SOCIALANTROPOLOGI OG KOMPARATIV METODE
Jørgen Christian MeyerUniversitetet i BergenProlog:
I sommeren 2272 gør arkæologerne et opsigtsvækkende fund i permafrosten langt ude mod vest i det, som fortidens mennesker kaldte Europa. I en europæisk provins, som i nogle kilder benævnes Norge, i andre Noreg (sikkert fejlskrivning) eller Norway, finder de et større arkiv. Det indeholder en komplet samling på flere tusind bind af de såkaldte Stortingsforhandlinger, som man indirekte har kendt eksistensen af. Samlingen dækker perioden fra 135 f.Mao til 71 e.Mao, ifølge antik europæisk kronologi årene fra 1814 frem til 2020 efter Kristi fødsel, hvor udgivelsen blev stoppet af årsager, man endnu ikke kender. På grund af bevaringstilstanden har det kun været muligt at åbne ca. 5 % af den store samling, meget ujævnt fordelt over tid. Dele af teksten er beskadiget, og det vil sikkert tage over hundrede år før hele materialet er tilgængeligt med en fyldig tekstkritisk kommentar. For første gang har historikerne fået en større samling samtidige kilder til politisk adfærd i de primitive kulturer, som lå i den vestlige periferi af det asiatiske kontinent for ca. 2000 år siden, hvor de havde en kort blomstringsperiode, til rådighed. Der er derfor bevilget ressourcer til et større forskningsprojekt med titlen Kultur, identitet, magt og politik i et af verdens kulturelle randområder.
Fortiden på fortidens egne præmisser:
De imperiale kinesiske historikere i fremtidens scenario vil støde på nøjagtig de samme problemer som os, når vi ønsker at sige noget om fortidens samfund på grundlag af bevarede kilder. De vil sikkert indledningsvis klage over det dårlige empiriske fundament for deres undersøgelser og se frem til den dag, hvor hele Stortingsforhandlinger er tilgængelige. Først da vil de på en forsvarlig måde kunne rekonstruere, hvad der faktisk blev sagt, hvilken sammenhæng det blev sagt i og til en vis grad også, hvad der konkret skete. Der vil sikkert også være flere forskellige teoretiske skoler, hvor nogle vil kræve, at fortiden skal vurderes på fortidens egne præmisser. Andre vil forsøge at bruge komparation med "primitive" eller "anderledes" samfund i deres samtid til at udfylde hullerne i kildematerialet.
For os, som har en rimelig oversigt over det norske samfund og muligheden for at følge med i moderne politik, er det klart, at problemet for fremtidens kinesiske historikere ikke alene er, at de i udgangspunktet kun har 5% af Stortingsforhandlingerne til rådighed. De ville måske nok blive klogere på de aktuelle debatter og forhandlinger ved at have hele samlingen tilgængelig; men det ville være naivt at tro, at indholdet i debatter og forhandlinger er identisk med, hvad politik – bredt set – faktisk drejede sig om. Taler, debatter og indlæg, skriftlige som mundtlige, er ikke bare en ganske speciel genre, som man naturligvis må kende, men også en del af ritualer, hvor aktørerne manøvrerer i forhold til hinanden. Her er det er vigtigt at deltagerne udtrykker ting på socialt eller ideologisk acceptable måder enten i forhold til samfundet som helhed eller inden for den gruppe, de tilhører. Der er kort sagt uskrevne regler for, hvordan ting skal udtrykkes, og hvilke temaer man direkte kan bringe på banen. Det vil således ikke være socialt acceptabelt i en politisk debat at påberåbe sig personlige venskaber eller klientelisme, med mindre man er ude på at diskvalificere sig selv. Dette betyder imidlertid ikke, at sådanne fænomener ikke eksisterer eller endog kan have stor betydning.
Det kan også siges med andre ord. Kilder er ikke identisk med samfund eller sociale relationer; men de er tegn eller signaler, som samfund udsender, når medlemmerne kommunikerer med hinanden, for at bruge en semiotisk sprogbrug. Historikernes rolle er ikke alene at fastslå så sikkert som muligt, hvad der skete og hvad der blev sagt, men også at forsøge at se nogle strukturer i de empiriske fakta. Min pointe er, at kilderne i sig selv ikke afslører disse strukturer, og at det derfor heller ikke ville hjælpe, at vi havde alle de kilder til rådighed, som vi ønskede. Historikere med specialfelt i moderne historie har sammenlignet med antikhistorikere et helt andet empirisk grundlag for deres arbejde. Til gengæld må de foretage et udvalg i alle de mange tegn og signaler, som fortiden har frembragt, og de er i sidste ende ikke bedre stillet end antikhistorikeren.
Selvfølgeligt skal der være et rimeligt empirisk fundament for at etablere sådanne strukturer; ellers bliver det ren spekulation. Enkelte gange kan vi desuden være så heldige, at der i selve kilderne blive gjort rede for dybere drivkræfter bagved menneskelige handlinger af anden type end blot simple årsagssammenhænge. Jeg tænker her specielt på Dionysios af Halikarnassos' beskrivelse af det romerske patron-klient system (2.9-11), som af M. Gelzer i Die Nobilität der römischen Republik (1912) og senere af E. Badian i Foreign Clientela (1958) blev gjort til den afgørende bagvedliggende struktur i henholdsvis indenrigs- og udenrigspolitik. I det øjeblik patron-klient relationen bliver brugt til at give mening til kilder, hvor begreber som patron og klient ikke nævnes eksplicit, bliver den imidlertid en moderne konstruktion. Den kan ikke påberåbe sig at have forrang overfor andre, heller ikke selvom den oprindeligt havde sit udgangspunkt i den moderne forskers måde med de antikke kilder. Gelzers og Badians arbejder er da også blevet mødt af en kraftig kritik de sidste år (Harris 1979; Wallace-Hadrill 1989). Mange af fortalerne for patron-klient relationen understreger gerne, at der kun er tale om en "teori" eller "hypotese", som imidlertid efter deres opfattelse er den, som giver bedst mening til kilderne.
