1. Petition eller Adresse fra Arbeiderforeningernes Centralbestyrelse i Christiania, hvilken gaaer ud paa, deels at skildre Arbeidernes slette Kaar her i Landet, deels anholder om Storthingets Medvirken til ved legislative og andre Foranstaltninger at faae disse Kaar forbedrede.

2. Petition til Hans Majestæt Kongen, hvilken tilsigter, paa omtrent lignende Maade at virke paa den exekutive Magt.

De to førstnævnte Dokumenter ere her det Hovedsagelige, som Kommitteen har at befatte sig med; de Andres Indhold vil i det Væsentlige leilighedsviis findes omhandlet under hine Dokumenters Gjennemgaaelse.
(...)
Foruden at Petitionerne søge at paavise flere Feil i Lovgivningen og Administrationen - Feil, hvilke de betragte som de væsentligste Aarsager til den mislige Tilstand, hvori Arbeiderklassen paastaaes at befinde sig, indeholde de ogsaa mangfoldige spredte Bemærkninger, som vise Ansøgernes Opfatning af Samfundsforholdene i Almindelighed. Rigtigheden af disse Bemærkninger kan Kommitteen for en stor Deel ikke erkjende. Det vilde ogsaa være mere, end Man kunde vente, at de skulde kunne bestaae deres Prøve; thi der hører baade udstrakt Kundskab og en grundig Tænkning til at kunne fælde en nogenlunde paalidelig Dom om, hvorledes et Statssamfund rettest bør være organiseret, naar ikke paa den ene Side de naturlige Menneskerettigheder, og paa den anden de positive Retsgoder, til hvis Erhvervelse og Betryggelse Staten er indrettet, skal gaaes for nær. Til en rigtig Opfatning udfordres ogsaa et nogenlunde uafhængigt Standpunkt, ialfald er det af væsentlig Indflydelse, at Man ikke netop hører til den Deel af Borgersamfundet, som synes at være meest blottet for de Lykkens Goder, der pleie at være Gjenstand for Menneskets Attraa.
    Kommitteen vil ikke her paatage sig at gjennemgaae alle de Begreber, som formenes at burde ligge til Grund for en fornuftig indrettet Stat. Den vil behandle Sagen saa praktisk, som muligt, og kun, forsaavidt den er nødt dertil, for at bane sine Anskuelser Vei til mulig Anerkjendelse af Vedkommende, skal den berøre nogle af de til denne Materie hørende Spørgsmaale og forsøge at fremstille sine Tanker om de væsentligste Krav, som en Borger tør gjøre til Staten.
    Det er en bekjendt Fordring til den Stat, som skal kunne passe for et oplyst FoIk, at den, tilligemed Sikkerhed, skal skaffe Borgerne Frihed og Lighed. Men hvorledes skal denne Frihed være? - Det maa dog vel være en lovbunden Frihed; ja selve Statsorganismen er intet Andet en den Samling af Lovbestemmelser, som fastsætte Styrelsens Væsen og Betingelserne for Ens Optagelse i et Borgersamfund og hans Virken inden samme, enhver Betingelse er følgelig et lovligt Baand paa hans Frihed.
    Og hvorledes maa Begrebet "Lighed" fornuftigviis forstaaes? Kan det være Lighed i udvortes Vilkaar, i Deelagtighed i Lykkens Goder? Nei - den Lighed, som her menes, er lige Adgang til Opnaaelsen af de Fordele, som Staten lover og betrygger, - Lighed i Pligter og Rettigheder, - lige Ansvar for Lovene o.s.v. - Lighed i ydre Vilkaar kan - og det endog blot tilnærmelsesviis - finde Sted i Naturstanden eller under en patriarkalsk Regjering, thi i slige Tilfælde ere Livsfornødenhederne saa faa, at der ikke kan spørges om Evnen til at tilfredsstille dem eller om Misbrugen af dem, saa at der opstod Mangel i den Grad, at der kunde blive noget synderligt Spørgsmaal om Eiendoms-Interesser. Men under andre Omstændigheder at ville gjøre Lighed indvortes Kaar gjældende, vilde være det Samme, som at ophæve Naturens Love, - det Samme, som at gjøre Staten saagodtsom umulig; thi hvad er egentlig Staten andet - næst at være en Sikkerhedsanstalt for Gods, Ære
og Liv og en Forening af Kræfterne til Opnaaelsen af visse fælleds store Formaal, som den individuelle Kraft eller Evne er for svag til at opnaae, end et Værn for Individets Stræben efter at udvikle sine Evner og bruge sine Kræfter, for at vinde sig saa mange aandelige og materielle Fordele, som disse kunne bane Vei til? Det er en Regel i Moralloven, at Handling og Følge skulle svare til hinanden, ligesom en Regel i Naturens Love, at Aarsag og Virkning nødvendig høre sammen. Det vilde være at ophæve disse Regler, dersom man i en Stat forlangte en absolut Lighed, og derved bortfaldt den allervæsentligste Spore for Mennesket til at arbeide sig frem til Fuldkommenhed.
