1. At Beskyttelsessystemet maa blive ophævet og Toldvæsenet ført tilbage til dets reent fiskale Karakteer.

2. At Indførselstolden paa Korn og andre Livsfornødenheder maa aldeles bortfalde eller i alt Fald nedsættes til 5 pCt. af Værdien.

3. At Liggedagene paany maa blive indførte.

4. At en udvidet Handelsfrihed paa Landet tilstaaes.

5. At Huusmandsklassens Kaar maa blive undersøgt og forbedret.

6. At Foranstaltninger træffes mod Brændeviinsondet.

7. At en Forbedring i Almuskolevæsenet maa finde Sted.

8. At almindelig Stemmeret indføres.

9. At en Reform foregaar i Retspleien og

10. At almindelig Værnepligt maa blive indført.

Gjennemtrængte af den Overbeviisning, at de fattige Folkeklasser i Almindelighed og den norske Arbeidsklasse i Særdeleshed ikke have nogen varmere og bedre Ven end Deres Majestæt, og paa det Inderligste overtydede om, at Virkeliggjørelsen af Ret og Reffærdighed er Maalet for Deres Majestæts uafladelige Bestræbelser, vove undertegnede Medlemmer af den norske Arbeidsklasse med fuldkommen Tryghed at udtale de Ønsker og Forhaabninger, vi som Mennesker og Statsborgere anse os kaldede til, i Underdanighed at frembære for Thronens Fod.
    Synet af den menneskelige Elendighed og af Livsvilkaarenes Ulighed har i alle andre Lande fremkaldt talentfulde, høihjertede og høitstaaende Mænd, der med Kraft og Varme have talt de lidende Folkeklassers Sag. Men medens Filantropien overalt andensteds i Verden kjæmper for sine skjønneste Seire, staar den norske Arbeidsklasse uden Talsmand, overladt til sig selv, henviist til sine egne svage Hjælpekilder.
    Den Udbedring, som vor sociale Bygning øiensynligen tiltrænger, og den Forbedring i de fattige Folkeklassers Tilstand, som nu er bleven til en trængende Nødvendighed, have vi i lang Tid forgjæves næret Haab om, at vore mere lykkelige Medborgere velvilligen skulde have fremkaldt. Dette Haab har svigtet os, og vi nødsages derfor til, med tunge Opofrelser, at prøve vore egne svage Kræfter.
    Vor Hensigt er reen; thi den omfatter ikke blot vort, ikke blot en enkelt Klasses, men det hele Samfunds Lykke og Velvære, - vore Midler ere loyale; thi vi anholde blot om Reffærdighed ad Lovens Vei. Og ligesom vi derfor trøstigen kunne nærme os Deres Majestæt, som er ophøiet over alle disse smaalige Interesser, der ellers overalt træde os hindrende imøde, saaledes føle vi os midt i al vor Nød usigelig lykkelige ved, at vi med fuld Overbeviisning kunne haabe paa Guds Velsignelse til vor Gjerning; thi - Gud er vor Ret.
    Paa en Tid da hartad den halve Verden var i Oprør og Folkene udgjøde Strømme af Blod for at tilkjæmpe sig en bedre Tilstand, paa en Tid, sige vi, da de fattige Folkeklassers Sag i andre Lande søgtes udkjæmpet med Bajonetten, har Deres Majestæt midt iblandt os været Vidne til vort loyale Sindelag, vor Agtelse for Lovene, vor Kjærlighed til Institutionerne.
    Dette Sindelag og disse Følelser ere saa langt fra at være svækkede, de tvertimod vinde i Styrke med hver Dag.
    Men vi ere, hvad Konstitutionen giver os Lov til, at være, Demokrater, og jo høiere vi elske Demokratiet, jo alvorligere maa vi ønske dets politis og økonomiske Konsekventser gjennemførte i Institutionerne og Lovene. Saalænge ikke dette sker med Oprigtighed og Sandhed, vil ingen varig Lykke være at vente.
    Ret og Retfærdighed for Alle ere derfor Fordringer, som vi, forsaavidt som det staar til os, ville søge at gjøre gjeldende, idet vi holde os overbe viste om, at de ere det eneste Grundlag, paa hvilket Fred og Orden varige kunne hvile.
    Det kan ikke have undgaaet Deres Majestæts Opmærksomhed, at, uagt Trangen til legemlige Arbeider under Omfanget af det sidste Aarhundrede, Aandsvirksomhed har været i stadig Tilvæxt, har denne gunstige Omstændighed dog ikke formaaet at yttre nogen velgjørende Indflydelse paa Arbeidsklassens Tilstand. Rigdom og Armod optræde stedse mere og mere almindeligt i skjærende Modsætning til hinanden. Den overhaandtagende Pauperisme truer i de fleste Lande den bestaaende Orden med Undergang, idet de fattige Folkeklassers Lidelser stedse blive mere og mere utaalelige.