Hvis vi således klassificerer vore kilder som tegn eller signaler fra en fortidig virkelighed, får det en række konsekvenser. Ideen om, at man altid skal vurdere fortiden på fortidens egne præmisser, bliver logisk set meningsløs, også selvom vi alle dyrker idealet om ikke at tillægge fortidens aktører anakronistiske motiver og handlingsmønstre. Tegn og signaler giver kun mening, hvis vi kan sætte dem ind i en kontekst eller en bagvedliggende struktur. Det vil være et sisyfosarbejde at søge denne kontekst eller skjulte struktur i kilderne selv eller i summen af kilder. Vi vil ende i den klassiske hermeneutiske cirkel, hvor detaljen forstås ud fra helheden, som igen består af summen af detaljer. Detaljer og helheden befinder sig imidlertid ikke på samme niveau, og helheden kan derfor heller ikke bruges til at fylde huller ud i et sporadisk kildemateriale.
Hvad afgør så, om handlingsmønstre er anakronistiske eller ej? Umiddelbart vil man sige, at man ikke må tillægge fortidens aktører motiver, som de ikke på en eller anden måde har givet udtryk for i de kilder, som vi har bevaret. Nu har vi ikke alle kilder bevaret; men problemet går dybere end som så. Menneskets handlinger og udsagn er andet og mere end et produkt af bevidste handlingsmønstre, som aktørerne derved også kan give udtryk for. Vi gør ting, måske endog de fleste, fordi vi er opdraget eller socialiseret til at gøre dem. Vi har ikke behov for videnskabelige eller dybere forklaringer på, hvorfor vi handler som vi gør, og vi kan derfor sjældent gøre rede for det. Vi savner den nødvendige distance til os selv for at se sammenbindende mønstre i vore handlinger, som de fleste af os tror udspringer af unikke beslutninger i konkrete situationer. Spørgsmålet er derfor vanskeligt at besvare, ud over at hypotetiske handlingsmønstre må give en rimelig mening til kilderne.
Problemstillingen kan anskueliggøres på en anden måde. Når patienter opsøger deres læge, fortæller de om de mange symptomer de mærker, og lægen gør selv sine observationer. Symptomer og observationer er tegn eller signaler, som patienten udsender. De er lægens kilder. Symptomerne er ikke identisk med sygdommen eller helheden. Lægens fremgangsmåde er så at finde den struktur, eller det sygdomsbillede, som passer bedst til de observerbare symptomer, og ofte er der tale om et yderst sammensat sygdomsbillede, som patienten ikke selv er klar over. En patient, som kommer til en psykolog, vil sjældent kunne gøre rede for, hvorfor vedkommende handlede som vedkommende gjorde, eller også vil den forklaring, som gives, ikke være identisk med den, som psykologen måske vil benytte. Derved ikke sagt at patientens forklaringer eller udtalte motiver er uinteressante, tvært imod; men de rangerer for lægen på lige fod med andre symptomer. De er selv tegn på tegn, som patienten udsender.
Brugen af forskellige sygdomsbilleder er det historikere dyrker i en speciel genre: historiografiske analyser. Her kan det påvises at E. Gibbons fremstilling af Det romerske Imperium i History of the Decline and Fall of the Roman Empire (1776-1788) ikke kan ses løsrevet fra oplysningstidens Europa, eller eksistensen af The British Empire, at Theodor Mommsens opfattelse af populares og optimates i den sene romerske republik i Römische Geschichte I-III (1854-56), nærmest som politiske partier, er farvet af partikampene og forfatningsudviklingen i det forrige århundredes Tyskland, og at M. Rostovtzeff's behandling af den antikke økonomi i de to store værker The Social and Economic History of the Roman Empire (1926) og The Social and Economic History of the Hellenistic World (1941) på mange måder afspejler det kapitalistiske samfund i første halvdel af dette århundrede. Ingen vil kunne påstå, at ovennævnte herrer ikke kendte deres kilder! At eftertidens antikhistorikere ikke nødvendigvis delte og deler disse autoriteters syn, skyldes ikke, at der er kommet afgørende nye kilder til, for det er der stor set ikke – med undtagelse af flere arkæologiske og epigrafiske, som imidlertid ikke afgørende har ændret vort kildegrundlag. Eftertiden ser på kilderne på en ny måde. Der benyttes andre referencerammer eller sygdomsbilleder til at give mening til kilderne, eller symptomerne.
