HVORFOR OG HVORDAN SKAL VI BESKÆFTIGE OS MED HISTORIE

 

Hvorfra kommer historisk viden og forståelse i vort samfund?

 

For nogle år siden foretog man i Danmark en undersøgelse af, hvorfra befolkningen havde deres viden om fortiden og historien. Alle de adspurgte havde haft historie som fag i ungdomsskole eller gymnas. Undersøgelsen kunne konkludere, at den vigtigste kilde til historisk viden og forståelse var tegneserie, film og historiske romaner.

 

For faghistorikerne kom dette som en lidt ubehagelig overraskelse. De er ofte meget skeptiske til forfattere og filmskabere, som bruger historien på en ukritisk måde, også selvom det faktisk er en god reklame for faget. For historikeren er det vigtigt at give et så korrekt billede af fortiden som muligt.  De ønsker naturligvis at det er deres forskning og bøger, videnskabelige som populærvidenskabelige, som skal skabe den historiske bevidsthed i samfundet. Nu er det ikke alene historikerne, som er optaget af, hvad der er historisk korrekt eller ej. Mange, som har set filmen ”Gladiator”, læst ”Asterix” eller Sigrid Undsets middelalderroman ”Kristin Lavransdatter” fra 1920-22 ønsker faktisk at få at vide, om det virkelig også var sådan engang i fortiden.

 

”Historisk korrekthed” bliver nærmest et ekstra kvalitetsstempel, ikke bare for historikeren, men også for  kinogængeren og læseren. Derfor er der mange film, som markedsføres fra filmindustrien med bemærkningen om, at den bygger på en sand historie fra virkeligheden.

 

 

Kunstnerisk frihed mod historisk korrekthed.

 

Film, som markedsføres med, at de bygger på en sand historie fra virkeligheden, bliver imidlertid på nogle enkelte undtagelser nær sjældent de helt store kassesucceser, med mindre de har andre store filmmæssige kvaliteter. Ofte ser vi dem aldrig på kino, men kun på video- og DVD-hyllerne.

 

Gladiator” er nemlig som film betragtet ikke dårligere, fordi hærføreren Maximus aldrig har levet og kæmpet som gladiator mod kejser Commodus i det store amfiteater Colosseum i Roma. ”Asterix” bliver ikke nogen ringere tegneserie, fordi historikeren kan påvise, at der aldrig nogen sinde har eksisteret en sådan lille uafhængig gallisk landsby, og fordi tegner og tekstforfatter i deres rekonstruktion af den romerske samfund blander elementer fra forskellige perioder sammen. Caesar har aldrig levet i det Roma, som vises i tegneserien. Sådan kom det først til at se ud flere hundrede år senere. Sigrid Undsets bog ”Kristin Lavrantsdatter” er stadig et litterært mesterværk, selvom middelalderhistorikere måske har en helt anden opfattelse af, hvorledes mennesker levede og tænkte i Norge på 1300-tallet.

 

Forfattere, filmskabere og kunstnere bruger ofte megen tid på at sætte sig ind i den historiske periode, som de placerer deres personer og handling i. Sigrid Undsets bøger om middelalderen bygger således på lang tids studier af norsk middelalder. Forfattere og filmskabere er imidlertid ikke bundet af den historiske virkelighed. De kan tillade sig at introducere personer og begivenheder efter hel fri fantasi. De har det, man kalder kunstnerisk frihed. Fortiden bliver brugt til at fortælle en god historie med et godt budskab, som skal engagere eller måske blot underholde. Det er budskabet og ikke den historiske korrekthed som står i centrum.

 

 

Historie for histories egen skyld?

 

Faghistorikere vil naturligvis også gerne engagere og måske også underholde, når de skriver bøger eller laver dokumentarfilm. Nogen historieforskning har først og fremmest til formål at afdække, hvad som egentlig skete og hvad vi konkret ved om en periode. Det er måske ikke altid det mest engagerende eller underholdende for udenforstående at læse. Anden forskning og formidling kan have et klarere og mere forståeligt budskab i lighed med en skønlitterær roman, og kan komme ud til et langt større publikum.

 

Nogen læser historikernes fremstillinger, fordi de er interesseret i fortiden for fortidens egen skyld. Det er interessant og fængslende at leve sig ind i gamle dage, besøge historiske steder, som den romerske by Pompeii i Italia eller Bryggen i Bergen, samt museer i ind- og udland. Historie bliver nærmest en fritidsbeskæftigelse i lighed med at samle på frimærker og det er ofte medbestemmende for hvilke rejsemål man vælger under sine ferie, hvor man kan kombinere afkobling fra arbejde med kulturoplevelser.

 

Historien for historiens egen skyld er en god forretning for turistindustrien; men det kan næppe være begrundelsen for at vort samfund betaler for videnskabelige institutioner, hvor der forskes i fortiden, og opretholder et selvstændig fag i gymnas, som hedder historie. Hvorfor investerer samfundet i historie. Hvilken funktion har historien i vort samfund ud over at være en interessant fritidsbeskæftigelse og et trækplaster for turister?

 

 

Hvilken funktion har historie?

