Redigeret af 
C.  Collett
A. Kjerulf
Nr. 20, 13de Mai 1872

Nedenstaaende underdanigste Indstilling fra den norske Regjering af 25de April 1872, angaaende Negtelse af Sanction m. V: paa Storthingets Beslutning af 9de Marts næstfør til grundlovsbestemmelse angaaende Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, er ved kongelig Resolution af 7de Mai sidstleden naadigst bifaldt:
    Chefen for Justits- og Politi-Departementet, Statsraad Falsen, har underdanigst foredraget Følgende:
    Overensstemmende med et paa 19de ordentlige Storthing paa grundlovmæssig Maade fremsat Konstitutionsforslag har 21de ordentlige Storthing under 9de Marts sidstleden fattet følgende Beslutning til Grundlovsbestemmelse angaaende Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger:

"Naar Storthingets Forhandlinger, overensstemmende med Grundlovens § 74 ere
aabnede, have Statsministeren og Statsraaderne Ret til at møde i Storthinget samt 
i begge dets Afdelinger og lige med sammes Medlemmer, dog uden at afgive Stemme, 
at deltage i de forefaldende Forhandlinger, forsaavidt disse holdes for aabne Døre, 
men i de Sager, som behandles for lukkede Døre, kun forsaavidt det af vedkommende
Thing maatte tilstedes".

Ved underdanigst at forelægge Deres Majestæt denne Beslutning, der paa sædvanlig Maade er Regjeringen overbragt og afgivet til dette Departements Behandling, skal Departementet tillade sig at meddele en Oversigt over det Væsentlige af, hvad der tidligere er passeret betræffende Spørgsmaalet om Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger.
    Allerede paa Storthinget i 1821 foreslog en Repræsentant indtaget i Storthingets Reglement en Bestemmelse om, at det skulde tillades Statsraaderne efter Storthingets Indbydelse at deltage i debatterne over Lovforslag m. V., men Forslaget fik i Storthinget kun 6 Stemmer for sig. Paa samme Thing fremsattes af samme Repræsentant Forslag om en Tillægsbestemmelse til Grundlovens § 62, hvorefter Statsraaderne skulde have Ret til at deltage i Debatterne saavel i Storthinget som i dets Afdelinger undtagen ved Behandlingen af Sager angaaende Storthingets indvortes Politi eller Reglementets Overholdelse. Dette Forslag blev af Storthinget i 1824 overensstemmende med vekommende Komitees Indstilling enstemmig besluttet henlagt.
    I 1833 fremsattes for det da forsamlede Storthing Kongelig Proposition til en særskilt Grundlovsbestemmelse om Adgang for Statsraaderne til Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, som kun afveg fra den nu foreliggende Storthingsbeslutning deri, at Statsministeren ikke var nævnt blandt de Adgangsberettigede, samt deri, at Statsraaderne kun skulde tilstedes Adgang forsaavidt Forhandlingerne holdtes for aabne Døre. Paa samme Thing fremkom 2de private Forslag angaaende samme Gjenstand, blandt Andet indeholdende, at det skulde være Pligt for mindst een Statsraad at deltage i enhver af Storthingets eller dets Afdelingers Forhandlinger, forsaavidt disse holdtes for aabne Døre. Hverken den Kongelige Proposition eller noget af disse private Forslag kom imidlertid under Behandling paa Storthinget i 1836. Efter at være gjentaget i 1836 blev denne Kongelige Proposition af Storthinget i 1839 overensstemmende med Konstitutions-Komiteens Indstilling mod 16 Stemmer ikke bifaldt. 
    Til Behandling paa Storthinget i 1842 forelaa en ny Kongelig Proposition af 9de August 1839 til Grundlovsbestemmelse, saalydende: "Naar Storthingets Forhandlinger, overensstemmende med Grundlovens § 74 ere aabnede, have Statholderen, Statsministeren og Statsraaderne Ret til at møde i Storthinget samt i begge dets Afdelinger, og lige med sammes Medlemmer, dog uden at afgive Stemme, at deltage i de forefaldende Forhandlinger, hvad enten disse holdes for aabne Døre eller under lukkede Døre, medmindre i sidste Tilfælde anderledes af vedkommende Thing bestemmes." Ligeledes forelaa et privat fremsat Forslag til en særskilt Grundlovsbestemmelse om samme Gjenstand, hvilket, foruden at det var utdarbeidet under forskjellige Forudsætninger betræffende Spørgsmaalet om, hvilke af Statsraadets Medlemmer, der skulde gjøres delagtige i Storthingets Forhandlinger, indeholdt flere Alternativer, gaaende ut paa enten alene, at vedkommende Statsraadsmedlemmer skulde være berettigede til at møde, eller tillige, at idetmindste een Statsraad burde være nærværende under Forhandlingerne, og dette igjen saaledes, at Adgangen eller Pligten til at møde skulde gjælde enten baade med Hensyn til Storthingets og begge dets Afdelingers Forhandlinger eller kun med Hensyn til det samlede Storthings og Odelsthingets, hvortil som et Alternativ til enhver af de saaledes foreslaaede Bestemmelser, at fra samme skulde undtages de Sager, der omhandles i Grundlovens § 63 og § 82, b, c, d og f. I Forbindelse med dette Forslag og den Kongelige Proposition behandledes et paa samme Storthing fremsat Forslag til ved Forandring i Storthingets Forretningsreglement at aabne Statsministeren og Statsraaderne Adgang til Deltagelse i Storthingets Debatter. Vedkommende Komite indstillede til Storthinget at fatte Beslutning om, at Reglementet gaves et Tillæg, ifølge hvilket der under Behandlingen af de af Regjeringen fremsatte Lovforslag skulde tilstedes een Statsraad at deltage i de i Odelsthinget og det samlede Strothing forefaldende Forhandlinger. Derimod indstilledes den Kongelige Proposition og det private Grundlovsforslag til ikke at bifaldes. Førstnævnte Indstilling forkastedes i Storthinget med 70 Stemmer; den sidstnævnet bifaldtes, forsaavidt den angik den Kongelige Proposition, med 73 Stemmer, og , forsaavidt den angik det private Grundlovsforslag, dels med 64 Stemmer, dels enstemmig. Sidstnævnte Forslag kom efter at være gjentaget i 1842 atter under Behandling paa Storthinget i 1845 i Forbindelse med 2de paa dette Thing fremsatte forslag til gjennem en Reglementsforandring at give Statsraadets Medlemmer Adgang til Deltagelse i Storthingets Forhandlinger. I Anledning af disse Forslags Behandling besluttede Storthinget paa Grund af den Tvivl, som havde gjort sig gjældende dels om, hvorvidt den tilsigtede Institutions Indførelse kunde ske gjennem en Reglementsforandring, dels om hvorvidt den ikke maatte staa i Strid med Grundlovens Principer, betræffende disse Punkter at indhente Høiesterets Betænkning. Denne, som blev afgivet under 22de Marts 1845, gik ud paa
"1. At Storthinget ikke ansees at have grundlovmæssig Hjemmel til gjennem bestemmelser i dets Reglement at aabne Regjeringens Medlemmer Adgang til at kunne deltage i Storthingets Forhandlinger; men 
2.  At det ikke ansees stridende mod Grundlovens Principer, ved Antagelse af en af de derom fremsatte Propositioner, gjennem en Fundamentallov at aabne Regjerinens Medlemmer den omhandlede Adgang til Storthingets Deliberationer".
Ved Storthingets Beslutning blev derefter overensstemmende med vedkommende Komitees Indstilling de fremsatte Reglementsforslag enstemmig og Grundlovsforslaget dels med 73, dels med 67 Stemmer, dels enstemmig forkastet.
    Det samme Grundlovsforslag fremsattes paany paa Storthinget i 1845, ligesom den Kongelige Proposition af 9de August 1839 da blev gjentaget. Videre fremkom paa dette Thing et privat Forslag til Forandringer i Grundlovens §§ 12 og 62, gaaende ud paa, at i førstnævnte § Ordene: "Statsraadets Medlemmer" skulde udelades. Ved Siden af det Øiemed at gjøre det muligt for Storthinget gjennem reglementariske Bestemmelser at give Statsraadets Medlemmer Adgang til at deltage i Thingets Forhandlinger tilsigtede dette Forslag at bane Vei for saadan Deltagelse derved, at Statsraaderne bleve valgbare til Storthingsrepræsentanter. Konstitutionskomiteen paa Storthinget i 1848 indstillede til at bifaldes et af det førstnævnte Forslags Alternativer, som deri skjeldnede sig fra den nu foreliggende Storthingsbeslutning, at der fra de adgangsberettigede Medlemmer af Statsraadet undtoges Statholderen, naar han under Kongens Nærværelse her i Riget fungerer som Førstestatsraad, samt deri, at Statsraadernes Adgang var indskrænket til Odelsthingets og det samlede Storthings Forhandlinger. Denne Indstilling opnaaede i Storthinget simpel Pluralitet, nemlig 55 Stemmer mod 46. De øvrige Alternativer og Forslag vare af Komiteen indstillede til ikke at bifaldes, og denne Indstilling toges tilfølge, forsaavidt den Kongelige Proposition betræffer, med 72 Stemmer, og forøvrigt enstemmig.
