Udi denne hedrovelige Tilstand, som disse Grændser, min Menighed og mit Hus er overgaaet, søger jeg mig en Trøst deri, at jeg for Deres Høiærværdighed kan klare og fremlægge min Nød. Da vi her meente at være fri, besynderlig Fienden lod tilsyne som han ganske vilde qvittere det hele Land, fandt vi os i disse Egne ganske oversvemmet. I Særdeleshed maa min arme lille Menighed, der allerede forhen i Vinter ved General Mørners Tropper i 5 Dage blev besøgt (at jeg ikke skal lale om den Travail, de ved Fæstningen her have været undergivet) nu fornemme, at de ikke have faaet Fiender, men Mordbrændere og Røvere over sig; thi forleden Onsdag for Christi-Himlllelfarts-Dag faldt de ind i Borge Sogn og strax brændle 5 1/2 fulde Gaarde, desforuden adskillige Pladser, blandt hvilke baade en Del mine Landbønder og min fattige Klokker har lidt en ubodelig Skade. Bønderne havde udi dette Sogn alllerede i Vinter mistet 85 Heste, Halvdelen af deres Havre, al Hø og Halm, saavelsom og en stor Del Kvæg; nu har Fienden taget altsammen reent bort. Jeg blev endda paa min Gaard, at jeg ikke skulde synes af nogen Opiniatreté at ville tvivle paa den Consideratioll, den fiendtlige Konge har lovet at ville bære for Geistligheden; men som mine Folk ved min Gaard blev overfalden, dennem 6 Heste aftvungen, mine ved Gaarden værende Tjeneste-Kvindfolk afklædte, i min Nærværelse min Mad og Levnetsmidler mig fratagne, blev jeg arme Menneske nødt til at søge andre Raad, og endskjønt det var mit Forsæt ei af Sleden at undvige, men heller hos min Menighed taalmodig at udstaae baade Hunger, Vold og Tvang, saa dog som jeg fornam mig af min Menighed ganske forladt, idet Mand af Huse sig til Frederiksstad retirerede, og sig intet efterlod uden de ledige Gaarde og aabne Døre; mig var berøvet det, jeg skulde leve af, og ei mindste Smule levnet til at stikke i min Mund; min Samvittighed og udfordrede, at jeg burde holde mig til min Menighed, ikke just hvor deres Huse og Jorder, men hvor deres Sjæle vare; Fienden som var paa min Gaard antydede, at Kongen af Sverige havde resolveret ingen Præst nogen Naade mere at bevise end andre; jeg havde og allerede hørt den vederstyggelige Omgang i min Sviger-Faders Hr. Hans Iversens Hus paa Marker, saa og den ynkeelig Medhandling vores gode Provst Hr. Peter Rumohr var overgaaen, som ubarmhjertig blev slæbt af sin Gaard udi sine Underklæder, sat foruden Sadel paa en tør Skindmær, og udi fuldt Galoup til det fiendtlige Hovedqvarteer bortført, hvor han endnu, saavidt man veed, maa være, om han ikke lige til Sverige alt er transporteret; tilmed jeg mig intet godt, men mere Tvang end andre ventede, en Del, fordi jeg ikke har villet publicere deres Contributions-plakater, som Grev Aschenberg mig ved en egen Missive under store Trudsler vilde imponere, og denne Menighed derfor ved min Nægtelse entholdt sig fra at betale, en Del, fordi Fienden vel vidste, at jeg i 3 Aars Tid har været udi General-Lieutenantens Hus, og der ved Pennen et og andet betroet, fandt jeg det for raadeligst, for min Menighed gavnligst og for mig sikrest at følge mine fordrevne Tilhørere efter, og Nattetider forbi Fiendens Vagter hid til Byen mig at retirere; ladende saa alting, hvad jeg paa min Gaard eiede, udi Stikken, hvoraf jeg ikke har mere bjerget end 3 á 4 Kister, som i Vinter bleve indførte, og mit voxne Fæ; udi Tanke jeg heller vilde miste mine Midler, end være uden Tilhørere og lægge mig frivillig under Fiendens Disposition, og med det samme underkaste mig al den Mistanke, der bæres over en og anden Hjemmeværende.
Siden min Bortreise hører jeg daglig hvad Niddings- og mere end Fiendes Værk paa min Gaard er bleven forøvet, Korn, Havre, Meel, Malt og alle levende Kreature bortførte, lakerede Skabe og Borde, Engelske og Kjonehavns Stole, Døre og Laase og al Træfang sønderhuggen, Blodet af hvad de har slagtet omkring Væggene stænket, Vinduerne indskudte, Gulvene opbrudte. Enfin paa min Gaard eier jeg nu ikke til 4 sk. Værdi, og om de ei til Slutning vil afbrænde Husene, skeer det vel for intet andet, end at Ievne et Tegn af deres barbariske og bestiske Adfærd. Og synes han nu for intet andet at have ligget udi disse 3 Sogner, Borge, Skjeberg og Berg, end at hindre, at ikke en Mand skulde faa et Korn udi Jorden. Tienden for forleden Aar gik en stor Del forloren i Vinter, Paaskeofferet var slet, Pindseofferet ei en Skilling, Præstegaarden og det hele Sogn ligger usaaet, saa Tiende og Avling i dette Aar ei bliver en Skjæppe, Landbønderne ruinerede, i dette Aar maa vi sætte os i Gjeld for vor Underholdning, og; næstkommende Aar baade for Sædekorn og Føde, saa jeg er i min nylige Tiltrædelse til kaldet, da jeg endnu ikke har betalt min Gjæld, bleven med Kone og Børn en ruineret Mand. Dog setter jeg mit Haab til Gud, som midt udi sin Vrede dog lænker paa Naade og hjælper til sin store Ære, naar menneskelige Øine ingen Udvei seer. Imidlertid prædiker jeg her i Byen og ved Gleminge for min Menighed, døber her deres Børnl og begraver deres Døde, og besøger den fattige Almue, som enten her i Byen ligger eller paa Kragerø og Rolfsø med deres Kvæg af Amtmanden er indkvarteret. Det staar til Gud, om vi nu her blive sikrere. Gud forbyde, at Fienden nu mere over Glommen skulde trænge sig, og naadelig afvende al Ulykke fra Deres Høiærværdigheds Hus, saa haaber jeg med Tiden endnu næst Gud at nyde nogen Trøst af D. H.heds. faderige Godhed, der jeg med underdanig Veneration forbliver
Høiædle og høiærv. Hr. Biskops allerydmygste Tjener
Frederiksstad d. 3 Junii
1716.
Johan Cold.
Brev frå presten Johan
Cold til biskop B.Deicman.
Her henta frå Norske
samlinger, første bind, Chra 1852, s.396-399
10.08.1999 Tilrettelagt av Frode Ulvund