    Naar man et Øieblik overtænker Sagen, saa maa det dog, - selv for en mindre udviklet Forstand - være temmelig indlysende, at det vilde være en Urimelighed, at forlange, at alle Borgere i en Stat skulde være lige oplyste. Have da Alle lige gode Evner, og anvende da Alle lige megen Flid for at tilegne sig Oplysning? Og hvorledes kan et fornuftigt Menneske gjøre Krav paa, at der skal være lige Eiendom? Tør den Dovne, Uduelige og Ødelanden med Billighed paastaa Andeel i Udbyttet af den Dueliges og Ordentliges Stræ~ ben~ Naar nu Mennesker af det førstnævnte Slags ved Egne Feil ere Nøden hjemfaldne, skulle de da kunne forlange som en Retfærdighed, at Staten, det vil her sige: de ordentlige Borgere, skal lade dem dele Udbyttet af disse Sidstes Anstrængelse, Flid og Orden? Det er vel ogsaa klart at indsee, at der maa gives to store Hovedklasser af Fattige, Fattige formedelst egen Skyld og Fattige uden en saadan, hvilke staae i et forskjelligt Forhold til Staten. Der kan neppe paastaaes, at den første Klasses retlige Krav strækker sig videre, end til at Staten ikke uden Nødvendighed ved positive Straffe maa gjøre de naturlige Følger af deres Feil for tunge, og at den tilbyder dem hensigtsmæssige Midler til at kunne komme til Sandhedens Erkjendelse og række dem en hjælpsom Haand i deres Stræben til dette Maal. Det er heller ikke vist, at den anden Klasse Fattige, saafremt Staten har gjort dem Ad~ gangen til at opnaae Livets Goder ligesaa let som Andre, strængt taget kan gjøre nogen Fordring paa, at den skal skaffe dem anstændigt Ophold, som Andragerne udtrykke sig. Den stiltiende Overeenskomst mellem Staten og de enkelte Individer medfører nok blot, at der under visse fastsatte Betingelser er givet dem Ret til frit at virke for deres egen Velfærd; der er ikke fra Statens Side givet dem noget Løfte om, at de skulle vinde nogen vis Andeel i materielle Goder, eller om at betrygges mod tilfældige Ulykker; og naar Lovene i den senere Tid have etableret et fast Fattigvæsen, saa er dette Noget, som ligger udenfor den egentlige Stats-Organisme. (Ret til Fattigforsørgelse er, forsaavidt Kommitteen veed, heller ikke bestemt i nogen Grundlov). Fattigforsørgelsen er en christelig eller en Humanitets Foranstaltning, som er knyttet til Staten, et Slags Supplement til Lovgivningen, hvilket nærmest har for Øie Borgernes Øiemed i moralsk og religiøs Forstand. Man kan nok saaledes sige, at det er en christelig Stats Pligt, at sørge for den Feilendes og den af Skjebnen Nedtryktes nødtørftige Ophold, saa at ikke Livets Ulykker umuliggjør eller i væsentlig Grad hindrer hans fortsatte Udvikling i Livets Skole. Naar Staten gjør dette, saa gjør den det saaledes paa en høiere Lovgivers Bud, - den gjør det ikke, fordi den skulde have indgaaet nogen retlig bindende Forening med Borgeren om at sikre ham disse Livets væsentlige Goder; og naar den Fattige her taler om et Retskrav, som han har paa Staten, saa grunder formeentlig dette sig paa en Misforstaaelse af Sagen. Imidlertid har nu - som sagt - Staten gjennemdet lovbestemte Fattigvæsen overtaget at skaffe de Fattige nødtørftigt Ophold, og dermed har den opfyldt, hvad den selv erkjender at være indbefattet under sit høiere Øiemed som christelig Stat. Nu er det vistnok ogsaa sandt, at alligevel Mange maaskee kunne komme til at savne den nødvendige og fortjente Understøttelse, fordi Evnen til at tilfredsstille alle Krav er for liden, Mængden af Fattige saa stor og Aarsagerne til Fattigdom ofte saa blandede og af de Styrende feilagtigt opfattede. Men at forlange, at ikke enkelte Mangler her skulde finde Sted, er at forlange Umuligheder.
