide altid fremkalder, at give et forøget Bidrag til Udbyttet af dette betydningsfulde Samarbeide. Og den anden Statsmagt, hvis Virken og Arbeide under den nuværende Arbeidsordning, ogsaa, om end ikke i samme Grad, lider under Isolationens Tryk og Tvang, vil ligeledes i den paatænkte forandrede Ordning erholde en ny Spore for sin Pligtfølelse og en ny Løftestang for Dygtighedens og Kræfternes Udvikling og Anvendelse. Heri ser imidlertid Komite-Pluraliteten ikke det hele Fremskridt, den fulde Vinding ved den paatænkte Ordning. Det kan ikke feile, at i dette, som i alle menneskelige Forhold og Anliggender, den nærmere personlige Sammenkomst og den mundtlige Udvexling af Synsmaader, Meninger og Følelser, under Forudsætningen af en Loyalitet og Velvillie fra begge Sider, der ikke behøver at være større end den, der er den almindelige mellem Menneskene, i mange og væsentlige Punkter maa føre til bedre Forstaaelse, større Fred og mere Enighed, end den nuværende Ordning, gjennem snart tvende Menneskealdre af konstitutionel Virken, har bragt os. Og i denne sikkre og i almindelig menneskelig Erfaring grundede Forventning om, hvad der ogsaa i denne Henseende skal komme, i Modsætning til hvad der er, ser Komite-Pluraliteten en ny og ingenlunde den mindst vægtige Grund til at skjænke det foreliggende Forslag sin Anbefaling.
(...)
Komite-Pluraliteten har i det foregaaende i korte Træk paany fremstillet de væsentligste Grunde, der taler mod at bibeholde den nuværende Forhandlingsmaade mellem Statsmagterne, i hvilken Fremstilling direkte ligger udtalt de stærkeste Motiver til at indgaa paa den foreslaaede Forandring.
     Under Forhandlingerne om denne Sag i 1874 og 1877 dreiede Undersøgelsen sig væsentlig om, hvorvidt Reformen vilde fremkalde, hvad man kalder parliamentarisk Styrelse, og om det under Forudsætning af, at dette kunde blive Tilfældet, var fornødent eller hensigtsmæssigt at indgaa paa de Kautelbestemmelser, som i Kongelig Proposition af 22de December 1873, angaaende Forandring i Grundlovens § 54 med flere er, var forelagt Storthinget til Antagelse. Da denne Kongelige Proposition, ved dens endelige Prøvelse i 1877, ikke fra nogen af Siderne i Storthinget vandt Tilslutning, har Regjeringen indtil videre opgivet denne Bestræbelse, hvorfor Sagen atter foreligger som et ublandet Spørgsmaal om, hvorvidt Statsraaderne bør aabnes Adgang til Deltagelse i Storthingets Forhandlinger.
     Under disse Omstændigheder har Komite-Pluraliteten troet at burde indskrænke sig til at fremholde i Korthed de Grunde, der fra først af ere anførte til Støtte for det foreliggende Forslag i og for sig, og hvilke Grunde, senere end Forslagets Vedtagelse af Storthinget i 1872, ved Forholdenes Udvikling kun have vundet en forøget Vægt.
     Naar det under Skriftvexlen om denne Sag stadig har været fremholdt, navnlig fra Minoritetens, men tillige, om end ikke med samme Bestemthed, fra Regjeringens Side, at det kunde befrygtes, at den foreslaaede Forandring vil kunne lede til en Forrykkelse af Grændserne for det ved Grundloven opstillede Magtforhold mellem Statsmagterne, idet det er blevet paapeget som en Mulighed, at de forandrede Forhold, som Reformen, vedtagen og bragt i Anvændelse, vilde medføre, vilde kunne bevirke, eller ialfald give Anledning til, at der fra den lovgivende og bevilgende Statsmagt kunde blive gjort Forsøg paa Indførelse af det saakaldte parliamentariske Styrelsessæt, - skal Komite-Pluraliteten udtale, at den ikke deler denne Frygt. I dette Punkt slutter man sig i alt væsentligt til, hvad de tidligere Komite-Pluraliteter desangaaende, i Indstillingerne af 1872, 1874 og 1876, have udtalt. Pluraliteten er endog efter nærmere at have overveiet denne Side af Sagen tilbøielig til endmere bestemt at afvise den Tanke, at en blot og bar Forandring i Forhandlingsmaaden, som den foreslaaede Reform jo udelukkende tilsigter, skulde kunne øve nogen mærkbar Indflydelse til at forrykke Grændserne for selve Magtforholdet mellem de tvende Statsmagter.
