1. Far og mor skal raade for sine døtres giftermaal, om de er til. Men om de er døde, da skal de nærmeste farsfrænder [og morsfrænder] (1) raade for giftermaalene. 2. Men giftingsmanden skal fastsætte (skilja) medgift (heimanfylgja) og tilgave (tilgjof) (2) for sin frændkone, saaledes som de blir enig om; da skal de ogsaa avtale (eindaga), naar bryllupet skal være. Men hvis de (senere) blir uenig om medgiftsavtalen (máldagi), da la fæstemanden bære 2 mænds vidne som var tilstede, hvad der var avtalt om medgiften. Men om de blir uenig om tilgaven, da nyte giftingsmanden 2 vidner paa samme maate. Ikke skal der i klær gives en kvinde mere end en tredjedel av medgiften. Men det som giftingsmanden gir mere, skal være i saadanne ting, at det kan være til nytte for den, som faar konen, eller til vinding. Men ingen medgiftsavtale kan giftingsmandens arving omstøte, naar den er gjort saaledes som nu er mælt. 2. (3) Men om døtre blir sin fars eller mors eller brors arvinger, (eller) hvis arvinger de end blir (og) nogen er gift, men andre ugift, da skal de ugifte ta saa meget av den uskiftede arv, som de gifte fik i medgift; og selv om alle er gift, men medgiften ikke er skiftet like mellem dem, da skal de andre ha like saa meget av den uskiftede arv, som den som har faat den største medgift, saalangt boet rækker. 3. Alle de ting, som er laant til medgift og er taksert og overlevert i hans hænder, som faar konen, da eier han dem likesaa hjemlet, som om far og mor gav dem i medgift. Men om nogen (tredjemand) sier, at han laante ikke disse ting ut til dette, da sverge han ensed derpaa, saavel kar som kvinde, og søke siden konens giftingsmand for det samme beløp, og med samme beløp nedsættes hendes tilgave efter rigtig beregning (4).

Kap. 2. Om en kvinde gifter sig uten frænders raad.

1. Men om en kvinde gifter sig uten sin fars eller brors eller mors eller dens raad som er giftingsmand for hendes giftermaal, da har hun forbrutt al den arv, som kunde tilfalde hende fra den stund og den som er nærmeste arving, skal ta den arv, som om den kvinde ikke var født til den, medmindre giftingsmanden vilde negte hende jevngifte (jafnræði), da kan hun gifte sig med sine skjønsomme frænders raad, om de finder at partiet er jevnt eller bedre, og de kan sande det med sin ed; men man skal dog først søke giftingsmandens 
samtykke. -- Men giftingsmand er far eller samfædre bror, dernæst egtegift mor; hvis hun ikke er til, da den karmand som er 20 aar eller æIdre (og) som er nærmeste arving efter den kvinde som giftes.  - Men den (fæstemand), som vover slikt, han skal bøte fuld retsbot til giftingsmanden efter tolv mænds dom, medmindre andre frænder finder partiet jevnt, som før er sagt. 2. Enke kan selv gifte sig med hvem hun vil med en eller anden frændes raad. 3. Men kvinder, som gir sig av med at lokke folks barn eller frændkoner til slikt eller til anden utugt og det blir vidnefast, da skal de bøte efter tolv mænds dom med penger, den, som har penger, og andre revses (paa kroppen) efter dom (5) . 4 Ingen mø skal ha raadighet over sit gods, før hun er 20 aar gammel, selv om hun har arvet det, medmindre hun er gift med sine frænders raad, og har da den, som faar hende, raadighet over hende og hendes penger (nl. til hun er 20 aar). 5. Men enhver som er en kvindes rette giftingsmand, skal la alt være hjemlet i medgiften. Men alt det, som maa søkes med lovsøksmaal, skal der ingen tilgave ydes for. 6. Men om enke gifter sig bort og lar andre folks gods indvurderes i sin medgift og eieren utlaaner det til dette, da eier han (hendes egtemand) det likesaa hjemlet som det enken eiet. Men om nogen sier, at han ikke har laant det ut til dette bruk, da negte han med ensed og hendes medgift blir saa meget mindre (6).

Kap. 3. Om felag mellem egtefolk.