    Det maa nok ansees som givet, at til Grund for Forlangendet om, at den Fattige kan kræve som en R e t f æ r d i g h e d af Staten, at den under alle Omstændigheder skaffer ham anstændigt Ophold, maa der ligge Misforstaaelse af Borgersamfundets Væsen og Maal og af de menneskelige Forholde i Almindelighed. Man har vel saa løselig hørt og læst, at alle Mennesker skulle være lige, og derpaa har man taget de faktiske Forholde for sig og undersøgt, om dette ogsaa virkelig er Tilfældet. Man har da seet, at der fandt paafaldende Modsætninger Sted, - at Nogle leve i Armod, Andre i Overflod, - at Nogle ere høit anseede og nyde et beqvemmeligt og ved mange Goder forskjønnet Liv, - at Andre derimod af deres Medborgere synes at blive betragtede paa en modsat Maade og henleve deres Dage under et bestandigt

legemligt Slæb. - Men det, som man ikke har lagt Mærke til, er, at en stor Deel af hine Misundte ved deres Indtrædelse i Verden ikke eiede nogen af disse Lykkens Gaver, men at de ere Frugten af deres egen Færd, - og at derimod en stor Deel af Hine, som ansee sig af Skjæbnen tilsidesatte, ere ved deres egen Skyld komne ned i den Tilstand, hvori de befinde sig. - Man har fremdeles ikke lagt Mærke til, at Mange af de tilsyneladende Ulykkelige, hvis Liv seer saa usselt ud i Forhold til Andres, i Virkeligheden dog ikke ere ulykkelige; - de have det nødtørftige Brød, de have Lyst til Arbeide, de nyde Sundhed og Sindets Fred - det største af alle Livets Goder - og deres knappe og tarvelige Kaar er dem paa den ene Side en bestandig Spore til at udvikle deres Evner og anspænde deres Kræfter, og paa den anden Side et Værn mod den Fordærvelse eller Ulykke, som Lediggang og misbrugt Rigdom ofte medfører. Man har ikke lagt Mærke til, at Arbeide ikke er et Onde, men et Gode, - at Mange, som misundes for deres anseete og sorgfrie Livsstilling, ofte ere tvungne til et Aandsarbeide, som medfører stort Ansvar, tunge Anstrængelser, en svækket Helbred og tidlig Død, - at den Oplysning, som den Fattige tit misunder den Rige, langtfra altid er det ene Fornødne for Mennesket - klare Begreber om Menneskets høieste aandelige Anliggender - men at den ikke sjelden bestaaer deels i en forfeilet Civilisation, deels i specielle Sagkundskaber, der ofte have liden Indflydelse paa Gemyttets og Aandens sande Dannelse Men indvendes der - om det end kan medgives, at et Medlem af Borgersamfundet, alt eftersom det har Evne og vil handle til, for en stor Deel selv kan være sin Skjebnes Skaber, saa ere dog de Vilkaar, under hvilke Mennesket begynder sit Liv, saa yderst forskjellige, at Ligheden mellem Samfundets Medlemmer, om den end er etableret som en theoretisk Mulighed, dog ikke i Praxis kan finde Sted. Nogle fødes nemlig i Rigdoms Skjød og opdrages og dannes med Omhu saaledes, at de derved have et faktisk Fortrin til at vinde og nyde Livets Goder; - Andre derimod begynde sit Liv under ganske modsatte Vilkaar og ere derved indirekte afskaarne Adgangen til at vinde sig en saadan Plads i Samfundet, som deres mere begunstigede Medborgere. Ja - dette er ganske sandt; men det er nok ogsaa baade en physisk og moralsk Umulighed, at det kunde være anderledes. Naar Staten, i Tilfælde af Fattigdom og Uvidenhed hos Forældre, sørger for, at Børnene gjennem Fattig- og Skolevæsenet opdrages til oplyste Christne og nyttige Mennesker, - hvad skulde den saa mere gjøre, for at bane dem Veien til et sorgfrit, ja endog lykkeligt Liv? - Skulde den maaskee dele Eiendommene og Kapitalerne, for at give Enhver lige store Midler til at begynde med. Men da vilde jo - som ovenfor bemærket - en af de væsentligste Sporer til Erhverv og god Huusholdning og Anstrængelse af egne Kræfter være tabt, idet de andre Borgere da ikke tilsikredes Frugterne af deres egne Bestræbelser. Og nu, om Menneskene begyndte Livet medudvortes lige Kaar, - hvorlænge varede vel denne Lighed? Enhver maa kunne indsee, at Statsstyrelsen ikke fik Andet at bestille, end at udjevne de vedvarende Forskjelligheder, som forskjellige Kræfter og Forskjelligt Brug af Kræfter vilde afstedkomme.
