Gr. Eftersom Kjøbstædernes Indbyggere i Norge lade andrage, at dem imod Kongl. Benaadning skee Indpas: da, paa det Borgerskabet ved denne Arve-Regjering kan komme paa Fode, har Kongen ladet efterskrevne Artikler forfatte, hvorefter alle Vedkommende sig kan have at rette:
§ 1. At de Haandværksfolk, som ikke nødvendig på Landet behøves, og Landsloven ei tillader, skal flytte til Kjøbstæderne; men hvad Vertshuse paa Landet er anbelangende, som ligge noget vidt fra Kjøbstæderne, skal til reisende Mænds Nødvendighed forblive.
§ 2. Trælast-handelen skal for Borgerskabet alene forblive; dog at ingen for vidt fra Kjøbstæderne boende skal derved være betvungen sin Last did at føre, men Borgerskabet ved deres Factorer, paa de vidt afliggende Steder, Lasten skal lade kjøbe, og Eiermændene saa billig Værd derfor give, saa ingen i ringeste Maader derover skal have Føie at klage: og skal Kjøbstæderne providere dem, som paa Landet boe, med al Fornødenhed, for billig Betalning, saa at dem Intet til deres Ophold og anden fornøden Udgift kunde mangle, saa vidt de for deres Lasts Salg kunde bringe til Veie.
§3. Ingen, som Varer fra Landet til Marked ud til Kjøbstæderne fører, skal sig under høieste Straf tilfordriste, samme Varer andensteds i Byerne, end paa Torvet, efter Landsloven til Enhvers Kjøb i Alminnelighed at sælge.
§ 4. Alle fremmede Kjøbmænd, som sig hidentil udi Landet Aaret igjennem have opholdt, til at udprange deres Varer udi Smaapluk, skal herefter være forbudet længere der at forblive, end de Skibe, med hvilke de til Landet ankomme, der ere, og imidlertid deres medhavendes Varer ikke at sælge kjøbmandsviis og udi Stykke-Tal.
§ 5. Den, som noget Huus udi Kjøbstæderne eier og deri boer, bør billigen at betale den Contribution, som paa Gaardene og Husene egentlig er lagt; men den deri boer og Gaarden leiet haver, contribuerer efter sin Næring; men de, som nogen øde Pladse have i nogen Bye, skal være tiltænkte dem at opbygge, eller afhænde til dem, som bemeldte Pladse inden 6 Aar kjøbe ville, saafremt de ikke skal være forfaldne Kongen og Byen til lige Dele; dog ikke meent de Byer, som nyligen at Ildebrand ere beskadigede, hvilke Pladse til Kongens Befalingsmænd eller næste Nabo for billig Betaling først skal tilbydes.
§ 6. Kongens Byfogd i Fiscalens Sted skal tilbørligen tale paa hvis som begaaes imod ulovlig Handel og Privilegier, saa at Enhver for sine tilbørlige Dommere søges, og Bøderne, som der falde, udgives efter de derom paabudne Forordninger.
§ 7. Borgermesters og Raads Domme skulle inden 2 Aar efter deres Afsigt for deres Overdommer indstevnes, eller siden at blive ved Magt og upaatalte.
§ 8. Naar nogen Udenbys Borgerskabs Arve-Skifte forrettes, da skal Byfogden, Byskriveren og forordnede Middel af de Kjøbstæder, under hvis Privilegier de ere, det forrette, eftersom Borgermester og Raad skal svare for de Umyndige, som efterlades. Iligemaade skal og de Borgere, som bevilges uden Byerne at boe, udi levende Live og tiltales for Borgermester og Raad der sammesteds.
§ 9. Byfogden skal herefter ligesom i Danmark dømme i smaae Sager, og forsvare deres Domme for Borgermester og Raad hver i sin Kjøbstad.
§ 10. Og paa det at Byerne kan have noget vist at rette sig etfer, bevilges og tillades hermed, at den danske Stads-Ret maa i Byerne bruges, indtil Kongen derom anden Anordning lade gjøre.
§ 11. Den Forordning, som anno 1558 om Stoddere og Betlere udgangen er, skal indtil videre Anordning tilbørlig holdes. Dog vil Kongen Sig Selv have forbeholdt, disse foreskrevne Punkter og Artikler efter Tidernes Leilighed, at forandre som Han selv Naadigst for godt befinder.
10.08.1999 Tilrettelagt av Frode Ulvund