1. Sin kones gods skal ingen mand føre ut av landet, medmindre hun vil. Raade skal han for alt deres gods dem til tarv. Ingen av dem skal forbryte den andens gods hverken med ord eller gjerning. Slik retsbot eier hver mand for sin kone som for sig selv, om hun krænkes av avind. 2. Ingen kone skal negte sin mand felag. Og paa den maate kan de lægge felag sig imellem, at hver av dem lægger til felaget alt, hvad de da eier eller eiendes vorder ved arv eller paa anden maate; tilfalder der siden nogen av dem umager (uforsørgede slegtninger), da skal det like meget (jamt) være deres begges kostnad, selv om ingen falder paa den andens lod. Men om de dør fra hverandre, da skal deres umager tilfalde den, som efter loven har at forsørge dem. Men den av egtefællene, som la mest til felaget, skal ta mest ut eller hans arving; siden deles boet i halvdeler, selv om det er forringet. Men om det er øket, da skal manden eller hans arving ta to tredjedeler av vindingen, men konen en tredjedel; de trænger ikke at spørre nogen mand om saadant felag. Men om de lægger felag paa anden maate, da skal det ikke holdes, selv om arvingen ikke kan eller ikke vil omstøte det; ti loven omstøter det felag. 3. Nu er der intet felag mellem egtefællene, da skal den tilgave (tilgjof) være hende hjemlet, som til hende var git og vidner vet at Iyst var paa bryllupsdagen, om hun overlever ham (7) . Lyse skal man kvinders giftermaal og tilgaver hvert 10de aar og lyse det i folkeforsamling, hvad enten man vil ved kirken eller til tinget. Men om han overlever hende, da skal hendes arvinger ta hendes medgift, og tilgaven falder bort. 4. Nu om mø er sin brors verge, da skal hun ikke ta noget av hans gods til medgift for sig. Men om arvingen reiser den sak, naar han er blit myndig, at giftingsmand har git hans gods bort med hans søster, da svare han dertil med ensed, som tillægges en slik sak. Men om han blir kjendt skyldig, da skal han utrede slikt til gutten, som han gav av hans (gods) og hete mindremand (8).

Kap. 4. Om skifte efter egtefolk.

1. Nu om den ene av egtefællene dør fra den anden og bryllupsvidner mangler, da skal den længstlevende lægge frem godset og skifte det saaledes som han (hun) vil svare for Gud, at ret er, og efter det som var avtalt ved deres giftermaal, og [at] da er ingen av dem skadelidende, og sverger derpaa fuld ed og 2 skjellige mænd med. 2. Men om en mand kjøper jord for sin kones kostbarheter eller løsøre eller bufæ og hun overlever ham, da skal hun kun ha det jordegods av hans arving, som hun hadde i medgift og utover det blot saameget, som arvingen vil, selv om han (manden) ledte hende til bokarskeyting; ti loven omstøter saadan avtale; og (hun skal ha) det løsøre, som arvingene utreder til hende. Men om hun tar gods i arv, efterat de kom sammen, og det blir betalt for jordegods, da skal den jord være hendes. 3. Nu om to fattige kommer sammen efter landsloven og deres formue økes, da skal længstlevende ha 2 tredjedeler baade i land og løsøre, hvis der skal skiftes med utarvinger, men halvdelen, hvis der skal skiftes med deres barn (9). 

Kap. 7. (Arvetallet). 
Første arv.