     Vistnok maa det erkjendes, at Spiren til en Udvikling i Retning af at tilføre Folkerepræsentationen en fyldigere Indflydelse i Statsstyrelsen og paa dens Ordning, ligger i vor som i enhver anden konstitutionel Statsforfatning, hvorefter en overveiende Magt er bleven tillagt den lovgivende og bevilgende Statsmyndighed, og det maa tillige medgives, at Udviklingen under vor 66-aarige Virken under de Forfatningsformer, som Grundloven af 1814 har etableret, allerede delvis har ført i den antydede Retning. Men ligesom dette kun er en Udvikling, der finder sin berettigede Plads indenfor eller i ligefrem Konsekventse af vore forfatningsmæssige Bestemmelser for, hvor de tvende Statsmagters Myndighedssphære mødes, eller i deres Evne til Udvidelse finder den legale Begrændsning, saaledes maa det ogsaa erindres, at da vor Forfatning fik sin Tilblivelse, fremtraadte den exekutive Myndighed som en ifølge sine Traditioner stærkt udviklet historisk Magt, der vel endog førte Krav og Forestillinger med sig fra Fortiden, som strengt taget ikke hørte ind under eller passede sammen med den konstitutionelle Statsordnings Natur og Væsen, medens den Magt, der i Kraft af Forfatningen skulde tilhøre den lovgivende og bevilgende Myndighed, dengang kun ufuldstændigt var forstaaet, fordi den kun svagt og ubestemt fandt sin Forklaring i den historiske Overleverelse, og derfor - særligt under vore konkrete Forholde - var en Statsmyndighed i sin Vorden, der i meget og mangt skulde og maatte gjennem vexlende Seire og Nederlag oparbeide den Magtstilling som vistnok forfatningsmæssig var den tillagt, men som den de facto endda ikke var kommen i Besiddelse af, og denne Repræsentationens Kamp og Stræben for Udfoldelsen af sin Magt har formentlig endnu ikke naaet det Maal, der er den stillet indenfor Forfatningens Omraade.
     Paa samme Tid viser vor konstitutionelle Historie, at Storthinget, uanseet at Magtens Tyngdepunkt er lagt i dets Myndighedsgrene, som lovgivende, bevilgende og kontrollerende Statsmagt, ikke har vist nogen Tilbøielighed til at anvende disse Magtmidler til at forsøge at erhverve sig den Indflydelse, der i prægnant Forstand betegnes som parliamentarisk Styrelse, og Komite-Pluraliteten formaar, som allerede bemærket, ikke at indse, at en blot og
bar Forandring i Forretningsordenen, skulde give Repræsentationen enten en stærkere Spore eller udstyre den med forøgede Magtmidler til at forsøge Tilløb i denne Retning. Det er under den tidligere Skriftvexel i denne Sag bemærket, at Lovregler og Forretningsformer alene ingenlunde formaa at skabe den politiske Udvikling, der i europæisk Forstand udgjør parliamentarisk Styrelse, menatBetingelsernefor, aten folkevalgt Forsamling opnaar en saadan Magt, ere af en anden Oprindelse og væsentlig maa sees i nedarvede historiske og sociale Forholde hos det Folk, hvis valgte Repræsentation erhverver denne Magtstilling. Det er i denne Forbindelse endvidere, og vistnok med nogen Føie, anmærket, at Forholdene i vort Folk mere end Formerne i vor Forfatning, afgive Borgen for, at vi ialfald ikke i den nærmeste Fremtid, om nogensinde, i egentlig Forstand vil faa parliamentarisk Styrelse. Og der.ne Opfatning finder ogsaa sin Støtte i Undersøgelse ad historisk Vei, idet folkevalgte Repræsentationer i Stater med ligeartede Styrelsesformer dels have, dels savne den parliamentariske Magtstilling. Men hvad man under alle Omstændigheder, ved at undersøge Sagen paa historisk Vei, vinder fuld Bestyrkelse for, det er, at den mundtlige Forhandlingsmaade mellem Statsmagterne, som et nødvendigt supplement til den skriftlige, hverken i og for sig skaber parliamentarisk Styrelse eller kan antages at give noget betragteligt Bidrag til at kalde saadan Styrelse tillive, selv om baade de forfatningsmæssige Former ere gunstige og de historiske og sociale Forholde, der betinge Parliamentarismen, synes at maatte væretilstede.