    For Storthinget i 1851 forelaa til Behandling 3 paa Storthinget i 1848 fremsatte Grundlovsforslag nemlig:
1.  Et privat indeholdende 4 af det ovenfor omhandlede, i 1839 fremsatte, Forslags Alternativer.
2.  Kongelig Proposition, overensstemmende med de tidligere af 1839 og 1845.
3.  Et privat Forslag til Tillægsbestemmelse til Grundlovens § 62 i 2 Alternativer.
    Det første af disse gik ud paa, at Statsraaderne ved Storthingets Reglement skulde kunne gives Adgang til at deltage i Forhandlingerne. Det andet Alternativ (Litr. b) var saalydende: " Derimod kunne Statsraadets Medlemmer gives Adgang til at deltage i Storthingets Forhandlinger, dog uden at afgive Stemme. Hvorvidt og i hvilken Udstrækning denne Adgang skal tilstedes dem, bestemmes af ethvert Storthing." Af disse Forslag indstillede konstitutionskomiteen et af det førstnævntes Alternativer, ligelydende med det, der i 1848 havde vundet simpel Pluratlitet, til at bifaldes. Indstillingen forsaavidt opnaaede i Storthinget atter simpel Pluralitet, nemlig 53 mod 52 Stemmer. De øvrige Alternativer af dette Forslag blev dels med 96, dels med 95 Stemmer ikke bifaldt. Samme Skjæbne havde den Kongelige Proposition og det under No. 3 nævnte Forslags første Alternativ, henholdsvis med 97 og 88 Stemmer. Derimod bifaldtes med 76 Stemmer mod 29 det sidstnævnte Forslags andet Alternativ. Denne Beslutning blev ved Kongelig Resolution af 31te Mai 1851 negtet Sanktion.
    Af de oven anførte paa Storthinget i 1851 behandlede Forslag gjentoges ved privat Initiativ til Behandling paa det næstfølgende Storthing de under No. 1 og 3 omhandlede. Ligesaa forelaa til dette Storthings Behandling et privat Forslag angaaende Forandringer i Grundlovens §§ 12 og 62 overensstemmende med det i 1845 fremsatte. De tvende førstnævnte Forslag vare af Konstitutionskomiteen i 1854 indstillede til ikke at bifaldes, og denne Indstilling toges tilfølge af Storthinget for det første Forslags Vedkommende dels med 70, dels med 59 og dels med 60 Stemmer og for det sidstes enstemmig. Det tredie af de ovennævnte Forslag var af Komiteen indstillet til at bifaldes, men opnaaede i Storthinget kun 20 Stemmer.
    Paa Storthinget i 1854 fremsattes privat Forslag til en særskilt Grundlovsbestemmelse angaaende den heromhandlede Genstand i 4 Alternativer, af hvilke det først (Litr. A) var aldeles overensstemmende med den nu foreliggende Storthingsbeslutning, medens det andet (Litr. B) indskrænkede Statsraadernes Adgang til Odelsthingets og det samlede Storthings Forhandlinger. Alternativerne C og D indeholdt henholdsvis de samme Bestemmelser, men vare affattede under Forudsætning om, at der istedetfor Statholderembedet oprettedes et nyt Statsministerembede. Disse tvende sidste alternative Forslag besluttedes af Storthinget i 1857 henlagte. Af de to først havde vedkommende Komitee indstillet principalt Alternativ A og in subsidium Alternativ B til at bifaldes, hvilken Indstilling, saavel hvad dens principale som hvad dens subsidiære Post angik, opnaaede simpel Pluralitet, nemlig 55 Stemmer mod 48.
    Det samme Forslag fremsattes i de samme 4 Alternativer paany i 1857. Samtidig fremsattes et nyt Forslag i 3 Alternativer om den samme Gjenstand. Dette Forslag gik ud paa, at ved Behandlingen af Sager, der vare indkomne fra Regjeringen eller noget af dens Departementer, skulde det Medlem af Statsraadet, der havde foredraget Sagen, eller fra hvis Departement den var indkommen, have Ret til at deltage i Forhandlingerne - ifølge 1ste Alternativ saavel i Storthinget som i begge dets Afdelinger, ifølge 2det Alternativ i Storthinget og Odelsthinget, ifølge 3die Alternativ alene i Odelsthinget. Det førstnævnte Forslags Alternativ A blev af Konstitutionskomiteen paa Storthinget i 1859-1860 indstillet til at bifaldes, men opnaaede i Storthinget kun en Pluralitet af 73 Stemmer mod 39. Alternativerne C og D bleve ifølge enstemmig Beslutning at ansee som ikke fremsatte, og Alternativ B samt det andet Forslag forkastedes enstemmig.
    Det i 1854 fremsatte Forslag gjentoges atter, forsaavidt dets Alternativer A og C angaaer, paa Storthinget i 1859-1860. Paa samme Thing fremsattes privat Forslag til en Grundlovsbestemmelse om Statsraadets Medlemmers Valgbarhed til Storthingsrepræsentanter. Forslagets § 1 bestemte, at der i Grundlovens § 62 istedetfor Ordene: "Statsraadets Medlemmer", skulde sættes: "Statholderen", eller at de nævnte Ord skulde udelades, uden at Noget fattes istedet. § 2 indeholdt, at Statsministeren og Statsraaderne skulde kunne stille sig til Valg i ethvert Valgdistrikt i hele Riget, at de ogsaa skulde kunne vælges uden at stille sig, men da have Ret til at udslaa sig for at mottage Valget m. V. Førstnævnte Forslags Alternativ A blev af Konstitutionskomiteen paa Storthinget i 1862-1863 ligesom paa forrige Thing indstillet til at bifaldes, men opnaaede denne Gang i Storthinget kun 54 Stemmer mod 52. Forslagets andet Alternativ samt Forslaget angaaende Statsraadsmedlemmernes Valgbarhed til Storthingsrepræsentanter blev overensstemmende med Komiteens Indstilling enstemmig ikke bifaldt. 
    Det førstnævnte af de paa Storthinget i 1859-1860 fremsatte Forslag behandledes, efterat være fremsat paa Storthinget i 1862-63, atter paa Storthinget i 1865-1866. Dets første Alternativ blev ogsaa nu af Konstitutionskomiteen indstillet til at bifaldes, men forkastedes i Storthinget med 55 Stemmer mod 45.
    Paa Storthinget i 1868-69 forelaa intet Forslag om denne Gjenstand til Behandling. 
    Den nu foreliggende Storthingsbeslutning er af Storthinget fattet med 80 Stemmer mod 29 overensstemmende med vedkommende Kommitees med en Pluralitet af 6 Stemmer mod 3 afgivne Indstilling.
    Komiteens Pluralitet har i sin Indstilling fremhævet, at de i den Kongelige Proposition af 1833 anførte Grunde for Hensigtsmæssigheden af den heromhandlede Reform i vor offentlige Ret i forretningsmæssig Henseende og som i det Hele gaae ud paa, at Statsraadernes Deltagelse i Storthingets forhandlinger vil gjøre Forretningernes Gang lettere og sikrere, samt bidrage til at forebygge Misforstaaelser og udjevne Meningsforskjelligheder mellem Statsmagterne, - i alt Væsentlig fremdeles maa tillægges Vægt og en Betydning, der i enkelte Retninger ved den senere stedfundne Udvikling endog er blevet mere iøinefaldende.
    De Indvendinger, anføres der videre, som i denne Retning tidligere tildels gjordes, ere de seneste Gange, Sagen er blevet behandlet af Storthinget, sjelderne blevne udtalte, og det forekommer Komiteens Pluralitet uimodsigeligt, at Forretningernes Gang maa lide ved at Statsraadets Medlemmer først i deres Foredrag til Kongen om de fattede Beslutninger kunne komme til Orde med de Oplysninger og Indvendinger, der for dem maatte fremstille sig som vigtige eller afgjørende, ligesom ogsaa at deres Indgriben i Sagernes Fremme paa denne Maade lettere medfører Muligheden for Misforstaaelser og gjensidig Utilfredshed.