 

Mange siger at det er nødvendigt at kende sine dybere historiske rødder. Nu er det imidlertid ikke alle samfund i verden, som dyrker historie på samme måde som os. Hvis vi tager til en afghansk eller tyrkisk landsby går den historiske bevidsthed sjældent mere end tre til fire generationer tilbage. Det er nok til at holde orden på familien og venner, og det er det som betyder noget i hverdagen. Sådan er det nok også for de fleste mennesker i det norske samfund.

 

Andre siger, at man kan lære af historien, således at man ikke begår samme fejl igen. Nu kan det naturligvis diskuteres, hvorvidt politikere og andre beslutningstagere også er flinke til at gøre dette. Under 1. verdenskrig havde generalerne ikke lært af de erfaringer, som man havde gjort under den amerikanske borgerkrig med hurtigskydende rifler, maskingevær og pigtråd. Man blev ved med at sende tusindvis af unge mennesker ind i den sikre død, uden at opnå noget afgørende. Endelig kan det indvendes, at det skulle næppe være nødvendigt at gå til fjerne perioder for at tage fornuftige beslutninger.

 

Et andet omstridt spørgsmål er, om historien også gentager sig. Er hver situation ikke ny, selvom den ligner på den gamle? Nogen vil endog påstå, at det er en fordel, når der skal tages beslutninger, at man ikke er bundet af, hvad der skete sidste gang. Derved bliver man i stand til at se tingene helt på nyt. Generalerne under 1. verdenskrig havde en solid historisk viden om tidligere tiders berømte felttog; men var kun langsomt i stand til at erkende at man var kommet i en helt ny situation, som krævede nytænkning, også selvom de kunne have lært af den amerikanske borgerkrig.

 

Andre vil mene, at netop en historisk viden, også om menneskelige samfund længere tilbage, vil gøre dig en bredere baggrund for at tage de rigtige beslutninger også i nye situationer. Eller sagt med andre ord; ved at forstå den historiske baggrund for det samfund vi har i dag, er vi også bedre i stand til at forstå de kræfter, som styrer det moderne samfund.

 

 

Historien i den moderne nationalstat,

 

Uanset hvilken opfattelse man har af dette, er det vigtigt at gøre sig klart, at historiefaget og historieforskning, som vi kender det i dag, er et ganske nyt fænomen i menneskets historie. Det opstod faktisk sammen med opkomsten af de nye nationalstater i Europa på 1800-tallet. Grundlaget for disse nye stater var ideen om, at nationen var identisk med folket, som man mente havde nogle ganske specielle træk, som adskilte dem fra naboerne. Førhen havde man været fransk, hvis man var underlagt den franske konge, og dansk, hvis man var underlagt den danske konge, uanset hvor man var født og hvilket eller hvilke sprog man talte. Spørgsmålet om, hvor vidt Ludvig Holberg (1684-1754) er dansker eller nordmand, ville Holberg selv have stillet ganske uforstående til. Han var dansk fordi han var i den danske konges tjeneste. Hvis han havde flyttet til Frankrig og gået i den franske konges tjeneste, så blev han fransk.

 

De nye nationalstater på 1800-tallet fik behov for at definere nogle træk ved folket, som kunne adskille dem fra naboerne, og derved opstod ideen om den nationale egenart. Vigtigt var sprog, kultur, folkesjæl, det nationale landskab og også historie. Det nationale fællesskab var nemlig ikke noget man kunne vælge at tilhøre, som en Holberg. Det blev et skæbnefællesskab, bestemt af fødsel. Dette skæbnefællesskab havde rødder langt tilbage i tid, og det blev derved også et historisk fællesskab.

 

Også tidligere tiders herskere havde brugt historien til at legitimere deres magt og gøre krav på omstridte området, og de fik gerne skrevet deres dynastis historie, men det var ikke noget som kom ud til den almindelige befolkning. Historie fik med nationalstatens opståen en ny dimension. Man kunne stadig bruge den til at gøre krav på omstridte områder, som for eksempel danskernes krav på dele af Nordtyskland, men nu knyttedes den også op mod befolkningens identitetsfølelse. Historie var ikke længere herskerens eje, men befolkningens eje.

 

Problemet var imidlertid at der var de færreste borgere i de nye nationalstater, som vidste, at de havde denne nationale egenart, og at de tilhørte dette historiske skæbnefællesskab. Man talte for eksempel ikke det samme sprog, og sproggrænserne fulgte slet ikke nationens grænser. En norditaliener kunne ikke forstå en sicilianer og omvendt. En beboer i Marseille i Sydfrankrig kunne ikke forstå det fransk, som taltes i Paris. Der var ikke alene tale om forskellig dialekter, men ofte helt forskellige ord. En variant af tysk blev talt både af befolkningen syd og nord for den senere dansk-tyske grænse ved siden af en lokal dialekt med både danske, tyske og engelske ord. Den var der ingen, der forstod i København. Kulturelt set følte befolkningen i Syddanmark sig også tættere knyttet til Nordtyskland end til København.

 

 

Historie bliver en videnskab.

