Da Troppen, havende opfyldt sin Bestemmelse, forsvandt, eller rettere, da alle Dannede og Halvdannede vare gaaede ind i troppistisk Anskuelse, var det omtrent ved den Tid, da de politiske Brydninger havde antaget en mere markeret Karakter. Det var omtrent ved denne Tid, at i Storthinget en skarpere Adskillelse af de to Hovedpartier Liberale og Ministerielle, eller
Demokrater og Aristokrater, eller Bondeparti og Regjeringsparti frem
traadte. Disse Partier have i Grunden Intet med de forrige at bestille; de
forrige Partiers Tendentser vare heelt forskjellige fra de nuværendes. De forrige strede om, hvorledes man meest passende skulde tilbringe Tiden, hvorledes man skulde konversere, gasterere, klæde sig og divertere sig; de nuvæerende derimod ere af en reent politisk Natur; de stride om den politiske Overvægt.
    Imidlertid begyndte der inden Intelligentsen at danne sig to Partier, nemlig Skandinaver og Ikkeskandinaver. Hvergang der danner sig to hinanden modsatte Partier, bliver gjerne ethvert tænkende og følende Menneske ligesom tvungen til at erklære sig for et vist Parti. I de Dage blev man jevnligen spurgt: "Er De Skandinav eller Ikkeskandinav?" Man blev altsaa ialmindelighed nødt til at erklære sig. Ved Afgjørelsen af hvem der vare Skandinaver og hvem Ikkeskandinaver fandt det sig, at Størsteparten af dem, der vare anseede for Demokrater, kaldte sig Ikkeskandinaver, medens Skandinaverne bleve anseede for Ministerielle. Vist er det, at ingen Ministeriel er Ikkeskandinav, men derimod ere der mange Demokrater, som ere Skandinaver. De Demokratiske og Skandinaverne opfatte og behandle Ideen om en ny skandinavisk Union fra et reent politisk Standpunkt; og i saa Henseende have vi Intet imod hverken Skandinaverne eller deres Idee. Men hos Størsteparten af dem er en dybere politisk Reflexion neppe at søge.
(...)
    At saadanne Mennesker ikke kunne være kaldede til at fremkalde og lede politiske Bevægelser, der fordre en dybere Følelse eller en høiere Lidenskab, er klart; og for Skandinavernes politiske Udygtighed og Mangel paa Fædrelandssind have vi nylig havt et slaaende Beviis: Februarrevolutionen udbrød; man jublede overalt; man hørte med Glæde, at et længe trykkede Folk frigorde sig; men, hvad skeede? ogsaa Slesvigerne vilde afkaste Aaget. De Danske kaldte dem, som naturligt var, utaknemmelige Oprørere, og nu lagde Skandinaverne deres løse, vaklende og usammenhængende Politik tydeligt for Dagen; de efterlignede blindt det danske Folk, ret som om de vare ligesaa interesserede i Sagen som de Danske selv; de skrege paa Danmarks hellige og retfærdige Sag; de kaldte ligeledes Slesvigerne utaknemmelige Oprørere, al Historie var pludselig forglemt; Traaden for Tidens Udviklngstrin blev overhugget; de skrige Krig! Krig; midt i den farligste af alle Perioder, da Alt er i en saadan begyndende Forvirring, at ethvert Menneske, der er istand til at bevare nogenlunde Besindelse, saalangt fra at ville styrte sig ind i en Virvel, som ikke berører ham, meget mere søger at fjerne sig fra den, for i Afstand at overveie, hvilken Retning den vil tage. Det var denne luftige og gjennemsigtige Intelligents, der først var paafærde med at faa Krig istand; det er neppe tvivlsomt, at paa en stor Deel af denne Intelligents, som sværmede for Deeltagelse i Krigen, Morgenbladets udtryk "den intelligente Pøbel" kan finde sin Anvendelse.
(...)