    Derimod, hedder det videre, har den mere politiske Side af Sagen lige til seneste Gang, Forslaget behandledes i Storthinget, fremkaldt stor Meningsulighed. Vidstnok ere de tidligere Paastande om, at Forslaget skulde stride mod Grundlovens Principer, og om at den Erfaring, som Grundlovens § 112 sætter som Betingelse for enhver Grundlovsforandring, manglede, blevne sjeldnere; men med desto større Kraft har man fastholdt Paastanden om, at Forslagets Vedtagelse vilde komme til at forrykke Grundlovens Magtfordeling mellem Statsmagterne. De herhenhørende Paastande, som have gaaet i helt forskjellig Retning, idet man dels har næret Frygt for, at Regjeringens Indflydelse i Storthinget vilde voxe i betænkelig Grad, dels for at Regjeringens Medlemmer vilde blive aldeles afhængige af Majoriteten i Storthinget, formenes imidlertid tidligere at være blevne fuldstændigt imødegaaede, og Komiteens Pluralitet finder det derfor for sit Vedkommende tilstrækkeligt korteligen at angive det Standpunkt, hvorfra den med Hensyn til denne Side af Sagen betragter samme. I saa Henseende anfører den Følgende: Grundloven har skjelnet skarpt mellem de af den opstillede Statsmagter og disses Forretningssfærer. Den har gjort det nærmest efter de Mønstre, der ved dens Affattelse havdes for Øie, men vel ogsaa fordi en saadan Skjelnen ved Stiftelsen af en ganske ny Statsforfatning var af ikke liden Vigtighed i rent praktisk Henseende. Hvor en Forfatning udvikler sig historisk lidt efter lidt af og ved sig selv og det Folk, for hvis Statsliv den danner et Udtryk, der er en skarp theoretisk Skjelnen mindre fornøden, aldenstund man der altid vil være fortrolig med de bestaande Forholdes Forudsætninger. Hvor Statsforfatningen derimod indføres paa een Gang uden at knytte sig til tidligere bestaaende og gjennemlevede Forholde og Former, vil dens rolige og uforstyrrede Anvendelse væsentlig lette ved en saadan skarpere betegnet Udstillen. Men af en saadan følger ingenlunde, at hver af de i Statssamfundet og dettes Styrelse ledende Kræfter skulle virke hver for sig og adskilte fra hverandre. Dette er Noget, som er faktisk umuligt, og Grundloven har naturligvis heller ikke forsøgt paa at gjennemføre en saadan Tanke. Paa samme Tid, som den har villet sikre den enkelte Statsmagt selvstændig Stilling, har den betegnet i Overensstemmelse med den Tids Omstændighder, hvorunder den blev til. Den skriftlige Forhandlingsmaade var dengang den i de fleste Forholde sædvanlige, og det laa derfor nær for Grundlovens Koncipister at have denne hovedsagelig for Øie. Men ligesom man ogsaa dengang indsaa, at det for sine Tilfælde var nyttigt og nødvendigt at tage sin Tilflugt til mere direkte Meddelelse mellem Storthinget og Statsraadets medlemmer (cf. Grundlovens § 75 h), saaledes har Udviklingen nu medført, at man under mange Forholde anerkjender den mundtlige Forhandling som hensigtsmæssig, enten i og for sig selv, eller som et unyttigt Supplement til den skriftlige. Komiteens Pluralitet ser derfor i Statsraadernes Adgang til Deltagelse i Storthingets Forhandlinger nærmest kun den Samvirken, der efter Gundloven er nødvendig, udtrykt i Former, der efter Nutidens Krav ere hensigtsmæssige. Imidlertid erkjender Pluraliteten, at Forandringen, betragtet som en hensigtsmæssigere Forretningsorden vil bære noget videre end til de enkelte Sagers hurtigere og bedre Fremme. Men denne videregaaende Virknings Retning og Begrændsning formenes med Nødvendighed at maatte blive bestemt ved de bestaaende Grudlovsreglers Bud og derfor ikke at kunne lede til nogen Forrykkelse af den ved disse opstillede Magtfordeling. Komiteens Pluralitet paapeger dernæst enkelte af de Retninger, hvori den tænker sig, at disse mere afledede eller almindelige Virkninger ville vise sig. Den væsentlige Indflydelse paa Rigets Styrelse, der tilkommer den udøvende Magt derved, at den forbereder Lovsager og Budgetsager i det Omfang, som dens Initiativ benyttes, vil som allerede bemærket i den kongelige Proposition of 1833 ved Statsraadernes Adgang til at deltage i Storthingets Forhandlinger erholde et betydningsfuldt Supplement til de Midler, hvorigjennom den gjør sig gjældende. En endnu mere iøinefaldende Indflydelse vil af Regjeringens Medlemmer kunne udøves paa de privat fremsatte Forslags Forberedelse. Medens Deltagelse deri nu alene kan finde Sted, forsaavidt Storthinget oversender Sagen til Regjeringen, eller paa den enten unyttige eller negativ Maade, at de fattede Beslutninger i Regjeringens Foredrag til Kongen enten kritiseres eller indstilles til Ikke-Sanktion, ville Regjeringens Medlemmer efter den foreslaaede Ordning kunne i Fællesskab med Storthinget bidrage til vedkomende Forslags Prøvelse og Fuldkommengjørelse. I Forbindelse hermed bemærkes, at den Oversendelse til Regjeringen af vigtigere Sager, som en temmelig almindelig anvendes, i mange Tilfælde maatte kunne undgaaes, naar Statsraaderne havde Adgang til Thingets Forhandlinger, idet man da paa Stedet vilde kunne erholde Underretning om, hvorvidt og i hvilken Udstrækning vedkommende Departementschef fandt det rigtigt at fremme Sagen. Ligeoverfor det extraordinære Middel Nedsættelsen af Kommissioner, som almindeligvis af Regjeringen benyttes til saadanne Sagers Udredning, turde det maaske ogsaa have Betydning. Fremdeles paapeges med Hensyn til den Side af Regjeringens Magt, som ligger i Udførelsen af Storthingets Beslutninger, at Storthinget synes mere og mere tilbøieligt til at knytte sine Bevillinger til Betingelser og at udstykke disse i Detaljer paa en Maade, der tildels levner liden Frihed i Gjennemførelsen af de Foretagender, som derved agtes fremmede. Det findes sandsynligt, at Storthinget vilde blive mindre tilbøieligt til at anvende denne Fremgangsmaade, der maa erkjendes at have sine Skyggesider, hvis Statsraadets Medlemmer vare tilstede i Storthinget under Behandlingen af vedkommende Sager, og kunde afgive alle de Forklaringer, der maatte æskes. Den foreslaaede Ordning formenes ogsaa at ville være af Betydning med Hensyn til Udøvelsen af Storthingets Kontrolmyndighed. I saa Henseende anføres, at de grundlovsmæssigen bestemte Former for denne Virksomhed neppe nogensinde have vist sig meget hensigtssvarende og at derfor Rigsrettens tungvindte Maskineri i Fremtiden ikke lettelig vil blive sat i Gang, hvorimod Odelsthing og Storthing i den senere Tid oftere have reserveret sig mod Regjeringens Opfatning af sine Pligter og mod dens Handlemaade ved Udtalelse af Misbilligelse. Statsraadernes Nærværelse i Storthinget, og den Adgang til umiddelbart Forsvar, som derved bydes dem, vil give Storthingets Optræden paa denne Maade et fyldigere Indhold, og forskaffe en fuldstændigere Sikkerhed for, at Misbilligelsen, om saadan udtales, er vel begrundet. Fremdeles findes det utvivlsomt, at Følelsen af det konstitutionelle Ansvar i Almindelighed vil styrkes hos Statsraaderne ved Antagelsen af Forslaget, da Adgangen til Deltagelse i Storthingets Forhandlinger indeholder forøget Opfordring for dem til at tilegne sig fuldt Herredømme over de forelagte Sager, og til at lægge alle sine Evners og hele sin Karakters Kraft i Forsvaret for dem. Det formenes klart, at Forandringen i de omhandlede Retninger, og det er i disse, den nærmest antages at ville virke, vil tjene til at forøge den anden Statsmagt tillagte Magt og Ret. Komite-Flertallet ser deror i den foreslaaede Forandring ikke nogen Forrykkelse af Grundlovens Magtfordeling, men meget mere Befæstelse af denne. Komite-Flertallet kan derfor heller ikke indrømme, at Forslagets Antagelse skulde kunne medføre Udvikling af Majoritets-Regjering hos os. Muligheden af en saadan Udvikling, anføres der, ligger i enhver konstitutionel Forfatning, og de dertil nødvendige Lovregler have vi allerede i Grundlovens Bestemmelser om Storthingets bevilgende Myndighed. Ved disse er Magtens Tyngdepunkt lagt i og hos Storthinget, og ved disse vil det til enhver Tid være istand til at fremtvinge Forandringer i Statsraadets Sammensætning. Men vor konstitutionelle Historie viser, at Storthinget ikke har haft nogen Tilbøielighed til at anvende dette vægtige Vaaben, hvilket tør være det stærkest mulige Bevis for, at der hos det norsk Folk og det norske Storthing ikke er nogen udpræget Tilbøielighed til denne Retning at efterligne udenlandske Mønstre. At nu Statsraadernes Adgang til Deltagelse i Storthingets Forhandlinger med Et skulde forandre Opfatningen og opfordre til at benytte Midler, der allerede i over et halvt Aarhundrede have været til Raadighed, forekommer Komiteens Pluratitet saameget mere usandsynligt, som i flere Lande Ministrene have haft saadan Adgang, uden at Majoritets-Regjering der har fundet Sted, og som Udvikling af saadan Regjering ikke afhænger af Lovregler alene, men væsentlig af historiske Betingelser, Folkets Karakter og Standpunkt og den politiske Retning, som derved angives. Ere saadanne Forudsætninger ikke tilstede, ville Lovregler og Forretningsformer efter Pluralitetens Formening ikke formaa at skabe noget saadant System, og ere Forudsætningerne tilstede, ville de udøve sin Indflydelse, uanseet om Formerne give liden Hjælp dertil. Derimod formenes det utvivlsomt, at dersom de indre Betingelser for Udvikling i denne Retning skulde gjøre sig gjældende hos os, ville disse komme til sin Ret paa den for Samfundet mest heldbringende Maade, jo nærmere og inderligere Samvirken mellem Regjering og Storthing er. Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger byder derfor for saadant Tilfælde en Betryggelse for, at Overgangen, om den maatte finde Sted, vil ske lidt efter lidt og som en nødvendig Frugt af Folkets og den politiske Modenheds Fremskridt samt i nøie Overensstemmelse med disses Udvikling. Under denne opfatning finder Komite-Flertallet det ikke fornødent at drøfte de til det parlamentariske System knyttede Fortrin og Mangler, men indskrænker Sig til at bemærke, at det efter sin Natur og Betingelsen for dets Tilbliven altid maa modtage et bestemmende Præg af dets Folks Eiendommeligheder, hos hvem det udvikler sig og derfor i de forskjellige Lande maa antage særlig Farve og yttre sig paa særlig Maade, hvorfor man ingenlunde vil kunne drage ubetinget bindende Slutninger om, hvorledes en saadan Ordning hos os vilde arte sig. Det bør maaske ogsaa erindres, at det parlamentariske System ingenlunde medfører, at Statsraadet i Et og Alt bliver afhængigt af Nationalforsamlingen. Den parlamentariske Regjerings Mønsterland, England, frembyder Exempler nok paa, at Ministerier ere blevne staaende, om de end i mange Tilfælde have været uenige med parlamentet.