 

For at den nye nationalstat skulle kunne fungere trængte man et redskab til at dyrke og skabe denne nationale egenart, og her kom skolesystemet ind. Gennem almindelig skolepligt og kontrol med skolebøger og læreruddannelse, kunne opvoksende generationer oplæres i, hvad det vil sige at være norsk, tale norsk og have en fælles norsk historie, til forskel fra at være svensk, dansk eller tysk. Derved opstod der også et stort behov for en god og kontrolleret læreruddannelse specielt i sprog og historie. Man begyndte at udgive ordbøger, der angav hvilke ord man skulle bruge for at tale og skrive korrekt norsk. Norsk og historie blev  selvstændige fag og videnskaber på universitetet. I lighed med andre videnskaber på 1800-tallet udviklede man spilleregler for, hvorledes man skulle beskæftige sig med historie, og hvorledes man skulle kunne skelne mellem, hvad der var rigtigt og forkert.

 

Historie var ikke den eneste disciplin, som havde til opgave at tage vare på og søge efter nationens historiske rødder. I samme periode bliver arkæologi en selvstændig videnskab. Udgravninger havde førhen nærmest haft karakter af skattegravninger. Nu blev man interesseret ikke alene i guld, sølv, og kunst, men også dagligdags efterladenskaber fra nordmændene fra stenalderen og frem. Særlig stor opmærksomhed fik skeletter af de tidligste beboere. De blev udstillet i montre på museer, som blev offentligt tilgængelige for befolkningen. 

 

 

Hvad er forskellen mellem Sigrid Undset og en middelalderhistoriker?

 

Både en middelalderhistoriker og en Sigrid Undset kan have et klart budskab i deres værker. Begge kan have en vigtig funktion ved at skabe identitet og historisk bevidsthed. I moderne tid er dette måske i mindre grad knyttet op til nationalstaten og mere til andre sociale grupper som arbejderbevægelse, kvindebevægelse, nationale minoriteter som samerne, baskerne, korsikanerne, indianerne i USA. Derved er historikerne indirekte med til at påvirke det moderne samfund. Når historikeren for eksempel skriver om kvinder selv i fjerne perioder som antikken og middelalderen får det ofte betydning for den moderne debat om kvinders og mænds stilling, rettigheder og pligter i det moderne samfund. Det giver moderne kvinder en historisk identitet og selvbevidsthed: ”Vi har også en historie, som ikke førhen har været fortalt”. Udgivelsen af et videnskabeligt værk om samernes historie kan også få betydning for identitet og selvforståelse i det moderne samiske samfund. Mange historikere er sig dette ganske bevidst, og det er slet ikke tilfældigt hvad de vælger at forske i og skrive om.

 

Det er også almindeligt at kommuner får skrevet deres bygdehistorie for at styrke og markere den regionale identitet. Det er de færreste i kommunen, som faktisk sætter sig ned og læser bygdehistorien fra ende til anden. De nøjes gerne med at se på billederne fra gamle dage, og ser efter om deres slægt eller gårdsbruk er nævnt. Dette har imidlertid ikke den store betydning for skabelsen af identitet og lokal tilhørighed. Lige som kvindebevægelsen fik sin historie skrevet, således har bygden nu også fået det, og det er det som betyder noget for de fleste.

 

Det der adskiller en middelalderhistoriker fra Sigrid Undset er, at middelalderhistorikeren ikke har den samme kunstneriske frihed, men er tvunget til at følge nogle videnskabelige spilleregler, når han eller hun skriver om fortiden.

 

Nogen vil måske spørge, hvorfor det er nødvendigt med videnskabelige spilleregler, når man skal skrive om fortiden. Sigrid Undsets bøger er jo langt mere læst end faghistorikernes værker og har jo skabt lige så meget historisk bevidsthed og identitet som de professionelle historikere. Er det ikke bare historikernes og arkæologernes ønske om at få eneret på fortiden, og derved også kunne lukke iderige mennesker ude fra det gode videnskabelige selskab? Tor  Heyerdal, som foretog den berømte Kon-Tiki ekspedition fra Peru til Polynesien på en balsaflåde, fik for eksempel aldrig gennemslag hos arkæologer og antropologer for sin teori om, at den første kolonisering af Stillehavet skulle have foregået fra Sydamerika.

 

Har det nogen betydning om historiske fremstillinger er historisk korrekte?

I udgangspunktet må det indrømmes, at det ikke har nogen betydning, om store dele af befolkningen fejlagtigt tror at den romerske kejser Commodus kæmpede mod en Maximus i Colosseum, som det fremstilles i filmen ”Gladiator”. Det ændrer ikke på noget i nutiden, selvom det naturligvis vil ærgre antikkhistorikere. Men der kan være andre ting, som indeholder langt mere sprængstof.

I 1977 skrev den engelske historiker David Irving (1938 - ) bogen ”Hitler’s War”, hvor han mente at kunne påvise, at Hitler ikke havde beordret jødeudryddelserne. Ifølge Irving skulle de være gennemført bag hans ryg. I 1989 gik han endnu længere ved at påstå, at Holokaust, de systematiske jødeudrydelser, slet ikke havde fundet sted.

Alle, der har besøgt koncentrationslejren i Auschwitz, set dokumentarfilm fra 2. verdenskrig, eller hørt interview med de overlevende ved, at David Irving her må tage fundamentalt fejl. Selvom Irving er historiker af uddannelse har han ikke fulgt de videnskabelige spilleregler. Han har udeladt dele af den historiske virkelighed, fordi den ikke passede ind i det budskab, han gerne ville formidle til sine læsere.