(...)
Under Forhandlingerne i 1872 og tildels ogsaa i 1874 blev der fremført tvende Indvendinger mod Sagen, der væsentlig vare af dilatorisk Indhold. Det anbragtes, at denne Sag blev gjenoptagen for hurtigt ovenpaa Grundlovsforandringen, hvorved aarlige Storthing indførtes, idet man endda ikke havde faaet Tid til at erfare Virkningen af bemeldte Reform, - og at der endnu ikke var erhvervet Sikkerhed for, at Folkeopinionen i det Hele taget havde tilegnet sig Erkjendelsen af, at Tiden for den her foreliggende Reforms Indførelse var kommen.
     Hvad den første af disse Indvendinger angaar, har formentlig nu den siden dens Fremførelse forløbne Mellemtid udslettet ethvert Indtryk af dens Betydning. Repræsentationen sidder nu sammen paa det 10de aarlige Storthing, og under denne Række af Storthingsmøder tør det vel ansees bragt tilstrækkelig i Erfaring, baade hos Repræsentationen og hos Landets Vælgerbefolkning, at de under Forhandlingerne om aarlige Storthing i 1866 og 1869 udtalte stærke Betænkeligheder og Tvivl have vist sig ugrundede, og at alene de tilsigtede Fordele af Reformen erfaringsmæssig ere fremtraadte. Komite-Pluraliteten tør heri se et Omen for, at ogsaa de under den nu foreliggende Sag, fra samme Hold ligesaa stærkt udtalte Betænkeligheder og Tvivl, hvilke i alt Væsentligt gaa i samme Retning, skulle, naar Reformen er antagen og traadt i Virksomhed, vise sig ikke mere holdbare. Ogsaa hin tidligere, nu indførte Reform dreiede sig kun om en Forandring i Forretningsordenen, og ogsaa da blev fremført som den kardinale Indvending, at den vilde forrykke Magtfordelingen og iøvrigt fremkalde de Farer og Ulemper for Exekutivmagtens Stilling, hvilke nu paany, og atter ad theoretisk Vei og som aprioriske Slutninger og Formodninger ere samlede sammen og opstillede i Invendingernes Følgerække. Og ogsaa i en tredie Henseende bliver Paralellen mellem disse Reformspørgsmaal mærkbar: de vare og ere begge indtraadte som Led af den almindelige europæiske Statsskik, og de frugtbare og gavnlige Virkninger deraf, ja, det er neppe forstærkt at paastaa, deres Nødvendighed, havde vundet europæisk Anerkjendelse, før Regjeringen hos os benyttede sit Initiativ til at opføre dem paa Dagsordenen. Komite-Pluraliteten formener, at de her paapegede Kjendsgjerninger og Omstændigheder naturligen lede til den Antagelse, at de heromhandlede Reformer paa ingen Maade gjensidig udelukke eller overflødiggjøre hinanden, men at de meget mere, som tidsmæssig fornødne og praktisk hensigtsmæssige Forbedringer i Forretningsordenen Statsmagterne imellem, have en indre Forbindelse og Sammenhæng, der medfører, at den fulde Nytte og den sande Fordel af enhver især af disse Reformer ikke opnaaes, forinden de begge erholdes og jævnsides, i deres indbyrdes Forhold, træde i Virksomhed.
