Hans Majestæt har udsat denne Forklaring ene i Haab om en fredeligere Overeenskomst med Hoffet i Danmark, hvilken det var Hans Majestæts inderligste Ønske og første Bestræbelse at opnaae, for hvilken han var rede til at gjøre store Anstrengelser og store Offere, og som han aldrig tabte af Sigte, endog i det meest afgjørende Fiendtligheds Øieblik.
Hvor dybt endog Hans Majestæt har følt sig skuffet i dette Haab, har han dog den Trøst, at ingen Anstrengelse fra hans Side har været sparet for at tilveiebringe et modsat Resultat. Men i det han beklager den grusomme Nødvendighed, som har tvunget ham til at tage sin Tilflugt til fiendtlige Handlinger mod en Nation, med hvilken det var Hans Majestæts alvorligste Attraa at indgaae en Forbindelse til fælles Tarv og Alliance, føler Hans Majestæt tillidsfuld, at Retfærdiggjørelsen for Sammes Forhold vil findes i en uundgaaelig Pligts Bydende, der for en Fyrste overgaaer alle en Souverains øvrige Forpligtelser, den Pligt nemlig at sørge, medens der endnu er Tid, for sit Folks umiddelbare Sikkerhed.
Men Hans Majestæt kunde ikke undlade at drage sig til Minde, at da det danske Hof, ved Enden af den forrige Krig, indlod sig i et fiendtligt Forbund mod Storbritannien, grundede dets Reffærdiggjørelse, fordi det saa uforsvarligen krænkede en Neutralitet, som Hans Majestæt aldrig havde ophørt at respectere, sig paa dets Uformuenhed til at mod staae Virkningen af en udvortes Indflydelse og en frygtelig Nabomagts Trudsler. Hans Majestæt maatte nødvendigen sammenligne den Grad af Indflydelse, der paa den Tid bestemte Kongen af Danmark til en Beslutning, der krænkede en positiv Forpligtelse, som først for et halvt Aar siden var indgangen, med den langt større Virkekraft, som Frankrige nu havde Midler til at give det samme Skræmsels Princip, da det saae Kongeriger kastede for sine Fødder, og havde hele Nationers Befolkning under sine Faner.
Faren var ikke heller mindre overhængende end vis. Den Armee, som var bestemt til et Indfald i Holsteen, var forsamlet paa det neutrale Hamburgs krænkede Grund. Og naar Holsteen først var besat, var Øen Sjælland i Frankriges Vold, og Danmarks Sømagt til dets Raadighed.
En britisk Magt kunde, det er sandt, have banet sig Vei til Østersøen, og for en Tid avet den danske Sømagts Bevægelser. Men den Aarstid nærmede sig, da denne Forsigtighedsregel vilde været uden Nytte, da Hans Majestæts Flaade maatte have forladt hiin Sø, og tilladt Frankrige i uforstyrret Sikkerhed at forøge sine Midler til et Angreb imod Hans Majestæts Besiddelser .
Dog, selv under disse Omstændigheder og i det Hs. Majestæt opfordrede Kongen af Danmark til at give den Satisfaction og den Sikkerhed, som H. M. var nødt at fordre, og i det Samme forlangte det eneste Pant, hvorved denne Sikkerhed kunde gives med nogen Virkning, - ledsagede H. M. dette Forlangende med at tilbyde enhver Betingelse, som kunde forlige det danske Hofs Interesse og Følelser med samme.
Det blev Danmark selv overladt at bestemme de Vilkaar og de Betingelser, som det maatte forlange.
Dersom Danmark frygtede for, at Overgivelsen af dets Flaade ville opvække Frankrigs Forbittrelse som en Føieligheds Handling, saa havde Hs. Majestæt i Beredskab en Krigsmagt af saa frygtelig Størrelse, at den selv i Frankrigs Øine maatte retfærdiggjøre enhver Eftergivenhed, i det den gjorde enhver Modstand aldeles unyttig.
Var Danmark virkeligen beredt paa at modstaae Frankrigs Forlangende og forsvare sin Uafhængighed, saa tilbød Hs. Majestæt sin Medvirkning til dets Forsvar- ved en Flaade, ved Tropper og Pengehjælp; end videre Garantie af dets europæiske Lande, og Sikkerhed for dets Colonial Besiddelser samt Forøgelsen deraf.
At Sværdet er bleven draget for at udføre en Foranstaltning, som var fornøden til at sikkre Hs. Majestæts Lande, maa Hs. Majestæt oprigtigen og bitterligen beklage. At Verdens Stilling og Omstændigheder ere saa, at de have krævet og retfærdiggjort de Forholdsregler til Selvforsvar, hvortil H. M. har fundet sig tvungen til at tage sin Tilflugt, er en Sandhed, som Samme dybt beklager, men hvorfor han ingen Deel er ansvarlig.
Hans Majestæt har længe fortsat en høist ulige Kamp af samvittighedsfuld Overbærelse imod uafladelig Vold og Undertrykkelse. Men denne Overbærelse har sine Grændser. Da den Plan aabenbart vedkjendtes og allerede var for langt fremrykket, til at fuldende de europæiske Magters Undertvingelse under en almindelig Anmasselse, og ved Skræk eller ved Magt at forene dem til et Forbund mod dette Kongeriges Sørettigheder og politiske Tilværelse, blev det nødvendigt for H. M. at forekomme et Systems Held, som ikke var mere farligt for Sammes egen Interesse, end for de Magters, som vare bestemte til at være Redskaber for dets Udførelse.
Det var paa Tide, at Virkningerne af den Frygt, som Frankrig har indgydet Verdens Nationer, skulde finde en Modvirkning i en Anstrengelse af Storbritanniens Magt, der blev fremkaldt af trængende Omstændigheder, og afmaalte efter Farens Storhed.
Uagtet Krigserklæringen fra den danske Regjerings Side, staaer det endnu til Danmark at bestemme, om Krigen mellem disse Nationer skal fortsættes. Hans Majestæt vil foretrække en fredelig Overeenskomst. Han attraaer ivrigen at stikke et Sværd i Skeden, som Samme saa ugjerne nødtes til at drage. Han er rede til at vise Danmark og Verden, at, ligesom han alene har handlet i Overbeviisning om hvad der skyldtes hans egne Landes Sikkerhed, ønsker han af ingen anden Bevæggrund, eller for noget andet Hensyn til Fordeel eller Forstørrelse, at drive de fiendtlige Forholdsregler over Grændserne af den Nødvendighed, som frembragte dem. Westminster den 25de Septbr. 1807.
Frå J. Aalls Erindringer,
s.598-600
05.01.2001 Tilrettelagt av Frode Ulvund