Overlevende fra de nazistiske udrydelseslejre reagerede naturligt kraftigt på Irvings påstande, og sagen endte i retten, og i 2000 blev han dømt for racisme og antisemitisme. Irvings bøger fik imidlertid betydning ud over dette. Nynazistiske grupper kunne bruge Irving til at retfærdiggøre deres handlinger. Jødeforfølgelser og koncentrationslejre havde ikke eksisteret på den måde, som vi kan læse om det i almindelige historiebøger. Det er led i en stor jødisk sammensværgelse, som man må bekæmpe. Irving giver derved nynazistiske bevægelser en historisk legitimitet, en fælles historisk erfaring, som styrker identiteten og sammenholdet i gruppen.

Historie er således i høj grad knyttet til ikke bare nationers identitet men også forskellige gruppers identitet. Historien bruges aktivt nutiden for at retfærdiggøre handlinger, og det er derfor at det nødvendigt med nogle spilleregler for, hvorledes fortiden fremstilles i videnskabelige værker. Det er disse, som danner udgangspunkt for uddannelsen af lærere både til skole og gymnas, og det som de lærer eleverne om historie. Disse spilleregler kaldes også historisk metode og kildekritik.

 

 

 

METODE OG KILDEKRITIK.

 

 

Hvad er sikkert, hvad er sandsynligt og hvad er spekulativt.

 

Et krav til en historisk fremstilling er, at den har stillet sig kritisk til det som den gerne vil formidle, i modsætning til Irvings bøger. Et andet vigtig krav er, at den klart adskiller mellem hvad man sikkert ved om fortiden, hvad der er rimeligt sandsynligt og hvad der er der er mere spekulativt. For at tage et eksempel. Der er i dag mange spekulationer om, hvordan og hvorfor egypterne opførte pyramider. Nogen tilskriver endog dette besøg af væsener med overlegen teknologi fra verdensrummet. Hvis man som faghistoriker stiller sig kritisk til sådanne teorier, er modargumentet ofte; ”ja men, I kan da ikke tilbagevise, at det kan have fundet sådan sted”. Det kan faghistorikere naturligvis ikke; men de kan ikke bygge deres fremstillinger af historien på sådanne spekulationer. En historiker er nødt til at starte fra den anden ende: hvad ved vi rent faktisk om det egyptiske samfund og dets teknologi. Vi må bygge på kilder.

 

 

Hvad er en kilde?

 

Får at få noget at vide om det ægyptiske samfund og dets teknologi er vi nødt til at gå til det, som det gamle ægyptiske samfund har efterladt sig op i eftertiden: pyramider, grave, templer, indskrifter, relieffer, statuer, beretninger, regnskaber, redskaber, breve, spor af gamle marker osv.. Når det drejer sig om moderne historie kan vi også interviewe mennesker, som har oplevet ting. Alt dette kaldes kilder, fordi de er kilden til historisk viden. Med kilde forstås alt, hvad der er fysisk er bevaret til eftertiden, og som historikeren kan bruge til at sige noget om fortidens samfund, ikke bare hvad der rent faktisk skete og hvorfor det skete, men også hvordan folk levede og tænkte, og hvad der styrede deres liv.

 

Nogen kilder kan godt være opstået lang tid efter den periode vi gerne vil undersøge. Den romerske forfatter Livius skrev for eksempel en Romersk historie, ”Fra byen grundlæggelse”, som starter helt tilbage på 700-tallet f.Kr. Livius selv levede 700 år senere. Det der gør Livius til kilde er, at han i hvert fald delvis bygger sin fremstilling på for os forsvundne kilder, det være sig ældre forfattere, mundtlig tradition, årstalslister over embedsmænd osv. Gennem Livius har vi mulighed for at få adgang til et materiale fra perioden selv ganske vist gennem mange mellemled.

 

 

Hvad er ikke kilder?

 

Når man i dag skal skrive noget om fortiden, bygger man ikke alene på kilder, men også på den omfattende videnskabelige litteratur, som er skrevet om emnet. Den findes i dag både i almindelige bøger og også på Internet, hvor det er blevet mere almindeligt at offentliggøre både forskning og mere populærvidenskabelige fremstillinger baseret herpå.

 

Det er vigtigt at skelne mellem moderne behandlinger af fortiden, som bygger på kilder, og de tegn og spor som fortiden har udsendt, selve kilderne. Det er derfor almindeligt i litteraturlister at adskille mellem de kilder, som man har brugt, og moderne fremstillinger.

 

Kilder og moderne fremstillinger er i virkeligheden to forskellige ting, som ikke må blandes sammen. Vi kan i moderne litteratur fremsætte påstande om sammenhænge i fortiden, men for at vurdere disse påstande må vi altid gå til kilderne fra fortiden selv. Vi skal ikke bare bruge kilder, som passer ind i vort billede af fortiden, men også de kilder, som synes at modbevise vor påstande.

 

Det er således kilder, som afgør, hvor vidt vor påstande er rigtige eller forkerte, og det er derfor David Irvings benægtelse af Holokaust er fejl. Han har simpelt hen udeladt at tage hensyn til en masse kilder. Irving får ikke ret, fordi andre historikere eventuelt påstår det samme. En fejlagtig påstand bliver ikke mere rigtig af at blive gentaget. Irving er ikke en kilde; men det er derimod de talrige billeder, rester af koncentrationslejre, beretninger fra de som overlevede og de som befriede fangerne ved Tysklands sammenbrud.