Der er en tendens til at affeje de ældre forskeres syn, fordi vi kan påvise, at de netop var så afhængige af deres egen samtid, og fordi de kun i ringe grad var teoretisk bevidste om, hvorfra de hentede deres forståelsesrammer. I The Ancient Economy fra 1975 langer M. I. Finley hårdt ud mod anakronismer, og gennem alle hans arbejder går idealet om, at fortiden skal vurderes på fortidens egne præmisser. Moderne forskeres arbejder opstår imidlertid heller ikke i noget tomrum. Finleys banebrydende The Ancient Economy kan også analyseres historiografisk. Den er opstået i en afkoloniseringsperiode, hvor den vestlige verden på mange måder mistede troen på sin egen ufejlbarlighed efter Vietnamkrigen og i den efterfølgende oliekrise. Den tredje verden kom i sin "anderledeshed", ikke "primitivitet", for mange til at stå som et alternativ til det industrialiserede samfund. Sagt med andre ord: Det er nok ikke noget tilfælde, at Finley forsøgte at bruge "anderledes" forklaringer på antikkens økonomiske adfærd ved at gribe tilbage til Marx (1813-1883) og Max Weber (1864-1920), som først fik deres gennembrud i antikforskningen på 1960-tallet. Selvom vi således kan analysere Finley og andre på samme måde som en Mommsen eller Rostovtzeff, har vi dermed ikke sagt, at Finleys analyser nødvendigvis er anakronistiske eller fejlagtige.
Referencerammer er således noget der opstår og tages fra nutiden, uanset om vi lever på 1800- eller 1900-tallet. De eksisterer i vore hoveder, ikke i kildematerialet. Derved ikke sagt, at de er upåvirkede af arbejdet med kilderne, for det er de sjældent, men fortidens præmisser kan de aldrig blive.
Man kan forholde sig til dette på mange måder. Man kan drive forskning, hvor det primære er at etablere, hvad der blev sagt og hvad der skete, og det er en helt nødvendig del i etableringen af en bedre empirisk basis. Man kan også trøste sig med, at hver generation nødvendigvis må skrive sin historie, eller man kan forsøge at forholde sig lidt mere professionelt til det faktum, at også de kinesiske historikere i fremtidens tænkte scenario vil medbringe deres samtid til Norge og Stortingsforhandlinger, om de vil det eller ej,
For det første er det nødvendigt, at erkende over for sig selv, at der er principiel forskel på kilde og referenceramme, og at sidstnævnte er en moderne konstruktion. For det andet at gøre sig klart, hvilke forestillinger om verdens sammensætning, der ligger i den moderne referenceramme. For det tredje at arbejde professionelt med de moderne referencerammer, da det er dem, som giver mening til kilderne. Der er ved sidste punkt at socialantropologiske metoder, komparation og analogier, generelt set, kommer ind som vigtige redskaber, fordi det tvinger os til at systematisere og gennemtænke, hvad vi egentlig gør med kilderne.
Modelanvendelse:
I socialantropologiske metoder står anvendelse af modeller helt centralt. Der er imidlertid også her, at der har eksisteret den største kontrovers og debat, fordi begrebet "model" er blevet anvendt i så mange forskellige betydninger. I antikforskningen har det gerne været knyttet op til Max Webers Idealtypus, som anvendtes i en række arbejder, hvor han behandlede den antikke verden, især i Wirtschaft und Gesellschaft I-II (1922). Weber sammenfattede her nogle karakteristiske træk ved det antikke samfund, som han også gjorde det for middelalderbyen. Den antikke by var ifølge Weber et center for konsum, ikke produktion, og den grundlæggende enhed var husstanden, oikos, socialt, økonomisk og politisk. Han påstod også, at den sociale og politiske organisering havde absolut forrang fremfor økonomien, som var integreret i de sociale relationer. Udenrigspolitik var ikke en kamp om markeder, men drejede sig om plyndring, tribut og skatter, som blev redistribueret blandt byens borgere. Weber understregede, at dette ikke var en konkret beskrivelse af den antikke by som sådan, men en "idealtype", det vil sige et redskab til at erhverve sig forståelse i arbejdet med kilderne.
Webers arbejder fik stor betydning for den nyorientering, der skete inden for antikfaget på 1960-tallet med J.-P. Vernant og P. Vidal-Naquet i Frankrig og M.I. Finley i England; men Webers Idealtypus var imidlertid ikke uden iboende problemer. Ud over at være en forståelsesramme giver den også en helt konkret beskrivelse af nogle for Weber vigtige træk ved det antikke samfund, som i realiteten udelukker andre forståelsesrammer. Den kan klassificeres som en beskrivende eller syntetiserende model, som systematiserer, hvad den antikke by egentlig er for et fænomen. Derved nærmer den sig egentlig en sammenfattende teori, en syntese, for de væsentligste træk ved den antikke by, som man derved også kan forsøge gennem empiriske studier at falsificere eller verificere. En tilsvarende model er Keith Hopkins’ skema for slaveriets vækst i det romerske Italia i Conquerors and Slaves (1978), som dog her kaldes a scheme of interdependence.
Modelanvendelse i historiefaget blev i Norge taget op til debat på 1970-tallet i den berømte strid mellem Stein Rokkan og Jens Arup Seip. Rokkan havde forsøgt at opstille en større centrum-periferi model for at forstå udviklingen i Norge på 1800- og 1900-tallet (Rokkan1975). Rokkans modelbrug blev kraftigt angrebet af Seip i det berømte indlæg, Modellenes tyranni (Seip 1975). Rokkan forsvarede sin modelbrug ved at karakterisere den som et "temporært tyranni – for at stå stærkere i kampen mot det permanente, det langt farligere tyranni, detaljernes". Meningsudvekslingen førte ikke til nogen frugtbar diskussion om modelbrug, fordi Rokkan og Seip egentlig snakkede forbi hverandre. Dette skyldes til dels, at Rokkans model, i lighed med Webers, nærmede sig en konkret syntese, og dels at Seip vel egentlig mente, at det var mere frugtbart at tage udgangspunkt i de enkelte elementer og aktører, det vil sige en mere empirisk tilgangsvinkel med et ideal om at kunne gå tilnærmet forudsætningsløst til kilderne. Diskussionen mellem Rokkan og Seip førte derfor desværre ikke til en større bevidsthed i historiefaget om modelanvendelse; men endte i den traditionelle diskussion om, hvorvidt empirien har forrang over for strukturen, eller omvendt. Beskrivende eller syntetiserende modeller er vigtige både pædagogisk og fremstillingsmæssigt og som dynamisk værktøj til at stille nogle intelligente og velstrukturerede spørgsmål til kilderne. Det er ikke denne type model, som har vor interesse her. I stedet skal vi koncentrere os om det, som kan kaldes rene analytiske forklaringsmodeller.