     Hvad den anden af de tvende førnævnte Indvendinger mod at skride til Reformens Antagelse betræffer, forekommer det Komite-Pluraliteten, at den, om muligt, har endnu mindre Vægt. Efterat Reformen i 59 Aar, kun med et Par kortere Afbrydelser, har staaet paa Dagsordenen, - efterat den har været behandlet paa 14 Storthing, dels forelagt i Kgl. Propositioner, dels ved private Forslag, - efterat den 4 Gange af Storthinget er bleven vedtagen med mere end kvalificeret Majoritet, - efterat den i over en Menneskealder af Pressen er bleven behandlet med en Udførlighed, som intet andet Reformspørgsmaal hos os, - efterat Landets Vælgerbefolkning i stor Udstrækning har gjort dette Spørgsmaal til Gjenstand for fortrinsvis Behandling
under politiske Møder og Sammenkomster, - efterat den store Majoritet af Storthingsrepræsentanter, der i det sidste Decenium har stemt for Forslagets Antagelse, som Regel ere blevne gjenvalgte, medens ikke saa Repræsentanter, der ikke have kunnet forene det med sin Overbevisning at stemme for Forslaget, have maattet gjøre Plads for Reformens Venner, og efterat denne Sag ialfald under det sidste Storthingsvalg jævnlig er bleven opstillet som det kardinale Spørgsmaal, hvis Besvarelse betingede vedkommende Kandidats Valg eller Forkastelse, - er det ikke muligt længer atnære Tvivl om, at nu
     "Folkemeningen med Tryghed fæster sig ved den Opfatning, at Tiden er kommet til denne Reforms Gjennemførelse."
     En Minoritet bestaaende af 2 Medlemmer (Aschehoug og Harbitz) afgive særskilt Votum.
(...)
Grundloven har kun tillagt Odelsthinget anklagende Myndighed og at omdanne Regjeringens Stilling til dette eller til det samlede Storthing, saaledes at de Meninger, den ene eller den anden af disse Forsamlinger i formelig Beslutning maatte udtale om en Statsraads Handlemaade, middelbart skulde faa en Afsættelsesdoms Virkninger, bliver en meget væsentlig Forandring baade i vor Grundlov og vor Statsskik.
     En saadan Forandring vilde ikke heller være nogen Forbedring. Odelsthing og Storthing have gjennem formelige Beslutninger udtalt Misbilligelse af Regjeringshandlinger, ikke blot hvor disse have indeholdt virkelige eller formentlige administrative Feilgreb, men ogsaa hvor Regjeringen kun har hævdet Kongen en Myndighed, som efter Regjeringens Opfatning af Grundloven tilkommer ham. Men selv bortseet herfra vilde det have sine Betænkeligheder at bringe Kongens Raadgivere i et saadant Afhængighedsforhold til Storthinget, som det, der ved den foreslaaede Grundlovsforandring tilsigtes. Den Paastand, at man herved skulde faa dygtigere Mænd ind i Statsraadet, turde neppe vise sig begrundet. Man vilde selvfølgelig faa Mænd med større parliamentarisk Øvelse. Men man vilde faa hyppigere Ombytte og Statsraadet vilde derfor sandsynligvis jevnlig være besat med Mænd af mindre administrativ Indsigt og Erfaring. Hvad der er sikkert er, at det vilde blive besat med Mænd af samme politiske Anskuelser som Storthingsmajoriteten, og det er nu mere end nogensinde øiensynligt, at det just er dette, som giver Forslaget dets store Tiltrækningskraft.