    Pluraliteten deler den af Forslagsstilleren udtalte Mening, at Indførelse af aarlige Storthingsmøder i yderligere Grad anbefaler den heromhandlede Forandring i Grundloven, idet den fulde Udnytning af de Fordele, som ved hin meget væsentlige Forbedring af Forretningsordenen ere erhvervede eller stillede i Udsigt, antages for begge Statsmagters Vedkommende neppe at ville være opnaaelig, uden at der for deres Samvirken aabnes bekvemmere Former. Ligeledes findes det rimeligt, at den hyppigere Anledning til Rivninger og Meningsulighed, som Storthingets aarlige sammentræden medfører, vil i Statsraadernes Adgang til personlig Forhandling med Storthinget finde den naturligste og heldigste Modvægt. Begge Reformer i Forening ville efter Pluralitetens Mening sikre den harmoniske Udvikling, fjerne Muligheden for ensidigt Tryk og i det Hele betrygge Statsmagternes heldige Samvirken.
    Pluraliteten gjør sluttelig opmærksom paa, at det større Kraf paa personlig Virksomhed, som forandringen vil stille til Statsraadets Medlemmer, maaske vil fornødige nogen Forandring i Departementernes Organisation, idet Statsraaderne som Følge af dette Krav maa fritages for personlig Befatning med adskillige af de mindre vigtige Sager, der nu gaa gjennem deres Hænder. Forholdenes Udvikling i det Hele medfører imidlertid dette under alle Omstændigheder, og man har, som bekjendt, ved oprettelse af Expeditionschefs- og Direktørposter søgt at imødegaa Kravet. I hvilken Udstrækning den her omhandlede Forandring vil gjøre videre Skridt i saa Henseende nødvendige, er vanskeligt paa Forhaand at bedømme, men Komite-Flertallet er tilbøieligt til at antage, at det Væsentligste vil kunne opnaaes uden synderlig Forflerelse af disse Poster alene ved at forøge den til disse knyttede selvstændige myndighed i mindre vigtige Sager. Det konstitutionelle Ansvar ligeoverfor disse mindre vigtige Sager vil vistnok herved formindskes, idet saadant alene kan gjøres gjældende forsaavidt Statsraaden har ladet det mangle paa forsvarlig Kontrol, men dels er herved neppe særdeles meget tabt, og dels kan det under alle Omstændigheder ikke undgaaes, at Forretningernes Forflerelse, der er en nødvendig Følge af Landets og Folkets Udvikling, alligevel medfører saadanne Følger.
    Komiteens Minoritet har anført, at heromhandlede Reform seet blot fra den forretningsmæssige Side, erkjendes at have sine Fordele, men Minoriteten tror tillige, at disse ere meget overvurderede, og at Adskilligt af, hvad der oprindeligt paaberaabtes i den Retning, nu for den største Del har tabt sin Betydning. Først og fremst gjælder dette om den forøgede Adgang for Storthinget til at erholde faktiske Oplysninger. Nu, da næsten alle de Oplysninger om offentlige Anliggender, om Næringsveiene og Landets Tilstand overhovedet, hvoraf Regjeringen er i Besiddelse, gjennem Trykken gjøres tilgjængelig for Enhver, hvad tidligere ikke var Tilfældet, og da alle Oplysninger af Interesse vedkommende de enkelte Sager gjerne paa Forhaand fremskaffes af vedkommende Komite, føler Storthinget efter Minoritetens Mening kun sjelden noget savn af faktiske Oplysninger, som virkelig kunne tilveiebringes. At Statsraadernes Nærværelse under Behandlingen af de Kongelige Propositioner vilde give dem Adgang til at paavise disses Nytte og imødegaa de mod samme fremkommende Indvendinger, den kan tænke sig opkastede. Der vil paa Storthinget altid findes Repræsentanter, som ere bekjendte med eller dog let kunne sætte sig aldeles fuldstændigt ind i de i Regjeringens Forslag omhandlede Anliggender, og om der end kan paavises en og anden enkelt Sag, hvori vedkommende Statsraads Nærværelse vilde have kunnet forandre Udfaldet, saa tør det vel siges, at alle væsentlige Grunde i Almindelighed komme frem under Behandlingen af de Forslag, der blive Gjenstand for nogen alvorlig Debat paa Storthinget. Forsaavidt det herved skulde blive bemærket, at Anvendelsen af den skriftlige Fremstilling ved Begrundelsen af de Kongelige Propositioner blot er unyttigt Besvær, og at den kan bortfalde, hvis Statsraaderne faa Adgang til Storthinget, da deler Komiteens Mindretal ingen af disse Anskuelser. Den skriftlige Begrundelse af de fremsatte Forslag kan nu, naar den engang er kommen i brug, neppe ventes opgiven. Den er nødvendig for at sætte Kongen og den i Stockholm værende Statsraadsafdeling ind i Forslaget, og selv om det var muligt at forbigaa dette Hensyn, burde den nævnte Fremstillingsmaade beholdes, fordi den fremtvinger den ønskelige Omhu i Sagens Bearbeidelse og letter Storthingets Medlemmer Adgangen til at underkaste den en grundig og selvstændig Prøvelse. Naar det endvidere er anført, at Stadsraadernes Tilstedeværelse i Storthinget vilde være til Gavn ved Behandlingen af private forslag, samt at det, hvor Meningerne vare delte, vilde blive lettere at faa istand Udjevningsforslag, saa kan Komiteens Mindretal til en vis Grad indrømme Sandheden heraf, men maa paa den anden Side ogsaa med Hensyn til dette Punkt gjøre gjældende, at Forestillingerne om Gevinstens Betydning ere noget overdrevne. Medens en Forskjel i Meninger, der reiser sig af tilfældige Misforstaaelser, vistnok kan fjernes gjennem en Diskussion, ville dybere Afvigelser i Opfatningen af vigtige Samfundsspørgsmaal i Almindelighed ikke kunne udjevnes paa denne Maade, men først gjennem Erfaringens Prøve. Med Hensyn til Spørgsmaalet om Sanktions Meddelelse bemærker Minoriteten, at Regjeringen i saa Henseende aabenbart nu staar i en friere Stilling, end den vilde komme til at gjøre, hvis dens Medlemmer vare tilstede i Storthinget og der havde udtalt sig om vedkommende Forslag, og at det ikke lager sig nægte, at den nuværende Ordning, hvorefter Regjeringen først kommer til at erklære sig over Sagen, efterat den er færdig fra Storthingets Haand, har sine gode Sider. Beslutningen foreligger i saa Fald som et afsluttet Helt; det bliver lettere for Regjeringen af overskue hver enkelt Bestemmelses virkelige Betydning, og Regjeringen kan i almindelighed tage sig den fornødne Tid til Spørgsmaalets Overveielse. Dette har ikke liden Betydning under en Forretningsorden som vor, der tillader, at en almindelig Storthingsbeslutning kan komme istand efter en eneste Gangs Forhandling, og en Lovbeslutning efter en Gangs Behandling i hver af Afdelingerne, medens man i andre Lande kræver to eller i Almindelighed endog tre Ganges Behandling i hvert Kammer, før noget Forslag kan blive endelig antaget. Alt dette forekommer Minoriteten vel fortjent til at tages i Betragtning ligeoverfor de Ulemper, der flyde af, at Regjeringen ikke kan optræde i enhver sag, strax den kommer fore paa Storthinget, og siden paa ethvert Trin af dens Behandling. Og det maa her vel bemærkes, at disse Ulemper aabenbart ere formindskede ved Indførelsen af aarlige Storthing, da en Sag, der er standset ved Negtelse af Kongelig Sanktion, nu kan gjenoptages efter et istedetfor som forhen først efter tre Aars Forløb. Videre gjør Komite-Minoriteten opmærksom paa, at Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger nødvendigvis maa bidrage til at gjøre disse vidtløftigere. Statsraaderne ville, forat deres Nærværelse skal faa nogen Betydning, komme til at deltage meget i Debatterne. Det kan ikke paaregnes og vilde ikke være ønskeligt, at samtlige eller engang de fleste Medlemmer af den Norske Regjering stadigt vare tilstede uden ved særdeles vigtige Sager. Men for at udtale sig med Nytte maatte de tilstedeværende optræde ikke blot paa sine egne Vegne, men paa hele Regjeringens. Dette kunde ikke blive uden Indflydelse paa Forretningsgangen i Storthinget. I andre Nationalforsamlinger er det Regel, at intet Ændringsforslag kan komme til Behandling eller dog til endelig Afgjørelse i samme Møde, hvor det er fremsat. Ministeriet har der saaledes altid Anledning til paa Forhaand at gjøre sig bekjendt med ethvert Ændringsforslag og i fornødent Fald gjøre det til Genstand for foreløbig Overlægning. Hos os have vi den Regel, at Ændringsforslag kunne afgjøres i samme Møde, hvor de ere fremsatte, og dette bidrager ikke lidet til at paaskynde Forhandlingerne. Men det vilde ikke kunne fordres, at de tilstedeværende Medlemmer af Regjeringen paa dennes Vegne skulde afgive Erklæring om de under Debatterne fremkommende Ændringsforslag, som ikke have været Regjeringen bekjendte. Hvis man ei vilde indføre den Regel, at ethvert Ændringsforslag maa være fremsat en vis Tid, før det kommer til Behandling, vilde vel altsaa de tilstedeværende Statsraader ikke saa ganske sjelden erklære, at de ikke kunde udtale sig om Forslaget, forinden de havde konfereret med sine Kolleger, og af den Grund forlange Sagen udsat. Dernæst anfører Komite-Minoriteten videre, er det af Alle erkjendt, at Statsraadernes Deltagelse i Thingets Forhandlinger vilde optage en stor Del af den Tid og Arbeidskraft, som de nu anvende til administrative Forretninger.
