Gr. Undersaatterne i Agershus Stift, baade i Kiøbstæderne og paa Landet, have en særdeles Tynge og Besværing af den store Mængde ag modvillige, vanartige, stærke og fremmede Betlere, saavelsom af ulydige og gjenstridige Tjenestefolk, Løsgængere og dem, som sidde paa deres egen Haand, og ikke ville tjene for aarlig Kost og Løn, men efter deres Magelished alene ville lade sig leie dageviis, til Bondestandens og Landets Svækkelse.
<...>
Cap. I. Om Anstalternes Publication. Der skal strax i Stiftets Kirker af Præsterne paa Prædikestolene om Søndagen skee efterfølgende Tillysning og alvorlig Advarsel, hvilken , om fornødent gjøres, paa flere Søndage skal gjentages: 1] at alle fremmede Ledig- og Løsgængere, som ei have rigtig Pas, skal forføie sig til deres rette Hjem, eller de og Andre, som have hjemme i det Sogn, hvor de sig opholde, strax eller til næstkommende Paaske søge Tjeneste, efterdi det vorder Ingen tilladt, at hendrive deres Tid i Ørkesløshed, at sidde paa egen Haand og lade sig leie i Dagetal, men de skal Alle forsyne sig efterdags med slig aarlig Tjeneste; 2] alle fremmede rette Betlere, som ei formedelst Alderdom og Svaghed kan fortjene deres Underholdning, og ei paa det Sted eller i det Sogn, hvor de findes, have havt deres Hjem eller Tilhold i to Aar, skal forføie sig til deres Fødested, hvor de ere komne fra, hvilket og bør være deres rette Blivested for tilkommende Tid, at der sammesteds kan vorde gjort Anstalt til deres Underholdning; men de, som tilhøre Sognet, og de, som der have opholdet sig i to Aar, søgt Kirken og Herrens Alter sammesteds, skal ansees for Sognets Almisse-Lemmer, og skal strax anmelde sig hos Magistraten og de Fattiges Forstandere i Kiøbstæderne, samt hos Lensmændene og Præsternes Medhjælpere paa Landet, hvilke, efter at de nøie have undersøgt Enhvers Beskaffenhed og Tilstand, skal anregne dem, som de ansee at være rette Fattige; under hvilke alene de skal forstaaes, som formedelst Alderdom, Svaghed og Skrøbelighed ei kan arbeide; men dem, som de skjønne ei at burde have Almisse, skal de formane og advare, at de enten indfæste sig til næstfølgende Paaske at tjene for aarlig Kost og Løn, eller søge en lovlig Næringsmaade, efterdi det hverken skal være dem tilladt fra den Tid at betle, eller maae vente sig Almisse af Sognet som Fattige. Stærke, friske og arbeidsføre Betlere, baade Fremmede, saa og de der i to Aar eller og stedse have opholdet sig i Sognet, som ei forføie sig til deres Hjem, eller have ikke antaget Tjeneste, som før ommeldt, til førstkommende Paaske, eller ikke bruge anden lovlig Næring, skal, hvor de findes, paagribes, anholdes og føres til Stiftets Tugthuus i Christiania til Arbeide, efterdi alt Betleri over hele Stiftet til den Tid skal være affskaffet; iligemaade skal det forholdes med alle Ledig- og Løsgængere, som ei paa samme Tid ere i virkelig aarlig Tjeneste eller daglig bruge Haandverk.
<...>
Cap.II., 
    § 6. Lensmændene skal forfatte Mandtaller, eet til Sognepræsterne og eet til Fogderne. I det til Fogderne skal de tilføie deres Forklaring og Betænkende, hvilke de holde for at være rette Almisse-Lemmer, paa det at Fogderne, efter Sognenes Størrelse og Beboernes Vilkaar, kan gjøre et ongefærligt Overslag, enten de kan føde deres egne Fattige, eller nogle af dem skal inddeles i de større og mere formuende Sogne i Fogderiet; hvorefter de skal træde sammen med Provsterne og Sognepræsterne, og lade sammenkalde alle de i Mandtallerne navngivne Betlere sogneviis, og, naar de, i Lensmændenes og Præsternes Medhjælperes Overværelse, have undersøgt deres Tilstand, Levemaade og Omstændigheder, skal de fastsætte efter §§ 2, 3 og 5, hvem der bør være de rette Fattige, nemnlig de, som formedelst Mangel af Paarørende, der ikke kunne eller ville modtage dem, af Alderdom, Skrøbelighed eller Ungdom, ei kan bekomme eller fortjene deres Levebrød, men behøve dertil Andres Hjælp.<...>
    §7. Da det er ikke at vente, at det Slags i § 1 ommeldte Fattige i Begyndelsen kan vorde forflegede paa Landet paa den Maade som i Kjøbstæderne, saa skal dertil i Fremtiden, naar de Fattiges Væsen nogenlunde er kommet i Stand, gjøres de fornødne Anstalter; thi skal disse, ligesaavel som Sognens andre rette Fattige, deles imellem Almuen i visse Lægder, hvorfra ingen Gaardsmand maa befries. Denne Inddeling skal aarlig forandres, ligesom Beboerne kan blive mere eller mindre formuende og de Fattiges Tal kan aftage eller tilvoxe. Skulde et Sogn være uformuende, eller bestaae af saa faa Beboere, at det ikke kan underholde sine egne Fattige, maae de inddeles i Fogderiets større Sogne, saa at alle dets Fattige faae deri deres Lægder i hvilke de, uden Omløben eller Betlen, kan faae deres Underholdning og Klæder. Hvor mange Bønder der skal henlægges til een Fattig, kan ikke foreskrives, men derved skal hans slette og bedre Tilstand, samt Bondens Evne, og ei hans Gaards Størrelse eller Godhed, iagttages. Lægderne skal af Provsterne og alle de andre i § 6 ommeldte Personer, i Almuens Overværelse, reguleres til de Fattiges Underholdning. Derefter skal Lægdsbønderne innbyrdes forene sig og gjøre vis Aftale, enten den Fattige skal stedse være hos Een af dem, til hvilken de Andre ugentlig eller maanedlig kan hensende deres Tilæg, eller og Enhver af dem vil have ham hos sig saa lang en Tid, som det kan tilkomme dem; hvad bliver sluttet, skal føres til Bogs og ubrødelig efterleves. De Fattige skal gjøre hvad Slags Huusgjerning de kan, efter deres Evne og Tilstand, hvormed Lægdet ikke maa overilde dem, eller paalægge dem større eller andet Arbeide, end de kan forrette.<...>