1. Det er den første arv, at egtefødte barn tar arv efter sin far og sin egtegifte mor efter Guds og menneskers lov, og den sønnesøn som er egtefødt og har egtefødt far, medmindre hans far før har faat hele sin arvelod, og arver dog sønnesøn før arven gaar til anden arv. 2. Men saaledes skal gods skiftes efter far eller mor, at to døtre skal ta likt med én søn, og slik lod skal sønnesøn ta av arven som datter, om han er til.  Nu er der én søn og én datter, da tar hun en tredjedel, men han to tredjedeler. 3.Men om far efterlater sig odel, da skal sønnene gaa til odelsjordene, men døtrene til utjorder og løsøre, om der ikke er jorder og skal den ældste alene tilegne sig hovedbolet, om hine faar andre odelsjorder paa sin lod, saa at de er jevngode efter lovlig vurdering; men sønnesøn (skal) paa sin lod (faa) de odelsjorder, som hans far hadde ret til, indtil han faar likt med datter. Men de odelsjorder, som er mere end det, hans far hadde ret til, da kan han løse dem fra sine farbrødre for en femtedel mindre end de er værd. Men han skal ikke løse fra sine farbrødre, førend hans farfar er død, medmindre hans farfar blir sin søns umage (myndling). 4. Men om far mister sin søn eller datter eller sønnesøn, da tar han arv efter dem, om de ikke har egtefødte barn efter sig. 5. Og barn tar arv efter sin far og andre, om det er avlet, men ikke født, om det kommer levende til verden ("i lyset") og blir døpt. 6. Slikt gods som mor lægger til sine barn, det arver hun alt efter dem, om de dør barnløs. Men om mor dør, da skal hendes egtefødte barn ta det gods før end far. 7. Men om datter er beligget i sin fars eller brors gard, da skal hun hverken ta arv efter far eller mor, men ha slik miskund som far vil ha gjort eller bror, om far ikke er til. Nu er der ingen søn til at arve, men der er sønnesøn med saadan arveret, som før er mælt, og en datter som ikke var beligget, da ta den, som var beligget i fars eller brors gaard, halv lod med hine. Men om ingen av hine er til, som før er opregnet, da tar hun hele arven, som om hendes ret var uspildt. 8. Overalt hvor der er felag mellem egtefolk, da skal døtres giftermaal og medgift utredes av deres begges gods, eftersom deres felag var lagt og gjort. Men er der intet felag mellem egtefællene, da skal hver lægge til sine barn efter sin formues størrelse. 9. Ikke skal far eller mor bortgifte sin søn eller sin datter med større medgift end at like meget vilde komme paa deres lod, som er ugift, om arven da blev skiftet, medmindre de nærmeste arvinger samtykker. Men om medgiften er større, da utjevnes det, naar arven falder, saalangt arven rækker. Men om arven ikke rækker til, da skal hver som har faat mere end loven vidner, lægge fra sig til utjevning. 10. Saa er og stadfæstet over hele landet, at saasnart en mand fæster sig en kvinde efter Guds lov og med deres begges samtykke, da er alle de barn, som han har med den kvinde, lovlig til arv kommet, hvad enten de er avlet før fæstemaalet eller efter (10).

Den anden arv. 
Det er den 2den arv, som den ættledte tar, som efter loven er ledet til arv, og egtefødt sønnesøn, selv om hans far var frillesøn, og egtefødt sønnedatter, hvis hendes far er egtefødt, og egtefødt dattersøn, om hans mor var egtefødt, hver av dem sin fjerdedel baade i land og løsøre. Men selv om sønnedatter er én, men de (mandlige medarvinger) mange, da tar hun dog fuld lod med dem. Nu selv om der kun findes én i en mandlig gren, men de andre (mænd og kvinder) er mange, da tar ogsaa han fuld lod, selv om der er flere i den andre ættegren. Men om blot én av disse (arvinger) er til, da tar han (hun) den hele arv. Nu er ingen av disse, som før er opregnet til, da tar egtefødt datterdatter, om hendes mor er egtefødt. 

Den tredje arv. 
Det er den 3dje arv, naar bror blir sin brors arving, og de er samfædre og egtefødt. Men om bror mangler, da tar samfædre og egtefødt søster. Nu er hun ikke til, da har egtegift mor arv efter sit barn. Men om hun ikke er til, da tar frillesøns egtefødte datter og frilledatters egtefødte søn. Men om disse ikke er til, da tar frilledatters egtefødte datter. Nu om hun ikke er til, da tar morfar og farmor egtegift. Men om ingen av disse er til, da tar egtegift mormor (11).

Den fjerde arv.
Det er den 4de arv, som egtefødt samfædre farbror tar, om hans far er egtefødt, og egtefødt samfædre brorsøn, om hans far er egtefødt, og sammødre egtefødt bror, om hans mor er egtefødt, sin tredjedel hver av disse, om alle er til; altid skal den først ta arv, som har egtefødt far eller mor, hvad enten far eller mor leder ham til den arv, dernæst den likenær beslegtede, selv om hans far er frillesøn eller mor frilledatter. Men om farbror er en, men brorsønnene flere, da skal han ta likt med dem. Nu er brorsøn én, men farbrødrene flere, da tar han likt med dem. Samme krav har sammødre bror og saaledes skal det altid være herefter, at den ene i sin gren skal ta likemeget paa sin lod, selv om der er mange i den anden gren. Men om kun én er til, da tar han alene den hele arv. Nu er de ikke til, som før var opregnet, da tar egtefødt samfædre faster og egtefødt brordatter, kommet av samfædre bror, og sammødre egtefødt søster efter foranstaaende skilord. Men altid naar odelsjord er med i skiftet, da skal den ta odel, som er født til den, men hine løsøre (12).