(...)
Om end derfor de menneskelige Vilkaar staae i en noksaa stærk Modsætning til hinanden, - om Borg og Hytte staae ved Siden af hinanden, Rigdom og Høihed vise sig i deres meest imponerende Skikkelse ligeoverfor Fattigdommens dybeste Fornedrelse, - om Uvidenheden staaer som en Karrikatur ved Dannelsens Side, - og om end Synet af alt dette noksaameget smerter det menneskekjærlige Sind, - om det maa anspore de Lykkeliges individuelle Kræfter til at søge at udjevne Misforholdet: - det skal dog enhver tænksom Gransker af Naturens Love og Principerne for Ordningen af de menneskelige Samfund maatte indrømme, at de Byrder eller Onder, som nedtrykke en stor Deel af Menneskene, ikke i frie Stater hidrøre derfra, at der ikke i Lovgivningen er etableret eller gjennemført Lighed for Alle, men disse Onder skrive sig fra Naturnødvendigheder, fra de borgerlige Samfunds Afmagt til at ophæve Følgerne af Naturens Love og af Menneskenes frie Handlinger; - og et Forsøg paa, ved Regjerings- eller Lovgivnings-Viisdom ganske at borttage de nævnte Forskjelligheder, vilde intet Andet være end en forfængelig Drøm at kunne omordne den Verdensstyrelse, hvortil den høieste Viisdom engang har udkastet Planen.
(...)

Et ligesaa utilstrækkeligt Beviis er det andet paaberaabte Faktum: Arbeidernes offentlig udtalte Klager. Vel paastaaes der, at den Stilhed og Ro, som efter Konstitutionens Indførelse hos den arbeidende Klasse havde fundet Sted, var Slaphedens Ro ovenpaa Frihedsrusen, var Ligegyldighedens, Kontemplationens og Forventningens Ro. Men disse Paastande ere vistnok urigtige. Der var i l814 neppe i Anledning af Frihedens og Lighedens Erhvervelse nogen Ruus, men vel i Anledning af Selvstændigheden og Krigen mod Sverige, - og det, som er sikkert, er at

denne Ruus allermindst fandtes hos den arbeidende Klasse. Man har snarere Vidnesbyrd, som tyde paa en modsat Opfattelse af Konstitutions-Værket. Man vil ikke fremdrage Fakta, der endnu ikke kunne ansees ganske at være Historien hjemfaldne, men blot erindre om Begivenhederne i l848. Man kunde saaledes opkaste det Spørgsmaal, om det almindelige Nødskrig, som man paaberaaber sig, er et naturligt Udbrud af Følelsen af Ulykke, eller om det er et Feldtraab, som istemmes efter fremmed Foranledning. Naar Alle, som have Noget at klage over, ere indkaldte med et Slags Løfter om Lettelse af deres Byrder og Forbedring af deres Kaar - og Hvo har ikke Noget at klage over? - Hvo vil ikke gjerne see angiven en udvortes Aarsag til det Onde, hvorunder han troer sig at lide? - saa er man nok berettiget til at antage, at et saadant "Nødskrig" er et temmelig utilforladeligt Vidnesbyrd om Folkets virkelige Tilstand.
    Kommitteen vil naturligviis ikke hermed udtale nogen Dadel over den saakaldte "l o v l i g e  A g i t a t i o n" eller den varme, velmeente Virken for at vække den mindre begunstigede Klasse til Bevidsthed om sin Stilling i Samfundet og til enig og kraftig Stræben, saavel for at faae sine Rettigheder anerkjendte, som for at gjøre sig dygtig til deres fulde Nydelse; - thi der kan endog være noget Ædelt og Stort i, at man trodser Miskjendelse, Had og Hævn, for at varetage deres Tarv, som deels ikke skjønne paa Eens gode Hensigt og fornuftige Planer, og deels ikke formaae at give Beviser paa deres Taknemmelighed. Dog - mere herom nedenfor.
    Hvad nu selve Aarsagerne til Nøden angaaer, saa er den arbeidende Klasse, ligesom Enhver, der er stædt i Nød, først og fremst forpligtet til, at foretage en alvorlig Selvprøvelse, for at komme til Kundskab om, hvorvidt ikke Hovedkilden til det Onde udspringer af egne Feil. Man turde da maaskee blive vaer, at man har mere Grund til at anklage sig selv end den offentlige Styrelse.