En analytisk forklaringsmodel giver sig ikke ud for at fremstille et konkret historisk fænomen eller forløb forankret i tid eller sted. Den kan bedst sammenlignes med et måleinstrument i de eksakte videnskaber. Den fortæller os noget om, hvilken type logik, eller sammenhæng, vi skal søge i de empiriske data. Hvis vi anvender et amperemeter på elektrisk strøm, så er det en speciel egenskab, nemlig strømstyrken, vi trække ud af data. Hvis vi anvender et voltmeter, er det en anden egenskab, strømspændingen, vi trækker ud af data. Hverken amperemeteret eller voltmeteret kan påberåbe sig at beskrive strømmen i sin totalitet, men måleinstrumentet fremhæver ganske bestemte egenskaber, som er afhængige af den logik som måleinstrumentet er bygget op på. Den danske atomfysiker Niels Bohr udtrykte det således, at når vi måler en partikel, er det ikke en partikel vi måler, men en partikel, som bliver målt, vi måler (Nørretranders 1985, 102 f ). I en anden sammenhæng i diskussionen med Einstein om, hvad lys egentlig var for noget – om det var partikel eller bølge – skar han igennem ved at påstå, at lys hverken var en partikel eller en bølge; men at vi kan vælge at måle lyset enten som partikel eller bølge.
Måleinstrumentet rendyrker nogle ganske bestemte egenskaber ved lyset på bekostning af andre; men det udelukker ikke brugen af andre måleinstrumenter, som kan give andre resultater. De er kort sagt komplementære. Disse eksempler er taget fra teoretisk fysik; men diskussionen har samme relevans for historieforskningen, fordi den berører den basale menneskelige erkendelse af omgivelserne. Analytiske forklaringsmodeller er et hjælpemiddel til at opstille teorier, hypoteser, som så kan falsificeres eller verificeres ud fra kildematerialet. Modellerne selv kan ikke falsificeres eller verificeres i traditionel forstand, selvom nogen af dem ikke giver mening, når vi anvender dem på et konkret materiale. En negativ resultat, kan faktisk være lige så frugtbar som et positivt. Så ved vi, at den logik, som måleinstrumentet er bygget op på, ikke skjuler sig bag kilderne.
Historiefaget har kun i ringe grad bidraget til udvikling af modeller. Dette skyldes til dels, at det "syntetiserende" aspekt ved faget har stået svagere i forhold til det "individualiserende" eller det "singulariserende". Når historikere fremsætter synteser, er de gerne bundet mere i tid og sted, og de har ikke haft til opgave at opstille lovmæssigheder for kunne forudsige forløb i nutiden eller fremtiden. De fleste af de modeller, som historikerne kan anvende, har derfor deres udspring enten i sociologi eller socialantropologi, med inspiration tilbage til Webers Idealtypus. En af de store modelbyggere inden for samvidenskaberne var K. Polanyi (1886-1964), som skulle få stor betydning for antikforskningen. Han opstillede i 1957 i samleværket Trade and Markets in the Early Empires en række økonomiske modeller til at forstå både ikke-kapitalistiske og kapitalistiske samfund. Disse økonomiske modeller indebar også et sæt af sociale relationer. Inspirationen til dette havde han fået fra tidligere socialantropologer, blandt andet Malinowski (1884-1942), som havde undersøgt gaveudvekslingssystemet hos trobrianderne i Stillehavet, og fra sociologen M. Mauss' Essai sur le don – forme er raison de l'echange dans les sociJ tJ s archaV ques fra 1925.
Den første var det reciprokke system (gaveudveksling), hvor en gave eller en tjeneste skaber normative forventninger om en genydelse, hvorved parterne knyttes sammen i et socialt fællesskab. Da der ikke er krav om, at gaven skal gengældes umiddelbart, skaber det også mere varige forpligtende relationer. Det andet er det redistributive system, hvor varer, tjenester og ydelser bliver fordelt mellem medlemmerne i samfundet over en eller anden form for central instans. Det tredje er det markedsøkonomiske system, hvor varer, tjenester og ydelser får en pris på et marked. Dette blev senere suppleret med en fjerde kategori, det landsbyøkonomiske system, hvor produktion sker med øje for konsum inden for husstanden, hvilket svarer til subsistens- eller i antikken oikos-økonomi.
Gaveudvekslingslogikken kom også til at danne grundlag for den patron-klient model, som blev udviklet specielt fra 1960-årene og frem (Gellner & Waterbury 1977; Eisenstadt & Roniger 1984). Manglende evne til at betale tilbage skaber et hierarki, hvor den stærke kan gøre krav på den svageres støtte og tjenester. Modellen er især blevet anvendt på Middelhavsområdet og Latinamerika op gennem tiden, og den blev derved revet ud af den kontekst, hvorfra man oprindeligt havde fået begreberne, nemlig det antikke romerske samfund. Det er ikke længere en konkret teori om det romerske samfund, men en model, som også kan anvendes på samfund, hvor man ikke nødvendigvis har tilsvarende begreber som patron-klient, som for eksempel det antikke græske. Afgørende er ikke, hvilke begreber aktørerne selv brugte; men om vi i de menneskelige relationer, som kilderne giver udtryk for, kan se spor af patron-klient relationens logik.