Den femte arv. 
Det er den 5te arv, som egtefødt samfædre morbror tar og egtefødt samfædre søstersøn. Men om de ikke er til, da tar egtefødt samfædre moster og egtefødt søsterdatter, kommet av samfædre søstre (13).

Den sjette arv. 
Det er den 6te arv, som egtefødte brorsønner tar efter hverandre, om deres fædre er egtefødt og samfædre, da dernæst de, hvis fædre er frillesønner. Men om de ikke er til, da tar egtefødte brordøtre efter samme regel. Nu er disse ikke til, da tar egtefødte søskensønner (kommet av samfædre). Men om de ikke er til, da tar egtefødte søskendøtre. Nu er disse ikke til, da tar egtefødte søstersønner, kommet av samfædre søstre. Men om de ikke er til, da tar egtefødte søsterdøtre. Nu er ingen av disse til, da tar frillesøn en eller flere, om de er til, og ikke avlet i hor eller i nærmere slegtskap eller svogerskap end tillatt i loven (14).

Den syvende arv. 
Det er den 7de arv, som egtefødt sammødre farbror tar og egtefødt brorsøn, kommet av sammødre bror. Nu er de ikke til, da tar egtefødt sammødre faster og egtefødt brordatter, kommen av sammødre brødre (15).

Den ottende arv. 
Det er den 8de arv, som egtefødt sammødre morbror tar og egtefødt søstersøn, kommet av sammødre søster. Nu er de ikke til, da tar egtefødt sammødre moster og egtefødt søsterdatter, kommet av sammødre søster, og de blir hverandres arving; saaledes er det altid, naar to eller flere (mænd) staar til én arv, om ikke den, som først er nævnt, er til (16).

Den niende arv. 
Det er den 9de arv, at en mand tar arv efter sit brødrungsbarn, kommet av samfædre, medmindre en nærmere slegtning findes; ti i denne arv tar den nærmeste. Dernæst tar jevnskyldt, kommet av søsken og der tages før i karleggen end i kvindeleggen. Men om de ikke er til, da tar en mand arv efter sit systrungsbarn (17).

Den tiende arv. 
Det er den 10de arv, som de mænd tar, som er egtefødte næstbrødrebarn og kommet av samfædre. Nu er de ikke til, da tar de som er egtefødt næstsøskenbarn. Men om de ikke er til, da tar de mænd, som er egtefødt næstsøstrebarn og tremenninger i slegt, og jevnskyldt karmand tar før end kvinde (18).

Den ellevte arv. 
Det er den 11te arv, som egtefødte brødresønner tar efter hverandre, om deres fædre er egtefødt og sammødre, dernæst de, hvis fædre er frillesønner. Men om de ikke er til, da tar egtefødte brødredøtre efter samme regel. Nu er de ikke til, da tar egtefødte søskensønner (kommet av sammødre søstre) (19) ; dernæst egtefødte søskendøtre. Men om de ikke er til, da tar egtefødte søstresønner, kommet av sammødre søstre. Men om de ikke er til, da tar egtefødte søstredøtre, kommet av sammødre døtre.

Den tolvte arv. 
Det er den 12te arv, naar en mand tar arv efter sit brødrungsbarn, kommet av sammødre, medmindre der findes en nærmere slegtning; ti her tar den nærmeste. Dernæst tar jevnskyldte, kommet av sammødre søsken; dernæst tar en mand arv efter sit systrungsbarn, kommet av sammødre; dernæst tar de mænd, som er egtefødt næst brødrebarn kommet av sammødre. Dernæst de, som er egtefødt næstsøskendbarn, kommet av sammødre søsken og før i karleggen end kvindeleggen. Dernæst de, som er egtefødt næstsøstrebarn, kommet av sammødre, tremenninger i slegt og altid tar karmand før kvinde.