 

Kun i et helt tænkt tilfælde kan moderne fremstillinger faktisk blive en kilde til den fortid de skriver om. Lad os tænke os den situation at alle arkiver, alle manuskripter, alle genstande fra middelalderen forsvandt, ja så ville moderne fremstillinger blive kilder til middelalderen, fordi de i lighed med den romerske forfatter Livius’ beretning om Romas tidlige historie bygger på for os forsvundne kilder; men dette er en helt ekstrem situation, som forhåbentligt aldrig bliver aktuel.

 

 

Spørgsmål til kilden

 

Før man begynder at arbejde med kilderne, er det helt nødvendigt at have nogen spørgsmål til dem. Hvad er det man konkret ønsker at undersøge, og hvad er det vi skal søge efter. Hvilke kilder er relevante at søge efter, for at få svar på vore spørgsmål. Fortidens samfund springer ikke ud af kilderne selv. Selv om vi havde alle kilder til rådighed, som vi måtte ønske til det egyptiske samfund, så har vi ikke derved rekonstrueret det gamle Egypt. Det ville i så fald være nødvendigt at foretage et udvalg i de mange kilder og  beslutte hvilke kilder som var vigtige for spørgsmålet, og hvilke som var mindre vigtige.

 

Kilderne er ikke identiske med den historiske virkelighed, men levn eller spor fra den, som vi må gøre noget ved. Kilder kan på mange måder sammenlignes med musiknoder. Noderne er i sig selv ikke musik. Det bliver de først når musikerne tolker dem og omsætter dem til et instrument.

 

Dertil kommer at forskellige historikere kan have helt forskellige spørgsmål til samme kilde. En religionshistoriker vil søge efter ganske specielle ting hos Livius, som kan belyse religiøse forestillinger og praksis. En politisk historiker vil søge efter andre ting, og vil i den grad han eller hun inddrager religion, undersøge hvilken plads religion har haft i politik. Her er det politikken som står i centrum.

 

 

Datering af kilden

 

For at kunne benytte en kilde er det første man må gøre at stille spørgsmålet: hvornår er den fra, hvordan skal den dateres? For at tage et helt ekstremt eksempel. Hvis vi vil undersøge en mulig sammenhæng mellem pyramidebyggerne i Egypt og pyramidebyggerne i Mellemamerika, er det første vi må slå fast at pyramiderne i Egypt blev bygget over 2000 år f.Kr., medens aztekernes pyramider blev rejst over 1000 år e.Kr. De er altså adskilt i tid med mindst 3000 år. Dette må nødvendigvis få visse konsekvenser for hvilke konklusioner vi kan tillade os at trække.

 

Tidsbestemmelse, det som kaldes kronologi, er fundamentet for al historieforskning. Nogen kilder kan dateres meget nøjagtigt, hvis de for eksempel indeholder en eksakt tidsfastsættelse i form af et årstal, som vi benytter i vor tidsregning, for eksempel 1814. Andre gange har vi en angivelse af i hvilken herskers regeringstid kilden er produceret, for eksempel i tredje år af det egyptiske farao Cheops regeringstid. Det sidste eksempel er lidt mere kompliceret, fordi det også kræver, at vi kan sættes Cheops regeringstid ind i vor måde at regne tid på, nemlig f.Kr. og e.Kr. Her er der lidt problemer, og Cheops, byggeren af en af de største pyramider, kan kun dateres til ca. 2500 f.Kr.

 

Andre kilder indeholder ikke sådanne angivelser, og de kan være mere vanskelige at tidsfæste. Her kan må undersøge om de nævner markante begivenheder, som er sikkert dateret. I så fald må kilden være skrevet efter disse. For at fastslå, hvornår kilden senest kan være skrevet, kan man kigge på, om kilden undlader at omtale senere markante begivenheder, som vi kunne have forventet havde fundet sin plads i teksten. I så fald er det sandsynligt at den er skrevet før disse. Et dokument, som nævner Unionsopløsningen med Sverige i 1905, men slet ikke har nogen som helst referencer til 1. verdenskrig (1914-1918), må være skrevet efter 1905, og højst sandsynligt før 1914.

 

Med ikke-skriftlige kilder må man ofte anvende andre metoder. Ved hjælp af undersøgelser af årringe i træ, det man kalder dendrokronologi, kan man, hvis materialet er godt nok, tidsfæste nøjagtigt, hvornår et træ er fældet, før det indgik i konstruktionen af en vikingeborg. Når vi går længere tilbage i tid har vi ikke dette redskab til rådighed, og her anvendes i stedet kulstof-14 analyser; men her kan usikkerhedsmarginen være helt op til 100 år.

 

Når det drejer sig om keramik, skulptur, og arkitektur kan man sammenligne med tilsvarende monumenter og genstande, som man har dateret rimeligt sikkert, fordi de er fundet et sted, hvor de skriftlige kilder giver et godt holdepunkt. Keramik og skulptur ændrer sig nemlig over tid, ligesom i vort samfund, hvor bildesign og tøjmode også ændrer sig, dog med langt større hastighed end i fortiden.