Vi komme nu til at tale om de egentlige politiske Partier, nemlig Ministerielle og Oppositionelle. Istedetfor disse Benævnelser bruges ogsaa Aristokrater og Demokrater eller Regjeringsparti og Bondeparti. Efter de før Februarrevolutionen herskende Anskuelser om hva der var at forstaa ved "Folket", var man temmelig paa det Rene med hva der var at forstaa ved Minnisterielle og Oppositionelle; ja af Storthingsrepræsentanterne har man endog udfundet, hvilke der høre til hvert Parti. Saaledes regnes for Oppositionelle en stor Majoritet, (70 navn nevnes). Hvorimod som ministerielle regnes en liden Minoritet af omtrent 30.
(...)

Ved Minnisterielle forstaar man nu gjerne dem, der holde med Regjeringsmedlemmerne og forsvare deres Styrelsessystem og deres Anskuelser om Folk og Stat, og da nu vore Regjeringsherrer ialmindelighed have fulgt et System, der omtrent udtaler den Mening: at de øvrige Klasser i Samfundet ere til for deres Skyld, saa ere de Ministerielle med Rette blevne anseede for Aristokrater; thi det er Aristokraternes Hovedlærdom: at Folket er til for deres Skyld.
    Ved Oppositionelle har man forstaaet dem, der have opponert mod eller modsat sig disse Regeringsherrers Anskuelser, og da de saaledes have udvirket, at ogsaa en Deel af Folket har faaet Noget at sige, saa have de faaet Navn af Demokrater. Da Ordet Demokrati betyder "Folkeherredømme", saa er ved en Demokrat at forstaa en Mand, der paastaar Folkets Ret til at regjere sig selv, og ikke lade sig regjere. Altsaa, de Oppositionelle ere blevne betragtede som Demokrater, eller Mænd, der tale "Folkets" Sag. Men hvorvidt de Fleste af de Oppositionelle virkelig kunne benævnes med Navnet Demokrater, maa komme an paa, hvad man rettest bør forstaa ved "Folket". For over 2000 Aar siden forstod man ved Folket: Samlingen af alle de Mennesker, der ere i Staten. Men i de sidste Aarhundreder, især siden Indførelsen af staaende Armeer, har den Anskuelse lidt efter lidt faaet Indpas: at man ved Folk ikke kan forstaa andre Mennesker end dem, der have Midler til at gaa godt og peent klædt og til at "opføre sig", som det hedder. Saaledes er der i den senere Tid gjort en ny Adskillelse mellom Folk, idet man har kaldet dem, der, uden at have egentlig Dannelse, dog have Midler til at bo, møblere og Klæde sig som Dannede - Konditionerede, og i Modsetning til denne Klasse har man kaldet andre Mennesker Pøbel; ja, man har gaaet saavidt, at man i Motsætning af Pøbel har kaldet alle velstaaende og velklædte Folk med den usømmelige Benævnelse "skikkelige Folk". Alene saadanne Talemaader ere tilstrækkelige til at bevise Tidsalderens Raahed, uagtet de evindelige Skrig paa "vor Tids Oplysning.
(...)

