"Hans Majestæt skylder
sig selv og Europa en aaben Fremstilling af de Bevæggrunde, som have
foranlediget hans seneste Forholdsregler i Ostersøen.
Hans Majestæt
har udsat denne Forklaring ene i Haab om en fredeligere Overeenskomst med
Hoffet i Danmark, hvilken det var Hans Majestæts inderligste Ønske
og første Bestræbelse at opnaae, for hvilken han var rede
til at gjøre store Anstrengelser og store Offere, og som han aldrig
tabte af Sigte, endog i det meest afgjørende Fiendtligheds Øieblik.
Hvor dybt endog
Hans Majestæt har følt sig skuffet i dette Haab, har han dog
den Trøst, at ingen Anstrengelse fra hans Side har været sparet
for at tilveiebringe et modsat Resultat. Men i det han beklager den grusomme
Nødvendighed, som har tvunget ham til at tage sin Tilflugt til fiendtlige
Handlinger mod en Nation, med hvilken det var Hans Majestæts alvorligste
Attraa at indgaae en Forbindelse til fælles Tarv og Alliance, føler
Hans Majestæt tillidsfuld, at Retfærdiggjørelsen for
Sammes Forhold vil findes i en uundgaaelig Pligts Bydende, der for en Fyrste
overgaaer alle en Souverains øvrige Forpligtelser, den Pligt nemlig
at sørge, medens der endnu er Tid, for sit Folks umiddelbare Sikkerhed.
Men Hans Majestæt
kunde ikke undlade at drage sig til Minde, at da det danske Hof, ved Enden
af den forrige Krig, indlod sig i et fiendtligt Forbund mod Storbritannien,
grundede dets Reffærdiggjørelse, fordi det saa uforsvarligen
krænkede en Neutralitet, som Hans Majestæt aldrig havde ophørt
at respectere, sig paa dets Uformuenhed til at mod staae Virkningen af
en udvortes Indflydelse og en frygtelig Nabomagts Trudsler. Hans Majestæt
maatte nødvendigen sammenligne den Grad af Indflydelse, der paa
den Tid bestemte Kongen af Danmark til en Beslutning, der krænkede
en positiv Forpligtelse, som først for et halvt Aar siden var indgangen,
med den langt større Virkekraft, som Frankrige nu havde Midler til
at give det samme Skræmsels Princip, da det saae Kongeriger kastede
for sine Fødder, og havde hele Nationers Befolkning under sine Faner.
Faren var ikke
heller mindre overhængende end vis. Den Armee, som var bestemt til
et Indfald i Holsteen, var forsamlet paa det neutrale Hamburgs krænkede
Grund. Og naar Holsteen først var besat, var Øen Sjælland
i Frankriges Vold, og Danmarks Sømagt til dets Raadighed.
En britisk
Magt kunde, det er sandt, have banet sig Vei til Østersøen,
og for en Tid avet den danske Sømagts Bevægelser. Men den
Aarstid nærmede sig, da denne Forsigtighedsregel vilde været
uden Nytte, da Hans Majestæts Flaade maatte have forladt hiin Sø,
og tilladt Frankrige i uforstyrret Sikkerhed at forøge sine Midler
til et Angreb imod Hans Majestæts Besiddelser .
Dog, selv under
disse Omstændigheder og i det Hs. Majestæt opfordrede Kongen
af Danmark til at give den Satisfaction og den Sikkerhed, som H. M. var
nødt at fordre, og i det Samme forlangte det eneste Pant, hvorved
denne Sikkerhed kunde gives med nogen Virkning, - ledsagede H. M.
dette Forlangende med at tilbyde enhver Betingelse, som kunde forlige det
danske Hofs Interesse og Følelser med samme.
Det blev Danmark
selv overladt at bestemme de Vilkaar og de Betingelser, som det maatte
forlange.
Dersom Danmark
frygtede for, at Overgivelsen af dets Flaade ville opvække Frankrigs
Forbittrelse som en Føieligheds Handling, saa havde Hs. Majestæt
i Beredskab en Krigsmagt af saa frygtelig Størrelse, at den selv
i Frankrigs Øine maatte retfærdiggjøre enhver Eftergivenhed,
i det den gjorde enhver Modstand aldeles unyttig.
Var Danmark
virkeligen beredt paa at modstaae Frankrigs Forlangende og forsvare sin
Uafhængighed, saa tilbød Hs. Majestæt sin Medvirkning
til dets Forsvar- ved en Flaade, ved Tropper og Pengehjælp;
end videre Garantie af dets europæiske Lande, og Sikkerhed for dets
Colonial Besiddelser samt Forøgelsen deraf.
At Sværdet
er bleven draget for at udføre en Foranstaltning, som var fornøden
til at sikkre Hs. Majestæts Lande, maa Hs. Majestæt oprigtigen
og bitterligen beklage. At Verdens Stilling og Omstændigheder ere
saa, at de have krævet og retfærdiggjort de Forholdsregler
til Selvforsvar, hvortil H. M. har fundet sig tvungen til at tage sin Tilflugt,
er en Sandhed, som Samme dybt beklager, men hvorfor han ingen Deel er ansvarlig.
Hans Majestæt
har længe fortsat en høist ulige Kamp af samvittighedsfuld
Overbærelse imod uafladelig Vold og Undertrykkelse. Men denne Overbærelse
har sine Grændser. Da den Plan aabenbart vedkjendtes og allerede
var for langt fremrykket, til at fuldende de europæiske Magters Undertvingelse
under en almindelig Anmasselse, og ved Skræk eller ved Magt at forene
dem til et Forbund mod dette Kongeriges Sørettigheder og politiske
Tilværelse, blev det nødvendigt for H. M. at forekomme et
Systems Held, som ikke var mere farligt for Sammes egen Interesse, end
for de Magters, som vare bestemte til at være Redskaber for dets
Udførelse.
Det var paa
Tide, at Virkningerne af den Frygt, som Frankrig har indgydet Verdens Nationer,
skulde finde en Modvirkning i en Anstrengelse af Storbritanniens Magt,
der blev fremkaldt af trængende Omstændigheder, og afmaalte
efter Farens Storhed.
Uagtet Krigserklæringen
fra den danske Regjerings Side, staaer det endnu til Danmark at bestemme,
om Krigen mellem disse Nationer skal fortsættes. Hans Majestæt
vil foretrække en fredelig Overeenskomst. Han attraaer ivrigen at
stikke et Sværd i Skeden, som Samme saa ugjerne nødtes til
at drage. Han er rede til at vise Danmark og Verden, at, ligesom han alene
har handlet i Overbeviisning om hvad der skyldtes hans egne Landes Sikkerhed,
ønsker han af ingen anden Bevæggrund, eller for noget andet
Hensyn til Fordeel eller Forstørrelse, at drive de fiendtlige Forholdsregler
over Grændserne af den Nødvendighed, som frembragte dem. Westminster
den 25de Septbr. 1807.
Frå J. Aalls Erindringer,
s.598-600
|