 

 

Levning og beretning.

 

Det næste trin er at afgøre, hvorledes vi vil benytte kilden. Her kan man skelne mellem to måder, nemlig at anvende en kilde som beretning eller som levning. Dette kan bedst illustreres med et eksempel.

 

På begyndelsen af 1200-tallet skrev den islandske høvding og skjald, Snorre Sturluson (ca. 1178-1241) en række kongesagaer, Heimskringla, som er hovedkilden til Norges tidlige politiske historie. Sagaerne fokuserer på kongerne og deres bedrifter og fører linierne fra gammel tid op til kong Sverre (1177-1202). Hvis vi ønsker at undersøge Norges politiske historie op til kong Sverre må vi lægge hovedvægten på, hvad Snorre rent faktisk beretter om begivenheder og personer i fortiden. Vi anvender kilden som beretning. Det bliver helt afgørende at diskutere, hvor troværdig Snorres beretning kan siges at være. Hvor meget vidste han rent faktisk om forgangne tider og hvilke kilder havde han selv til rådighed? Har han udeladt ting, ændret ting eller måske endog opdigtet ting, enten fordi han skrev med et ganske bestemt mål for øje, eller fordi han simpelt hen skulle fortælle en god sammenhængende historie.

 

Hvis vi derimod er mere interesseret i Snorre selv eller det samfund han levede i, er det ikke så meget selve beretningen som står i centrum, men derimod det faktum at Snorre satte sig ned, skrev sagaerne og at han ville sige noget til andre med sit værk. Kongesagaerne bliver en levning fra Snorre og hans samtid. Vi anvender kilden som levning . Hvorfor skrev Snorre Heimskringla, hvilke holdninger til politik og mennesker giver den udtryk for. Kan dette belyse det samfund, som Snorre levede i?

 

Der er en meget vigtig forskel mellem det at anvende Snorre som beretning og levning. Hvis vi kan bevise, for eksempel ud fra andre kilder, at Snorre ikke kan betragtes som troværdig, så falder hans værdi som kilde til de begivenheder han beretter om. Dette er ikke tilfældet, hvis vi vil anvende ham som levning, især hvis vi kan påvise, at han bevidst har manipuleret med fortiden. Hvorfor gjorde han det i så fald?

 

 

Billeder brugt som levning eller beretning.

 

Nu er det ikke bare skriftlige kilder, som beretter om noget, som vi kan anvende enten som beretning eller som levning. Det gælder også andre typer kilder. I officielle sovjetiske historiebøger fra 1930-årene finder vi et billede, som viser Lenin (1870-1924), som holder en tale under revolutionen i 1917. På billedet står han alene på talerstolen.

 

Hvis vi vil anvende billedet som beretning om begivenhederne i 1917, må vi stille nøjagtig de samme spørgsmål om troværdighed, som til Snorre. Viser billedet, hvad der rent faktisk skete? I dette tilfælde har vi andre kilder, nemlig originalfotoet fra 1917, som viser noget helt andet. Ved siden af talerstolen står nemlig en anden fremtrædende revolutionsmand, Trotskij (1879-1940), som faldt i unåde i 1929, hvorefter han simpelt hen blev fjernet fra billedet ved retouchering. Billedet bliver således en dårlig kilde til begivenhederne i 1917.

 

Brugt som levning fra 1930-årene er værdien af billedet imidlertid en helt anden. Hvorfor manipulerede man med fortiden på denne måde? Derved bliver det en fremragende kilde til det sovjetiske regime på 1930-tallet.

 

Selv billeder, hvor der ikke er sket noget bevidst manipulation, må vi stille spørgsmål om de også viser virkeligheden, som den var, hvis vi vil benytte det som beretning. Når vi tager et familiebillede eller billeder fra ferier, arrangerer vi ofte motivet før vi tager det. Vi beder om at personer flytter sig tættere sammen, nogen af de tilstedeværende ønsker måske  ikke at være med, andre begynder at ændre på deres udseende og beklædning. Ting, som står i vejen for kameraet eller som virker forstyrrende på billedet kan blive fjernet. Motivet beskæres både i kamerasøgeren og eventuelt senere på datamaskinen, således at det kun viser det, som fotografen synes er vigtigt. Der er også stor forskel på et billede, hvor personerne ved de bliver fotograferet, og et billede som er taget med skjult kamera.

 

Hvis vi vil benytte billedet som levning er spørgsmålene lidt andre. Hvorfor er personerne stillet op, som de er? Hvorfor er billedet beskåret som det er? Det kan fortælle os noget om fotografen og situationen i det øjeblik billedet blev taget.

 

 

Arkæologiske fund brugt som levning eller beretning.

 

Mange arkæologiske kilder kan vanskeligt benyttes som beretninger. En bautasten uden indskrift eller billeder kan kun anvendes som levning. Det har ingen hensigt at teste dens troværdighed, og det samme gælder en stenøkse. Andre arkæologiske kilder kan imidlertid anvendes både som levning og beretning. En græsk vase er et produkt fra et antik pottemager-værksted og en kilde til keramikhåndværket brugt som levning: Hvilket ler brugte man, havde man pottemagerhjul, hvordan dekorerede man vaserne, var der tale om masseproduktion? Da græske vaser også er fundet langt væk fra Hellas er de også en kilde til handel over store afstande.