Den trettende arv. 
Det er den 13de arv som frilledatter tar. Nu er hun ikke til, da tar samfædre bror, frillesøn. Men om han ikke er til, da tar samfædre søster, frilledatter. Nu er hun ikke til, da tar side om side samfædre farbror og samfædre brorsøn og sammødre bror, frillesøn; de skal alle ta en arv og hver av dem blir den andens arving. Nu er de ikke til, da tar jevnskylde kvinder. Men om de ikke er til, da tar brødrunger (barn av farbrødre), karmænd før end kvinder. Men om alle disse mangler, da tar de, som er firmenninger i slegt, medmindre der findes nærmere egtefødte, før av samfædre end av sammødre, saaledes som foran utgrenes i arvetallet, førend (arven) gaar til kongen (20).
 

Noter:
1. ( ) mangler i de fleste haandskr. av Landsloven, men staar i Byloven og Jonsbok; det har vistnok manglet i Landslovens original.
2. Heimanfylgja var brudens medgift fra hjemmet, tilgjof den gave, brudgommen gav eller tilsikret hende.
3. Her begynder kap. 2 i Jonsboken.
4. Kilde: Js. lV I (50), som har et led til; væsentlig fra F. XI 2--4; jfr. G. 51, NB. Kr. 25.
5. Her følger i nogen faa hdskr. av Landsloven et stykke, som mangler i Byloven og Jonsboken og i de fleste hdskr. av Landsloven: Mø, som blir arving, hvis arving hun end blir, hun kan gifte sig selv med hvem hun vil, naar hun er 15 aar gammel, med sine frænders raad, dog deres som er nærmest baade i farsætten og i morsætten." Kilde: F. XI 18.
6. Kilde: § I nyt. § 2, jfr. G. 51; § 3 nyt. § 4, jfr Js. IV 3 (52); § 5 = F. XI 16, Js. IV 3 (52); § 6 = Js. IV I (50) sidste led = F.  XI 4 sidste led.
7. Istedetfor "Og paa den maate - overlever ham" (i §§ 2-3) har Ec. og Bf. følgende: Nu egter nogen en mø eller barnløs enke, da kan de ikke lægge felag sig imellem, medmindre de samtykker, som er deres arvinger. Men om de faar barn til at arve sig, da kan de lægge felag sig imellem, hælvningsfelag, hvis der skal skiftes med deres barn. Men om der skal skiftes med utarvinger, da eier længstlevende 2 tredjedeler, men arvingene 1 tredjedel; men deres odel skal gaa efter som lovboken vidner. Nu egter mand en enke og har hun barn til sin arv og er de umyndige og vil hun da allikevel lægge felag med ham, da skal man tilstevne barnenes nærmeste fædrene frænder (var.: verge) og lægge deres felag efter formuens størrelse, lægge jord mot jord og løsøre mot løsøre. Nu kan det felag ikke omstøtes, som blir lagt saaledes. Men om de lægger sit felag paa anden vis, da kan saavel hans som hendes arvinger omstøte det, hvis de vil, paa den maate, at de farer frem paa tinget og omstøter det felag. Altid naar to egtefæller lægger sit felag sammen, da skal det felag holdes, efter det som lovlige vidner vet. Men om nogen av dem siden faar arv eller umage, da falder det jevnt paa dem begge, eftersom deres felag var lagt; ti de skal paa samme maate fordele tap som vinding. Den gave skal være konen hjemlet, som til hende var git og vidner vet at lyst var paa bryllupsdagen, om hun overlever ham. Kilde: G. 51 med ændringer.