    Under saadanne Omstændigheder vil Deres Majestæt forhaabentlig finne det tilgiveligt, at vi i Underdanighed anholde om Statsstyrelsens Bistand ti at de Hindringer, der ligge i Veien for Arbeidsklassens materielle og intellektuelle Fremskridt, kunne blive bortryddede.
    For vort eget Vedkommende er Sagen vistnok af mindre Vigtighed, thi vi ville desværre, hvilke Forbedringer der end maatte ske, kun have Lide at haabe i den tilbagestaaende Deel af vort Liv. Men det forekommer os, vi have hellige Pligter at opfylde mod Fædrelandet og den opvoxende Slægt
    Naar man opkaster det Spørgsmaal, hvad er Aarsagen til Massernes Nød og Elendighed, saa ere vi selv villige til at indrømme, at den for en væsentlig Deel maa søges i Mangel paa Sædelighed og Oplysning.
    Men hvorfor er Masserne usædelige og uoplyste?
Af ingen anden Grund, Deres Majestæt, end fordi de have været underkastede et uheldigt Formynderskab af den mere lykkelige og oplyste Minoritet, et Formynderskab, som hidtil er bleven muligt derved, at Pluraliteten af Arbeidsklassen under de bestaaende Forholde ikke har faaet Tid til andet end at kjæmpe for den materielle Existents.
    At stræbe dertil, at ogsaa den store Flerhed af Arbeidsklassen kan opnaa Selvstændighed, er derfor en trængende Nødvendighed, da en grundvæsentlig Forbedring i denne talrige Folkeklasses Tilstand ikke vil finde Sted, førend saavidt muligt den Lighed i Indsigt og Kraft er tilveiebragt, som paa een Gang kan gjøre hiint Formynderskab unødvendigt og uretmæssigt.
(...)
Idet vi slutte denne underdanigste Petition, tro vi at burde henlede Deres Majestæts Opmærksomhed paa den Mistillid og Uvillie, hvormed vore uskyldige og i alle Henseender lovlige Bestræbelser ere blevne modtagne af vore mere lykkelige Medborgere, en Mistillid, der gaar til den Yderlighed, at man benytter vore Foreninger som Motiv til at modsætte sig Organisationen af frivillige Nationalkorpser.
    Denne Frygt og denne Mistillid overtyde os desværre om, at der paa de Høider, hvor vore selvgjorte Formyndere bevæge sig, hersker en tykkere Taage, end man skulde tro.
    Dersom disse Mennesker, som ytre saa megen Frygt for os, ikke selv laa hildede i Fordommens Mørke, maatte de begribe, at det ikke kan ligge i vor Interesse at føre Krig mod Kapitalen og Dannelsen; thi disse to Ting ere vore sande Venner.
    Vi have kun to Fiender: Minoritetens Egennytte og Minoritetens Fordomsfuldhed.
    Nationalkapitalens stadige Forøgelse er Fattigdommens Trøst; thi den underholder Arbeidet. Et Angreb paa den vilde altsaa være den største Ulykke for Arbeidsklassen.
    Men nu kan Nationalkapitalen ikke voxe uden i et Samfund, hvor der hersker Fred, Orden og Sikkerhed, og følgelig kan der ikke fornuftigviis næres Frygt for nogen Fredsforstyrrelse fra vor Side.
    Vi, som i alle Henseender vilde først og haardest rammes af Borgerkrigens Ulykker, baade derved, at Arbeidet standser og derved, at vi maatte ofre Liv og Blod, medens Minoriteten sad bjerget bag Kakkelovnen, vi føle ingen Lyst til at bryde Freden.
    Vort Velgaaende beror saa meget paa Samfundets fremskridende Udvikling under Fredens og Samdrægtighedens Ly, at vi have de stærkeste Grunde til at ønske enhver Uregelmæessighed, som maatte ytre sig, tibageviist inden Lovlighedens og Ordenens Grændser. -
    Saaledes have vi da i Underdanighed frembaaret vore Bønner, vore ønsker og Forhaabninger.
En talrig Folkeklasse lægger tillidsfuld sin Fremtid i Deres Majestæts Hænder.
    Kongernes Konge lede Deres Majestæts Skridt i denne Sag til Gavn for den lidende Menneskehed.

I R.A., utg. som særtrykk med forord av O. Bjørklund. Her er bare tatt med de innledende og avsluttende bemerkninger. Hovedinnholdet er en grundigere gjennomgaelse av de programposter som er nevnt aller først i innledningen.

Henta frå J.Nerbøvik (red.): Kilder til norsk historie 1560-1940, Univ.forl. 1968., s.143-157