 

Vasen kan desuden have et maleri, som viser pottemagere eller vasemalere i funktion. Hvis vi vil anvende maleriet som kilde til pottemagervirksomheden er det som beretning, Vi må spørge os selv, hvorvidt maleren nu også viser virkeligheden som den er. Han kan have iklædt pottemageren eller vasemaleren fint tøj, som han aldrig ville bruge til daglig, for at se pæn ud på maleriet. Han kan også have udeladt eller presset ting sammen, simpelt hen at få plads til det han ønskede mellem de to hanke. Dette har en parallel til de talrige amerikanske og norske serier, som kører i fjernsynet, og som fremtidens historikere vil kunne bruge som kilde til, som beretning, hvordan vi indrettede vore huse. I de fleste serier er det muligt at gå direkte fra haven eller gaden ind i dagligstuen. Husene har ingen entre! Det er vanskeligt at have en entre i en studiescene, og for fortællingen er det bedre at udefra kommende kommer direkte ind i stuen, hvor handlingen foregår.

 

 

Kan kilder give nogen objektiv beskrivelse af virkeligheden?

 

Nogen af vore kilder kan have et stærkt element af, hvorledes man ønsker virkeligheden skal se ud. De har det man kalder et normativt indslag. De fortæller os mere om normer og regler, end hvordan det egentlig var. Dette skal man især være opmærksom på i lovsamlinger, moralske skrifter og politiske taler. Et godt eksempel er den romerske forfatter og politiker Ciceros (106 – 43 f.Kr.) værk om venskab, som er en vigtig kilde til venskabets betydning i den antikke verden. Vi får at vide, at venner helst skal være lige og at det rigtige venskab ikke må bygge på beregning eller nytteværdi. Dette er moral. Det er sådan verden ideelt skal være. Ciceros breve til sine venner giver imidlertid et andet billede af, hvad venskab også kan være. Venner er ikke altid lige, og de dyrker venskaber, fordi de vil opnå noget hos den anden part.

 

Det er imidlertid vigtigt at understrege at ingen kilde kan siges at give nogen objektiv beskrivelse af virkeligheden. De er ikke rent diskriptive, men indholder alle normative elementer. Vi er alle præget af normer. Vi ser gerne omgivelserne, også når vi forsøger at beskrive dem, ud fra nogen forestillinger på forhånd om, hvordan virkeligheden er eller hvordan vi ønsker den skal se ud. Bevidst eller ubevidst sker der derved et udvalg af, hvad vi tager med. Det er derfor, at to forskellige personer kan give et helt forskelligt referat af hvad de har oplevet. Begge synes, at de giver en helt objektiv beskrivelse af, hvad de har set.

 

Nu er det ikke bare enkeltpersoner, som kan se virkeligheden forskelligt, men også sociale grupper. Fodboldsupportere til et hold vil beskrive en kamp anderledes end supporterne til det andet hold. Vidner til et slagsmål vil også være påvirket af, om de er kammerater med nogen af de involverede. De kan også være påvirket af, hvad man snakkede om efter hændelsen fandt sted. De har påvirket hinanden. Det er et problem, som politiet står over for, når de skal afhøre vidner. Selvom ti vidner påstår det samme, er det ikke nødvendigvis den rigtige beskrivelse af, hvad der rent faktisk skete. Det samme problem har vi, når vi skal rekonstruere fortiden, og det er derfor vigtigt at søge efter kilder som uafhængigt af hinanden bekræfter eller afkræfter en påstand.

 

 

Genre. Forskellige måder at præsentere virkeligheden på.

 

Historikeren bruger som nævnt mange forskellige kilder af helt forskellig type og karakter. Ud over at datere kilderne og diskutere deres troværdighed må man også gøre sig nogle tanker om, hvilken genre kilderne tilhører, fordi det er med til at bestemme indholdet og måden ting præsenteres på. Med genre forstås en speciel udtryksform, som for eksempel drama, komedie, digt, roman, film, maleri osv. I drama skal vi forfærdes over virkeligheden eller føle spænding ved den, i en komedie skal vi le af den, og den fremstilles derfor forskelligt. Virkeligheden vil gerne se forskellig ud i et moralsk skrift, hvor vi får at vide hvordan vi burde opføre os for at være gode mennesker, i en lovsamling, hvor vi får at vide hvordan vi skal opføre os for ikke at overtræde loven, i  en praktisk håndbog for landbrug, som helst skal kunne fungere i praksis, i en politisk tale, hvor vi ønsker at præsentere ting ud fra en ganske speciel synsvinkel i polemik med andre, eller på et maleri, hvor ting kan ses og motivet presses ind i en ramme. Alle kilderne kan komme ind på landbrug, men det vi får at vide herom kan være ganske forskelligt. Lad os illustrere dette med et eksempel:

 

Vi har fået til opgave at skrive historien om tante Olgas liv, hvor vi har en række taler til rådighed, holdt på tante Olgas mærkedage, en række dagbøger fra andre, hvor hun er omtalt, samt muligheden for at interviewe familie og nogen af hendes bekendte. Til alle disse kilder må vi naturligvis stille spørgsmålet om troværdighed, som vi har været inde på det. Har taleren, dagbogsskriveren og den man interviewer haft nogen grund til at fordreje virkeligheden, udelade vigtige ting, måske endog lyve om den? I hvor høj grad kan den man interviewer rent faktisk huske, hvad der er sket? I hvor høj grad er vore kilder påvirket af hinanden?