    Naturens Lov byder først, at et Menneske af Andre skal opdrages til Forstands og Legems Modenhed, og at det, naar dette er skeet, skal sørge for sit eget Livs Ophold, - og i et civiliseret Samfund kan det ogsaa opstilles som almindelig Regel, at et dueligt Menneske ved flittig og ordentlig Anvendelse af sine Kræfter enten for sig selv eller i Andres Tjeneste virkelig er istand til at erhverve det Fornødne.
    Mekaniske Opfindelser og overdreven Konkurrence samt Naturaarsager kunne nok til enkelte Tider formindske Frugten af Menneskets Virksomhed; men dette er et Onde, som fast alle Næringsgrene temporairt ere underkastede, - det er et Onde, som ved ingen menneskelig Kløgt eller Magt kan borttages. Mon nu ikke ogsaa den arbeidende Klasse selv skulde erkjende, at de udenlandske Revolutioner i l848, den ved disse fremkaldte Standsning i Handelen, Misvæxten i l849 og afvigte Aars maadelige Udbytte og den ved Alt dette bevirkede Arbeidsløshed og Pengenød have, i Forening med Mangel paa god Oekonomie og andre Feil, været saa mægtige Aarsager til at fremkalde Trang og Forknyttelse i flere Næringsveie, at det egentlig er at gaae over Bækken efter Vand, naar man søger Roden til det Onde i Feil ved den offentlige Styrelse.
    For nu at komme tilbage til den Mennesket af Naturen paalagte Pligt, at sørge for sig selv, vil man gjøre opmærksom paa, at Mennesket, hvis et saadant Maal skal kunne opnaaes, enten er i Besiddelse af en vis Kapital, for dermed at begynde en borgerlig Virksomhed, som lover et tilstrækkeligt Udbytte, eller at man maa have visse Kundskaber eller Færdigheder eller ialfald almindelig Arbeidsdygtighed, af hvis fornuftige Anvendelse man kan vente sig det samme. Uden at dette er Tilfældet, har man vel neppe efter Moralloven, som forbyder at paatage sig Forpligtelser, man ikke kan opfylde, Ret til at stifte Familie. Skulde man hertil ansees berettiget, blev man en Priviligeret, hvis Forsorg paalaae det Offentlige. Men mon nu Ægteskaberne i den arbeidende Klasse i Almindelighed indgaaes med noget Hensyn til denne moralske Forpligtelse, at sørge for sig og Sine, og med nogen Tanke om det Ubillige i, at en Borger, uden særlig Fortjeneste af Staten, skal forsørges af det Offentlige. Det er neppe Tilfældet, at nogen saadan Raadslagning ofte finder Sted, før Ægteskaber sluttes. De indgaaes vel kun altfor ofte i Tankeløshed og Letsindighed, uden nogen Hensyn enten til Forpligtelser eller til de Livets Vilkaar, som ere at forvente. Der ere visse Stater, hvori det er gjort til Betingelse, for at kunne indgaae Ægteskab, at Vedkommende godtgjøre enten Besiddelsen af en vis Formue eller deres Dygtighed til at betræde en eller anden Levevei, saa at det er sandsyn~ ligt, at Familien ikke skal falde det Offentlige til Byrde. Spørgsmaalet om den moralske Tilladelighet og om Hensigtsmæssigheden af en Lov om Indskrænkninger i denne Henseende er saa vanskeligt at besvare, at Kommitteen ingenlunde vil gjøre noget Forsøg derpaa. Men at slige letsindige Ægte-

skaber maa være en af de væsentligste Kilder til Fattigdommen, er saa klart, at man derfor ikke agter det fornødent, at anføre noget Beviis.