    Det har været sagt, at Statsraaderne fik overlade Mere, end de nu gjøre til sine Underordnede. Men dersom alle Departementets Afgjørelser, som nu, skulde ske i Statsraadens Navn og under hans Haand, vilde han fremdeles komme til at bære hele Ansvaret, hvilket vilde være enten ubilligt eller ubetryggende. De Sager, der nu henligge under et Departements Afgjørelse, ere det enten overbragne ved Lov, eller mindre vigtige Sager, som efter Grundloven eller efter Lovgivningen egentlig henhøre under Kongen, men af ham i Medhold af Grundlovens § 28 ere overladte til det enkelte Departement. Det siger sig selv, at hverken vedkommende Departemenstchef eller engang Kongen efter Forgodtbefindende kan bestemme, at Sagerne hvad enten de høre til den første eller sidste Klasse skulle overlades en Expeditionssecretær eller Bureauchef til Afgjørelse paa eget Ansvar. Dette vilde alene kunne ske i de forholdsvis sjelden Tilfælde, hvor Loven har overladt en Sag til Afgjørelse af Kongen eller "den han dertil bemyndiger". For at befri Departementscheferne for Afgjørelsen af og Ansvaret for de mindre vigtige sager maatte der altsaa istandbringes nye Lovregler. Det vilde da vistnok blive følt som en Nødvendighed at oprette flere overordnede Embeder i Departementerne og at forøge Lønnen for disse i Lighed med Forholdet i Danmark, hvor hvert Ministerium er delt i Afdelinger, hvis Chefer (Departementscheferne, Generaltolddirektørerne, Generalpostdirektøren, Generaldecissorerne) lønnes med fra 1300 til 1700 Spd. Udgiften herved og den Svækkelse i Garanti, som det vilde medføre, at Sager der vel kunne være mindre vigtige, men dog efter sin Natur ere Regjeringsanliggender, overlades til Afgjørelse af Embedsmænd, som ikke ere konstitutionelt ansvarlige, maa efter Minoritetens Mening erkjendes for nogen Del at opveie de forretningsmæssige Fordele, Statsraadernes Deltagelse i Storthinget skulde medføre.
    Tvivlene om Hensigtsmæssigheden af Forslaget, betragtet blot som en Forandring i Forretningsordenen, ere imidertid ikke for Komiteens Mindretal afgjørende. Hvad der bestemmer samme til under de forhaandeværende Omstændigheder at fraraade Forslaget, er, at statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, saavidt skjønnes, tyder den sidste grunlovmæssige Hindring af Veien for indførelsen af en rent parlamentarisk Styrelse, og at Antagelsen af det foreliggende Forslag efter al Sandsynlighed vilde være Begyndelsen til en Udvikling i en for vort Statsliv ganske ny Retning, hvorved Storthinget i Virkeligheden, om end ikke i Formen, kom til at udøve den afgjørende Indflydelse paa valget af Regjeringens Medlemmer. Efter at have berørt, at Forslaget vistnok oprindeligen ingenlunde var fremsat i saadan Tanke, udvikler dernæst Minoriteten, hvorledes der omtrent fra den Tid, da Indførelsen af aarlige Storthing kom paa Bane, umiskjendeligen er indtraadet et Omslag i Opfatningen af Forslagets sande Betydning, idet den Anskuelse, at Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger maatte lede til en Styrelse med parlamentarisk Præg og altsaa give Storthinget en stærk Indflydelse paa Regjeringens Sammensætning, har vundet stedse større Indgang. Det antages, at ogsaa Regjeringen under Forudsætning af, at aarlige Storthing indførtes, har sluttet sig til denne Anskuelse, og at denne Regjeringens Opfatning af Sagen er kommen til Orde i den i 1863 fremsatte Proposition angaaende Indførelsen af aarlige Storthing.
    Minoriteten fastholder den Opfatning af Grundloven, at den med fuld Bevidsthed har villet holde Statsmagernes Forhandlinger adskilte fra hinanden. Dette er udtrykt ikke blot i den Grundlovens Taushed, der berøver Statsraaderne Adgang til Storthingets Forhandlinger, men endnu stærkere i Forbudet i § 62 mod, at Statsraader vælges til Storthingsrepræsentanter og Forbudet i § 12 mod, at Storthingsrepræsentanter midlertidig tilkaldes til at tage Sæde i Statsraadet. At begge disse Forbud skulle blive staaende, medens man tillader Statsraaderne at deltage i Storthingets Forhandlinger, maa erkjendes som en besynderlig Anomali, der viser, at man ved den foreslaaede Forandring i Grundloven ingenlunde blot indfører en ny med dens egentlige Tanke bedst stemmende Meddelselsesform, men virkelig omdanner den Stilling, hvori Grundloven med fuldt Overlæg og megen Omhu har villet sætte Regjering og Storthing til hinanden. Naar Komiteens Pluralitet udvikler, at den Kontrol, som Storthinget kan føre med Regjeringen, maatte blive meget virksommere, og antager, at Storthingets Reservationer mod Regjeringens Opfatning af sine Pliger og dens Handlemaade ved Udtalelse af Misbilligelse ville faa forøget Styrke, da gaaer denne Yttrings Indhold efter Minoritetens Skjøn i Virkeligheden ud paa, at Forandringen vil medføre, at Storthinget gjennem Mistillidsvota mod en enkelt Minister lettere end nu vil kunne bevirke, at han træder af. Allerede dette, bemærker Minoriteten, er et langt Skridt henimot den parlamentariske Regjering. Pluralitetens Mening, at dette Skridt skulde være fornødent, synes at være bygget paa den Opfatning, at den nuværende konstitutionelle Kontrol er utilstrækkelig. Vor Nationalrepræsentations Kontrol med Styrelsens Detaljer er imidlertid neppe mindre udstrakt eller mindre virksom end i andre konstitutionelle Lande. Dette hænger sammen med de Skriftligheds-System, som Mange nu forkaste. Enhver Regjeringshandling af nogen Vigtighed kommer, hva der i andre Lande i Almindelighed ikke er Tilfældet, ind i Regjeringens Protokol, og denne bliver, hvad der heller ikke er Tilfældet andetsteds end i Sverige, gjennemseet af Odelsthingets Protokolkomitee. Det er da ganske naturligt, at Odelsthinget udtaler sin Misbilligelse overalt, hvor Misgreb virkelig er begaaet, selv om Odelsthinget ikke vil have den Kongelige Raadgiver, som nærmest staaer for Sagen, fjernet. Og denne Kontrol, anføres der videre, har som Erfaring viser, ikke været uvirksom. Det vilde neppe være til Gavn, om denne lempelige, men virksomme Kontrolform skulde ombyttes med en anden, der tvang Odelsthinget til at tie overalt, hvor det ikke vilde have den Kongelige Raadgiver bort fra hans Embede. Men det maa desuden vel haves for Øie, yttrer Minoriteten, at den her omhandlede Virkning af Statsraadernes Deltagelse i Thingets Forhandlinger ikke med nogen Sikkerhed kan paaregnes at ville standse dermed, at kun et udtrykkeligt Daddelsvotum mod en enkelt Minister foranledigede, at han fratraadte. Mistilliden behøver nemlig for at blive virksom ingenlunde at fremtræde paa en saadan Maade. Statsraadernes Nærværelse i Thinget og deres Deltagelse i Debatten vil drage deres Personligheder ganske anderledes fram paa den politiske Skueplads og ind i dens Kampe, end Tilfældet er nu, da det egentlig kun er den samlede Regjering, der optræder som handlende. Den Statsraad, der personligen fører Forsvaret for sine Forslag paa ethvert af Behandlingens Trin, vil i samme Grad, som han ledes af en krfatig Overbevisning, komme til at sætte sin Interesse og sin Ære i at drive disse Forslag igjennem, staa og falde med dem. Han selv og hans Medborgere ville i Forslagenes Forkastelse se en Tilkjendegivelse fra Storthingets Side af, at han efter dets Overbevisning ikke er den rette Mand til at lede den Gren af Statsstyrelsen, i hvis Spidse han er stillet, og om han under saadanne Omstændigheder blev staaende, vil det for hans egen og Almenhedens Betragtning let komme til at fremstille sig som en Mangel paa Følelse af, hvad han skylder sig selv og sit Land. Og dette, mener Minoriteten, vilde saameget sikrere blive Tilfældet, som en modsat Fremgangsmaade jo aabenbart vilde stride mod, hvad der er og maa være den foreslaaede Grundlovsforandrings sidste Tanke. Det er jo nemlig for at tilveiebringe en fuldstændig Samvirken mellem Storthing og Regjering, man nu vil have dennes Medlemmer ind i hint. Men af en saadan Samvirken kan der Intet blive, medmindre Enighed mellem Regjering og Storthing tilveiebringes i det Væsentlige, baade hvad angaar Maal og Midler. Den Statsraad, der er optraadt personlig i Thinget og med al sin Kraft har modsat sig det Forslag, Storthinget antager, vilde, hvis han blev staaende, og Gang efter Gang fraraadede Beslutningens Sanktion, jo netop forspilde den Samviken, som man ved den heromhandlede Grundlovsforandring tilsigter. Paa den anden Side vilde han meget vanskeligere end nu, da han staaer mere udenfor Kampen, kunne give efter, tilraade Sanktion af Beslutningen og udføre denne. Medens det altsaa, saavidt Minoriteten skjønner, maa blive Resultatet, at den enkelte Statsraad, der befinder sig i en saadan Modsætning til Storthingets Flertal, at han ikke kan virke sammen med det, fordi de have forskjellige Anskuelser om vigtigere Statsformaal eller Midlerne til at opnaa samme, maa træde af, er det ikke mindre sandsynligt, at Virkningen vil strække sig endnu videre og ofte blive, at det hele Ministerium tager sin Afsked. Thi i samme Grad, som den Fordring gjøres til det enkelte Statsraadsmedlem, at han skal lægge hele sin Personligheds Vægt i sin Optræden i og ligeoverfor Storthinget, i samme Grad tvinger man ham til at forlange fuld og kraftig Understøttelse af sine Kolleger i Regjeringen og disse til at yde ham en saadan. Hvad den enkelte Statsraad skal vove at forelægge for Storthinget, maa