En tilsvarende model er big-man modellen, som i lighed med Polanyis modeller har sit udspring i det man kan kalde analogier, eller komparation med noget kendt i nutiden. Studiet af polynesiske høvdinge (Sahlins 1963) og de amerikanske indianeres gavegivningssystem under Potlatch-fester (Hastrup & Ovesen 1985, 236-241), hvor social position og prestige bygger på, hvem der kan give mest væk, er med held blevet brugt til at give mening til de homeriske heltes adfærd (Qviller 1981). Man kan imidlertid gå videre end det, og fra analogien bygge op en egentlig model, som påstår, at indflydelse og magt hviler på udøvelse af generøsitet. Den kan derefter anvendes på en række menneskelige transaktioner, som ikke længere er bundet i en ganske speciel samfundstype eller tid og sted. Det kan forklare, hvorfor vi i det moderne samfund finder utallige fonde og institutioner, som er finansieret af finansfyrster, som ellers har bygget deres position op på rene kapitalistiske transaktioner. Statoils generøsitet ved OL i Lillehammer har ud fra denne synsvinkel ikke alene noget at gøre med et reklamefremstød eller snæver markedsføring.
En model af en lidt anden type skal også nævnes her, nemlig den geografiske central place model, som blev udviklet af W. Christaller i det vigtige værk Die zentralen Orte in Süddeutschland (1933). Christaller påviste, at det ikke er tilfældigt, hvorledes købstæder, mindre byer og landsbyer ligger placeret i forhold til hinanden, og at det kan analyseres ud fra de centralfunktioner, som de enkelte steder har: det vil sige ud fra de varer, tjenester og ydelser som centeret producerer. Christallers model er med stort held blevet benyttet af arkæologer i deres arbejde med bosættelser, tidlige bydannelser (Renfrew & Shennan 1982), større mere komplekse statsdannelser i Mesopotamia og Mellemamerika (Feinman & Marcus 1998), samt i forbindelse med urbaniseringen af den vestlige del af Romerriget (Bekker-Nielsen 1984).
Karakteristisk for alle ovennævnte modeller er, at de er relativt enkle, bygger på en stringent logik, og at de ikke prætenderer at gribe den modsætningsfulde virkelighed i hele sin totalitet. De er også, selvom de i udgangspunktet bygger på analogier med konkrete samfund, uafhængige af tid og sted. Forsøg på at koble en ganske speciel model til en ganske speciel samfundstype i tid fører som oftest til analytisk uklarhed. Polanyis redistributionsmodel er for eksempel blevet brugt, også af Polanyi selv, som et specielt karakteristisk træk ved Egypt og de Mesopotamiske statsdannelser, og derved har man også kunne koble det sammen med Karl Marx's asiatiske produktionsmåde, som kort nævnes i forordet til Das Kapital. Kritikere af modelanvendelse får derved let spil. De kan med rette påvise, at den moderne skandinaviske velfærdsstat er en af de mest redistributive i verdenshistorien, selvom den også er kapitalistisk, og at vigtige sektorer i Egypt og specielt Mesopotamia rent faktisk kørte efter tilnærmede markedsøkonomiske principper (Larsen 1976). Det samme problem er opstået med patron-klient modellens anvendelse på det romerske samfund. Den er blevet brugt som karakteristik både af de mere nære personlige relationer mellem en patron og en klient i dagligdagen, og af forholdet mellem kejser Augustus og det romerske folk som helhed. Det er her relativt nemt at påvise, at der må være en væsensforskel mellem de to relationer, og at der må bruges andre analytiske redskaber til at forstå den vertikale forbindelse mellem kejsermagt og befolkning, også selvom patron-klient relationen kan belyse aspekter af denne.
Komparation og analogi:
Vi har nævnt at analogier er et vigtigt redskab i forbindelse med modelbygning; men analogier kommer også ind på en anden måde i forbindelse med komparation, hvor vi sammenligner fænomener fra fortiden med lignende i nutiden i et forsøg på sætte kilderne ind i en frugtbar sammenhæng. Denne type komparation adskiller sig fundamentalt fra en anden type komparation, hvor vi for eksempel sammenligner det kinesiske kejserrige med det romerske imperium. Dér er det selve sammenligningen, som står i fokus. Ved komparation med brug af analogier er sammenligningen ikke et mål i sig selv, men et redskab til at forstå kilder.
Analogier er i virkeligheden noget vi alle bruger, når vi giver udtryk for, at noget lyder logisk eller sandsynligt. En meget stor del af argumentationen i videnskabelige afhandlinger bygger på, ud over den rent kildekritiske analyse, at afsender og modtager deler nogenlunde samme referenceramme. Sovjetunionens og Jugoslavias opløsning har givet os et lidt andet udgangspunkt, hvis vi vil undersøge, hvorfor samfund historisk set pludselig kan bryde sammen. Den moderne kristne, jødiske og islamiske fundamentalisme vil sikkert også påvirke spørgsmålet om, hvorvidt religion skal betragtes som en dynamisk eller en konserverende faktor i et samfund. Normalt giver vi ikke udtryk for, hvilke referencerammer vi bruger; men i antikstudiet har specielt analogier med ikke-kapitalistiske og præindustrielle samfund i verden været en bevidst og yderst frugtbar metodisk tilgangsvinkel, især efter man har erkendt, at antikkens samfund ikke bare var et tidligere spejlbillede af de senere vesteuropæiske samfund; men måske nok et "anderledes" samfund.
