1661 24 Juni. Privilegier for den Geistlige Stand

Av Frederik  bevilges,

Og derfor den Geistlige Stand især, paa deres underdanigste Ansøgning
og Begjering, efterfølgende Privilegier naadigst givet og bevilget:

§1 Hvis Kongen herefter hos Geistligheden vil have udrettet, skal ved Bisperne, og
særdeles hos Enhver udi sit Stift directe ester Kongens egen naadigste Ordre,
og ikle ved Lehnsmændene eller deres Fuldmægtige, forrettes.
§ 2. Dersom saa skede, at Nogen herefter een eller flere Bøndergaarde skulde ned-
bryde, Jorden til Avls- eller Lade-Gaarde at bruge, eller og Avlsgaarde at
oprette, da skal dog Geistligheden eller Kirkerne deraf, saavelsom Kongen selv,
eller dem, hvilke Kronens Anpart Tiender efter sær Benaading kan have at
oppebære, Tienderne og tilbørlig Rettighed være forbeholden, saa at dem
deres aarlige Indkomst uforkrærnket forbliver. Og hvis Bøndergaarde før
denne Tid ere lagte under Avlsgaarde, eller deraf Sædegaarde oprettede, der
om vil Kongen gjøre sær Anordning, hvorledes dermed skal forholdes.
§3. Jus Patronatus til nogen Kirke skal efter denne Dag Ingen tilstædes, uden
dem, som Kongen dertil naadigst privilegeret haver, eller i Fremtiden privi
legerendes vorder. Dog at Enhver, som saadan Jus Patronatus haver eller
bekommer, sine underhavende Kirker forsvarligen vedligeholder, saafremt han
saadan Høihed og Benaading ikke vil have forbrudt.
§ 4. Af synderlig Naade bevilges og tillades ogsaa hermed, at enhver Præst sig maa tilfor-
handle den Præstegaards Bygning, som han og boer udi, og derom med Kon-
gens dertil Deputerede accordere; og skal hans Successor udi Kaldet betale
hans Arvinger samme Bygning og dens Forbedring efter 2 næste Præsters og
2 bedste Sognemænds Vurdering, dog saa at Vurderingen sig ikke strækker
over 500 Slettedaler.

§5. Præste- og Annex-Gaarde, samt hvis der er
lagt Noget ad mensam, maae Præsterne herefter nyde, saasom de dem af
Arilds Tid med Rette nydt have; men hvis kan bevises, Noget deraf med
Uret at være bortkommet, skal det dem restitueres.

§6. Og, eftersom Præsterne udi Recessen og sær Forordninger, endog Forseelsen er heel ringe,
med haarde Straffe trues, da vil Kongen saadan Straf, om nogen Prærst sig
af mennesielig Skrøbelighed udi sit Embede saaledes skulde forsert, efter Cir-
cumstancernes Beskaffenhed og Enhvers forrige Levnet og Skikkelighed her
efter naadigst mitigere og forlindre, ei paatvivlende, at enhver af dem sig
jo sin Stand og Embede noksom erindrer, og denne Kongelige Mildhed og
Naade ikke misbruger.

§7. Og dersom nogen Præst skulde blive til
dømt, nogen Bøder at udgive, da vil Kongen samme Bøder til fattige Præ-

ste-enker have naadigst bevilget og forundt, i hvo og Jus Patronatus kun-
de tilhøre.

§8. Sædedegne paa Landsbyerne skal Boliger udvises saa
ledes, at de derudi kan holde Skole til Ungdommens Underviisning og Lære.

§9. Og skal Kirkerne herefter selv nyde deres Anpart Tiende ; og naar
Kirkernes Tiender vorde ledige, da skal de bortfæstes til dem, som meest ville

give, dog at Sognemændene blive der nærmest til, om de ville give saa me

get som nogen Anden.

§ 10. Hvis og nogen Kirke af Indkomsters
Mangel forfalder, og ikke nødtørftig vedlige kan holdes, eller nogen Præst
for Kaldets Ringheds Skyld ikke kan have sin nedtørftige Underholdning, da
vil Kongen, naar Han underdanigst derom besøges, om dets Leilighed lade
forfare, og derefter nodtørftelig lade forsyne.

§ 11. Naar nogen Præst ved Døden afgaaer, da skal hans Provst med 2 Præster i samme Herred, eller
om Provsten selv var død eller forhindret, da i hans Sted en anden Præst
af samme Herred, være over Skiftet, og efter Lov og Ret dermed forfare.

§12. For Liigprædiken, som paa Landsbyerne af Præsterne at holdes be-
gjeres, maae de annamme, hvis de Interesserede dem godvilligen give vil. Og
vil Kongen naadigst, at Præsterne skal herefter være frie for al Indqvartering;
ei tvivlendes, at de, deres Børn og Efterkommere saadan forbliver.