    En anden vigtig Kilde til Fattigdom er Mangelen paa Sparsomhed og Huusholderiskhed. Det maa vel uden Modsigelse antages for vist, at vor Tid i denne Henseende staaer langt under den forbigangne. De indbildte Nødvendigheders, Modens og Forlystelsernes Krav paa Menneskets Sandselighed og Forfængelighed er nu langt større, end det før var. Og Hvo veed ikke, at dette Krav sædvanlig fyldestgjøres? Hvo veed ikke, at Tjenere paa 25 til 3O Aar eie ligesaalidt den sidste Dag, de tjene, som den første. Hos Mandkjønnet er deels Mangel paa Ædruelighed, deels Prakhandel, hvoraf Tab sædvanlig er Følgen, fornemmelig Aarsagen; hos Kvindekjønnet ødelægger sædvanlig Modesygen Arbeidets Frugter, og for begge Kjøns Vedkommende er ofte uægte Børns Underholdning det, som i Særdeleshed forbyder dem at opspare for Fremtiden. Naar nu Mennesker, som ikke eie det allermindste, indgaae i Ægteskab, saa er det klart, at det allerførste, de maa gjøre, er at stifte Gjeld; de have Intet til at fæste en Jordplet for, til at bygge Huus eller kjøbe Bohave for. De skulle saaledes leve - og leve saaledes, som de nu engang ere vante til, uden den fornødne Tarvelighed i Underholdning og Klæder - blot af deres Hænders Arbeide, og Enhver maa kunne indsee, at der skulde særdeles gunstige Omstændigheder til, forat de baade kunne have sorgfrit Udkomme og atbetale sin Gjeld. En saadan ved Arbeidsomhed, Nøisomhed, Sparsomhed og Flid fremkaldt selvstændig Stilling hos Arbeiderne er da heller ikke Regel, men Undtagelse, og det maa jo være noksom klart, at en, den kun altfor almindeligt modsat Handle og Levemaade ogsaa vilde medføre et modsat Resultat - at Arbeidsklassen ved de ovennævnte Dyder vilde sættes istand til at opsamle en liden Kapital, hvormed man kunde begynde en Virksomhed og siden, ved at gaae frem i samme Retning, holde sig i nogenlunde sorgfri og selvstændige Vilkaar. Al Tale om Konkurrencens ødelæggende Indflydelse grunder sig for en stor Deel paa Vildfarelse; Konkurrence er en af de i en civiliseret Stat uafvendelige Ting; dens Indflydelse kan ikke afværges, uden at man med det samme dekreterer Statens Forpligtelse til at oprette Borgerne - og det Statens allerfleste Borgere - den Skade, som Natur, Politik og Tilfælde i Forening kunne volde deres oekonomiske Stilling. Næsten ligesaa liden Føje er der til at paaberaabe sig, som en Hovedkilde til Fattigdom, en eller anden enkelt mindre heldig affattet Lovbestemmelse eller enkelte Toldsatser. Den Skade, som derved kan paaføres den arbeidende Klasse, kan ikke i Gjennemsnit aarlig beløpe sig til noget betydeligt, saa at det i nogen væsentlig Grad kan antages at indvirke paa dens Velvære i det Hele.
    Petitionærerne indrømme selv, at Aarsagen til Massens Nød og Elendighed for en væsentlig Deel maa søges i Mangel paa Sædelighed og Oplysning; men denne Mangel igjen udlede de af det uheldige Formynderskab, som den mere lykkelige og oplyste Minoritet har udøvet over M a j o r i t e t e n. Man bør billigen medgive, at mangelfuld Oplysning (thi det Offentlige har ikke hidtil troet sig istand til at ofre det Fornødne til dette Øiemed) og slet Exempel ovenfra, hvad Overdaad angaaer, har gjort Sit til at fremkalde denne Nød; men vore Loves Formynderskab har dog ikke været saa vidt drevet, at det skulde have havt de paapegede Følger Lovenes Tendents har jo været Sædelighedens og Oplysningens Fremme, om de end kunne have indeholdt enkelte Bestemmelser, der ikke svarede til Hensigten, thi det er saare vanskeligt eller rettere sagt umuligt, for det ufuldkomne Menneske altid at ramme de bedste Midler til en god Hensigts Opnaaelse. Den Tone, hvori Petitionen til Kongen er affattet, vidner om, at Andragerne have opfattet Sagen saaledes, som om den saakaldte mere lykkelige Minoritet, med Bevidsthed om Handlingens Indflydelse paa Massens Kaar, var gaaet ud paa at træffe saadanne Forholdsregler, at den eensidig sørgede for sin egen Interesse, uden Hensyn til den Retfærdighed eller Billighed, som skyldes Andre. Denne Betragtning af Forholdene grunder sig formeentlig paa Feilagtigheden i Opfatningen af, hvad der er skeet, kan eller bør skee i vor Statssamfund.
(...)
