1. Statholder Gyldenløves Forslag af 2 Januar 1693.
<...>
Allerunderdanigste Memorial og Forestilling.

Som man udi fredelig Tilstand maa være betænkt paa, hvorledes man sig udi Krigstider kunde bestaa, helst efterdi ei kan vides, hvorlænge den første kan vare, og hvor snart den anden enten fra den ene eller anden Side begyndes, hvortil de ilde Intentionerede des før skulde resolvere, naar de kunde finde en ond indvortes Consistence og Disposition, da, sligt udi Norges Rige, om hvis Tarv jeg alene noget vil melde, at forekomme, haver jeg understaaet mig at opsætte nogle af mine ringe og uforgribelige velmente Tanker.
    Dette maa jeg preferablement anføre, at udi Norge er det civil og militair Vesen aldeles meleret og med hinanden beblandet, saa at det ene underholder det andet, og differerer denne Regjering saa meget mod andre, at den der bestaar udi Bonden og af hannem mainteneres, hvilket alle Landkyndige vel kunne vidne, og de, som kjende Norge og Indbyggernes Natur, maa uden al Tvivl bekjende, at det er en heel villig brav og trofast Nation, som maaske ikke haver mange Lige i Verden. Thi hvor findes saadant et Folk, som skatter og skylder af deres yderste Evne, underholder, og derhos gaar selv for Soldater, fremgiver til Kongens Tjeneste og Landsens Defension baade til Lands og Vands deres Kjød og Blod, nemlig deres Sønner, Brødre, Slægt og Venner, uden at nyde derfor det allerringeste? Man haver mange Exempler, at en Fader haver mist udi Kongens Tjeneste 2, 3 og flere Sønner, hvoraf nogle ere blevne slagne af Fienden, andre omkomne af den Krigen medførende Misere, og de, som endeligen ere bleven beholdne, ere hjemkomne enten Krøblinger eller ganske udslæbede. Hvilket med videre Omstændigheder kunde demonstreres, dersom det baade udi forrige og nuværende Tider ikke noksom var bekjendt.
    Vel er det sandt, et Sverrigs Nationalmilice næsten paa samme Fod er indrettet, mens Forskjellen bestaar derudi, at en Soldat der, foruden sit anviste Lægd, og hvis han ellers selv kan fortjene, nyder aarligen ni Sletdaler; tilmed ere Lægderne folkerigere og af ulige større Skyld og bedre Vilkaar, end som udi Norge, saa at et Lægd er mægtigt til at give fra 60 til 80 Sletdaler og mere til en Karl paa Haanden, som vil gaa og tjene for Lægdet. Hvilket udi Norge for Lægdernes Ringheds Skyld ikke flndes practicabel.
    Saalænge den store hollandske og engelske Fart haver været udi Gang, Skovene udi Overflødighed og nær ved Haanden, Hugsten fri og ulimiteret, og Bonden kunde sælge sin Last og derved baade for Kjørsel og i andre Maader fortjene noget, haver de fleste behjulpet sig og for deres Føde stræbet. Mens nuomstunder, der Skovene ere udhugne og Næringen Syndenfjelds formedelst Fartens og Trælasthandelens Ringheds Skyld aftaget haver, Saltet er udi høi Pris og Fiskeriet Nordenfjelds haver slaget fejl, saa er for den fattige Almue nu lidet eller intet at fortjene.
    Avlingen, som paa nogen Tid haver været heel slet (dette Aar paa en Deel Steder undtagen), er udi Norge mange Vanskeligheder undergiven, derforuden paa de fleste Steder saa ringe, at mange ved Juletider maa enten kjøbe Brødkorn, eller, naar de ikke haver Evne dertil, æde Barkebrød. Og enddog de Bønder, som bo ved Søkanten Syndenfjelds, kunde have den Bekvemmelighed at tilforhandle sig noget Mel og Korn af frernmede mod en eller anden Smaalast, saa er det dennem dog baade forbuden og derhos saa høj Told derpaa lagt, at de derfra afskrækkes.
    Af hvis nu meldt er, som ikkun korteligen er forebragt, kunne og de, som udi denne haarde og skarpe Egn, ere ubekjendte, noksommeligen skjønne om Norges Indbyggeres slette Vilkaar.
    Om deres Troskab og Mandighed melder de gamleHistorier vidtløfteligen. Til en Prøve deraf kunde og nogle friske Exempler anfores, og deriblandt, at omendskjønt Naboerne udi den Fejde udi 1658 og 1659 med største Gevalt og Krigsmagt have søgt det dennem saa considerabel værende og belejligt liggende Rige sig at tildrage, og med sær List disse tro og Iydhjertige Folk med mange Løfter af store Friheder formedelst udspredte Patenter og Skrifter at corrumpere, saa haver dog alt dette dennem mere til Modstand animeret, end til Vankelmodighed kunnet persvadere.
    De haver og nu udi den sidste Fejde af yderste Kræfter gjerne og villigen contribueret, samt ved alle Occasioner vovet og opsat deres Blod og Liv, baade efter den allerunderdanigste Devotion, som de bære til Hans Kongelige Majestet, saa og særdeles beteet en stor Iver til de frarevne Provincers Reecperation.
    Om nu et Menneske kan være modig, saalænge han haver Ophold for sig og sine, saa mistrøstige skulde de derimod kunne blive, som burde forskaffe Andres Nødtørft og selv intet have.
    Ifald de nordiske Kroner, som før er meldt, kunde komme til at bryde med hverandre, da vilde uden Tvivl Sveriges Henseende falde mest paa Norge, hvis Situation ligger som en Halvmaane ved Sverige, og derfor kan attaqveres henved 100 Mile fra Landsiden, havende baade deres eget folkerige Land og Magazinerne paa Ryggen, som Norge udi Mandskab og Magt mere end tredobbelt er overlegen.
    Som det nu vel synes, at Norge formedelst egne Kræfter maa mainteneres, saa vil det og ankomme paa Indbyggernes Vilkaar, Affection og Villighed. Hvorfor uforgribeligen højt fornøden eragtes, at man i Tide tænker paa, hvorledes samme Troskab og Villighed i saa Maade bestyrkes og vedligeholdes kunde; thi hvor gode og stærke Fæstningerne endog monne være, og ydermere forbedres kunne, saa kan dog ingen vigoureuse Resistence forvæntes, naar Besætningen og de, som dennem skulle secondere, ikke ere standfaste og af godt Mod, Villie og Inclination, mens derimod mistrostige, og det kunde være dennem indifferent, hvorledes det tilgik.
<...>
Stathaldar Gyldenløves forslag til lettingar for allmugen i Norge 2.januar 1693.

Her henta frå: Norske samlinger, første bind, Chra 1852, s.549-552