Socialantropologiske undersøgelser af skriftløse kulturer har givet en meget bedre forståelse for mundtlig tradition, og derved også af Homers epos (Jensen 1980). Såkaldt "traditionelle" bondesamfund i den moderne verden er en righoldig kilde til teknologisk indsigt, arbejdsrytme og tidsforbrug, værdinormer om familie, slægt, mand og kvinde (Walcot 1970). Moderne studier af slægtskab og dets betydning i forskellige verdensdele med forskellig organisering af den basale produktion (Goody 1976; Goody & Tambiah 1973) får os til at se mulige mønstre i den antikke verden. Det samme gør studier af organisering af handel og håndværk i præindustrielle samfund, her specielt den islamiske og arabiske verden (Meyer 1998, 166-201). Ved at undersøge religiøs praksis og kult andre steder, har vi bedre mulighed for at træde ud af det fængsel, som den kristne kulturarv har placeret os i, hvor vi adskiller mellem religiøs og verdslig sfære, og hvor religion er blevet til et spørgsmål om tro eller ikke-tro. Antikke religiøse ritualer, ceremonier, fester, varselstydning og orakler kan derved tillægges en mulig ny betydning i det antikke samfund (Lincoln 1981). Studiet af "omvendte ritualer" kan kaste nyt lys over antikkens komedier og tragedier, som vi ellers blot ville sammenligne med moderne teater (Bouvrie 1990). Der er ikke plads til at gå i detaljer eller lave listen længere.
Analogier eller komparation kan lige så lidt som modeller erstatte manglende kilder. I lighed med modellerne giver komparationen en betydning til kilderne eller sætter dem ind i en speciel sammenhæng, men til forskel fra modeller er analogier i langt højere grad bundet til tid og sted, på nogle undtagelser nær, som jeg skal komme tilbage til. For at en analogi skal være frugtbar, må vi normalt kunne påvise, at der er en høj grad af lighed mellem nutiden og fortiden, som den umiddelbart fremtræder – sagt med andre ord – at de udsender tilnærmelsesvis identiske signaler eller tegn. Ud fra dette kan vi så forsøge at gå bag om nutidens signaler, og derefter overføre den bagvedliggende referenceramme, eller sygdomsbillede, til fortidens samfund. På denne måde skulle det, i hvert fald teoretisk set, være muligt at sammenbinde for os fragmentariske og ofte ulogiske kilder til en mere meningsfuld konstruktion; men brugen af analogier er, lige som den hermeneutiske tilgangsvinkel, behængt med en del logiske brister, lige meget hvor frugtbar brugen af dem så end synes at være.
For det første må vi være klar over, at forskelligartede samfund godt kan udsende identiske signaler. Fordi man i Middelalderen og i en moderne italiensk småby fejrer den samme helgen med samme ceremonier, kan man ikke derved påstå at Middelalderens og nutidens mennesker tillægger helgenfesten den samme betydning, eller at den har samme betydning i den sociale struktur. Det kan også vendes om. Selvom man i et græsk og i et tyrkisk bondesamfund har forskellige fester og et forskelligt religiøst univers, betyder det ikke at den sociale struktur er grundlæggende forskellig.
For det andet: det vi i realiteten gør, er at flytte problemet fra fortiden til nutiden. Vi skubber det over på andre. Nutidens socialantropologer er jo ikke objektive iagttagere af de "andre". Der er tale om en diskurs, for at bruge et populært og efterhånden indholdsløst begreb. De medbringer – lige som historikerne – et arsenal af forstillinger fra deres eget samfund, og er præget af begreber som kolonisering, afkolonisering, universelle menneskerettigheder og kulturrelativisme, hvilket vil påvirke deres udvalg, fremlæggelse og analyse af data inden for rammen af de vedtagne videnskabelige paradigmer.
Også inden for socialantropologi er der forskellige skoler, som har forskellig opfattelse af forholdet mellem tegn eller symbol og det samfund, som har frembragt dem, og vi kan skelne mellem forskellige yderpositioner (Hastrup 1975; Hastrup & Ovesen 1985, 91-107). Der er funktionalister, som understreger, at ritualer og symboler må ses som et produkt af de sociale forhold, og strukturalister som i højere grad ser på dialektikken mellem sociale og kulturelle systemer og deres konkrete udformning. Der kan også skelnes mellem formalister, som lægger hovedvægten på de kulturelle manifestationer i deres egenart, og substantivister som søger efter en sammenbindende logik bagved det store mangefold, og som gerne går på tværs af forskellige kulturer for at finde alment gyldige træk ved menneskelig adfærd. Sidstnævnte går ikke af vejen for at trække analogier mellem samfund som på overfladen ser helt forskellige ud. Et eksempel på dette er F.G. Baileys fremragende bog Stratagems and Spoils. A Social Anthropology of Politics (1980), hvorfra der kan hentes megen inspiration til at arbejde med antikkens politiske kultur.
Bag ved det hele ligger Karl Marx' basis-overbygning problematik, og skelnen mellem tings natur og deres fremtrædelsesform. Hvad bestemmer egentlig hvad, og hvad vil det sige, at der eksisterer et dialektisk forhold mellem basis og overbygning? I hvor høj grad virker et samfunds overbygning som et fængsel for aktørernes handlefrihed, eller er normer og ritualer redskaber til at manipulere omgivelserne, og derved også langt mere dynamiske? Skyldes manglende evne til at foretage en udvikling af basis socialpsykologiske eller mentalitetsmæssige faktorer, eller skal vi søge årsagerne i samfundets basis? Hænger for eksempel den manglende industrialisering i den antikke verden sammen med et ganske bestemt værdisyn på produktion og profit, eller er den manglende adgang til rigelig energi i form af kul en måske nok så vigtig faktor?