have hele Regjeringens fulde Bifald og forsvares af den. Regjeringen maa optræde som en Enhed, og dens Medlemmer maa i Almindelighed følge hinanden. Samlet i en Sum vil dette sige, at man faar parlamentarisk Styrelse. De Betragtninger, som have ledet Komiteens Flertal til at negte, at dette Resultat vil fremkomme, forekomme Minoriteten at have liden overbevisende Kraft. Forsaavidt Flertallet vil godtgjøre Muligheden af parlamentarisk Regjering, hos os allerede efter Grundlovens nuværende Inhold med en Henvisning til, at Storthinget har den bevilgende Myndighed og altsaa ved at negte de til Styrelsen fornødne Midler kan drive bort ethvert Ministerium, med hvilket det maatte finde sig misfornøiet, kan Minoriteten ingenlunde lade den Argumentation gjælde. Allerede den historiske Erfaring modsiger Flertallets Opfatning. Man har neppe i noget Land skaffet sig parlamentarisk Regjering blot ved at negte Bevilgninger, og Brugen af dette Vaaben er i den Grad hemmende for uden mod Ministre, der ved sin Handlemaade bringe selve Forfatningen i Fare. Minoriteten har ogsaa den Tro, at Folket ligesaalidt som Storthingene virkelig har havt nogen Tilbøielighed til at indføre det parlamentariske Styrelsessæt, men hvis man ved en Forandring i Grundloven gjør det altfor vanskeligt for en Regjering at blive staaende, saasnart den ikke finder fuld Understøttelse hos Storthinget, saa maa Resulatet i Fremtiden blive parlamentarisk Regjering, hvor langt man endnu maatte være fra at tilsigte det. Storthingene ville selvfølgelig, om man giver Statsraaderne Adgang til deres Forhandlinger, undertiden forkaste Regjeringens Forslag, undertiden antage forslag, som den modsætter sig. Og saafremt Storthingene gjøre dette, og Regjeringens Medlemmer ikke ville finde sig deri, men tager Afsked, saa har man det parlamentariske Styrelssesæt, hvadenten Storthinget vil eller ikke. Det er muligt og sandsynligt, anføres der videre, at Resultatet ikke strax vil fremkomme fuldfærdigt. Men det er utænkeligt, at det politiske Livs Udvikling ikke hos os, som regelmæssigt i andre Lande, til sine Tider skulde lede til en Modsætning mellem Storthingsmajoriteten og Regjeringen, stærkt og varig nok til, at dennes Medlemmer, naar de have deltaget i Storthinget og der forgjæves søgt at sætte sine Synsmaader igjennem, gik af. Enhver saadan Begivenhed vilde blive et Præcedents, og efterhaanden som Præcedentsernes Antal voxte desto større Magt vilde de faa, og desto oftere vilde de blive efterfulgte, indtil det omsider blev befæstet Sædvane, at Statsraadets Medlemmer traadte ud, naar de ikke fik al den Understøttelse af Storthinget, de forlangte. Paa denne Maade er Udviklingen med større eller mindre Hurtighed gaaet for sig i ethvert Land, hvis Ministre have havt Adgang til Nationalforsamlingen, og hvor ikke ganske særegne Omstændigheder, saaledes som i flere tydske Stater, have hemmet den. Omstændigheder, der intet Sidestykke have hos os. Minoriteten tror ved det saaledes Anførte at have godtgjort, at parlamentarisk Styrelse vilde blive en nødvendig Følge af, at Statsraaderne fik Adgang til Storthinget. I alle Fald mener den, at Enhver maa indrømme saameget, at denne Forandring i Grundlovens Bestemmelser ligefrem baner en ny og bred Vei for hin Forandring i vor konstitutionelle Praxis. Nu efterat man har faaet aarlige Storthing grændser det til en Selvmodsigelse at erklære sig for Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, men dog mod parlamentarisk Styrelse.
    Imidlertid erkjender Minoriteten, at Spørgsmaalet hermed ingenlunde er udtømt. Om den parlamentariske Styrelsesform end ikke maatte have den almindelige Mening for sig, tiltaler den dog Mange. Minoriteten selv er ogsaa langt fra at ville afvise Tanken om en saadan Omdannelse af vort politiske System som ubetinget og under alle Omstændigheder forkasteligt. Men den drister sig i alle Fald ikke for Tiden og uden Videre til at gaa ind paa en Forandring, som efter dens Overbevisning maatte lede derhen. Til Begrundelse heraf gjør Minoriteten opmerksom paa, at det parlamentariske Styrelssessæt er forbundet med flere Ulemper.
    Først og fremst paapeges de hyppige Ministerskifter, hvilke ere til Skade for den daglige Administration og heller ikke medføre ubetinget Savn for den regelmæssige Udvikling af de offentlige Foretagender til Fremme af Samfundets Velvære. Dernæst udvikles, hvorledes Følelsen af, at man ikke altfor ofte kan skifte Regjering nødvendigvis bevirker, at Nationalrepræsentationen kommer i et vist Afhængighedsforhold til det bestaaende Miniterium, idet den, saalænge den vil beholde dette, maa yde det et saadant Maal af Understøttelse, som Ministeriest forlanger. Og denne Afhængighed, som gjør sig følt endog i Lande, hvor der findes et betydeligt Antal Mænd, der ere i Besiddelse af tilstrækkelig Dygtighed og Erfaring til at føre Styrelsen, formenes at maatte blive endnu større i et mindre Land, hvor der er færre at vælge mellem. Vanskelighederne forøges i saadanne Lande ved den Omstændighed, at det parlamenariske System kræver et større Sammenhold mellem selve Ministrene, end der behøver at finde Sted eller har fundet Stand under en Styrelsesform som vor, hvor det, som bekjendt, ikke har været usædvanligt, at enkelte Statsraader dissentere endog i vigtigere Sager.  Det hender, hedder det, under det parlamentariske Sytrelsessæt ikke sjelden, ja endog forholdsvis ofte, at et Ministerium, uagtet det har besiddet og besidder Nationalrepræsentationens Tillid, maa gaa af eller omdannes, fordi der inden dets egen Midte opstaaer en Uenighed, der ikke lader sig bilægge. - Men saadanne Omdannelser blive naturligvis vanskeligere jo færre de udenforstaaende Kræfter ere, blandt hvilke Ministeriet kan søge nye Medlemmer. Ved Siden af disse Ulemper paapeger Minoriteten Betænkeligheder mod det parlamentariske System, der ere eiendommelige for os, og som ere begrundede deri, at dette ikke passer med vor Grundlovs Forudsætninger og Bestemmelser. I saa Henseende anføres, at Farerne ved det parlamentariske System ligge dels deri, at det, naar der opstaaer Strid mellem Nationalrepræsentationen og Regjeringen, muligens kan være denne og ikke hin, der har Folket paa sin Side. Den første af disse Farer forsvinder ialt Fald for en stor Del, hvor man har tvende Kamre, og maaske især, hvor man har et folkevalgt Førstekammer saaledes som i Belgien, Holland, Sverige og Danmark. Den sidstnævnte Fare forebygges, naar Forfatningen tillægger Kongen Ret til at opløse Nationalrepræsentationen og paabyde nye Valg. Savnet af Opløsningsretten kunde blive meget føleligt, hvis vi fik parlamentarisk Styrelse, idet det kunde indtræffe, at et Ministerium blev tvunget til at afgaa, uagtet det i Virkeligheden nød baade Kongens og Landets Tillid. Endelig gjør Minoriteten opmærksom paa, at den Omstændighed, at Statsraaderne ikke kunne vælges til Repræsentanter, formentlig under en parlamentarisk Regjering maa lede til ikke ubetydelige Ulemper. Derom anføres Følgende: I de Lande, hvor man har parlamentarisk Regjering, ere Ministrene næsten altid valgte Medlemmer af Nationalrepræsentationen, og sin Plads i denne beholde de altsaa, selv om de maa tage sin Afsked som Ministre. Deres Funktion i Nationalrepræsentationen bliver i saa Fald at kritisere og kontrollere deres Eftermænd, der i Almindelighed ville have været deres politiske Modstandere. At der i Nationalrepræsentationen altid er Nogen udenfor Majoriteten, som baade kan og vil overtage denne Funktion, er en nødvendig Betingelse for, at det parlamentariske Styrelsessæt skal virke heldigt, thi ellers bliver Regjeringens Forslag ikke nøiagtigen grandskede, dens Handlinger ikke tilbørligen kontrollerede. De Mænd, som ifølge Sagens Natur nærmest ere kaldede til at overtage denne Funktion og gjennem hvem den i andre Lande virkelig udøves, nemlig de aftraadte Ministre, de vilde efter vor Grundlov være afskaarne Adgangen dertil. Statsraaderne vilde i samme Øieblik, de tog Afsked, ogsaa forsvinde fra Storthinget og kunde ikke komme ind i dette, førend nye Repræsentantvalg fandt Sted, altsaa maaske først efter et Par Aars Forløb. Og da Valgbarheden her er knyttet til Bostedet, vilde det i Almindelighed vel blive de færreste af de forhenværende Statsraader, som ved de nye Valg kunde faa Sæde i Thinget. De nye Statsraader vare ved sin Indtrædelse i Regjeringen ophørte at være Repræsentanter, og deres Pladse i Storthinget vilde strax blive optagne ikke af ældre erfarne Statsmænd, men af de forhen valgte Suppleanter, der i Almindelighed langtfra vilde bringe Thinget fuld Erstatning for den Arbeidskraft og Statsmandsmyndighed, Thinget havde maattet afgive til Statsraadet. Det skjønnes da ikke rettere, end at det nye Ministerium i saa Fald og indtil længere Tids parlamentariskt Liv havde udviklet nye Kræfter, maatte komme til at udøve og føle, at det udøvede en overmægtig moralsk Indflydelse paa Nationalrepræsentationen. Denne vilde da komme i den nye og uvante Stilling at skulle kontrollere netop de Mænd, som tildligere havde været deres Ledere, og til hvilke den altsaa var knyttet ved Samarbeidets og Tillidens Baand. Kontrollen kunde under saadanne Omstændigheder neppe blive meget nøieseende eller meget virksom, og dermed vilde hverken Storthingets Værdighed eller Statens Anliggender være tjent.