Efterat Kommitteen saaledes efter Evne har søgt at sætte sig ind i disse Forholde, ved baade ialmindelighed at tænke og diskutere over Sagen, og ved specielt at gjennemgaae de enkelte Punkter, som ere Gjenstanden for Arbeidernes Anke, eller ogsaa hvorpaa deres Ønske sees at gaae ud, - har den opfattet Sagen saaledes, at der ikke skjønnes at være tilstrækkelig Grund til slige Klagemaal mod Statsstyrelsen, og naturligviis endnu langt mindre til at istandbringe en saadan Agitation, for at afhjælpe de Onder, hvorunder Arbeidsklassen paastaaes at lide, og til at fremkalde de Goder, som den troer sig berettiget til at deelagtiggjøres i. Det vil sees af det Foregaaende, at Kommitteen i flere Henseender deler Andragernes Anskuelse; - den vil t.Ex. have større Tilskud af det Offentlige til Almueoplysningen, - ønsker Reform

i Retspleien, Kreditlovgivningen o.s.v. Den indrømmer, at man ikke er gaaet saa hurtig fremad, som det var at ønske. Men - mon ogsaaA ndragerne have tænkt paa vor Statsforms nødvendige Konsekventser? Mon de have tænkt paa, at tidsforsinkende Rivninger og Dannelsen af et konservativt Element ganske nødvendigen maa finde Sted? Hermed vil naturligviis ikke Kommitteen have udtrykt den Mening, at et saadant Element skulde have holdt sig netop inden de rette Grændser. Her har imidlertid i vort Land hersket Frihed for Alle og Enhver til paa lovlig Vei, at fremkomme med sine Besværinger og Ønsker. Om end Adskillige kunne have lidt under en eller anden Lovs Ufuldkommenhed, fordi man ikke paa eengang kan rette paa alt det Mangelfulde, saa ere dog slige Brost Ting, som ere uadskillelige fra e thvert Borgersamfund, - Brost, som ville vedblive, saalænge Verden staaer, men som dog den stigende Oplysning og den deraf flydende, sig selv opklarende Bevidsthed om egen og Andres Stilling, egne og Andres Pligter og Rettigheder efterhaanden maa haabes at formindske.
    Og naar man har saamange og uimodsigelige Beviser paa, at Statsstyrelsen i en Række af Aar efterhaanden er gaaen frem i Bestræbelsen for at lette Byrderne for den mindre Mægtige, i at klare Blikket og udvide Udsigterne for den Enfoldige og Uvidende, i - efterhaanden som Oplysningen steg mere og mere - at gjøre Selvstændigheden større og udvide den borgerlige Friheeds Gebeet saalangt, som Omstændighederne tillade; naar man - med eet Ord - har Erfaring for, at man har arbeidet paa at gjøre saa Mange som muligt skikkede til Nydelsen af de almindelige Menneskerettigheder, atgjøre dem deelagtige i denne Nydelse, og at sørge for, at denne kunde vorde uforstyrret, - saa synes det næsten ufatteligt, at man skulde finde det nødvendigt og forsvarligt, at optræde imod den lovlige Orden paa en saadan Maade, som gjennem Arbeideragitationen tildeels er skeet. Man kan ikke Andet end have Deeltagelse for de Medborgere, som tildeels før levede i trange Livsvilkaar, enten fordi det ikke kunde være anderledes, eller fordi de ved deres egne Feil have gjort deres Vei gjennem Verden tung at vandre, men som nu formedelst Agitationen ere blevne endnu mere ulykkelige, enten fordi de have reist sig mod den lovlige Orden, eller fordi deres Sind er blevet nedbøiet af Mismod eller forbitret og oprørt ved Tanken om formeentlig tilføiet Uret, og det fordi de ere blevne førte bag Lyset, fordi det Gode hos dem erblevet trængt tilbage, og det Onde derimod fremelsket, ved at man har indgivet dem falske Forestillinger og Begreber om deres Stilling i Livet, om deres Rettigheder og Pligter.
    Der er Meget, som letter Livets Byrde for Menneskene, - hertil henregnes t.Ex. Gudsfrygt, Nøisomhed, Taalmodighed og Arbeidsomhed, men der ere ogsaa Lidenskaber, som slumre i Menneskets Hjerte, og som det ikke altid er sig bevidst at det bærer i sin Barm; - slige ere t.Ex. Ærgjerrighed, Misundelse, Had, Hævn o.s.v. Og det er ikke v e l, at man fremmaner slige Lidenskaber og derved bidrager til at gjøre Mennesket endnu mere ulykkeligt. De iblandt Agitatorerne, som med Bevidsthed om, hvad de gjorde, maatte have indvirket saaledes paa Arbeiderne, have paadraget sig et stort Ansvar. Det er endog ikke Kommitteens Mening, at ville fremføre en saadan Beskyldning mod Nogen af dem; den vil meget gjerne indrømme, at der ere Mænd iblandt dem, som - grebne af Deeltagelse ved Synet af Manges tunge Livsvilkaar - i en sværmerisk Iver for at afhjælpe deres Nød have, maaskee forledet af Udlandets Exempel, grebet til det sørgelige Middel at agitere.