 

Det er imidlertid nødvendigt at gå længere end blot spørge om troværdighed. Der vil være stor forskel på indholdet af disse kilder, ikke alene fordi dagbøger gerne er mere detaljerede; men også fordi kilderne tilhører vidt forskellig genre.

 

Taler på mærkedage er en ganske særlig genre, hvor tilhørerne har specielle forventninger til, hvad som skal siges og også hvad der ikke skal siges, også selvom en god tale helst skal indeholde nogen overraskelser. Taleren plukker ting ud af virkeligheden, som passer til at hædre tante Olga, og som det forventes at man nævner i forbindelse med en bryllup, en 50-årsdag eller en begravelse.

 

Dagbøgerne vil plukke andre ting ud af virkeligheden, som slet ikke ville passe sig for en festtale. Dette skyldes ikke alene, at de måske vil stille tante Olga i et mindre positivt lys. Dagbogsforfatteren skriver for sig selv og prøver ofte at retfærdiggøre handlinger og situationer over for sig selv.

 

Ved interview vil den man interviewer gerne stille sig selv i et så godt lys som muligt, og det vil ubevidst påvirke, hvad man udelader eller fremhæver om tante Olga. Man vil også gerne huske ting i lyset af, hvad der senere hen er sket. Hvis man på et tidspunkt er blevet stærkt uenig med tante Olga, vil det nok påvirke, hvad man kan huske og hvordan man husker ting.

 

Hverken taleren, dagbogsforfatteren eller den man interviewer trænger at have begået vold mod virkeligheden eller løjet om den. Alle oplysninger fra festtale, dagbøger og interview, kan være korrekte; men det er forskellige sider af virkeligheden vi får præsenteret, bestemt af genren og de normer og regler som gælder herfor.

 

 

Ændring af virkeligheden for at vi skal kunne genkende den.

 

I nogen genrer vil der ske en forvridning af virkeligheden, ikke for egentlig at ændre på den, men for at opnå en ganske bestemt effekt, for at fremhæve nogle ganske specielle ting eller gøre ting særligt tydelige. I komedier optræder der gerne repræsentanter fra forskellige grupper i samfundet såsom præster, politifolk, bønder, håndværkere osv. For at være helt sikker på, at tilskuerne også kan identificere de enkelte personer med disse grupper, vil man ofte overdrive eller dyrke nogen egenskaber og træk, som traditionelt forbindes med dem. I antikke komedier, som er en vigtig kilde til dagligdag i Roma og Athen, fremstilles tjeneren, som er slave, gerne som snu og beregnende, og han tænker kun på, hvordan han skal få herren til at give ham sin frihed eller hvordan han kan få andre fordele.

 

Det samme princip kender vi også fra  Olsenbande-filmene. Politifolk er her stereotyper. Det er ganske vanskeligt i det virkelige liv at finde en politimand, som svarer nøjagtigt hertil, men alligevel er ingen kinogænger i tvivl om at der er tale om en politimand. Han er nemmere at genkende, netop fordi man har forvredet virkeligheden.

 

 

Når virkeligheden ikke er, hvad den umiddelbart giver sig ud for at være.

 

I komedier, festtaler og politiske taler, men også i andre sammenhænge, vil der ofte forekomme ironi, hvor der siges det modsatte af, hvad der i virkeligheden menes. Dette er en vigtig del af humor og også en måde at drive spot med personer, man ikke kan lide. I det moderne samfund er vi normalt i stand til, selvom det kan være vanskeligt, at identificere dette, hvis vi har samme baggrundsviden, som den der benytter ironien. Vi ved, at det der siges er forkert, og vi ved, hvad der hentydes til. Mere vanskeligt er det, hvis man kommer udefra og ikke har denne viden. De fleste har vel oplevet, hvor vanskeligt det er at komme ind i en ny social gruppe. Man forstår ikke altid humoren, før man har stiftet bekendtskab med det gruppen førhen har oplevet sammen.

 

Nu er det ikke alene i forbindelse med ironi at det er nødvendigt at have en baggrundsviden for at forstå, hvad der tales om. Alle sociale grupper har nogle fælles erfaringer, som man ikke behøver nævne eller gentage, hver gang man taler med hinanden. Det er underforstået, og det er det som giver mening til det man siger. Ofte kan man med halve sætninger gøre sig ganske forståelig over for dem man kender. Hvis jeg siger årstallet 1814, trænger jeg ikke sige mere, hvis jeg snakker med en nordmand. Hvis jeg snakker med en japaner har dette årstal slet ingen betydning for ham, i hvert fald ikke den samme. Datoen 11. september har helt speciel betydning for en amerikaner. Jeg trænger ikke engang nævne årstallet, eller hvad der skete på denne dag. Det er underforstået.

 

Når vi går tilbage i historien og benytter kilder, er det meget ofte sådan, at vi ikke har denne baggrundsviden. I nogen perioder kan vi skaffe os den, fordi der er nok kilder, i andre, hvor kilderne er færre, må vi være ekstra på vagt.