Der kan ikke blive Tale om sand Oplysning, førend Verden er kommen saavidt, at Mængden af Menneskene begynde at blive enige om at gjennemføre Religionens høieste Grundsætninger i Statssamfundsforholdene; en stærk Tendents hertil spores i den allersidste Tid: den Fredspoltik, der begynder at fortrænge de gamle Erobringstheorier, den Kosmopolitisme, der for en Deel allerede har fortrængt Fortidens eensidige, vildledende og Medmennesker krænkende Patriotisme, den Associationsaand, der er traadt istedeffor den forrige Uformuenhed til store og ædle Foretagenders Udførelse, den Filantropi, der nu vil forjage af Lovgivningen alle Barbarismer alt dette er gode Tegn til at en sand religiøs Oplysning vil udbrede sig vel
endnu kun en svag Grundvold lagt; Udførelsen strander længe paa de gamle Anskuelsers Tilhængere, paa Magthavernes Ulyst til at dele Magten med andre.
    Vel er det en almindelig Mening, at hertillands Folket selv har Magten men dette er langtfra at være Tilfældet. Vel hedder det, at vi have en demokratisk Forfatning, men, da Grundloven, idet den negter den Ubemidlede og Fattige Stemmeret, saaledes paa en Maade hjemler de Stores og Riges skjæve Mening om hvad man bør forstaa ved Folket, og da saaledes de Ubemidlede, der er den største Deel af Nationen, ikke ere tilstaaede den mindste Indflydelse paa Lovgivningen, saa er det nu med svag Ret, at man kalder vor Forfatning demokratisk.
Snart har man nu i hele Europa ophørt at tage slige usle Pengehensyn i Betragtning, idet enhver myndig skatteydende og borgerlig ærlig Mand har faaet Stemmeret. De Stridigheder, som denne Gang sætter Europa i Bevægelse, ere af en ny Natur. Det er ikke længer egentlig en Strid mellem Konge og Folk, eller mellem Aristokrater og Demokrater i gammel Forstand; det er en Strid mellem Riig og Fattig; og denne Strid er ikke en Følge af en tiltagende Misundelse eller Lyst til Lovløshed, men en nødvendig Følge af den, paa Grund af Rigdommens Opdyngen paa enkelte Hænder, tiltagende Arbeidsløshed og Fattigdom.
(...)
Det er paa Tide, at man forandrer sit Begreb om "Folket". Folket er alle Landets Indvaanere, de Fattige og Simple tilligemed de Rige og Fornemme. Det bliver en absolut Nødvendighed at udvide de laveste Klassers (Proletariernes) Magt. At alle Velstaaende frygte for denne Udvidelse er naturligt; thi de tro, dog uden synderlig Grund, at en Forbedring i de Fattiges Kaar ikke kan finde Sted uden paa de Riges Bekostning. Det har derfor viist sig, at en stor Mængde af den Klasse, der før i Revolutioner pleide at slutte sig til Folket, have begyndt at slutte sig til Magten, i Haab om at undertrykke de revolutionære Bevægelser. En Mængde Mennesker, der forhen talte Frihedens og Folkets Sag, have nu skiftet Anskuelser og vendt sig mod Folket, og gaaet over til de Magthavendes Parti, og ere saaledes blevne Aristokrater. Heraf sees grant, hvad Gehalt der har vært i Mange af de saakaldte "Demokraters" Frihedsprinciper. De have talt Folkets Sag, saalænge Verden ved "Folket" har forstaaet "dem selv", de have altsaa under Skin af at kjæmpe for det almenne Vel, i Grunden kun kjæmpet for deres eget Vel, kjæmpet for selv at blive deelagtige i Magten. Saadanne Demokrater tjene kun til at forøge Aristokraterne Tal, og saaledes end mere forkvakle Samfundsforholdene. Et Demokrati, hvori den Fattige negtes Indflydelse, er visselig den meest beklagelsesværdige og meest demoraliserende Regjeringsform.
(...)
At nu en stor Deel af vore saakaldte Demokrater, efter de nyeste Anskuelser, i Grunden ere rene Aristokrater, er temmelig klart; og især er dette Tilfældet med Størsteparten af vore rige Bønder eller ialmindelighed Gaardbrugerne. At disse Mennesker ere af den meest aristokratiske Tænkemaade, seer man blot af deres utaalelige Egteskabsprinciper. Ligesom vore aristokratiske Embedsmænd have forstaaet at mele sin Kage, og sørget for sit Bedste, medens de havde Magt dertil, saaledes have vore Gaardbrugere, i Sandhed ikke mindre aristokratiske, forstaaet i en Række af Aar at sørge for sit Bedste, der er saaledes ingen Stand i hele Landet, hvem Loven i den Grad begunstiger, som Gaardbrugerne, der er ingen Stand saa fri for Byrder som Gaardbrugerne. Det kommer deraf, at de have for stor Magt, deres Magt maa deles med den egentlige Almue, der er nødvendigt; vor Grundlovs § 50 har forlængst overlevet sig selv.

Utdrag av artikler i Drammens Adresse, juli og august 1848

Henta frå J.Nerbøvik (red.): Kilder til norsk historie 1560-1940, Univ.forl. 1968., s.149-153