    En grundig og alsidig Betragtning af de menneskelige og borgerlige Forholde have de neppe i Forveien anstillet. Men det maatte dog være en Samvittighedssag, i Forveien at tænke over de mulige Følger, der kunde flyde af en slig Agitation, og det saa meget mere som Erfaringen nylig har viist os de gyselige Følger, de kommunistiske og socialistiske Daarskaber og Drømme have bragt over en stor Deel af Europa. Den, som kjender de 3 sidste Aars Historie, veed meget vel, at disse Gjøglerier have lemlæstet Friheden i Frankrige og dræbt den i Italien, Ungarn og Tydskland, medens Strømme af Borgerblod omsonst ere flydte, og en ubeskrivelig Elendighed er kommen over Hundredetusinders Hoveder. Dette burde Agitatorerne have betænkt, førend de indlode sig paa at sætte i Bevægelse en stor Masse, der som oftest sværger paa Lærerens Ord, og hos hvilken falske Lærdomme have kunaltfor troe Bundsforvante i Lidenskaben. Dog - den moralske Ansvarlighed for deres Handlemaade faae Agitatorerne gaae i Rette med deres egen Samvittighed om. Kommitteen vil kun gjentage, at den inderlig maa beklage de Mange, som ere blevne vildledte.
    En Følge af denne Opfattelse af Sagen er da ogsaa Kommitteens Behandling af den. Den har nemlig troet, at det var en Pligt for Styrelsen i en kristelig Stat, at gjøre Alt, hvad den kunde, for at opklare Begreberne hos dem, som den saae stod i Fare for at begaae Daarligheder, der baade kunde gjøre dem selv ulykkelige og tillige forstyrre Borgersikkerheden og Statens Velfærd i Almindelighed.
    Kommitteen har saaledes havt til Hensigt, at fremstille Forholdene udforligt, efterat de samvittighedsfuldt vare granskede, for at en saadan Fremstilling, naar den blev kjendt af Vedkommende, muligt kunde aabne deres Øine for deres sande Vee og Vel, for at de kunde see, at de ikke havde at søge deres Livslykke ved voldelig Færd mod Lovene eller Medborgere, men ved de Dyder, som alle Dage have beholdt deres Værd, ved Agtelse for guddommelige og menneskelige Bud. 
    Paa den anden Side har Kommitteen ogsaa efter Evne søgt at bringe det til Klarhed for Enhver, som har eller maatte faae med denne Sag at gjøre, hvorvidt Statsstyrelsen har havt sin Opmærksomhed henvendt paa den Klasse af Borgersamfundet, som Lykken synes at have baaret mindst Omsorg for. Hvorvidt den har opnaaet sin Hensigt i den sidste Henseende, kan den selv naturligviis ikke vide. Hvad den første derimod angaaer, saa tillader den sig at troe, at det kunde være gavnligt for mangen en Arbeider, som, uden at ville eller ahne noget Ondt, er indgaaet i et Broderskab, hvis egentlige Hensigter han muligt ikke i Forveien kjendte, om han kom til Kundskab om Kommitteens Fremstilling af denne Sag. 
    Da forresten Petitionen til Kongen og Adressen til Storthinget ikke indeholde noget bestemt Forslag om en eller anden Beslutning, som Storthinget skulde fatte, eller ere fremkomne i en saadan Form, at Kommitteen vel kunde indstille paa, at der fattedes nogen Beslutning, - da endelig tvende af de her omhandlede Punkter, nemlig Stemmerets- og Huusmandssagen, i særskilte Indstillinger allerede ere indgivne til Odelsthinget, vil Kommitteen foreslaae, at Storthinget fatter en saadan
Beslutning:
I Anledning af Arbeiderpetitionen samt de i samme Retning gaaende, Kommitteen oversendte Dokumenter, bliver fra Storthingets Side Intet at foranstalte.
Christiania i den til Behandlingen af Arbeiderpetitionen m. M. nedsatte Kommittee, den 6te September l851
N. Dahl,
Kommitteens Formand.             
N.Koren
Kommitteens Sekretair

Stort.forh. 1851, 2, Inds. S.I, s 3-24, utdrag
 

Henta frå J.Nerbøvik (red.): Kilder til norsk historie 1560-1940, Univ.forl. 1968., s.145-170