8. Kilde: §§ 1--3, jfr. Js. IV 2 (51), jfr. G. 52-54 og F. XI 8. §4, jfr. F. XI 9-10 og Js. IV 4 (53). Istedetfor § 4, som stemmer med Byloven og Jonsboken, har mange haandskrifter av Landsloven følgende: "Men om mø er sin brors verge, da skal hun ikke ta av hans gods til medgift for sig, medmindre guttens farsfrænder og morsfrænder utlaaner slikt til medgift for hende av guttens løsøre som de omsorgsfuldt finder passende. Men om de er uenige, da skal de farsfrænder raade, som er deres nærmeste arvinger, om de har forstand dertil, men ikke gi større medgift end døtre skal ha efter jevnet i første arv. Men om en karmand faar sig en kone (kvángazt) og (hans) kone gifter sig (giptizt) uten frænders raad, da har de forbrutt landskylden og renten av sine penger hos arvingen. Men om arvingen reiser den sak, naar han blir myndig, at giftingsmanden har git hans gods med hans søster, da svare han dertil med ensed, som tillægges en saadan sak. Men om han kjendes skyldig deri, da utrede han slikt til gutten, som han gav (av) hans og hete mindremand. Men uten deres raad, som nu er opregnet, skal hun ikke ha ret til at ta sig større medgift, men om hun tar paa anden maate end nu er sagt, da holdes det kun, om hendes bror vil, naar han blir myndig. Men om den ældste bror gifter bort sin søster med sine frænders raad og nogen (brødre) er umyndige, da skal det holdes, som om de havde alle været myndige, om han ikke gir hende større medgifte end bestemt i første arv. Efter Js. IV 4 (53).
 Jfr. F. XI 9-10.
9. Kilde: Js. IV 3 (52) = F. XI 8. § 3 staar i begge disse foran §§ 1-2. Marginalnote i Bf.: Hvis der skal skiftes med barn, da er der hælvningsfelag; hvis der skal skiftes med utarvinger, da skal man gaa frem efter det tidligere skilord.
10. Kilde: Stykket er i det hele nyt, og utvilsomt paavirket av dansk og nyere svensk ret, som ved denne tid hadde indført den regel, at kvinden arver halv lod med mand. Regelen blev ifølge Erikskrøniken indført i Sverige ved kong Valdemars bryllup med den danske prinsesse Sofia 1260. Sofias søster Ingebjørg blev 1261 gift med Magnus Lagabøter. Det er rimelig, at de danske prinsesser søkte at faa regelen indført baade i Sverige og Norge; jfr. H. Hildebrand, Sveriges Historia II 137, 139. - § I jfr. G. 103 og F. VIII 1-2 = Js. V 1-2 (55-56). § 2, jfr. Jydske lov I  5, Valdemars Sjæl, lov I i og Birger jarls arvelov i yngre Vestg. lag ÄB, I og i Upl. lagen ÄB, XL § 3 jfr. G. 103, F. VIII 3. § 4 jfr. G 103, F. VIII i. § 5 jfr. Grágás II kap. 59 (s.68): Þá er barnit eigi arfgengt, nema lifanda komi i lios oc matr komiz niðr. § 6 jfr. G. 103; F. VIII 7 jfr. Js. V 4 (58); jfr. ogsaa Grágás II kap 57 (s. 64-65). § 7 nyt; jfr. Ribes statsret, sensum parentum connubium manifestum commiserit volentarie, illicenter, privetur tota bonorum suorum substancia. § 8 jfr. Grágás II kap 143. § 9 jfr. F. XI 2-3. Grg. II kap 57 (s. 65). § 10 fra Js. V 14 (68): beslutning paa riksmøtet i 1271.
11. Jfr. F. VIII 4-5. Js. V 3-4 (57--78).
12. Jfr. F, VIII 5. Js, V 4 (58).
13. Jfr. F. VIII 11. Js. V 10 (64).
14. Jfr. F. VlII 6 og Js. V 5 (59). Gg. tilføier: Saa og da egtefødt mor ikke før staar i arvetallet efter sit frillebaarne barn, da skal hun herefter ha arv efter det samme barn i sjette arv næst efter frillesøn, hvis det ikke er avlet i hor, slegtskap eller svogerskap. - Marginalnote i Gf, b.: Men om ingen av disse er til, da tar uegte mor arv efter sit barn, som hun avlet i frillelevnet og ikke i hor eller blodskam. Men om hun ikke er til, da tar frilledatter, saaledes tilkommet, som om frillesøn (bestemt). -- Marginalnote i Gs.: Nota: Næst efter frillesøn arver mor sit frillebarn, som Haakon Magnusson bestemmer (jfr. isl. rb. 1314 § 11).
15. Jfr. F. VIII 15. Js. V 15 (69).
16. Jfr. F. VIII 11, Js. V 10 (64).
17. Jfr. F. VIII 9. Js. V 8 (62).
18. Jfr. F. VIII 9. Js. V 8 (62).
19. (  )  mangler i Bl. og Jb.
20. Jfr. F. VIII 15, Js. V 1 5 (69).
 

Magnus Lagabøters Landslov, oversatt: A. Taranger, Kristiania 1915, s. 72-77, 80-86.