1745; De Fines beskrivelse over Stavanger Amt. (Om sjukdomar).
Line

14. De sygdomme, her fornemmes mest at regjere, er skjørbug, dog finner den gemene bonde paa fastlandet, som arbeider sterkt, sig ikke meget deraf inkommoderet; men undertiden grasserer her en saa kallet Landfarsot, som er en hidsig feber, og i de aar af misvext eller umodent korn indsniger sig og blodsot. Disse farlige sygdomme, naar de regjere, ere begge smitsomme, hvoraf og her i amtet 1740 og 1741 en stor del mennesker bortdøde, baade i blodsot, saa og i den saa kallet Landfarsot eller Hovedsot, thi hvor den indkom i et hus, inficerede den alle husets mennesker, og begynte i alle ledemoder og lemmer med smerte og pine, som koncentrerede omsider i hovedet, hvorover patienterne fantaserede sterkt. Den træffede paa underskedelige maader, en del laa stille og saasom udi dvale, hverken hørte eller sandsede, andre i deres raseri stode, op; var ej desbedre tilsyn, skulde de hverken skyet ild eller vand; andre havde saadan paroxysmus, at blodet flød dem baade igjennem munn og næse, og de, som overstridde med livet, kom sildig til deres forrige kræfter; disse 2ne sygdomme ere nu ganske ophørte. Men udi Ekersund og omkring paa landet finnes endnu en anden sort meget farlig og smitsom sygdom, hvoraf mange ere døde, kalles her Saltflod, brydende ud med bylder og slemme saar, desuden og angriber folk paa adskillige slags maader, nogle indvortes og andre udvortes, og gjør dem baade blinde og lamme, sætter sig i halsen, opæder baade næse, munn og ansigt, ja den er i saa mange grelle og maader, at her ingen egentlig ved, hvad samme svaghed er; men til denne farlige sygdom at kurere har hans kongelige majestet allernaadigst beskikket en provincialmedicus, der og har haft mange under kur. Ellers finnes paa Skutesnesøen nogle mennesker, som ere angrebne af spedalskhed, hvilken dag ikke fornemmes at være smitsom, og er det merkeligt, at den svaghed alt hos unge mennesker af begge kjøn i deres alder 20 å 24 aar mest yttrer sig, og ingen af dem lever over 40 aar. Skjørbug, flod, rosen, tannpine, øjensvaghed, tæring, vattersot og kræft ere især beboerne paa øerne ude mod havet ellers meget plaget af formedelst de idelig stormende vinde og den fugtige damp af havet. Ingen af samme svagheder ere smitsomme.
   Pest har her ikke været siden 1618, da den sterkt grasserede udi Ryfylke fogderi, hvilket den tids værende prest udi Hinderaa kall, ved navn Anders Kjeldsen Tybo, saaledes udi en trykt bog har beskrevet, at den 15 September har guds faderlige ris pestis udi dette aar l618 først ladet sin effekt her hos os og udretning se og te, hvilken gud naadelig formilde.

Henta frå: Norske magasin. Skrifter og optegnerlser angaaende Norge og forfattede efter Reformationen. Samlede og udgivne av N.Nicolaysen, tredje bind, Chra. 1870.

Line
10.08.1999 Tilrettelagt av Frode Ulvund