1. At de forne nyfundne Kobberverk udi fore Gudbrandsdalen med behøvelige Bergfolk, Mestere og Svende maa lade optage, fundere, ansætte, arbeide, continuere, drive og underholde med Gruber, Smeltehytter, Dæmninger, Hammermøller og andre Huse og det for dennem og deres Arvinger nyde, bruge og beholde, saa længe de det tilbørligen og forsvarligen efter Bergverks sedvanlige Maneer bruger og vedligeholder.
2. Dersom de og herefter udi forne Gudbrandsdalen andre Kobber-, Svovl- eller Vtriol-Verker kunde efter Formodning opsøge, begynde og udi Verk sætte (dog at ingen anden af dennem hindres eller formenes paa forne Steder Erts at opsøge og optage), maa de det frit og uformeent gjøre og det med lige Privilegier, som forberørt, drive og fortsætte.
3. Vore og Kronens Bønder skal dog for al Arbeide til samme Verk ganske være forskaanet, uden saa er, at de godvilligen og for nøiagtig Betaling sig dertil ville bruge og bekvemme lade.
4. Og paa det forne Participanter desto bedre samme Verk udi fuld Svang kunne frembringe og fulddrive, have vi naadigst for godt anseet saa og dennem hermed bevilge og tillade, at de paa 4 Aars Tid, Tiden beregnet fra Michelsdag udi nærværende Aar 1642 og indtil Aarsdagen igjen, naar vi 1646 skrivendes vorder, alt det Kobber, som de paa forne Steder erobre kan, fri uden al Tiende maa nyde og beholde, dog vores Tolds Rettighed, nemlig 1 Rigsdaler af hvert Skippund, undtagen og os udi forne 4 Aar og ellers altid forbeholden; naar forne 4 Aar ere forløben, skulle Participanterne strax være tiltænkt udaf alt det Kobber, som af dennem kan erobres og erverbes, at give os aarligen den tiende Part udi godt Garkobber og det ved Smeltehytterne strax at betale og erlægge.
5. Dersom de og nogen Svovl, Vitriol eller anden Erts findendes eller optagendes vorder, skal de i lige Maade deraf, vores Told [og] Rettighed, som forberørt, os altid forbeholden, give os den tiende Part.
6. Alle de, som bruges hos samme Verk og til des Fortsættelse gjøre nogen Arbeid, skal være fri og forskaanet for al Skat og Udskrivelse.
7. Participanterne maa og fri og uformeent saa meget Proviant, Vivres og anden Underholdning, som de til samme Bergfolks Fornødenhed meest kunne behøve, did lade henføre uden nogen Told og Rettighed; dog maa de under denne Prætext ingen andre Kjøbmandsvare til Underslæb did bringe under høieste Straf saa og deres Vares og Gods's Confiscation og Fortabelse.
8. Videre er dennem til forne Verks bedre Brug og Fortsættelse saa megen Veed forundt, som de til deres Brænde, Grubers og Hytters Bygning kunne behøve, dog at de sig det af Bønderne eller andre, som deromtrindt Skove haver, for billig og nøiagtig Betaling skal tilforhandle; dersom saa meget, som de dertil behøver, og deromtrindt ikke kan tilveiebringes hos Bønder eller andre, maa de det paa Kronens Skove bekomme, dog udi saa Maade, at det dennem først ved vores Statholders Ordre og hans Betjente skal udvises og han paa vore Vegne strax derfor betales og fornøies efter den Priis, forne vores Statholder dennem derpaa sætter.
9. I lige Maade skal de betale Bønderne, som de til Verket bruge, for al deres Arbeide og Besværing, saa at Bønderne ikke skulle have Aarsag til Klagemaal eller med dennem noget fortages, hvorved de imod deres Villie skulle lide Skade eller Tvang; dog dersom Bønderne af Mutvillie ikke ville sig tilforstaa for Penge og god Betaling forne Participanter med Arbeid og fornøden Veed af deres Skove at undsætte og til Hjælp komme, skal vores Statholder, naar det hannem tilkjendegives, gjøre den Anordning, som billigst og gavnligst kan eragtes.
10. Participanterne maa ingen Steder og Pladser, som de til Smeltehytter og deres Vaaninger at ordne og opbygge behøve, saa vel som Løb af Fosser og Vand nogen, det være sig Kronen, Adelen eller Bonden, til Skade eller Præjudice optage eller bruge; skal dog dennem være uformeent Pladser og Vand, hvor det ingen er præjudicerlig, at bruge, nyde og beholde.
11. Saafremt forne Participanter og 3 eller 4 Bøndergaarde deromtrindt kunne behøve, deres Heste og andet derpaa at sætte og underholde, skal det dennem være tilladt med Bønderne, som dennem nu besidder, derom at handle, og dersom de med Bøndernes Minde forne Gaarde kunne erlange, skal de dog den aarlige og sedvanlige Afgift enhver, som den med Rette bør, til rette Tide at erstatte og fornøie være tiltænkt.
12. Udaf alt det Kobber, som erobres foruden vores Tiende,skal de os saadan Anpart at tilbyde og oplade, dog for billig Priis og Markeds Gang, som vi aarligen kunne behøve, være forpligt og forbunden, saa at de til ingen fremmed, som det af Riget forfører, noget deraf selger, førend vi ved vores Statholder dennem forstendiger, hvor meget til vores Brug skal indeholdes og forvares, hvilket de og paa en vis Tid om Aaret, nemlig naar de deres Tiende af hvis kobber, de erobret, betaler og erlægger, skal faa at vide, og saa strax for det, vi beholdendes vorder, efter Markeds Gang content betales; dersom de og til samme Tid ikke af vores Statholder derom advarendes vorder, maa de det ubehindret, til hvem dennem lyster, selge og udskibe, dog vores Told, som forberørt, os altid forbeholden.
13. Naar de forne Verk saaledes driver og udi Verk sætter, at vi maa kjende og erfare, dennem ingen Umag eller Bekostning at have sparet, ville vi dennem, dersom nogen anden Privilegier til samme Verks bedre Fortsættelse billigen kunne behøves, naadigst dermed betænke.
14. Forne Participanter skulle strax og saa snart, meest muligt, saafremt de disse vores naadigste Privilegier agter at nyde og beholde, forne Verk angribe, begynde og det uden nogen Forsømmelse og Ophold fortsætte, som de det for os agter at forsvare og denne vores Benaading udi alle sine Punkter, Clausuler og Artikler dennem forbinder, under forne Privilegiers Fortabelse.
Kjøbenhavn 28 Mai 1642.
NRR VIII, s. 203-206
10.08.1999 Tilrettelagt av Frode Ulvund