(...)
Men det er just den heri liggende Forandring i vor Statsskik, Mindretallet er utilbøielig til at indgaa paa. En Majoritetsregjering har selv i Lande, hvis Repræsentation er anderledes sammensat end vor, sine store Ulemper. De hyppige Ministerskifter, der gribe forstyrrende ind i en fast og planmæssig Ledelse af Administrationen, er ikke den eneste af disse Ulemper, heller ikke den værste, skjønt den i et lidet Samfund med saafuldt udviklede Kræfter kan blive følelig nok. Et Ministerium, som ved Partibaand er knyttet til Repræsentationens Majoritet, bliver i det længste opretholdt af denne. Selv om Majoriteten er i Tvivl om dens Forslag, bliver den som oftest nødt til at indgaa paa dem. Og ligeledes er det klart, at en saadan Regjering ikke kunde ventes at ville blive skarpt kontrolleret af Storthinget. Dettes Minoritet vilde vistnok kritisere dets Handlinger. Af Majoriteten vilde de regelmæssigen blive forsvarede eller dog undskyldte. Man har en ganske anden Garanti for streng Lovmæssighed i Styrelsen og for det offentlige Livs Renhed der, hvor intet Partibaand holder Repræsentationens Majoritet og Regjeringen sammen.
     Og for at man skulde give Statsraaderne Adgang til Storthinget og herve samle al virkelig Statsmagt i dets Majoritets Hænder, anser Komiteens Mindretal det ganske nødvendigt, at selve Storthinget omdannedes saaledes, at Lagthinget valgtes ikke som nu af det samlede Storthing, men paa en anden Maade, der skaffede tilstrækkelig Garanti for, at det erholdt den Modstandsevne mod uoverlagte, ensidige eller uretfærdige Beslutninger, som Regjeringen vilde tabe, samt at Kongen fik Ret til at opløse Storthinget og paabyde Afholdelser af nye Valg ligesom vel ogsaa, at Statsraaderne bleve valgbare til Storthinget. Mindretallet anser det desuden ønskeligt, at Grundloven undergik de øvrige i den Kongelige Proposition af 22de December 1873 foreslaaede Forandringer.
     Repræsenteres Folket af en eneste Forsamling, saa bliver denne uundgaaelig ensidig sammensat. Dette gjælder ogsaa om Storthinget, da to Trediedele af dets Medlemmer vælges af Kredse, hvor de mindre Gaardbrugere have en afgjort Overvægt. Den Modvægt Byrepræsentanterne danne derimod, bliver utilstrækkelig, hvis Storthingets Majoritet kommer til at øve afgjørende Indflydelse ogsaa paa Regjeringens Sammensætning.
     Faar Storthinget denne Indflydelse, uden at Kongen erholder Opløsnings ret, saa kan det hænde, og vil efter andre Landes Erfaring af og til komme til at hænde, at Storthinget nøder Kongen til at afskedige et Ministerium, som nyder baade hans og Landets Tillid.
     Blive Statsraaderne ikke valgbare, saa ville de ved at afskediges, udelukkes ikke blot fra Regjeringen men ogsaa fra Storthinget, og altsaa indtil næste Valg fra al Deltagelse i det offentlige Liv.
     Naar Komiteens Mindretal, støttende sig til disse Betragtninger, fraraader at give Statsraaderne Adgang til Storthinget, medmindre Lagthinget omdannes til en særskilt valgt Forsamling, Kongen tillægges Opløsningsret og Statsraaderne gjøres valgbare, saa forlanger det kun, at man skal følge hvad saagodtsom alle andre civiliserede Lande have fundet nødvendigt.
(...)
Innstilling fra konstitusjonskomiteen, Indst.S.I, Stort.forh. 1880, 6, utdrag fra s. 5-15
 

Henta frå J.Nerbøvik (red.): Kilder til norsk historie 1560-1940, Univ.forl. 1968., s.187-194