Rationalitet:
I diskussionen om den kollektive mentalitets betydning for aktørernes handlinger har man gerne skelnet mellem primitiv/prælogisk og civiliseret/logisk (Hagen 1986). Det første kendetegnes af en modsætningsfuld, impulsiv og mytisk tankegang i modsætning til brug af årsagsforklaringer og udviklet abstraktionsevne. Denne skelnen, nærmest mellem rationel og irrationel, er yderst problematisk, fordi der er en tendens til at klassificere alt, som vi moderne mennesker ikke forstår, som irrationelt eller endog kultisk/mytisk. Et eksempel på sidstnævnte er N. Marinatos' behandling af vægmalerierne på Thera, som medfører, at en meget stor del af rummene i et almindeligt hus får en eller anden kultisk funktion (Marinatos 1984). D. Macauly har i så henseende skrevet det, som burde være en metodisk grundbog, Motel of Mysteries (1979), hvor han lader fremtidige arkæologer udgrave et amerikansk motel, som ender med at blive et stort kultisk center, fordi det indeholder så mange genstande og symboler, som fremtidens arkæologer ikke forstår hensigten med.
I dag er da også en tendens til at undlade disse begreber, og stedet se på menneskets handlinger som – i hvert fald i udgangspunktet – rationelle i forhold til det meningsunivers, de er placeret i (Bagge 1999). I følge denne tankegang bliver den antikke verdens orakler og varseltagning rationelle fænomener i forhold til et ganske specielt meningsunivers og en social struktur. Vi kan med analogier til moderne samfund, hvor vi kender hekseri og magi, få større forståelse for den strukturelle placering af sådanne fænomener. Endelig kan det ses i sammenhæng med det faktum, at man kun i ringe grad havde redskaber til at forstå verdens fysiske sammensætning i naturvidenskabelig forstand, og analytiske redskaber til at forudsige fremtiden.
Jeg har imidlertid lyst til at gå lidt videre end dette i en mere substantivistisk retning. Det kan være frugtbart også at foretage analogier til det moderne industrielle og "videnskabelige" samfund, i lighed med Baileys analyse. Moderne mennesker, herunder også mange akademikere, lider af den naive opfattelse, at varsler og orakler tilhører en ganske speciel samfundstype eller meningsunivers. Vi tror imidlertid på, hvad økonomiske og samfundsvidenskabelige eksperter fortæller os. Ekspertudtalelser er ofte modstridende eller formuleres på en sådan måde, at de kan indgå i forskellige sammenhænge. Selvom videnskabelige forudsigelser om fremtiden sjældent holder stik, fortsætter vi med at konsultere det videnskabelige samfund, når beslutninger skal tages. For at vore beslutninger og handlinger skal opfattes som rigtige og acceptable for andre, må de være i overensstemmelse dels med et stort ideologisk (religiøst) univers og dels have den videnskabelige (guddommelige) sanktion. Naturligvis har den naturvidenskabelige og teknologiske revolution de sidste 200 år haft dybtgående konsekvenser for det moderne menneske med hensyn til tid, arbejde, familiestruktur, socialt netværk etc. Hvor vidt jorden er flad eller rund, universet skabt den 15. oktober 3761 f.Kr. eller for mange, mange milliarder år siden, om et æbles fald til jorden skal tilskrives guddommelig indvirkning eller tyngdeloven, som selv videnskaben ikke forstår, men kun gøre rede for, har imidlertid en forsvindende lille betydning for vore daglige beslutninger og handlinger.
Epilog:
Vi ved ikke, hvilke resultater og synteser om Norge de imperiale kinesiske historikere vil komme frem til i fremtidens tænkte scenario. Det er muligt, at de vil klassificere os som "prælogiske", fordi vore politiske beslutninger ser ud til at have været begrænset af snævre ideologiske dogmer, som nærmest havde religiøs status. De vil henvise til, at der blev vedtaget en lang række skatter og afgifter, som havde den erklærede hensigt at forbedre folkesundhed og skabe et bedre miljø, ikke bare lokalt, men også globalt. Alt tyder imidlertid på, at lovene kun i ringe grad nåede disse mål, og at aktørerne endog var klar over dette. Enkelte vil måske begynde at filosofere over det faktum, at den norske stat blev rigere, hver gang man forsøgte at nedsætte befolkningens spiritus- og tobaksforbrug eller tvinge dem til at gå fra privatbilen til fordel for den kollektive trafik. Nogle vil sikkert søge efter navne i referaterne for at finde spor efter dominerende slægter eller klaner. De vil finde navne som Stang, Vogt, Sverdrup, Gerhardsen, Harlem, som var knyttet til Brundtland i ægteskab, samt Stoltenberg for at lave en prosopografisk analyse. Andre vil undre sig over, at politikerne specielt i slutningen af perioden ikke ser ud til at repræsentere økonomisk stærke eller specielt indflydelsesrige familier i fortidens norske samfund. Måske var dét grunden til, at udgivelsen af Stortingsforhandlinger sluttede i år 71 e.Mao.