    Tilsidst og paa det Stærkeste fremhæver Minoriteten som Indvending mod Forslaget, at det kommer for snart efter den vigtige Forandring, som vor Grundlov modtog ved Indførelsen af aarlige Storthing. Om Virkningerne af denne Forandring kunde vi endnu ikke siges at have næsten nogen Erfaring. Men Hensynet til, hvad der skyldes den udtrykkelige Forskrift i Grundlovens § 12, kræver bestemt, at man skal oppebie denne Erfaring, aldenstund det neppe kan negtes, at den maa komme til at yde værdifuld Veiledning ved Afgjørelsen af det Spørgsmaal, hvorvidt Statsraadernes Deltagelse i Thinget bliver fuldt paakrævet eller ikke.
    Under Sagens Behandling i Storthinget, der medtog 4 Møder, fremsattes der Forslag om, at den skulde oversendes Regjeringen med Anmodning om at indhente Herredsbestyrelsernes, Amtsformandskabernes og Bykommunebestyrelsernes Udtalelser, for derefter at forelægges Storthinget i 1873, hvilket forkastedes med 89 mod 19 Stemmer. De vidløftigeDebatter, der med Hensyn til Sagens Realitet fandt Sted, anseer Departementet det mindre fornødent at gjengive, idet man forsaavidt tillader sig at henvise til vedkommende Nummere af Storthingstienden (Forhandlinger i Storthinget No. 15-26), der underdanigst vedlægges.

    Det følger af den Oversigt, Departementet ovenfor har leveret af denne Sags Historie, at de Grunde, der tale for og mod at give Statsraaderne Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, gjennem en lang Aarrække har været Gjenstand for Diskussion, og Departementet finder, at disse Grunde ikke alene med Udførlighed, men ogsaa med Klarhed og Skarpsindighed ere fremhævede i nærværende Storthings Konstitutionskomites ovenfor gjengivne Indstilling med tilhørende dissenterende Votum. Medens der saaledes, saavidt Departementet skjønner, hvad selve Hovedspørgsmaalet angaar, ikke lettelig kan blive Tale om nogen yderligere Fuldstændiggjørelse af Grunde og Modgrunde, finder Departementet, efter sin Opfatning af Sagens Stilling, heller ikke for Tiden Opfordring til at indgaa paa en nærmere Prøvelse af dem eller paa at afbeide dem mod hinanden. Departementet er nemlig gjennem Betragtninger, hvorved Hovedspørgsmaalet lades ubesvaret, kommet til det Resultat, at den foreliggende Storthingsbeslutning ikke bør nyde Stadfæstelse. For disse Betragtninger skal man nu gjøre Rede.
    Siden Sagen om Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger sidste Gang var Gjenstand for Behandling af Regjeringen, det er siden Forslag til den omhandlede Grundlovsforandring blev fremsat paa Storthinget i 1848, er der hengaaet et Tidsrum af 24 Aar. I Løbet af dette Tidsrum har dels Grundloven undergaaet Forandringer, navnlig ved Indførelsen af aarlige Storthing i 1869, dels Forholdene i andre Henseender udviklet sig, dels endelig den politiske Erfaring saavel fra vort eget som fra fremmede Lande faaet Tilvæxt. Der opstaaer saaledes Spørgsmaal om, hvorvidt det er stemmende med den besindige Klogskab, som det i saa vigtige Sager er Pligt at iagttage, at Grundloven saa kort Tid, efter at hin Forandring er foregaaet, og forinden endnu dennes Virkninger med Hensyn til Magtforholdet mellem Statsmagterne har kunnet vise sig, undergaar en ny Forandring, hvis Følger i samme Henseende ligesaalidt med Sikkerhed kunne forudsees; fremdeles om en Beslutning, der ene og alene gaar ud paa at give Statsraaderne Deltagelse i Storthingets Forhandlinger under nogen Forudsætning nu længer kan ansees fyldestgjørende; om der ikke udkræves, at den maa ledsages af andre Grundlovsforandinger dels for ikke at virke forstyrrende paa konstitutionelle Forhold, der først i den senere Tid ere opkomne, dels for at frembringe det fulde Gavn, som ved den tilsigtes; og om det ikke er nødvendigt, at der samtidig træffes andre Foranstaltninger, for at bringe det nye Kald, der tænkes Statsraadets Medlemmer paalagt, i Samklang med de nuværende Forholdes Kraf.
    Departementet skal søge at belyse disse Spørgsmaal ved enkeltvis at paavise de Gjensatnde, som efter Departementets Formening nærmest frembyde sig for Betragtningen.
    En af de Betænkeligheder, der stærkest bleve fremhævede mod Indførelsen af aarlige Storthing, var Frygten for, at de aarlige Samlinger efterhaanden skulde blive udvidede i Længde, og for den Forrykkelse af den konstitutionelle Magtfordeling og de øvrige Misligheder, som deraf vilde blive en Følge. Da Regjeringen i 1863 foreslog Indførelsen af aarlige Storthing, lagde den derfor (se Storthingsforhandlingerne 1862-63, 8 Del Side 10) i særlig Grad Vægt paa, at Repræsentationens Samlingstid i det Hele ikke gjennem de aarlige Storthing i noget væsentligt Mon maatte blive forøget. Det blev til denne Enden foreslaaet, at den Tid, hvori Storthinget kunde forblive samlet uden Kongens Tilladelse, skulde forkortes til 2 Maaneder, og det blev i Forbindelse hermed udtalt, at denne Bestemmelse baade fra Repræsentationens og den udøvende Magts Side maatte ventes opfattet som en bestemt Tilkjendegivelse om, at Storthingets Samvær maatte indskrænkes til et forholdsvis kort Tidsrum aarlig, der antoges under sædvanlige Omstændigheder ikke at burde overskride 3 Maaneder. Væsentlig i Overensstemmelse hermed har Departementet ogsaa udtalt sig i de Foredrag, der ligge til Grund for Regjeringens Indstillinger angaaende Tilladelse for forrige og indeværende Storthing til at forblive samlet udover de ved Grundloven bestemte 2 Maaneder. Men idet Departementet saaledes fremdeles antager, at Storthingets samlingstid, bortseet fra Undtagelsestilfælde, bør være undergivet en fast Begrændsning, vilde det efter hvad Departementet nu formener og Erfaringen synes at bekræfte, maaske have været en heldigere Ordning, om Grundloven, istedefor som nu (Grundlovens § 80) at bestemme det Tidsrum, hvori Storthinget kan blive samlet uden Kongens Samtykke, saa kort, at dets Forlængelse fra alle Sider maa være forudsat som en Nødvendighed, og altsaa at overlade Begrændsningen heraf til Kongen, - selv havde fastsat denne til en efter sædvenlige Omstændigheder afpasset samlingstid, som kun undtagelsesvis kunde ventes forlænget. Paa denne Maade er Forholdet ordnet i den nye svenske Riksdagsordning, som ved Siden heraf har fastsat den Diætgodtgjørelse, der tilstaaes Medlemmerne af Rigsdagens andet Kammer til et vist Beløb som Maximum, - en Ordning, der, saavidt vides, har bestaaet Erfarings Prøve og ikke givet Anledning til Misnøie. Men de Grunde, som tale for en forandret Ordning hos os i denne Henseende saa øiensynligen forøget Styrke, hvis Statsraaderne gives Deltagelse i Storthingets Forhandlinger. I dette Tilfælde vil deres Raadgivning til Kongen angaaende det efter Forholdets Natur og Sagens nærværende Ordning stadigt tilbagevendende Spørgsmaal om Begrændsning af Storthingets Samlingstid ikke kunne, ialdfald i Tidens Længde, undgaa at paavirkes af denne deres nye Stilling, og det uden alt Hensyn til, hvorvidt Statsraaderne i Almindelighed eller i andre Retninger paaregnes at ville bevare fornøden Selvstændighed. Den Opgave for et Statsraad, at paase Begrændsningen af en Forsamlings Varighed, i hvis Forhandlinger det selv skulde deltage, vilde sætte det i en saa vanskelig Stilling, at Vanskeligheden neppe kunde tænkes løst uden ved at slippe Opgaven. Det vilde neppe kunne undgaaes, at Raadgivning til Kongen, gaaende ud paa, at Andragender fra Storthinget om Prolongation enten ikke eller kun delvis skulde opfyldes, maatte i selve Storthinget, alt efter Omstændighedernes Medfør, enten paa Forhaande begrundes eller ialfald senere forsvares. Allerede en saadan Raadgivning i sig selv og end mere en Begrundelse eller et Forsvar som berørt vilde vanskelig kunne undgaa i mange, ja vel endog i de fleste, Tilfælde at vække Storthingets eller dets Majoritets Misnøie. Denne vilde have saameget lettere for at antage en bittrere Karakter, som det ialfald i mange Tilfælde med eller uden eller med større eller mindre Grund vilde kunne paastaaes, at Statsraaderne selv ved den stedfundne Brug af Initiativet eller ved sin Maade at deltage i Diskussionerne paa havde bevirket, at en Forlængelse af Samlingen var bleven fornøden. Det er formentlig fuld Anledning til at befrygte, at Statsraaderne vilde tage Hensyn til hva de udsatte sig for at tabe i Indflydelse i andre Retninger ved at holde fast paa sine Anskuelser i det heromhandlede punkt, at sukcessiv Eftergivenhed heraf vilde blive Følgen, og at Resultatet derfor, om end maaske ikke uden Modstræben for en Tid fra Kronens Side, sluttelig vilde blive den samme Tilstand, som under lignende Forhold har vist sig at fremkomme andetsteds, nemlig at Samlingstidens Længde i Virkeligheden blev overladt til Storthinget selv og lidt efter lidt uforholdsmæssigt udvidet. Dette er i et Punkt af indgribende Vigtighed en anden Tilstand, end der har været tilsigtet ved Indførelsen af aarlige Storthing.
    Et Spørgsmaal har været stillet i Forbindelse med Sagen angaaende Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, nemlig om der ikke, saafremt denne Grundlovsforandring antages, bør ved Siden deraf indrømmes Regjeringen Ret til, for Tilfælde af betydeligere Dissentser med Storthinget, at appellere til Folket ved Paabydelse af nye Valg, i Lighed med hvad der gjælder, saavidt Departementet bekjendt, i alle andre konstitutionelle Lande, hvor Ministrene deltage i Nationalforsamlingens Forhandlinger. Dette Spørgsmaal faar, efter Departementets Opfatning, en noget forandret Stilling efter Indførelsen af aarlige Storthing. Departementet skal imidlertid her indskrænke sig til at udtale, at Spørgsmaalet bør komme under Overveielse, og at Departementets nærværende Chef ikke helt kan tiltræde, hvad der om den her omspurgte Institution i dens Almindelighed er yttret i Justitsdepartementetes Foredrag af 29de April 1863, hvor den forøvrigt ikke er betragtet i nogen Forbindelse med den Grundlovsforandring, hvorom der nu er Spørgsmaal. Navnlig kan han ikke tiltræde den Bemærkning, at Ret til at opløse Nationalforsamlingen og paabyde nye Valg skulde stemme mindre vel med og gjøres overflødig ved det suspensive Veto. Den førstnævnte Ret vilde formentlig aldrig komme til Anvendelse i Anledning af Storthingsbeslutninger, hvorpaa der var Adgang til at anvende det suspensive Veto, men maatte nærmest tænkes af Betydning enten i Anledning af negtet Medvirken fra Repræsentationens Side til Formaal, Regjeringen anser for uopsættelige, eller til at imødegaa eller afværge Beslutninger, der sigte til at fjerne et bestaaende Ministerium, som Kongen formener at besidde Landets Tillid. Den nye svenske Rigsdagsordning har med et Valgsystem, der i det Væsentlige er ligt vort, optaget den her omhandlede Ret for Regjeringen ved Siden af at gjøre Statsraadets Medlemmer delagtige i Rigsdagens Forhandlinger, og Departementet finder heri en bestyrkende Grund for, at denne Gjenstand bør komme under Overveielse.
    Som den i det Foregaaende meddelte Oversigt udviser, har Forslag tidligere været fremsat om Ophævelse af Forbudet i Grundlovens § 62 mod at vælge Statsraader til Medlemmer af Storthinget, og om at den Valgbarhed, der saaledes blev dem tillagt, skulde være uindskrænket af Bostedsbaandet. Departementet antager, at heller ikke dette Spørgsmaal, hvormed staar i Forbindelse Ophævelse af Bestemmelsen i Grundlovens § 12 om at Medlemmer af Storthinget ikke kunne kaldes til ved overordentlige Leiligheder at tage Sæde i Statsraadet, - kan sættes ud af Betragtning under Overveielse af, hvorvidt og under hvilke Betingelser Statsraaderne bør stedes Adgang til at deltage i Storthingets Forhandlinger. Det fortjener ogsaa her at bemærkes, at den svenske Rigsdagsordning har fundet overveiende Grund til at hjemle Statsraadets Medlemmer Adgang til at indtræde i Rigsdagen som valgte Medlemmer af samme.
    Ifølge Grundlovens § 80 maa Kongens Bestemmelse om Antagelse af eller Forkastelse af Storthingets Beslutninger være afgiven, inden Storthinget af ham hæves. Denne Regel savner formentlig i Virkeligheden tilstrækkelig Begrundelse og viser sig allerede under de nuværende Forholde uhensigtsmæssig, navnlig naar der er Spørgsmaal om Lovsanktioner i de sidste Dage før Storthingets Opløsning, og naar da det sædvanlige Forhold har Sted, at Kongen ikke er her i Riget. Men under Forudsætning af, at Statsraaderne skulle deltage i Storthingets Forhandlinger, fremstiller det sig af forøget Vigtighed, at den omhandlede Grundlovsbestemmelse forandres. Herved vilde nemlig opnaaes, hvad Departementet maa anse ønskeligt navnlig med Hensyn til Beslutninger istandbragte efter privat Initiativ, at Statsraadets Deltagelse i Storthingets Forhandlinger og dets Raadgivning om Antagelse eller Forkastelse af Storthingets Beslutninger i Tiden kunne blive adskilte fra hinanden. Departementet skal i denne Henseende bemærke, at efter den Svenske Grundlov (Regjeringsformens § 87) kan Terminen for Afgjørelsen af Kongens Bestemmelse udstrækkes lige indtil næste Rigsdags Sammentræden, og at Forholdet er det samme efter den Danske Grundlov.
    Ved at omtale de Grundlovsforandinger, som Departementet antager nærmest at egne sig til Overveidelse i Forbindelse med den, der gaar ud paa at give Statsraaderne Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, tror Departementet ikke at burde lade unævnt den af alle Grundlovsforandringer, som kunde synes at give størst Betryggelse for en heldig Indflydelse af hin Deltagelse, nemlig oprettelsen af et Tokammer- istedetfor det Etkammersystem, hvorefter vor nuværende Repræsentation er dannet, ihvorvel det fra forskjellige Synspunkter maa anse det tvivlsomt, hvorvidt der med Nytte kan tænkes paa en saadan Omdannelse.
    Som andre Foranstaltninger, der maa blive at overveie, naar Statsraaderne skulle deltage i Storthingets Forhandlinger, formener Departementet at maatte nævne Lettelse eller Medhjælp for flere af Statsraadets Medlemmer i Henseende til de administrative Pligter, som for Tiden paahviler dem, og lovbestemte Pensioner for aftrædende Statsraader. Det Første er en Følge af den Udvikling og det Omgfang, flere Administrationsgrene i de senere Aar har naaet, og den Ordning, Administrationen har hos os, hvorefter saa godtsom den hele Centralstyrelse er paalagt Departementscheferne. Hvad Nødvendigheden af lovbestemte Pensioner for aftrædende Statsraader angaar, da turde det være nok at gjøre opmærksom paa, at Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger under alle Omstændigheder vil medføre hyppigere Afgang iblandt dem allerede paa Grund af den Anstrængelse, den vil paalægge dem, og at Ingen af dem paa Forhaand med Sikkerhed vil kunne forudse, hvorlænge han vil udholde Arbeidet eller fyldestgjøre sig selv under dets Udførelse. Lovbestemmelser om Pensioner for afgaaede Ministre haves ogsaa, efter hvad der er Departementet bekjendt, i Danmark og England; i Sverige derimod kun for de saakaldte Alderspensioner; men Savnet af mere omfatende Bestemmelser er ogsaa der af meget mindre Betydning paa Grund af, at den høiere Embedsetat er saa langt talrigere og bedre aflagt, og paa Grund af at Alderspensionerne saa langt hyppigere foranlediger Vakantser inden denne.
    Det er bleven ytret, at Grundlovsforandinger ellre andre Foranstaltninger, som maatte ansees fornødne eller nyttige i Anledning af, at Statsraaderne gives Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, kunne komme senere og efterhaanden. Heri kan Departementet ikke være enigt. Hvad der hører med til at betinge eller modificere en paatænkt ny Institutions Charakter og Virkninger eller til at forebygge uheldig Følger, hvortil den ellers kunde lede, bør, saavidt saadant paa Forhaand kan forudsees, indføres samtidigt med denne. Den udøvende Magt skylder desuden formentlig Folket og Storthinget at forklare paa een Gang, hvilke Forandringer i Grundloven og hvilke andre Foranstaltninger, den aser nødvendige og hensigtsmæssige, naar Statsraaderne skulle gives Delatighed i Storthingets Forhandlinger, og forsaavidt Grudlovsforhandingerne angaar, kan det desuden fra intet Synspunkt være tjenligt, at de komme stykkevis; thi et stadigt fortsat Flikkeri paa Grundloven er det Modsatte af et Gode.
    I Henhold til det Anførte tillader Departementet sig underdanigst
at indstille:
1.  At Storthingets Beslutning af 9de Marts 1872 til Grundlovsbestemmelse angaaende Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger ikke naadigst sanktioneres, samt at Justits- og Politi-Departementet bemyndiges til derom at meddele Storthinget Underretning gjennem dets Præsidentskab.
2.  At det naadigst paalægges den Norske Regjering i betimelig Tid inden det i 1874 sammentrædende Storthing at indkomme med Betænkning om, hvorvidt under Forudsætning af, at Statsraadets Medlemmer gjennem den dertil fornødne Grundlovsforandring skulle gives Deltagelse i Storthingets forhandlinger, andre Grundlovsforandringer eller andre Foranstaltninger ved Siden deraf ansees nødvendige og hensigtsmæssige, samt i Forbindelse hermed at afgive Betænkning om Sagen i dens Helhed. 

Departements-Tidende, Fireogfirtiende Aargang, nr. 20, 13de Mai 1872 Schibsted