Meget vil afhænge af det arsenal af modeller og samtidige analogier, som de kinesiske historikere har til rådighed, det vil sige i sidste ende deres egen samtid. Måske vil enkelte konkludere, som R. J. Wenke har gjort det i forordet til sin bog Patterns in Prehistory. Humankind's First Three Million Years (1984):
Having finished this manuscript I am now going to return to Kom el-Hisn, in the western Egyptian Delta, where we are excavating what was an important town of the Old Kingdom. I hope we find something spectacular, something that will tell us marvellous things about the nature of the Egyptian past. But the point of this book is that this is not likely to happen. We already know much about the Egyptian - and world's antiquity. What we lack are the principles to understand and explain the past.
Litteratur:
Som introduktion til socialantropologiske problemstillinger kan anbefales Hastrup & Ovesen (1985) og Keesing (1975). østergård (1973) og Humphreys (1978) giver en god historiografisk analyse af forholdet mellem antikforskningen og samfundsvidenskaberne, førstnævnte ud fra et marxistisk perspektiv.
Badian, E. 1958: Foreign Clientela, Oxford.
Bagge, S. 1999: "Honour, Passions, and Rationality. Political Behaviour in a Traditional Society". In F. Engelstad & R. Kalleberg (eds), Social Time and Social Change. Perspectives on Sociology and History, 109-129, Oslo.
Bailey, F.G. 1980: Stratagems and Spoils. A Social Anthropology of Politics, Oxford.
Bekker-Nielsen, T. 1984: Bydannelse i det romerske Gallien, Aarhus
Bouvrie, S. des 1990: Women in Greek Tragedy. An Anthropological Approach (Symbolae Osloenses fasc. suppl. XXVII), Oslo.
Christaller, W. 1933: Die zentralen Orte in Süddeutschland, Jena. (Genoptryk Darmstadt 1980)
Eisenstadt, S.N. & L. Roniger 1984: Patrons, Clients and Friends. Interpersonal Relations and the Structure of Trust in Society, Cambridge.
Feinman, G.M. & J. Marcus, eds. 1998: Archaic States, Santa Fe.
Finley, M.I. 1985 (rev.ed.): The Ancient Economy, London. (Førsteudgave 1975).
Gellner, E. & J. Waterbury, eds. 1977: Patrons and Clients in Mediterranean Societies, London.
Gelzer, M. 1912: Die Nobilität der römischen Republik, Berlin.
Goody, J. & S.J. Tambiah 1973: Bridewealth and Dowry, Cambridge.
Goody, J. 1976: Production and Reproduction. A Comparative Study of the Domestic Domain, Cambridge.
Hagen, R. 1986: "Mentalitetshistorie: Hva og hvorfor? Ei kritisk drøfting av begreber og historieteori", Studier i historisk metode 19, 9-26.
Harris, W.V. 1979: War and Imperialism in Republican Rome, 327–70 B.C., Oxford.
Hastrup, K. & andre 1975: Den ny antropologi, København.
Hastrup K. & J. Ovesen 1985: Etnografisk grundbog, København.
Hopkins, K. 1978: Conquerors and Slaves, Cambridge.
Humphreys, S.C. 1978: Anthropology and the Greeks, London.
Jensen, M.S. 1980: The Homeric Question and the Oral-Formulaic Theory, København.
Keesing, R.M. 1975: Cultural Anthropology. A Contemporary Perspective, New York.
Larsen, M.T. 1976: The Old Assyrian City-State and Its Colonies (Mesopotamia 4), Copenhagen.
Lincoln, Bruce 1981: Emerging from the Chrysalis: Rituals of Women's Initiation, Cambridge, Mass.
Macauly, D. 1979: Motel of Mysteries, Boston, Mass.
Marinatos, N. 1984: Art and Religion in Thera: Reconstructing a Bronze Age Society, Athens.
Mauss, M. 1925: Essai sur le don – forme er raison de l'echange dans les sociJ tJ s archaV ques, Paris. Norsk udgave Gaven. Utvekslingens form og årsak i arkaiske samfunn, Oslo 1995.
Meyer, J.C. m.a. 1998: Antikkens historie. Høvdingedømme, bystat, imperium, Oslo.
Nørretranders, T. 1985: Det udelelige. Niels Bohrs aktualitet i fysik, mystik og politik, København.
Polanyi, K., C.M. Arensberg & H.W. Pearson, eds. 1957: Trade and Market in the Early Empires. Economies in History and Theory, Glencoe.
Qviller, B. 1981: "The Dynamics of the Homeric Society", Symbolae Osloenses 56, 109-155.
Renfrew, C. & S. Shennan, eds. 1982: Ranking, Resource and Exchange. Aspects of the Archaeology of Early European Society, Cambridge.
Rokkan, S. 1975: "Sentrum og periferi, økonomi og kultur", Studier i historisk metode 10, 129-55.
Sahlins, M.D. 1963: "Poor Man, Rich Man, Big-Man, Chief: Political Types in Melanesia and Polynesia", Comparative Studies in Society & History 5, 285-303.
Seip, J.A. 1975: "Modellenes tyranni", Studier i historisk metode 10, 101-128.
Walcot, P. 1970: Greek Peasants. Ancient and Modern, Manchester.
Wallace-Hadrill, A. ed. 1989: Patronage in Ancient Society, London & New York.
Weber, M. 1922: Wirtschaft und Gesellschaft I-II, Tübingen.
Wenke, R. J. 1984: Patterns in Prehistory. Humankind's First Three Million Years, New York.
østergård, U. 1973: "Den antikke produktionsmåde. Oversigt over historieskrivningen om forholdet mellem økonomi og samfund i antikken", Den Jyske Historiker 5-6, 1972-73, 4-42.